Alette ble født 10 desember i Kristiansand 1780. Hun ble døpt[i] 20 samme måned. Da ble hun båret av Fru Doctorinde Smith. De andre fadrene var Madme Hedevig, Fru Frederika Høreks; Jomfru Majorie Thaulow; Hr Rector Søen Monrad; og Sr. Claus Hørek.
Foreldrene var Raadstueskriver i Kristiansand Henrik Thaulow og Jacobine Chrystie, de hadde giftet[ii] seg i Moss 19 august 1763. Hun var av skotsk avstamning, og bare 17 år – hun var blitt konfirmert[iii] året før. Han var visst over firti.
Henrik og Jacobine fikk mange barn. Først ute var Majorie som ble født i Kristiansand 23 september 1764, klokken 2 formiddag. Hun ble «holden over Daaben[iv] af Hendes Naade [NN]-Raadinde Adeler. De andre fadrene var Frøken Alicke Adeler; Frøken Frederica Adeler; Hr [NN]-Raad Adeler; og Biskop Tidemand[v].
Litt over ett år senere, 13 desember 1765 klokken 12 om formiddagen, kom Hans Henrich til verden. Han ble døpt[vi] 19 samme måned, og ble båret til dåpen av Madme Majorie Chrysties. Fadrene var Jomfr. Majorie Chrystie; Raadm Lars Lund; Raadm Jørgen Moe; og Raadm Peder Christensen.
Alettes bror Andreas så dagens lys 28 mai 1767 klokken 4 formiddag. Han ble holdt over dåpen[vii] 4 juni, av Professorinde Friedlibs. De andre fadrene var Jomfru Frederica Lovise Chrystie; Hr Kammer Raad Charsius; Sr Johan Kierchoff; og Sr Christian Brinch.
Efter Andreas var det Johan Fredriks tur: han meldte sin ankomst klokken 8 formiddag 5 september 1768. ved dåpen[viii] 12 samme måned ble han holdt av Fru Kapitain Hans Bergs; de andre var Jomfru Kitty Chrystie; Hr Stiftsbefalingsmand Hagerup; Hr Obriste Brygmand; og Hr Professor Aschanius. Johan Fredrik skulle senere bli far til Heinrich Arnold Thaulow[ix] som grunnla Sandefjords Bad.
Et par år senere ble det en pike igjen. Anne Cathrine ble født 21 april 1770. Hun ble døpt[x] 28 samme måned, og ble båret av Frue Karen, Hr Justizeraad Femers. Fadrene var Jomfr. Westermand; Jomf. Marichen Arctander; Hr Obriste Sundt; og Hr. Stads Capitain Andreas Kierulf.
Nok en pike, Sara Martina Lovise, så dagens lys 11 juni 1772 klokken 2 formiddag. Hun ble døpt[xi] en uke gammel, 18 juni. Hun ble båret av Madm Fridericha Lovise, Sr Andreas Kierulfs. Fadrene var Jomfr. Engel Bolette Kierulf; Jomf Magdalene Sophie Frobos; Enrollerings Cheff Capit: Lieut: Holger Friis; og Sr Peder Schaarup.
Allerede året efter fikk Alettes mor en gutt. David kom til verden 20 august 1773, klokken 1 ½ eftermiddag. Da han ble døpt[xii] 28 samme måned ble han båret av Fru Præsidentinde Hagerup. Fadre var Jomfr Anne Høyer; Hr. CancellieRaad Femer; Hr RegimentsQvarteer-Mæster Hielm; og Hr Raadm Niedros.
Gilbert Lauri meldte seg 5 februar 1775, klokken ½ 0 eftermiddag. Ved dåpen[xiii] ble han holdt av Frue Helene Chrstine Elisabeth, Hr. General Auditeur Jacob Pavels. Fadrene var Jomfr Else Søland; Hr Justitie Raad og [NN]mand Holm; Hr Lieutenant Eckløf; og Hr Procurator Anders Mølbach.
Jacobine Henriette fulgte 18 måneder senere – 9 august 1776, klokken i om eftermiddagen. Hun ble båret til dåpen[xiv] av Madm Maren, Hr Edvardus Placces. Fadrene var Madm Anne Kirstine, Sr Christopher Nyrops; Jomfru Dorothea Femer; Sr Christian Carstensen; og Mons Niels Moe.
Femten måneder efter dette ble det en gutt igjen. Jens Gram ble født 25 november 1777 klokken 2 ½ formiddag, og ble hjemmedøpt av Hr Holst 1 desember. Da dåpen[xv] ble stadfestet i kirken 22 desember ble han båret av Fru Obserstine von Rappe. Fadrene var Jomf: Margