114 Alethe Wilhelmine Georgine Sibbern

Alethe Wilhelmine Georgine ble født 28 februar 1812 og hjemmedøpt 7 mars. Da dåpen[i] ble bekreftet i Rygge Kirke 30 april samme år, fikk hun navn efter farens første kone og fadrene Frue Conferenceraadinde Sommerhielm; Frøken Else Sibbern; Madame Velde; Hr Vice Admiral Stockfledt; Hr Oberstlieutenant von Rode; og Hr Postmester Schmidt.

Foreldrene var Anne Cathrine de Stockfleth og Valentin Christian Wilhelm Sibbern; det var hans annet ekteskap for han var blitt enkemann året i forveien. Hun var vokst opp i Danmark, og var datter av Viceadmiral i den danske marinen, William Walker Stockfleth, og Johanne Georgine van der Vieth som hadde giftet seg i København i 1767, men i hvilken kirke er ikke kjent. Som kausjonister hadde de Hans Excellence Wiceadmiral William de Stockfleth, Storkors av Dannebrogen; og Hr Capitaine v. Larsen.  Vielsen[ii] fant sted, efter kongelig bevilling, hjemme i huset 13 mai 1811.

Valentin Sibberns første ekteskap var til Aleth Magrethe Mathisdatter Aagaard, de hadde giftet[iii] seg 19 mai 1802, og bosatte seg på hans eiendom, Verne Kloster, som han hadde overtatt i 1800, i forbindelse med arveoppgjøret efter faren som var død noen år tidligere.

Bortsett fra en dødfødt datter var første barn i denne lille familien Søster Wilhelmine Mathea, som kom til verden 7 februar 1804. Hun ble hjemmedøpt av sognepresten 15 samme måned. Dåpen[iv] ble stadfestet i Rygge Kirke 9 april og hadde da fadrene Fru Sophie Larsen; Madame [NN] Vinge; Frøken Else [NN]; Major Huitfeldt; Kapit. Huitfeldt; og Assessor Elieson.

«I Elleveaarsalderen fulgte hun med Forældrene til Christiania, da Faderen blev Stiftamtmand dersteds, og nød her den Undervisning i Sprog og andre Skolefag, Musik og Dans, som Hovedstaden den gang saa sig istand til at yde unge Piger.

        En Erindring fra denne Tid vil Forfatteren meddele efter hendes egen Fortælling: Paa den Svenske Danselærer og Theaterdirecteur Strømbergs Danseskole afsluttedet Cursuset med et Bal, hvorved de fleste av Elevernes Forældre vare tilstede. For at belive Dansen opførte gjerne Læreren Ballet med en af de dygtigste Elever, og hvo beskriver hendes Glæde, da hun, skjønt blant de yngre, valgtes hertil? «Jeg har nydt megen Ære og feiret mange Triumpher i mit Liv», tilføiede den da gamle Overhofmesterinde (Fortellingen fremkom nemlig ved Omtalen af Forfatterens Datters Afskedsbal), «men jeg tror aldrig, at jeg nogensinde har følt mig saa beæret ved nogen anden Leilighed[v]»».

Eldstedatteren var altså oppkalt efter farmoren, Søster Huitfeldt. Hun hadde hatt et nokså ulykkelig ekteskap, og mens hun satt med Verne var hun en velstående enke, og hadde mange tilbud om ekteskap. Hun avslo dem alle, inntil hun falt for en av frierne:

«Som det imidlertid oftere gaar efter et Ægteskab, hvori Hjertet kun har havt liden Del, gjør dette senere sine Rettigheder gjældende, og Valget falder da hyppigere mindre heldigt du. Majorinden kastede nemlig tilsidst sine Øine paa en forresten ikke længer ung Lieutenant, Hans Larsen, der ingenlundet var noget bedre eller rimeligere Parti end dem, hun havde afslaaet[vi]».

Dette avstedkom en liten panikk i slekten, og efter hvert ble hun overtalt til å skifte med dem i 1800, og efter mye om-og-men, ble det til at sønnen Valentin overtok Vernø Kloster, hun fikk en større pengesum, og flyttet fra godset i februar 1800[vii]. I første omgang bosatte hun seg på Klommesten litt utenfor Moss.

Og i 1802 fikk hun sin egen utkårede: Lieutenant Hans von Larsen og Fru Majorinde Søster Sibbern ble viet^[viii] i Moss Kirke 31 juli, uten forutgående forlovelse. Som kausjonister hadde de Raadmand Brandt og Lieutenant v: Sibbern.

«Denne Begivenhed har neppe været uden Indflydelse paa Døtrenes hurtige Giftermaal og Bortreise, Da Larsen var Bondefødt og kun besad en tarvelig Udannelse, var Partiet i enhver Henseende en Mesalliance og betragtedes af Fruens Familie paa begge Sider med ugunstige Øine, uden at dog nogen var istand til at hindre samme; med Tiden syndes ogsaa den første misstemning i nogen grad at have tabt sig; ihvor lidet end den nye Ægtemand passede ind i Omgivelserne^[ix]».

Så forholdet var vel blitt litt bedre da Aleth og Valentin fikk sitt første barn og altså oppkalte henne efter farmoren.

Allerede året efter fikk Søster en lillebror. Georg Christian kom til verden 9 juni 1805 og ble hjemmedøpt av sognepresent åtte dager senere. Denne dåpen[x] ble stadfestet i kirken 9 juli samme år. Fadrene ble Frue Xsten Elieson; Madame Maren Schnitler; Frøken Stine Huitfeldt; Major Huitfeldt; Capitaine Arild Huifeldt; og [NN] Lassen.

Bolette Christine Augusta kom til verden 21 september 1806. Hun ble døpt^[xi] 2 oktober i Rygge kirke. Fadrene var Generalinde Huitfeldt; Majorinde Huitfeldt; Madame Vinge; Frøken Else Sibbern; Inspecteur Semb; Regimentskommandant Roll; og Præsten Schnitler.

Bolette fikk ikke leve opp, men døde 7 desember, knappe tre måneder gammel. Hun ble begravet^[xii] 13 samme måned. Dødsårsaken er oppgitt som «Slag»

Så skulle det bli en gutt igjen. Mathias August meldte sin ankomst 7 desember 1807. han ble hjemmedøpt av sognepresten samme måned, og fikk dåpen^[xiii] stadfestet i kirken 25 januar. Denne gangen var fadrene Fru Obestinde Motzfeldt; Madame Brandt; Jomfrue Debes; Kammerherre Staffeldt; Major Hvidtfeldt; og Sorenskriver Hjort.

Sistemann i denne flokken var Carl. Han ble født 11 april 1809 og hjemmedøpt av sognepresten fem dager senere. Da dåpen^[xiv] ble bekreftet i kirken 21 juli samme år var fadrene Oberstinde Dreschel; Fru Hvitfeldt; Frøken Kreus; Oberst Motzfeldt: Major Hejs; og Commerceraad Broch.

Fru Alette Magrete Sibbern fra Klosteret døde «hastig» 30 mai 1810 og ble begravet^[xv] i Rygge 7 juni.

Så giftet Alethe Wilhelmines far seg pånytt, og hun selv ble første barn i dette ekteskapet. Efter henne fulgte William Walker Valentin, som så dagens lys 5 desember 1813 og hjemmedøpt av sognepresten 13 samme måned. Dåpen[xvi] ble stadfestet i Rygge kirke 7 januar 1814. Denne gangen var fadrene Frue Conferenceraadinde de Sommerhielm; Madame Betsy Bergh; Frøken Else Sibbern; Admiral Stocfledt; og Baron Vedel Jarlsberg.

William Walker Valentin ble døpt en uke før Kielertraktaten ble undertegnet, og dermed ga støtet til en rekke begivenheter i Norge: fra avhendelsen av landet, til Christian Frederiks ambisjon om å få Norges trone, notabelmøtet der han ble overtalt til å søke politisk støtte i folket, heller enn å forlite seg på arveretten – som hans far hadde frasagt seg også for efterslekten. Dermed gikk det ut brev til folket med beskjed om å utpeke representanter til en forsamling som skulle gi Norge en ny styreform, og som skulle møtes på Eidsvold 10 april 1814.

Det var litt ulike måter å gjennomføre disse valgene – de ble gjort i en omgang i kjøpstedene, to på landet – og i de militære avdelingene var det en blanding.

Aggershuus ridende Jæger-Corps, der Anne Cathrines mann var major, møttes brigadevis, avla ed, og bestemte valgmenn 22 februar 1814, og disse valgmennene kom sammen i Oberstlieutenant Nilsons Qvarteer i Christiania 12 mars samme år, og valgtet[xvii] da Major Valentin Christian Wilhelm von Sibbern, til representant – ved stemmeflertall.

Som en sann godseier og aristokrat stilte Sibbern også til valg som representant for, først Rygge, der de stemmeberettigede møttes på prestegården 18 mars og utpekte[xviii] ham og Bonden Michael Christiansen Gribsrød til valgmenn for sognet.

Valgmennene for alle sognene i Smålenene kom så sammen på Thunøe Præstegaard 21 mars, og valgte[xix] Major Sibbern og «Jordegods-Eier i Rygge Sogn, Mosse Fogderie, Provst Peder Hount, Sognepræst til Bergs Sogn i Ide og Marker Fogderie» samt Gaardmand Jon Hansen, Dannebrogsmand fra Sørbrønd Vestre i Bergs Sogn.

Fra Værne Kloster til Eidsvold er det en 13-14 mil, eller så, og det var vel gjørlig å tilbakelegge den strekningen på en lang dag – men det er vel like trolig at Sibbern – om han ikke allerede var i Christiania – la veien om sine regimentsfeller i byen og dermed lot Anne Cathrine «hjemme alene» from omkring 7-8 april dette året.

På Eidsvold var Sibbern en forholdvis fremtredende figur, som hadde sine egne selvstendige ideer:

«Halvdan Koht omtaler ham som den minst partibundne av eidsvollsmennene, og det er liten tvil om at han hadde meget realistiske forestillinger om hva situasjonen tillot at man kunne gjøre. Sibbern stemte mot å erklære Norge som et selvstendig kongerike og ble av den grunn regnet med til unionspartiet. Ellers var han en flittig debattant, som ofte uttalte seg om hvordan Grunnloven burde være. Han var konservativ i standpunktet om valgbarhet og valgrett og mente at det bare var opplyste menn som skulle ha disse rettighetene. Som en konsekvens av dette gikk han imot stemmerett for alle bønder. Han ønsket også at Lagtinget skulle fungere som et slags senat[xx]».

Wergeland[xxi] hadde denne karakteristikken:

        «Major Sibbern. Retsindig, livlig, deeltagende med Følelse for Sagerne og deres bedste udfald. Virksom i Debatterne, men som Militær tilbageholdende i visst Punkter. Af Wedels Farve»

Som alle andre møter tok Riksforsamlingen på Eidsvold slutt – de hadde sin siste sesjon 20 mai, og efter det var medlemmene fri til å reise hjem igjen – eller hvor de nå måtte ha lyst til å dra.

Hjemme på Værne Kloster gikk vel livet som vanlig, og de yngste barna var vel for små til å legge merke til noe av det som var foregått.

Sommeren 1815 ble Augustas mor gravid på ny, og nedkom med en gutt 29 mars 1816. Georg Christian ble hjemmedøpt 5 april. Dåpen[xxii] ble stadfestet i Rygge kirke 29 september samme år. Fadrene hans var Fru Larsen på Ramsborg; Fry Dalin på Nøisomhed; Jomfru Trine Schmilles [?]; Admiral Stockfledt; Politimester Sem fra Christiania; og Sognepræsten Hr Wille fra Westbye.

I 1818 fikk Alethe en lillesøster til, da Juliane Augusta Bolette meldte sin ankomst 13 mars 1818. Hun ble hjemmedøpt 24 samme måned og fikk dåpen[xxiii] stadfestet i kirken 13 oktober samme år. Som fadre valgte foreldrene Madame Giertsen; Frue Gryner; Nelle Cappelen; Major Huitfeldt; Krigsraad Siverts; og Advocat Giertsen.

Nok en datter av Anne Cathrine og Valentin så dagens lys knappe to år senere, 8 januar 1820, det var Hanne Conradine Arilda, og hun ble hjemmedøpt. Bekreftelsen av dåpen[xxiv] i kirken kom 30 juni samme år.  Fadrene ble Frue Røyeldorph på [NN]; Madame Johanne Gudes fra Moss; Jomfru A. G. Bergh fra Moss; Statsraad Sommerhielm; Kammerraad Radich; Capit. Lassen; og Capit Sibbern.

Fredrikke Nicoline Wilhelmine Nytaarnia ble født nyttårsdagen 1823 og som sine søsken, hjemmedøpt. Dåpen[xxv] ble bekreftet i kirken 13 mai samme år. Hun hadde fadrene Frue Wilhelmine Sibbern, Sem; Fru Sibbern på [NN]; Frøken Larsen fra Ramberg; Hr Statsraad Rosenkrantz; Hr [NN] Sem; Hr Capitaine Sibbern; og Hr Hagbart Falsen [?].

Litt senere på året giftet Søster Wilhelmine Mathea Sibbern seg, 19 år gammel. Hennes tilkommende var 41 år gamle Niels Arntsen Sem, Overauditeur og Sorenskriver i Egersund. Efter kongelig bevilling ble de viet[xxvi] hjemme i hus 13 mai 1823.

Det ser ut til at disse to holdt seg på Verne det følgende året, for de fikk sitt første barn der: Søster Truine Catharine Alette kom til verden 15 februar 1824 og ble døpt[xxvii] i Domkirken 23 august samme år. Fadrene var Stiftamtmand Sibbern og frue – de stolte besteforeldre – Fru Giertz; Frøken Lassen; Statsraad Krogh; Høiesteretsassessor Langberg; [NN] Aars; Bogholder Hagbart H. Falsen; og Kjøbmand Faye.

Omkring denne tiden flyttet familien til Christiania, der Valentin Sibbern tok fatt i stillingen som stiftsamtmann i Akershus.

Alethe skulle få to yngre brødre til, men ingen av disse levet opp. Det første av disse var Valentin Vilhelm Carelius som ble født i Christiania 1 mai 1824, og hjemmedøpt 11 mai av Stiftsprovst Sigwards, i nærvær av flere mennesker som kunne bekrefte handlingen. Denne dåpen[xxviii] ble ikke stadfestet i kirken for gutten fikk ikke leve opp.

Valentin Vilhelm Carelius Sibbern døde 12 mai 1824 og ble begravet[xxix] fra Vor Frelsers Kirke – Domkirken – i Christiania 18 samme måned.

Et år senere ble det på ny en gutt – den siste av Søsters yngre søsken barn – og han kom til verden 23 april 1825. Valentin Frederik Wilhelm Carelius – han fikk omtrent samme navn som den avdøde broren – ble hjemmedøpt[xxx], men kirkebokføreren har slurvet – for selv om han har begynt på det har han ikke fullført notater om dato eller av hvem denne hjemmedåpen ble gjennomført. Men han klarte å få med at «Barnet oplevede ikke Hjemmedaabens Stadfæstelse i Kirken».

Hvor og hvordan Anne Cathrine og familien bodde i Christiania, til å begynne med, er ikke kjent, men gjetningsvis i en leilighet, i det minst frem til våren 1827, for frem til da hadde de til rådighet noen andres have, som ble avertert[xxxi] til leie 19 desember 1826:

«Hr Assessor Brockmanns store og gode Frugt- og Urtehauge, beliggende ved hans Gaard, der for Tiden benyttes af Hr Stiftsamtmand Sibbern, bliver at faae tilleie, og kan derom handles med

 

Alethe ble, visstnok, konfirmert i Rygge Kirke 30 september 1827 – men det må ha vært et spesialarrangement, for den ordinære konformasjonen denne høsten foregikk i oktober, og der er hun ikke nevnt.

En drøy måned efter dette døde Alethes storesøster, Søster Wilhelmine Mathea, bare 23 år gammel. Hun og mannen – og sikkert barna – var da i Christiania. Selve begravelsen er det ikke lykkes å finne, men mannen, Niels Sem, rykket inn en annonse i Den norske Rigstidende[xxxii] i begynnelsen av november:

        «At min inderlig elskede Kone Wilhelmine, født Sibbern, pludselig blev mig og efterlevende to smaae Børn ved Døden berøvet her i Christiania den 1ste d.M. i en alder af 23 ¾ Aar og efter 4 ½ Aars Ægteskab, bekjendtgjøres herved sørgeligst for fraværende Slægt og Venner.

                                    Christiania, den 3die November 1827.  N. A. Sem».

Året efter giftet Alethe seg, 16 år gammel. Hennes tilkommende var Stats Secretair Frederik Due ved det Kongelige norske Statsraads Avdeling i Stockholm – samt Rigs Herold, Ridder av den Kongelige Sværdordenen og Nordstjerneordenen. Han var 32 år og altså dobbelt så gammel som Alethe. Vielsen[xxxiii] fant sted i Domkirken i Christiania 28 februar 1828 – hennes egen fødselsdag.

«Inden den hele Familie- og Bekjendtskabskreds var hun yndet og afholdt for sin Munterhed og Elskværdighed. I hendes 16^de Aar, og medens hun endnu gik paa Skole, meldge sig (1827) allerede den Beiler, der det følgende Aar blev hendes Mand, nemlig den Norse Statssecretair i Stockolm, Frederik Gottschalck Haxthausen Due. Ikke uden Betænkeligheder fra Forældrenes Side, dels af Hensyn til begges Alder (han var dobbelt saa gammel som hun), dels paa Grund af de vanskelige Forholde, hvori hun vilde komme til at indtræde, opnaaede han disses Samtykke, medens den unge og muntre Pige selv naturligvis tog Sagen mere sorgløst, da hun fant behag i den smukke og belevne Mand. Et malet Portrait, han ved denne Tid sendte hende, eies nu af Broderen, Statsminister G. C. Sibbern paa Vernekloster.

«Hun blev da confirmeret 30. Septbr. 1827 (med Charakter Udmærket Godt) og forberedte sig forøvrigt efter bedste Evne, idet hun lagde stærk Vind paa det Franske Sprog, som daværende Hofsprog og Musik, hvorfor hun havde arvet en særlig Begavelse fra sin Moder. Paa hennes Sextenaars Fødselsdag 28. Februar 1828 stod saa Brylluppet i Forældrenes Hus i Christiania, hvor Brudeparret hjemmeviedes. Kort Tid efter fulgte hun sin Ægtfælle til Stockholm, og paa den ugelange Fart, som en Stockholmsreise den gang medførte, fortsattes Sprogøvelserne, da Due selvfølgelig talte fortræffeligt Fransk. En Tradition, der hidrører fra Brudens egen Fortælling, beretter, at de landt andet oversatte paa Fransk en den gang endnu almindelig Folkevise, som begynte saaledes:

hvor da de to, i alle Vers tilbakevendende Omkvæd løde saaledes i oversættelsen: «Dit le prêtre» og «Dit la femme du prêtre[xxxiv]»».

Paret bosatte seg i Stockholm, der han bodde fra før.

«Det var en saare vanskelig Stilling, den unge Frue, der næsten endnu var et Barn, skuld indtage, men med en sjelden Takt og et lykkeligt Instinkt fandt hun let sin rette Plads, og kom snart til at indtage en Stilling i Stocjholms Societet, som det hverken før eller siden, endog kun tilnærmelsesvis, har lykkes nogen norskfødt Dame at naa. Ved sit livlige og utvungne Væsen, sin Sprogsands og fremfor alt ved sin smukke Sang og musikalske Begavelse overhodet, som hun under dygtige Lærere udviklet langt ud over Dilettantismens Grændser, vandt hun en stor Yndest i den intimere Hofkreds og opnaaede den Lykke at være lige afgjort af Kong Carl Johan og Dronning Desirée, hos hvem hun blev Statsfrue 1840, og for hvem hun hyppig maatte synge langt udover Natten, da Dronningen, som bekjendt, holdt en ganske særegen Dagsorden, idet hun først gik tilsengs mod Morgenstunden og sov den største Del af Formiddagen.

Fru Due besad en meget smuk Altstemme, om hvilke Musikere have udtalt, at den kunde have bragt hende Verdensberømmelse, om hun havde uddannet sig som Sangerinde. Ikke mindre smukt var hendes Foredrag; og den Interesse, hun i det hele nærede for Musik, samlede snart om hend en Kreds, der omfattede omtrent alle betydeligere Musikexecuteurer i Stockholm, indfødte saavel som fremmede, samt en stor Del Musikelsekere inden Stockholms Societiet. Her sang saaleds, for at nævne nogle af de betydeligste: Jenny Lind, Julius Günther, Olof Strandberg, Luigi Della Santa; her accompagnerede Jacopo G. B. Foroni, medens den bekjendte Hofsanger I. A. Berg, Kongehusets og Jenny Linds Lærer, var leder af de musikalske Præstationer. Også Componisten A. F. Lindblad var nær knyttet til denne Cirkel, og interessante Breve fra ham findes blandt Fru Dues Efterladenskaber[xxxv]».

        «(726) At vor inderlig elskede Sön William Walker Valentin Sibbern ved en pludselig Død blev os berövet, Torsdagen den 13de dennes i hans Alders 23 Aar, bekjendtjøres herved sörgeligst for fraværende Beslægtede og Venner.

        Stockholm den 23 Juli 1837

                    Anne Cathrine Sibbern,             Sibbern

                                födt Stockfleth          Statsraad».

Vel fremkommet til Stockholm fikk Alethe sitt første barn. Dette var Carl Wilhelm Carsten, som visstnok[xxxvi] kom til verden 23 desember 1829.

Denne gutten skulle senere få en militær løpebane:

«Carl Wilhelm Carsten Due, f. 23. Decebr. 1829, Oberst og Chef for 1ste Corps og Smaaleenes Liniebatallion, Overadjutant hos Hs. M. Kongen, fhv. Adjutant hos Kong Carl XV, (R. St. O. O.) (R. S. O.) “R. Pr. Kr. O. 2 Kl.) (R. R. St. A. O. 2 Kl.) (Inndeh. Tk. Md. O. 4 Kl.) (R. Fr. Æ. L.) (R. B. Lp. O.) (R. N. E. O.) (R. Wald. Mil. Fortj. O. 2 Kl.) * 9 Januar 1867 med Malaia (Amelie) Sophia Adèle Ebba Peyron, f. 31. August 1838. Ei Børn. Bebo sin Gaard Oakhill ved Vernekloster[xxxvii]».

To år senere fikk hun en pike, Søster Pauline Cathinka, som ble født, sies[xxxviii] det, 20 september 1831.

Søster giftet seg militært:

«Søster Pauline Kathinka Due, f. 21. Septbr 1831 * I Wien 14. April 1853 Gustaf Oscar Friherre Peyron, f. 1828, Kammerherre hos Dronningen, Generalmajor i Armeen, Generalbefählhavare i 3die Militairistrict, fhv. Adjutant hos Oscar I. (C. S. O. 1 Kl.) (R. R. St. Stan. O. 2 Kl. m. Kr.) (R. R. St. Wlad. O 3 Kl.) (Off. Belg. Leop. O.) (R. Pr. R. Ø. O. 4 Kl.) medl, af Krigsvidenskabssakademiet. 4 Sønner og 2 Døtre, hvoraf 1 Død. Bo i Sköfde[xxxix]».

Halvannet to år gikk, og så kom Frederik Georg Knut, efter sigende[xl], til verden 22 januar 1833.

Han fulgte i sin fars fotspor og ble diplomat:

«Frederik Georg Knut Due, f. 22. Januar 1833. Envoyé extraordiaire og Ministre plénipotentiarie i Petersburg. (K. St. O. O.) (fhv. Cancell. v. St. O. O.) (Stk. N. O.) (Stk. Sach. Alb. O.) (R. Pr. R. Ø. O. 1 Kl) (R. R. hv. Ø. O.) (R. R. St. A. O. 1 Kl.) (Ondeh. J. O. opg S. 1 Kl.) (Off Fr. Æ. L.). * 1. Septbr. 1876 Olga Tengoborski, f. 2. April 1853. Fhv. Russisk Hofdame. 1 Datter[xli]».

Alethes yngste sønn, Carl Johan, er sagt[xlii] å være født 17 desember 1836.

Også han søkte visstnok en diplomatisk fremtid:

“Carl Johan Due, f. 17. Decbr. 1836, + I Wien 9 Novbr. 1862 som Attaché ved Gesandtskabet i Constantinopel. Kong Carl Johan vaar hans Gudfader og skjænkede ham 3000 Spd. i Faddergave[xliii]».

Og, helt til slutt: Kathinka Karen Alethe som det er fortalt[xliv] ble født 19 februar 1839.

Hun giftet seg med en militær, hun også:

«Kathinka Karen Alethe Due, f. 19 Febr. 1839, Hoffrøken, * 1860 Svante Edvard Knut Peyron, f. 1831, Thjenestegj. Kammerherre h. H. M. Dronningen, Contreadmiral, (R. S. O.) (R. N. O.) (C. Bad. Z. L. O. 1 Kl.) (C. N. E. K. O.) (C. D. D. O. 2 Gr.) (R. Fr. Æ. L.) (R. R. St. An. O. 3. Kl.)) (R. W. Mil. Fortj. O. 1. Kl), Medlem af Ørlogs-Manna-Sællskapet, der første gang var gift med Beata Henriette v. Krusenstjärna. 4 Sønner og 3 Døtre, hvoraf 1 død. Bo i Stockholm. Han er Helbroder af ovennævnte Friherre P. og Halvbroder af Oberst W. Dues Frue[xlv]».

Med andre ord: Alethe var blitt 29 år gammel og var allerede fembarnsmor. I Borås Tidning[xlvi] for 21 mars 1839, altså en måned efter fødselen, kunne man lese en anbefaling av «Musikaliska Lördagsmagazinet», der man kunne finne musikkstykker, deriblant «No. 3 L’Exilé Romance, Musique d M:me Alethe Due, och en Wals».  

At hun fortsatte å komponere går frem av en annonse[xlvii] i Morgenbladet i februar 1846, og i flere andre aviser over mange år:

        «Nylig er udkommen og erholdes tilkjøbs i Edv. Winthers lith. Inst., Kongensgade No. 8, og i de fleste Boglader

 

Priis for begge til sammen 30sk».

Senere samme år var ekteparet Due på syden-tur:

«Endnu kan hidsættes følgende Anekdote, der er reet charakteristisk saavel for hendes Musiktalent som for hendes gode Hjerte: Under Ægtefællernes Udenlandsreise i Syden i Aaret 1846 sad de med sin Datter og eet Par Norske Herrer udenfor en af Caféerne paa St. Marcuspladsen i Venedig og betragtede det brogede Folkeliv, da en gammel blind Mand, der spillede paa en Guitar, bad om e Almisse. Halvt i Overgivenhed greb hun Guitaren og begynte at nynne en Norsk Vise. Publicum blev opmærksomt og samlede sig lidt efter lidt omkring dem, og ompuntret af de elektriserende, Italienske Bifaldsraab, sang hun nu virkelig to eller tre Sange, af hvilke en Italiensk gjorde stormende Lykke. Da imidlertid Menneskmassen, der i hende vistnok anede en berømt Sangerinde, stadig voxede, og den blinde Sanger havde gjort en rigelig Indsamling han havde stillet ved hendes Side paa Bordet, fandt Gemalen og de andre Herre det paa Tide at retirere ind i Cafféen, som fremdeles beleiredes af Mængden, der raabte: «da capo», og gjennom en Bagdør slap de saa endelig ubemærket bort[xlviii]».

En biografi[xlix] over Prinsesse Eugenie forteller fra slutten av 1840-årene:

        «Ved hoffet var det mange som dyrket musikken. Daglig ble det øvd korsang, duett og kvarteett. Kvartetten besto av prins Gustaf, Hoffsanger Berg, Alette Due og Prinsessen. Under ledelse av hoffsanger Berg, den senere professor Isak Berg og Jenny Linds lærer, ble det nå og da arrangert musikalske aftenunderholdninger i større stil. Da medvirket ofte alle fem søsken, for også prinsene Carl, Oscar og August hadde vakre stemmer».

Efterhvert fant Alethes far ut at han ville gi seg som politiker og embedsmann, og flyttet fra Stockholm for siste gang. Sibbern tok altså avskjed, og efter det flyttet han og Anne Cathrine til Carlberg[l], en del av Vernø Kloster som sønnen Carl hadde overtatt da Valentin delte eiendommen i 1841[li].

Musikaliska Akademien i Stockholm møttes 30 desember 1858. Ved den anledningen ble det gjort stas på Alethe:

«Vid Akademiens sammenkomst, den 30 i samma månad, valdes och kallades till honorair ledamot af akademien H. Exc. Norske Herr Statsminiserens Fru Alethe Due, född Sibbern…[lii]»

Sibbern kom ikke til å leve så lenge som pensjonist. Han døde 1 januar 1853, 83 år gammel – i henhold til kirkeboken; noe over 73 i virkeligheten. Han ble begravet[liii] i Rygge 7 samme måned.

Anne Cathrine annonserte[liv] dødsfallet i avisen:

«Dødsfald.

At forhenværende Statsraad, Valentin Christian Wilhelm Sibbern, den 1ste Januar 1853 afgik ved Døden, i en Alder af 73 Aar 4 Maaneder, paa Carlberg Gaard i Rygge, bekjendtgjøres herved af hans dybtsørgende Enke

 

Glede følger efter sorg, og gledelig var det vel å se datteren gifte seg 14 april 1853:

«VIGDE I STOCKHOLM: Löjtnanten vid Lifgardet till häst, Friherre Gustaf Oscar Peyron och Fröken Pauline Cathinka Due, Dotter af H. Exc. Norske Statsministern m. m. fredrik Due och Fru Alethe Due, född Sibbern, d. 14 dennes[lv]».

Onsdag 3 juni 1857 ble det bekjentgjort, i Den Norske Rigstidende[lvi], at

        «Under 6te f. M. har det naadigst behaget Hans Majestæt Kongen at udnævne Frøken Karen Kathinka Alethe Due til Hoffrøken hos Hendes Høihed Prindsesse Sophie, Hans Kongelige Høihed Arveprinds Oscars tilkommende Gemahlinde».

Våren 1858 ventet Sveriges og Norges Kronprinsesse, Sofie, barn. 21 mai det året ble det kunngjort[lvii] hvilke av rikenes ledende menn og kvinner som skulle overvære nedkomsten of undertegne den protokollen som skulle føres ved denne anledningen. Både Alethe og mannen var blant de mange, og de eneste norske.

I 1858 var Frederiks tid som statsminister over, men sett fra Alethes side var det ikke noen stor endring: hennes bror Georg, to over som norsk statsminister i Stockholm, og skulle ha den rollen frem til 1871.

«Fredrika Bremer har i sin sidste Novelle «Fader og Dotter» (Stockh. 1858. S. 68 ff.) omtalt disse Forholde, idet hun lader Bogens Heltinde gjøre Bekjendtskab med et Par Repræsentanter for, hvad Stockholmssocieteten besad af elskværdigst og værdefuldest: den ovennævnte Hofsanger Berg og Fru Due, om hvem hun udtrykker sig saaledes:

«Den anden var den ved sin Personlighed, sin Samfundsstilling og sin musikalske Begavelse lige udmærkede Fru D**, som paa den nordiske Kvindes Maade vidste at forene det indre Alvor med Munterheden, og som i Salonen saavel som i Hjemmet spredte om sig med den friske Luftning, og som hun synes at have medtaget fra sit Fædrelands Dale og Bjerge. – – – I Fru D**s Hus gaves sædvanlig om Vinteren to eller tre musikalske Soiréer, og for Øvelserne til disse kom man sammen hos hende flere Aftner; thi der var der ikke alene spørgsmaal om at udføre Musik, men at gjøre det saa fuldkomment, som muligt var. Det stykke, der skulde gives, indstuderedes derfor saaledes, at Compositionens hele og idnerste Mening maatte opfattes og udtrykkes. Ikke en Tone, ikke et Ord turde negligeres; alt, baade det mindste og det største, det hele og alle dets Dele skulde gjøres gjældende i fuldendt Harmoni. Det var Hr. B***, som ledede disse Øvelser og gjorde det med en Mesters Enthousiasme og Strenghed»

Derpaa berettes om en saadan Indstudering af Ad. Lindblads Musik til Thekla Knös’s Digt «Drømmarne», hvorved denne Forfatterinde, Prindserne Gustav og Oscar samt en Kreds af Stockholms mest lysende Navne ere forsamlede. – Ved disse Sammenkomster optraadte Fru Due følgelig ogsaa stadig til Underholdning for sine Gjæster, og disse varfe saare mange, deriblandt endog de fleste af Kongehusets Medlemmer, men fremfor alle de o mest musikalske af disse, Prinserne Gustav of Oscar; med den sidstnævnte, senere Kong Oscar II, sang hun oftere Duetter, og dette fortsattes lige til hendes høie Alder, naar Hs. Majestæt aflagde Overhofmesterinden Visiter, især naar hun i denne Egenskap opholdt sig paa Christiania Slot under hans Besøg i Norge. Forfatteren heraf, der ikke meget længe før hendes Død endnuu hørte hede synge baade Duetter med sin ældste Søn og Solo, kan bevidne, at dette var en virkelig Nydelse saavel paa Grund af den Skønhed, Stemmen endnu havde bevaret, som pa Grund af det noble Foredrag.

Ogsaa som Componistinde havde Fru Due dyrket Musiken, navnlig har hun sat Melodier til en Mængde forskjellige Digte. Af hendes Arbeider er i Trykken kun udkommet 2 Valse: «La Rose et le Reseda» for Piano under Madame «A. D.», «L’Exilé», Romance med Text af Marmier, og 3 Sange tilegnede Prinsesse Eugenie. Efter at Fru Due havde sat Musik til den som Poet bekjendte Biskop F. M. Franzéns Digt «En Camelia», og Digteren Bernh. v. Beskow havde oversendt ham Compositionen, modtog hun fra den alderstegne Skald følgende Vers:

                 M. Franzén.

        Fru Dues Interesse for Musiken forblev levende til det sidste, men hun bevarede stadig sin Sands for den skjønne Melodi og Harmoni som Musikens egentlige Sjæl og kunde ingenlunde goutere den moderne, mere formløse Musik med sine uklare Melodier og mange Disharmonier eller de mere larmende end skjønne Concert- og Solonummere, over hvis Kjedsommelighed hun oftere beklagede sig[lviii]».

I den lille biografien fortelles enda mer om Alethe Dues sang- og musikkevner, og hennes skjønnhet – denne gangen fra en svensk kilde:

 

«Endnu hidsættes følgende biographiske Data af – h – i «Dagens Nyheter»:

 

«Fru Alethe Due var en af de mest sympathetiske Kvinder, man kan tænke sig. I over 30 Aar va hun bosat i Stockholm og havde i den Tid Anledning til at forhverve sig de mest vidtstrakte Sympathier. Hendes og hendes Ægtefælles Hjem i det Norske Ministerhotel var, kan man sige, et Samlingssted for alt, hvad Stockholm paa den Tid besad af fremragende med Hensyn til Byrd og Talent. Vertinden gjorde les honneurs paa en indtagende Maade og med en fin Takt, som vanskelig kan overtræffes. Hun stod da paa sin Høide med Hensyn til Skjønhed, og allerede den billedskjønne Kvindes Aasyn vakte Beundring – hvormegetmere, naar man lærte at kjende hendes elskværdige Væsen og hendes rige Begavelse.

 

Fru Due havde af en gavmild Natur faaet en Stemme, som, hvis den var bleven uddannet for Kunsten, og hvis hun saa havde ladet sig høre offentlig, vilde have skaffet dens Eierinde Verdensberømmelse.

 

«Næst Jenny Lind», forsikrede mig en ældre Dame, hvis musikalske Dom er høit respecteret, «har jeg aldrig hørt en Svensk Sangerinde, der henrev mig saaledes som Fru Due. Hennes stemme havde sølvklingende Timbre, og hun behandlede den med udsøgt Smag. Naar hun sang, mærkede man, at hun følte og forstod, hvad hun sang. Deraf denne gribende Virkning, som hendes Sangforedrag udøvde paa Tihørerne».

 

Desuden accompagnerede hun selv sin Sang paa Harpe, altsaa en anden Mathilda Gyllenhaal, som ogsaa omtrent samtidigt var en af de straalende Stjerner inden Stockholmssocietetens artistiske Kredse.

 

Forøvrigt var Alethe D. Componist. Og ingen, som har hørt det, turde nogensinde kunne glemme, hvorledes hun foredrog: «O klarögda Källa» eller «Dväljen, er sukkar, i svalkande vinden!» eller Beskows Drøm: «Jag drømde, du en blomma var» – Sange som hun havde componeret Melodien til og tilegnet Prinsesse Eugenie.

 

Under Hofsanger Bergs Ledelse kom et musikalsk Selskab regelmæssigt hve Uge sammen i hendes Hjem, hvor man morede sig med Chor- og Solosang. I disse Kredse lod Fru D. sædvanligt sin fortryllende Stemme høre, og det behøver neppe at siges, at hun altid hilstes med det livligste Bifald       

 

Efter at Excellencen Due om Vaaren 1859 havde forladt Stockholm for at tiltræde sin Ministerpost i Wien, var hans Frue bleven tilbage for at ordne deres Husvæsen m. m. I denne Tid var  hun jævnlig Gjenstand for Societetens Opmærksomhed med Afskedsselskaber, Serenader, o. lign., og da hun i Slutningen af Mai endeligen afreiste, var Riddarholmskaien med en Menneskamasse af Stockholms i alle Retninger fremragende Mænd og Kvinder, der ønskede at sige hende et sidste levvel, og som, efter at Dampskibet havde sat sig i Bevægelse, endnu længe tilviftede hende fra Stranden, en Demonstration, der skal have være af gribende Virkning og fremkaldte mange Taarer ved Tanken paa de rige Minder, hun medtog fra denne By, hvor hun havde tilbragt de 30 bedste Aar af sit Liv.

 

        Et Digt til Fru Due, formentlig fra 1840-Aarene, findes blant hennes Faders Papirer paa Vernekloster. Det lyder saaledes:

 

 

I 1862 rammet tragedien: sønnen Carl Johan døde. Det er ikke funnet noen begravelse, men Aleth og Fredrik Due rykket inn en annonse[lx] i Christiania-Posten 22 november dette året:

«Bekjendtgjørelser

Dødsfald

At det alvise Forsyn til eet bedre Liv har kaldet vor elskede Søn Carl Johan, der døde i Prag den 9de November i sit 26de Aar, meddeles herved Slægt og Venner af hans dybt sørgende Forældre.

 

Likevel: Tiden i Wien var også en godt tid for Alethe og mannen:

«Ogsaa under Opholdet i Wien 1858-71 blev deres Hus et selskabeligt Midtpunkt for en intelligent Kreds, og endnu i sine sidste Aar, da hun som Overhofmesterinde, hvortil hun udnævntes 1873, beboede Palais’et i Christinaia, glædede det hende at se en større eller mindre Kreds omkring sig, hvori Kunstnere, og navnlig Musikere, aldrig savnedes. Flere store Fester gav hun ogsaa her, hvortil oftere Medlemmer af Kongehuset infandt sig, naar disse opholdt sig i Christiania. Ofte vaktes da Minderne fra hendes Ungdom om, hvorledes hun som Kong Carl Johans Gjæst i disse samme Sale, hvor hun nu selv var Vertinde, havde givet sit Bidrag til Underholdningen, snart i Form af Musik, snart som Medvirkning i Tableaux vivants og i Franske Dramatiske Smaating, der oftere gaves i Palais’et store Sal.

Ved en saadan leilighed omtales et Tableau, hvori Fru Due havde forestillet den hellige Cecilia ved Harpen, medens de tilhørende Harpeaccompagnement udførtes mellom Coullisserne af en ung Student, der den gang – for omtrent 50 Aar siden – først havde gjort hendes Bekjendtskab og nu var tilstede som en gammel, allerede afgaaet Embedsmand (Bureauchef Wilhelm Lassen, længe og vel kjendt i Byens musikalske Kredse som en fortræffelig Tenorsanger), der senere paa Aftenen i en Skaaltale smukt omtalte Vertindens Troskab mod gamle Venner.

        Forfatteren vil endnu omtale et Exempel paa hendes Glæde ved Erindringerne fra denne Tid: ved sin ældste Søns Confirmation (Mai 1884) [sic] var han i Samtalens Løb kommen til at nævne, hvor levende han erindrede hende fra en Aften i hans egne Forældres Hus i 1840-Aarene, da hun bar en liden Polsk Hue af rødt Fløiel, som klædre hende uforligneligt, paa den ene Side af Hovedet, hvorpaa hun med øiensynlig Glæde udbrød: «Nei kan De virkelig eerindre den! Den var ogsaa smuk; den var en Gave fra Kong Carl Johan»; og nu fortalte hun yderligere om hans og Dronningens Godhed mod hende, da hun som den barnlige Frue var kommen til deres Hof i Stockholm.

        Hendes Evne til at repræsentere ved de Fester, hun gav, var baade i hendes ynge og ældre Aar høit anseet og skattet; den Maade, hvorpaa hun færdedes blant sine Gjæster og formaaede at tale med enhver, var af en saa fuldendt behagelig Virkning, at hun syntes specielt at have udmærket eller  interesseret sig for den tiltalte. Først i hendes allersidste Tid begyndte Hukommelsen, især for Navne, at svigte hende en Smule, hvad der i hendes Stilling selvfølgelig var hende til nogen Gene. Forøvrigt var hun som født til Stillingen som Overhofmesterinde, idet hu foruden de omtalte Fortrin ogsaa besad Evnen til at give en Paamindelse eller Reprimande, hvor den tiltrængtes, efter Omstændighederne spøgende eller alvorlig, men saaledes at den ikke let glemtes.

        Hendes ydre Personlighed var samtidig imponerende og vindende, og den skjønhed og livlighed, der charakteriserede hendes tidligere Tid, vedligeholdt sig, men omdannedes til den Art, der mest tiltaler hos den ældre og vinder Hjerter ligesaa vel som Ungdommens. Det er derfor af en Biograph bemærket, at hun ikke behøvde at sige, hvad hun selv havde fortalt, at Dronning Desirée ytrede ved at se et til Fru Due skjænket Ungdomsportrait, som denne ofte bar: «Hvor er det dog deiligt at vide, at man engang har været saa smuk»! – Den Tydske Kronprins Friederich, siden Keiser Fr. III, aflagde hende et Besøg i Palais’et i Christiania under hans Ophold i Norge, og udtalte senere til hendes ældste Søn: «Sie is eine charmante Erscheinung und eine grand dame», en charakteristik, som vistnok alle, der have kjændt hende, ville erklære for at være fuldt træffende.

Foruden den ovennævnte Miniaturportrait med Diamanter at bære i et blaat Baand, modtog ogsaa af Kong Oscar hans Portrait i Diamanter at bære paa Skulderen. Af Svenska musikaliska Academien blev hun Æresmedlem i 1850[lxi]».

Det gikk bare tre år fra sønnens død til neste det ble sorg. Alethes mor, Anne Cathrine Sibbern, døde i Christiania i august 1865, men det er ikke funnet noen kirkebokinnførsel – hverken der eller i Rygge.

En liten notis i Morgenbladet[lxii], hentet fra Moss Tilskuer, har med litt flere detaljer:

        «Moss, den 18de Marts. Statsraadinde Anne Catrine Sibbern, født Stockfleth, afgik den 8de d. M. ved Døde i Christiania i en Alder af 80 Aar. Hendes Lig blev ført til Værnø Klostergaard, hvorfra det ithorsdags jordfæstedes i Familiens Begravelsessted paa Rygge Kirkegaard. Et usædvanligtalrigt Følge hade samlet sig i Moss, Rygge og omliggende Bygder, og Bygdens Indvaanere havde i Anledning af Begravelsen paa forskjellige Maader lat deres Delatgelse for den Afdøde og for Familien for Dagen. Provsten Wille talte saavel i Sørgehuset som i Kirken, og sagde den Afdøde Farvel ikke alene fra Slægt og Venner, men fra Rygge Menighed, hvor hun saalænge havde levet og gjort sig elsket.

                                (M. Tilsk).»

Tirsdag 21 januar 1873 hadde Morgenbladet en liten notis[lxiii] fra hoffet, der det heter:

        «Efter Forlydende skal der inden Hoffet være skeet følgende Udnævnelser: Til Overhofmesterinde skal være udnævnt Frue Alethe Due, født Sibbern, …»

Akkurat denne nyheten ble gjengitt i Dagens Nyheter dagen efter:

« – Från Kristiania telegraferades igår: Morgenbladet för idag omtalar följande utnämningar vid norska hofvet: överhofmästarinda: statsministern Dues fru, Alethe Due;…[lxiv]»

Mens utnevnelse sikkert var en kjærkommen hedersbevisning, var det vel ikke helt enkelt å komme hjem for godt:

«Saasnart Fru Due var vendt tilbage til Fædrelandet, som hun i saa mange Aar kun havde seet paa enkelte kortere Besøg, hvorfor hendes Sprog undertiden viste sig noget paavirket af Svensk, bestræbte hun sig strax for at sætte sig ind i Forholdene, hva der i en forbausende kort Tid lykkedes for hende, og snart var hun Midtpunktet og Sjælen i en storartet Velgjørenhedsvirksomhed, der til dels under Hds. Majestæt Dronningens Protection dreves gjennem en Række Aar og satte hendes Person og hendes Pen i en stadig Virksomhed, navnlig naar Bazarer og lignende Foretagender skuld sættes i Gang, og mange ere de, der i Christiania ved disse Leiligheder kom i Berøring med hende og maatte beundre den Iver og Utrættelighed, hvormed hun ofrede sig for den Sag, hun engang havde tilsagt sin Understøttelse, og som hun ved sin Indflydelse og Auctoritet selvfølgelig i en meget væsentlig Grad formaaede formaaede at støtte^[lxv]».

Om høsten i 1873 mistet Alethe mannen, Fredrik Due. Han døde 16 oktober og ble begravet[lxvi] 21 samme måned.

En dødsannonse[lxvii] ble rykket inn i Morgenbladet:

        «Min elskede mand forhenværende Stasminister Fredrik Due født den 14 April 1796 hensov stille her i Christiania den 16 October 1873 Kl. 11 ¾ Form., hvilket herved meddeles Slægt og Venner af hans dybt sørgende Enke.

    

    Begravelsen foregaar fra Capellet paa Vor Frelsers Gravlund Tirsdag den 21 ds. Kl. 12 Middag».

Om Fredrik Due heter det i boken om familien Sibbern:

«Hendes Ægtefælle, Frederik Gottchalck Haxthausen Due, er født i Throndhjem 14. April 1796 af Forældre Carsten Schjødt D., Kjøband og Hollandsk Consul sammsteds, og Pauline Heltzen, Datter af Conferentsraad og Berghauptmand Christian Ernst H. og Anne Christiane Haxthausen, en Søster af Statsraad g Generallieutenant F. G. Haxthausen, efter hvem F. G. Due var opkaldt, og som ledede hans første Skridt paa den militaire Bane.

1809 optoges han som Cadet ved Artilleri-Institutet i Kjøbenhavn, hvorfra han 1813 udgik som Secondlieutenant ved Artillericorpset med Anciennitet fra 15. Juli 1811, der egentlig var den Dag, han var bleven Stykjunker . Han deltog i Feldttoget 1814, men efter Norges Forening med Sverige blev han 1815 udnævnt til Adjutant hos den et par Aar yngre Arveprins Oscar, i hvilken Egenskab han vedblev at fungere, efter at denne ved Kong Carl XIII’s Død var bleven Kronprins. due havde nemlig ikke alende vundet Kronprinsens Venskab men stod ogsaa i stor Yndest hos Kong Carl Johan, der satte megen Pris paa hans gode Franske Sprog, hans belevne Væsen og smukke Udseende.

Fra denne tid gjorden han derfor en hurtig Carriere: 1. Januar 1818 udnævntes han til Premierlieutenant i Artilleribrigaden, 4. Juli 1819 (Kronprinsens Fødselsdag) til Capitain i Armeen og s. A. til Ridder af Sværdordenene. 3 Aar Senere blev han efterhaande Major i Armeen (8. Juli 1822), Rigsherold og Ridder af Nordstjerneordenen. Efter at det ved kgl. Resolution af 9. Juli 1822 var bleven bestemt, at Chefen for den Norske Statsraadsafdelings Cancelli i Stockholm for eftertiden skulde have titel og Rang som Statssecretair. idet man ønskede at skaffe den Norske Embedsmand i Stockholm jævnbyrdig Rang med de tilsvrende Svenske Colleger, blev Due 3. Ocobr. 1822 constitueret i dette Embede, hvortil han fast udnævntes 13. April 1823, i hvlket Aar han ogsaa blev Medlem af Convoi-Commississariatet i Stockholm.

Den Stilling, Due i sit 27de Aar havde opnaaet, var paa den Tid af overordentlig Vigtighed og Indflydelse, idet Statssecretairen paa Grund af sin  Færdighed i det Fanske Sprog foredrog alle Norske Anliggender og Expeditioner for Kongen i Enrum uden constitutionelt Ansvar, hvorefter denne i al Korthed afgjorde Sagerne i Statsraadet, hvis fleste Medlemmer ikke talte Fransk, hvorfor De fungerede som Tolk; men det er en stor os for denne, at han aldrig er bleven beskylt for at have benyttet sin indflydelsesrige Stilling paa en Maade, der kunde dadles.

1828 blev Due optaget som Æresmedlem af det Sveske Krigsvidenskabsacadmi, 1829 som Medlem af Videnskabssel Throndhjem og i 1841 i Samfundet for Udgivelse af Haandskrifter vedrørende Skandinaviens Historie. I Novbr. 1827 sendtes han m. fl. som Courer til Christiania i Anledning af Optøierne i Strømbergs Theater 4. Novbr. s. A.

        I Ordenscapitel 29. August 1832 udnævntes Due til Overofficiant og Ordens-Ceremonimester ved Hs. Majestæts Ordener i Norge (Afsked som saadan 27. Febr. 1841) og til Command. af Nordstjerne, hvorefter Expeditionsecretair P. Kierulf efterfulgte ham som Rigsherold. Ved Resolution af 27. Mai 1839 erholdt Due Generalieutenants Rang. 27. Februar blev han Statholder Løvenskiolds Eftermand som Statsminister, «med de for dette Embede fastsatte Indtægter, dog at de i henhold til Storthingets Beslutning fordeles saaledes, at Gagen beregnes til 7000 Spd. og Tafelpenge til 3000 Spd., af hvilke sidste det Medlem af Statsraadsafdelingen, der maatte fungere under Statsministerens temporaire Fraværelse, skal oppebære sin Del».

I Dues Sted som Medlem af Convoi-Commissarietet skulde herefter den til Stockholm aarlig beordrede, ved Marinens  Commando-Expedition fungerende Søofficier indtræde. Statsministerpostens Besættelse hilsedes af den Norske demokratiske Presse med Bifald, maaske især fordi Due var de første borgerlig fødte Statsminister, medens de 3 tidligere (P. Anker 1814-22, M. O. L. Sommerhielm 1822-27 og S. Løvenskiold 1827-41) vare Adelsmænd. Statsministerposten var først bleven tilbudt fire af Statsraadets Medlemer, hvoriblandt Dues Svigerfader, Statsraad Sibbern, hvilke samtlige undsloge sig men anbefalede Due.

        Den nye Statsminister fik snart Anledning til at mærke Forskjellen mellem sin tidligere og sin nuværende constitutionelle Stilling. I anledning af nogle Underhandlinger angaaende Værditarifen for Øresundstolden var det ved en kgl. Resolution bleven bestemt at søge en Del Tillæg gjorde til den under 19. Juni 1841 af de forenede Riger tiltraade Declaation mellem Danmark og Storbrittannien. Da det var nædvendigt at paaskynde sagen for at kunne handle i Forening med samtlige parter, var den Norske Regjering ikke bleven tilstrækkelig underrettet om Sagen, og nogen Norsk Underhandler ikke bleven tilkaldt.

Da Regjeringen i Christiania herved følte sig tilsidesat, gave Sagen Anledning til en mængde betænkninger og Indstillinger, der til dels ogsaa angik Ratificationen af den efter en Maaneds Underhandlinger 23. Aug. s. A. afsluttede Convention, hvortil den med forskjellige Vanskeligheder endelig erholdte Norske Underhandler ikke i rette Tid naaede frem, da Sagen atter af Hensyn til Storbrittannien maatte bringes til hastig Ende. Regjeringen lod imidlertid eftr de fremkone Oplysninger sine Anker falde, da en kgl. Resol. af 28. Mai 1842 bestemte, at Spørgsmaal om Ratification af Handelstractater og Conventioner mellem de foreenede Riger og Fremmede Magter for Fremtiden skulde foredrages i sammensat Norsk og Svensk Statsraad.

Hermed var imidlertid Sagen endnu ikke bragt til Ro, idet Protocolcomiteen paa Stortinget i 1842 med sædvandlig Mistænksomhed i alle unionelle Spørgsmaal og uden fuldstændigt Kjendskab til alle Detailler indstillede til Storthinget at beslutte Tiltale for Rigsret mod Statsministeren og Statsraad Schouboe. Indstillingen blev imidlertid paa Grund af de forhandenværende Omstændigheder ikke bifaldt af Odelsthinget, der dog udtalte som sin Formening, «at der var Føie til at antage, at de to nævnte kongelige Raadgivere havde undladt at iagttage Lovens og Rigets Værdighet». Med en Indbretning til Kongen om denne Odelsthings Beslutning afsluttedes derpaa Sagen uden videre Følger.

        Dette var vistnok eneste Gang, Due var udsat for Miskjendelse i sin embedsførsel, thi han fortjente vistnok med fuld Ret den Ros, der oftere er udtalt over ham, at han i begge de vigtige Embeder, han beklædte i Stockholm, og hvortil han ikke medbragte den sædvanlige Uddannelse, med Takt og Klogskab vidste at vinde og bevare baade Kongens og Folkets Tillid.

Derved blev han ogsaa istand til at overtage den Fredsmæglers Rolle, der saa ofte tiltrængtes, naar Kong Carl Johans heftighed blussede op ligeoverfor adskillige ikke altid tiltalende Phænomener, og her var det maaske ret heldigt, at han som oftest maatte optræde som Tolk og oversættende til begge Sider, hvorved de altfor skarpe Kanter og haarde Udtryk uvilkaarligen maatte afglattes og mildnes.

At han ikke altid kunde staa sig ligesaa godt med flere af den Svenske Regjerings Medlemmer er vistnok klart nok, men det er et Bevis for hans Klogska og Dygtighed, at alt dog kunde gaa saa vel, som det virkeligt gjorde. Statsraad P. Holst omtaler et Forsøg, der i 1836 gjordes af hans Uvenner ved Hoffet paa at berøve ham noget af Kongens Gunst, men som, efter at Due skriftlig havde fremstillet Sagens hele Sammenheng for denne, endte med yderligere Naadesbevisninger for Due.

Han og hans Frues populaire Stilling i det Stockholmske Selkabsliv, er nærmere omtalt ovenfor; blant de skjønne Kunster  interesserede formentlig Malerkunsten ham mest, og det lykkedes ham derfor ogsaa at erhverve en ret smug Samling af ælde og nyere Kunstnere. Som dilettant drev han endog selv en Smule paa Maleri og var blant andet en ret dygtig Porcellainsmaler, hvorom endnu enkelte Stykker i Familiens Eie bære Vidne.

14. Octbr. 1844 fik han Storkorset af No. O. I extraordiairt Ordenscapitel 21. Augsut 1847 udnævntes Statsminister Due til Seraphimerridder. Under samme Dato blev han Kantsler ved St. Olafsordenen, der samtidig blev indstiftet.

        15 Octbr. 1855 fik Hs. Ex. Staatsministeren paa Andragende kgl. Tilladelse til at foretage en Reise til Udlandet og at være fraværende under anstundende Vinter. Due var Medlem af den i Septbr. 1857 nedsatte Interrimsregjering.

        Den kongelige Bevaagenhed Due havde nydt under Kong Carl Johans Regjering, fulgte ham ogsaa i Kong Oscar I.s tid, men allerede da Kronprns Carl som Prinsregent under sidstnævntes Sygdom traadte i Spidsen for Regjeringen, mærkedes Tegn til en Systemforandring, der gav sig tilkjende i flere Personalforandringer i de forenede Rigers høieste diplomatiske og administrative Stillinger. Grev Manderstrøm blev om Sommeren 1858 hjemkaldt fra Gesandskabsposten i Paris for at overtage Udenrigsministeriet, og i slutningen af Aaret medførte Ministgerkrisen i Norge, at Statsraad J. H. Vogt søgte sin Afsked.

Efter Ministeriets Reconstruction ansøgte ogsaa Due om Afsked, som han erholdt 16. Decbr. 1858 med bevindelse af Hs. Majestæts naadigste Tilfredshed, med hans i denne Embedsstilling udviste Embedsvirksomhed og udnævntes s. D. til Envoyé extraordinaire og Ministre Plenipotentiaire ved det keiserlige Østerrigske Hof og ved det kongelige Bayerske fra 9. Juli 1859. Som Statsminister efterfulgtes Due af sin Svoger Minister G. C. Sibbern.

Oprindelig skal det have været paatænkt at sende D. til det Franske Hof, der allerede var underrettet derom, men – antagelig i Samklang med Svenskernes Ønske – forandredes Ordningen og Friherre G. N. Adelsvärd kom til Paris, medens Due gikk til Wien. Her levede Due ttil 1871, og skjønt Opholdet her for den uadelige Minister i den exclusivt aristokratiske hofkreds ikke kunde være helt ud behageligt, udfyldte han paa en smuk Maade sin Plads ligeoverfor tilreisende Norske og Svenske og førte et gjæstfrit us, hvori Kunst og Videnskab var talrig repræsenteret. I Septbr. 1861 gik han i en særskilt Sændelse til Constantinopel.

        Efter en henved 60-aarig Embedstjeneste tog han sin Afsked, som han erholdt 12. Octbr. 1871 og bosatte sig først i Kjøbenhavn og tilsidst, fra Begydelsen av Juli 1873, I Christiania, hvor han imidlertid allerede afgik ved Døden 1. Octbr. og blev 21. s. M. begravet paa Vor Frelsers Gravlund i det øverste Kvarter ved Ulevoldsveien. Stiftsprovst Tandberg holdt Ligtalen, hvorefter Kisten bares til Graven af Artilleriofficierer. D. M. Kongen, Dronningen og Enkedronningen repræsenteredes af Generalmajor Fleischer, Kammerherre Løvenskiold og Hofstaldmester Næser. H. M. Kongen telegrapherede til Sønnen W. Due: «Med dyb Medfølelse modtager jeg Efterretningen om Deres kjære, gamle Faders Død, der har været min Bestefaders, Faders og hele min Slægts tro Tjener og Ven! Guds Fred over hans Sjæl og hans Trøsst over Efterlevende. Drotningholm 16. Octbr. 1873. Oscar.»

        Hs. Excellence Due medførte fra sin lange Embedsbane et godt Lov som en velbegaveet, dygtig og retsindig Statstjener og privat som en venlig og elskværdig Herre. Det siger sig selv, at han i sine høie Stillinger havde opnaaet en Mængde ydre Anerkjendelsestegn; han var saledes (før han blev Serpahimerridder) Commandeur med Storkors af Nordstjerneordenen, blev 1857 Storkors af Medjidje-Ordenen, 16 Decbr. 1858 Storkors af St. Olafsordenen for fortjenestefuld Embedsvirksomhed, da han samme Dag afgik som Cantsler ved denne Orden, samt 1868 Storkors af den Bayerske St. Michaelsorden.

        Statsminister Due efterlod nogen Formue: en Del var gaaet tabt ved Dampskibet Neglers Forlis i Nærheden af Calmar 1859, ved hvilken Leilighed ogsaa en større Del Kostbarheder og Kunstgjenstande tabtes, men allermest vil Eftertiden beklage Tabet af hans gjennem sin hele Embedstid føre Dagbøger og Corresponence, der vilde have dannet en fortræffelig Kilde til Norges Historie i et interessant og til dels bevæget Tidsrum (Carl Johans og Oscar I.s regjeringstid).

        Under sit Ophold i Wien nedskrev han atter, saavidt muligt efter Hukommelsen, en Del af sine Dagbøger, idet han vedlagde, hvad der af Documenter og Corresponance var blevet tilbage i Stockholm. Disse Optegnelser m. m. sendtes, da han tog sin Afsked, til Sverige, hvor han i Nærheden af Helsingborg havde kjøbt en liden Ville; her var hans Frue, der var reist forud, netop indflyttet, da Huset brændte, og alt, hvad der fandtes i hans Værelser af Papirer, kunstsager, Bøger etc., blev ødelagt. Statsministeren tog sig dette tab meget nær, og havde efter eget Sigende ikke mere Mod til at fortsætte sine Optegnelser.

        Af Excelencen Due existerer et lithographeret Portrait efter et af Södermark i Rom 1846 malet Bilede (Drukc v. L. Zöllner in erlin. Lith. v. C. Fischer). Af hans Frue findes et af Görbitz for Kong Carl Johan c. 1838-39 malet Portrait nu paa Vernekloster; et endnu tidligere af Dissington hnger paa Carlberg (begge i Fjerdedels-Størrelse); et Brystbillede i Legemsstørrelse af hende, malet i 1880-Aarene af P. Arbo, findes in den Peyronske Familie. Brystbilleder af dem begge, malede 1837 af Berggren, findes hos Consul Fr. Hansen i Aalesund^[lxviii]».

Alethe Due hadde likevel et liv å leve, og brukte noe av tiden sammen med sønnene i Rygge:

«Som Enke byggede hun sig et ganske lidet Landsted paa sit kjære Fødesteds, Verneklosters, Grund paa Grændsen mellem sine 2 Sønners Sommeropholdssteder – Oakhill – men dog beliggende paa den ældste Søns Territorium. Det inneholdt kun 3 Værelser og Veranda foruden de nødvendige ydre Rum, men ikke desto mindre viste Huset sig meget rummeligt, naar hun om Sommeren i det Par Maaneder, hvori hun opholdt sig her, oftere samlede den talrige omboende Familie, hvis Midtpukt hun Ubestridt og ubestridelig dannede, tilligemed nogle flere Bekjendte fra Omegnen til sine smukke, landlige Fester, der ikke gave hendes Familiesammenkomster i Palais’et i Christiania noget efter med Hensyn til Hygge og Opfindsomhed for Gjæsternes Underholdning. I denne lille Eremitage har hun modaget Besøg af de fleste af vort Kongehus’s Medlemmer samt af Prins Napoleon, dan han om Sommeren 1877 besøgte Norge. Selve Huset er efter hendes Død bevaret og henflyttet ved Siden af Oberst Dues eget Hus, hvormed det paa en hensigtsmæssig Maade er sat i Forbindelse».

Høsten 1874 var Alethe Due en av 12-13 kvinner og menn som undertegnet en bekjentgjørelse[lxix] – den første i en «advertising blitz» – av et tiltak for å støtte et godt formål:

«Bazar

        Undertegnede agte i anstundende November Maaned at afholde Bazar til Indtægt fo Christiania Børnehjem (Incognito Terrasse No. 2). Som bekjendt, er det Indretningens Øjemed at optage fattige, vanskjøttede Pigebørn og opdrage dem til duelige Tjenestepiger. Det er vort Haab, at nærværende Opfordring til at understøtte denne velgjørende Indretning, der tiltrænger snarlig Hjælp, vil blive iødekommet af Christiania Indvaanere med sædvanlig Velvilje. Enhver Gave modtages med Taknemmelighed og indsendt til en af Undertegnede»

Året efter, 1875[lxx], var det folketelling og her finner man Alethe Due i Strandgaden 2 i Christiania: det er ikke lenger noen bygning der, for der ligger Jernbanetorvet. Hun beskrives som «Overhofmesterinde hos H. M. Dronningen». Sammen med henne finner man selskapsdamen Anne Marie Wille, en kusine av henne, og fire år eldre. Hun holdt seg med et tjenerskap på fire personer- tre kvinner og en mann. Kvinnene var Johanne Nilsen (29) fra Roos i Sverige var kammerjomfru; Anna Larsen (34) fra Ski i Norge tjente som husholderske; og den tyve år gamle kokkepiken Karoline Mathiesen fra Vaaler. Mannen var Martin Larsen, en 26 år gammel kar fra Berg i Smaalenene, beskrevet som «tjener», i all enkelthet.

I samme hus, som egen husstand, finner man en annen eldre dame, og hennes datter: de er antagelig Anne Marie’s mor og søster. Disse to heteer, henholdsvis, Elisabeth Wille (f 1794), som er pensjonist, og Sofie Wille, den57 år gamle oldfruen ved Slottet og ved Paleet. Disse to holdt seg med en tjenestepike, de også, 28-åringen Birthe Knudsen fra Næs på Hedemarken.

Høsten 1878 inneholdt Morgenbladet[lxxi] en seksjon med «Musikalske Nyheder», i dette tilfelle at Hr. Musikhandler Carl Warmuth planla utgivelse av en rekke verker, deriblandt:

        «Johan Svendsen. Violin (The Violet, Das Beilchen). Digt av S. . . . (med norsk, tysk og engelsk text). For Sang og Piano (tilegnet H. N. Overhofmesterinde Alethe Due). Kr. 0.75».

I 1878 overlot Johan Fredrik Gerner, en kjøpmann og russisk konsul i Moss, et nybygget, elegant, hus på Jeløen, til benyttelse av Dronning Sofia[lxxii]. I den sammenhengen går det frem at Alethe vanligvis tilbragte somrene på sitt landsted Oakhill i Rygge, og gjorde tjeneste derifra.

I 1878 ble De døves Forening grunnlagt, og for å vise støtte ble Alette Due medlem av denne, selv om hun ikke i sin egen krets hadde noen som hadde hørselstap[lxxiii].

«I mange Aar, i Stockholm, Wien og Christiania, opholdt sig i hendes Hus hendes Cousine Frk. Anne Marie Wille, der endnu tidligere havde tilbragt mange Aar i Fru Dues Forælders Hus. Da denne trofaste Slægtning of Veninde om høsten 1880 var afgaaet ved Døden, boede Fru D. siden alene og mødte alle Forslag om at antage e Dame i sit Hus med den Erklæring, at ingen kunde erstatte hende den bortgagne[lxxiv]»

Alethe rykket Alethe Due inn nok en dødsannonse[lxxv] i november 1880:

«Bekjendtgjørelser.

        At min kjære trofaste Cousine, Frøken Anne Marie Wille, fredeligt og roligt afgik ved Døden Tirsdag den 9d November meddeles herved Slægt og Venner.

           

            Begravelsen foregaar Fredag den 12te dennes Kl. 12 paa Vor Frelsers Gravlund».

Noen uker senere var Alethe Due medunderskriver på en oppfordring[lxxvi] – i dette tilfelle også i Halden – om å støtte nok en basar:

 

        Da det har været nødvendigt at opføre en ny Bygning for dette Asyl, som derved er paadraget en Gjæld af omkring 54,000 Kr., hvilken Gjæld det ved sine almindelige Indtæger ikke formaar at bære, tillade vi os at paakalde Offentligheden i videre Kredse og indbyde herved til en Bazar, der bliver at afholde i Begyndelsen af December d. A. i Kristiania

        Da Kristiania Magdalene-Asyl optager faldne Kvinder fra alle Landets Egne, tør vi haabe, at der ogsaa udenfor Kristiania vil være dem, der ved Gaver vil bidrage til disse Faldnes Oprejsning.

        Gaver modtages af Undertegnede, boende i Kristiania: …»

Alethe hadde flere jern i den veldedige ilden: tilsynelatende er hennes fokus på kvinner i vanskeligheter, i henhold til en annonse[lxxvii] i Morgenbladet i Mars 1881:

«Indbydelse.

        Der har inden Trefoldigheds Menighed et Aars Tid bestaaet et «Arbeidshjem», hvor de fattige Kvinder af Menigheden har kunne udføre Arbeide paa Stedet, om de saa har ønsket; de fleste har imidlertid foretrukket at arbeide i sine egne Huse. Denne Anstalt agtes fremdeles forstsat indtil videre, dog med den Forandring, at hjemstavnsberettigede Medlemmer af Byens øvrige Menigheder ikke for Fremtiden vil være udelukkede fra at erholde Arbeide.

        Man er imidlertid under den nævnte Virksomhed kommet ind i et nyt Spor. Der gives nemlig i vor By overmaade mange Hjem, hvor Døtrene, der efter Konfirmationen endog kan gaa flere Aar uden fast Tjeneste eller ordentlig Beskæftigelse, daglig leveer uden Tilsyn og under Fristelser, som tilsidst de færreste kan modstaa. Ialfald voxer de som oftest op uden at lære noget nyttigt. Det er i begge disse nævnte Henseender betegnende nok, at de allerfleste af Byens Tjenest-piger bliver hentede ind fra Landet eller andre Steder. Man vilde derfor til det allerede bestaaende Arbeidshjem knytte et Tjenestepigehjem, ledet i kristelig Aand, med fast Husorden og lønnet Bestyrerinde, hvor man for en væsentlig Del gratis vil optage de uheldigst stillede unge Pige af Bye, nærmest for at redde dem, me ogsaa forat oplære dem , og gjøre dem dygtige i almindelig Tyendegjerning. – Men dernæst har man ogsaa været opmerksom paa de mange udenbyes Piger, der søget herind for at faa Kondition. Uagtet man jo efter Evne netop vil bidrage til at mindske Indvandringen fra Landet, er det vel uundgaaeligt, at der altid vil findes en Skare af saadanne fremmede Piger, der vandrer om, og søger Tjeneste i den store Stad. Mange af disse kapres af tvetydige Logihuse og gaar fortabt. Det vilde derfor være af stor Betydning, om man – saavidt Plads fandtes – kunde modtake ogsaa nogle af denne Klasse som logerende mod lav Betaling, om muligt ogsaa give dem nogen Veiledning og Undervisning, men ialfald bevare dem for Fald i den første, farligste Tid, og søge dem anbraagte gjennem et Fæstekontor, der vel maatte kunne forenes med Anstalten.

        Uagtet man naturligvis vil begynde smaat og kan paaregne nogen Indtægt ved Vask osv., er det klart, at Foretagedet for en væsentlig Del kommer til at hvile paa Medborgernes Kristenkjærlighed og Velvillie. Vi tillade os derfor at anmod dem, der har Syn og Hjerte for denne Sag, om at støtte den, helst med aarlige Bidrag eller engang for alle, der kunne tegnes hos undertegnede.

        Kjøbmand Thune-Larsen i Firma Halvorsen & Larsen, Karljohansgade No.3, har paataget sig at være Kasserer.

Christiania, 12te Marts 1881

 

Senere på året, i romjulen 1881, kom en annonse[lxxviii] i Aftenposten om utgivelsen av Johan Selmers «Op.1 Chanson de Fortunio, for Tenor med Piano» på Petter Håkonsens Musikkforlag: verket var tilegnet Overhofmesterinde Fru Alethe Due.

Det skulle bli mer veldedighetsarbeid, og Alethe Due var medunderskriver i forbindelse med annonseringen[lxxix] av enda en basar:

«Bazar

            Vi have besluttet i Markedsugen førstkommende at afholde en Bazar for Magadlena-Asylet for at erholde Bidrag til Afbetaling paa dets store Gjæld. Vi ere forvissede om, at den særdeles Velvillie, hvormed vi tidligere ere imødekommede under vore Bestræbelser med at opretholde dette velgjørende Asyl, heller ikke denne Gang vil udeblive.

            De Gaver, hvormed vi kjærlgen maatte blive betæntke, modtages af:

[Alethe Due og en rekke andre kvinner]»

Året efter deltok Aleth i et opprop i Dagbladet[lxxx] til støtte for komponisten Johan Svendsen:

        «Indbydelse. I erkjendelse af den Betydning, Hr. Joh. svendsens Virksomhed har for Musiklivet i Kristiania, i Taknemlighed for, hvad han her har virket, og i det Øjemed om muligt fremtidig at bevare hans store kunstneriske Dygtighed for Norge, indbyder undertegnede Damer og Herrer Almenheden til ved en almindelig Subskription at sikre Hr. Joh. Svendsen et saavidt stort aarligt Bidrag, at hn ikke af økonomiske Grunde skal se sig nødsaget til at søge sit Erhverv i Udlandet.

        Man har tænkt sig Bidragene ydet i Form af et aarligt Tilskud og Tegningen gjældende foreløpig for et Tidsrum af 5 Aar.

        Suskriptionslister er nedlagt hos D’Hrr. Boghandlere Aschehoug og Cammermeyer, Rich. Andvord, og Musikhandler Håkonsen, Carl Johans Gade, samt hos D’Hrr. Hofmusikhandler Warmuth og Boghandler Cappelen, Kirkegaden.

        Kristiania i Marts 1883.

En annen sak som fortsatt lå Alethe på hjertet, var opplæring av unge kvinner til tjenestepiker:

«Husholdningsskole.

        Undertegnede, tidligere Forstanderinde for Kr.a. Yjenestepigehjem, agter fra April Flyttetid i Akersgaden No. 61 (Hr. P. Brantzægs Gaard) at oprette en Husholdningsskole til Oplærelse af vordende Tjenestepiger og i Forbindelse dermed et Spisekvarter og Pensionat for Damer.

        Derhos vil der blive en Afdeling for Optagelse af gamle brave Tjenestepiger, som der skulde kunne finde et godt Hjem med Anledning til at udføre det for deres Kræftet passende Arbeide.

        Betalingen er fastsat til Kr. 50 aarlig for de unge, der skal oplæres, og Kr. 100 for de gamle Piger.

        Efter min Erfaring er der mange Bedrestillede, som med Glæde vil bidrage sit for paa denne Maade at hjælpe en stakkels fattig Pige. Til enkelte Fripladser bliver deet ogsaa Anledning. Nærmere Oplysninger givesved skriftlig at henvende sig til

Lina Klouman,

Akersgaden 51, 1ste Etage i Sidebygningen.

        At vi anser Frøken L. Kloumann for særlig skikket til en saadan Gjerning som den hun agter at paatage sig og at vi vil følge hendes Virksomhed med Interesse og Deltagelse er det os en Glæde at bevidne.

 

Om hun var aldri så orientert i retning av hoffet og sine kunstneriske og veldedige virksomheter, så var ikke Alethe Due upåvirket av de løpende politiske hendelser. I 1884 ble det reist riksrettssak mot Statsminister Christian August Selmer– en av hennes manns efterfølgere – og han ble dømt. en beskrivelse[lxxxi] av disse begivenhetene inneholder dette:

«27. Februar 1884 var prins Carls fødselsdag. Det var til prinsens ære det ble flagget. Til hans ære ble det saluttert. Men hverken manne som skyndte seg ut av stortingsbygningen, eller den tilfeldige observatør på fortauet, skjenke den kongelige fødselsdag en tanke.

Drosjen var nådd enden av Carl Johan, men svingte hverken til høyre eller venstre. I stor fart fortsatte den opp Slottsbakken. tilbakelent mot det skinntrukne rygglenet satt den 41 år gamle dr. philos. Yngvar Nielsen. Han et ilbud til sin konge: Statsminister Christian August Selmer var funnet skyldig i samtlige anklagepunkter av riksretten. Straffen lød på embetsfortapelse og 18 000 kroner i saksomkostninger.

Spenningen i Kristiania hadde vært stor helt til de siste. Ingen utenom selve domstolens medlemmer kunne annet enn å gjette på utfallet. Så sent som en halv time før salutten fra Akershus og domsavsigelse i riksretten, hadde statsminister i Stockholm, Kierulf, oppsøkt kong Oscar på Slottet. «Fra sikkert hold» meddelte han kongen med håp og glede i blikket at det ikke ville bli flertal for noen fellende kjennelse.

Håpet varte til Yngvar Nielsen møtte Kierulf, kronprins Gustav, dronning Sophie og monarken selv i det ytterste forgemakk. Da Nielsen hadde fremført sitt budskap fikk Kierulf et lite sammenbrudd, og overhoffmesterinne enkefru Alethe Due falt sammen i gråt og var nær ved å besvime».

Året efter, i 1885[lxxxii], da det var folketelling igjen, finner man Alethe fortsatt bosatt i Strandgade 2 i Kristiania. Det bor hun, forsåvidt, for seg selv – men hun har noe menneskelig kontakt gjennom fire tjenere, igjen tre kvinner og en mann. Kvinnene var anna Andersen (24) fra Fredrikshald: hun var kammerjomfru; Jørgine Hansen (32) fra Rygge var husholderske; og 21 år gamle Mina Kristiansen fra Rygge er stuepike. Mannen var 21-åringen Ole Holter fra Drøbak, beskrevet som «tjener».

Om som ti år tidligere, så bor en kusine i samme bygg, det var den nå 67 år gamle oldfrue Sofie Wille.

Musikken var viktig for Alethe Due hele livet igjennom og når hun bodde i Kristiania var hun aktivt interessert i Orkesterforeningen og støttet opp under den konserten denne planla for Logens store sal og averterte i Dagbladet[lxxxiii] i oktober 1886.

«Orkesterforeningen

(Kristiania samtlige – saavel civile som militære – Orkestres «Understøttelsesforening»)

giver

sin 3die aarlige store Konsert

med velvillig Bistand af

Overhofmesterinde Fru Alethe Due, Fru Statsministerinde Elise Løvenskjold, Fru Baronesse Ninni Wedel-Jarlsberg, Hr. Generalmajor Wergeland, Hr. Oberstløitnant Frølich, Hr. Oberstløitn. Albert Bang.

– – – 0 – – –

Program*):

1. 1. 1. 1. 1. 1. Wagner: «Huldigungsmarsch» (tilegnet Kong Ludvig II af Bayern)

– første Gang

1. 1. 1. 1. 1. 2. Beethoven: Sinfonia eroica
               3. Franz Liszt: a) Sangkomposisjoner med Piano
               4. b) Piano solo
               5. Franz Liszt: «Les Préludes», symfonisk Digtning for Orkester

_ _ _ _ _

Koncert-Flygel fra Brødrene Hals

_ _ _ _ _

        Biletter à 2 Kroner kan tegnes hos DHrr. Musikhandlere Warmuth og Håkonsen, samt hos Foreningens Kasserer, Musik-Instrumenthandler Ole Olsen, Akersgaden.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _

*) Til minde om Franz Liszt og Kong Ludvig af Bayern»

25 april 1887 ble Alethe syk, slik det går frem av en liten notis i Gøteborgs Handels- och Sjöfartstidning 3 mai:

«Norge.

        Sjukdomsanfall. Öfverhofmästarinnan vid drottningens norska hof fru Alethe Due, född Sibbern, insjuknade plötsligt i söndas åtta dagar sen. Hennes tilstånd har emellertid sedan, skrifver norska «Morgenbladet», så förbättrats, att läkarne ny hysa hopp om hennes tillfrisknande[lxxxiv]».

Fire dager senere døde Alethe, 75 år gammel. Det var 7 mai. Hun ble begravet[lxxxv] 12 samme måned. Dødsårsaken var apoplexia – hun hadde fått slag.

En dødsannonse ble rykket in i Morgenbladet[lxxxvi] lørdag 7 mai 1887:

«Dødsfald.

        Vor elskede Moder, Fru Overhofmesterinde Alethe Due født Sibbern, døde idag Formiddag Kl. 11 ½ stille og fredelig og i sin barnlige stærke Tro paa vor Herre og Frelser. Hvilket herved og alene paa denne Maade bekjendtgjøres for Slægt og Venner saavel her som i det kjære Broderland, hvor hun tilbragte saa mange lykkelige Aar.

        Christiania den 7 Mai 1887.

        Paa egne og fraværende Broders og Svogres Vegne.

 

Dagen før begravelsen stod det en nekrolog i Morgenbladet[lxxxvii]:

        «Om afdøde Overhofmesterinde Fru Alethe Due skriver Posttidn. bl. a.: Paa sin 16de Fødselsdag indtraadte hun 28 Februar 1828 i Ægteskab med Statssekretær og Chef for den norske Kancellieexpedition in Stockholm, Fredrik Due. De boede i Stockholm, hvor Hr. Due i 1841 blev norsk Statsminister, 30 Aar. Hendes glimrende og gjæstfrie Hjem var i dette tidsrum et Samligssted for alt, hva Stockholm eide av udmærket paa Kunstens og Selskabslivets Omraader.

Fru Alethe Due var af nature begaveet med eet right musikalsk Talent og komponerede selv i sin Ungdom Musik til flere lyriske Sange; hun hadde derhos en særdeles smuk Sangstemme, hvormed hun ofte bidrog til den musikalske Nydelse i den Kreds af Tonekunstens Venner og Dyrkere, som i Tret- og Firtiaarerne pleide at samles i det norske Ministerhotel eller paa det smukke Landsted «Fjeldstuen», som det unge Par havde ladet indrette for sig paa Djurgaarden.

Hos mange ældre lever endnu disse Sammenkomstger i kjær Erindring, da en Jenny Lind lod sin herlige Stemme høre, en Julius Gynthers, en Olof Strandbergs, en Della Santas Stemmer lød i ungdommelig Kraft g Skjønhed med Akkompagnement af en Foroni eller andre af Samtidens berømteste Musici. Ofte beæredes og ogsaa disse mindeværdige musikalske Aftenunderholdninger med den kongelige Families Besøg.

I 1858 ledsagede Fru Due sin Mand til Wien, hvor han repræsenterede sin Konge indtil 1871. Ogsaa der i Verdensstaden ved Donau indtog den rigt begavede Minisgterfrue samrt samme toneangivende Stilling som før i Stockholm.

        Som H. M. Dronningens Overhofmesterinde i Christiania nød Fru Due i høi Grad Hds, Maj.s Bevaagenhed og Venskab.

        Der findes meget faa Personer, der saaledes som den nu afdøde har forstaaet at vinde Mennesker.

       I den høie Stilling, som under en største Del af sit Liv indtog, har hun ved sit Hjertes Godhed og ved si elskelige Personlighed paa mange Maader bragt Lys og Glæde til andre.

        Hun efterlader sig derfor en smuk og vemodsfuld Ihukommelse, sikkerligen ikke mindst i Kongeborgen».

Noen dager senere, efter begravelsen, hadde Morgenbladet en annen nekrolog[lxxxviii], også denne tatt fra annet hold:

        «Om Fru Alethe Due, f. Sibbern, meddeler – h – i D. N. følgende biografiske detaljer:

        Fru Alethe Due var en af de mest sympathetiske Kviner, man kan tænke sig. I over 50 Aar var hun bosat i Stockholm og havde i den Tid Anledning til at forhverve sig de mest vidtstrakte Sympathier. Hendes og hendes Ægtefældes Hjem i det norske Ministerhotel var, kan man sige, et Samlingssted for alt, hvad Stockholm paa den Tid besad af fremragende med hensyn til Byrd og Talent. Værtinden gjorde les honneurs på en indtagende Maade og med en fin Takt, some vanskligt kan overtræffes. Hun stod da paa sin Høide med Hensyn til Skjønhed, og allerede den billedskjønne Kvindes Aasyn vakte Beundring, – hvormeget mere, naar man lærte at kjende hendes elskværdige Væsen og hendes rige Begavelse.

        Fru Due have af en gavmild Natur faaet en Stemme, som, hvis dem var bleven uddanet for Kunsten, og hvis hun saa havde ladet sig høre offentlige, vilde have skaffet dens Eierinde Verdensberømmelse».

        «Næst Jenny Lind» – forsikrede mig en ældre Dame, hvis musikaliske Dom er høit respekteret «har jeg aldrig hørt en svensk Sangerinde, der henrev mig saaledes som Fru Due. Hendes Stemme have sølvklingende Timbre og hun behandlede den med udsøgt Smag. Naar hun sang, mærkede man, at hun følte of forstod, hvad hun sang. Deraf denne gribende Virkning, som hendes Sangforedrag udøvede paa tilhørerne.

        Desuden akkomapgnerede hun selv sin Sang paa harpe, altsaa en anden Mathilda Gyllenhaal, som ogsaa omtrent samtidigt var en af de straalende Stjerner inden Stockholmssocietitetens artistiske Kredse.

        Forøvrigt var Alethe Due Komponist. Og inge, som har hørt det, turde nogensinde kunne glemme, hvorledes hun foredrog O klarögda Källa eller Dväljen er, sukkar i svalkande vinden! eller Beskows Drøm Jag drömde du en blomma var – Sange, som hun havde komoneret Melodien til og tilegnet Prinsesse Eugenie. De er ogsaa udgivne i Trykken. Hun har desuden, om jeg ikke erindrer feil, publiceret et Par Valse for Piano: La Rose et le Reseda samt under Mærket «Mad. A. D.» en Romance, L’xile, med Text af Marmier.

        Under Hoffsanger Bergs Ledelse kom et musikalsk Selskab regemæsigt hver Uge sammen i hendes Hjem, hvor ma morede sig med Kor- og Solosang.

        I disse Kredse lod Fru Due sæsvanligt sin fortryllende Stemme høre, og det behøver neppe at siges, at hun altid hilstes med det livligste Bifald.

        Blant de høit fremragende Gjæster ved disse spirituelle Musikaftener mærkedes ofte de unge Prinser, Oscar I’s Sønner. Især besøgte Prins Gustaf, den rigt begavede Tonedigter, flittigt disse Soireer, Med vor nuværende Konge havde Fru Due ofte Anledning til at synge Duetter.

        Side 1871 var Fru Due bosat i Christiania. Under H. M. Kongens Ophold der skal han ogsaa i de sidste Aar have udført Duetter med den nu hedengangne.

        I de senere Aar besøgte Alethe Due kun sjelden Stockholm, men naar hun var der, forsømte hun aldrig at besøge sine gamle Venner. Under et saadant Besøg havde jeg engang Anledning til at se hende, og jeg maa tilstaa, at den gamle Dame, trods de sølvhvide Haar, bar spor af en glimrende Skjønhed, som ikke endnu helt og holdent var forsvundet».

Den lille biografien over Alethe Due, som man finner i boken om familien Sibbern forteller om hennes siste tid på dette viset:

«Uden foregaaende Sygdom ble Fru Due i Slutningen af April 1887 rammet af et apoplektisk Tilfælde, der delvis medførte Lammelse og berøvede hende Mælet, og omtrent 14 Dage senere afgik hn ved Døde i Palais’et i Christiania Løverdag 7. Mai Kl. 11 ½ Formiddag, noget over 75 Aar gammel. Den 12. Mai blev hun begravet ved sin Mands Side paa Vor Frelsers Gravlund i Christiania under stor Deltagelse fra alle Sider. Et Dame- og Herrechor under Anførsel af O. A. Grøndahl udførte en Choral, hvorpaa Stiftsprovst Julius Bruun holdt Ligtalen, og Artillerimusikken udførte en Sørgemarsch under Kistens Henbringelse til Graven og ledsagede der Psalmesangen. Blant de utallige Krandse, der vare fremsendte til hendes Kiste, vare nogle prægtigt udstyrede fra Kongehuset med Indskrifterne «Fra H. M. Kongen», «Fra H. M. Dronningen», med dennes egenhændige Paaskrift: «Frid öfver den trogna vännens stoft»; andre med Indskrifterne: «Farvel og Tak fra Norske Hof og Stab», «From H. M. Drottningens Svenska Hofdamer», «Med sacknad og tack från många tilgifna vänner i Stockholm», «Fra Officerer ved Smaalenenes Bataillon» samt en med sort Flor udstyret Krans fra Norske Statsraadinder.

Umiddelbart efter Kisten fulgte Kongehusets Repræsentanter: Hofchefen Generalmajor Næser samt Kammerherrene Løvenskiold og Sommerfeldt, derpaa Geistligheden og den afdødes mandlige og kvindelige Slægtninge, Medlemmer af Statsraad, Høiesteret, Hof og Stab, fremmede Magters Consuler, communcale Auctoriteter, Stortingsmænd, Militaire, Represæntanter for Musikverdenen sat en stor Skare af Venner og Bekjendte. Som Marskalker fungerede fhv. Statsminister Kierulf og Chefen for Hofforvaltningen, Overintendant Chr. Holst. – Kongen befalede vevd Efterretningen om hendes Bortgang Hofsorg anlagt ved det Norske Hof til over Begravelsesdagen og telegrapherede til den ældste Søn, Oberstlieutenant W. Due: «Med største Deltagelse erfarer Dronningen og jeg Sørgebudskabet i taknmemelig og kjærlig Erindring om den Hensovnedes trofaste Hengivenhed, lange og udmærkede Tjeneste. Vi takker Gud, som har befriet hende fra langvarige og tunge Lidelser^[lxxxix]».»

Tyve år efter at Alethe døde, utga skuespillerinnen Lucie Wolf noen erindringer, og der forteller hun[xc]:

«GAMLE VENNER

Engang, da Wolf og jeg spillede komedie paa Moss, gjorde vi bekjendtskab med en høist elskværdig familje der, amtmand Sibbern og frue paa Carlberg. Jeg har havt mange glade timer hos dem sammen med den yndige, gamle dame, fru overhofmesterinde Alette Due, amtmandens søster.

        Fru Due er en indtagende, høit begavet dame; saa gammel hun den gang var, sang hun endnu aldeles nydelig, var varmt ineresseret for kunst; naiv som et barn, paa samme tid, som hun var meget aandrig.

        Da fru Due havde set mig i «Den kjedelige verden» sendte hun bud efter mig. Da jeg kom, sagde hun: «Jeg vilde takke Dem for Deres glimrende udførelse af hertuginnen i «Den kjedelige veden»; men ogsaa spørge Dem, om det er sandt, hvad jeg har hørt, at De kopierer mig der?» Hun saa lidt strengt paa mig, saa jeg blev ganske hed om ørene men svarede: «Ja, det er sandt, Deres naade, for saa vidt, at jeg, naar jeg tænker paa en rigtig fin, yndig, gratiøs gammel dame, da uvilkaarlig ser Deres naade for mig. De er mit ideal og bliver paa den maade min model. Annerledes kopierer jeg Dem ikke. Og De saa jo selv resultatet». Da tog hun mig om halsen og kyssede mig, idet hun sagde: «De er fortryllende»».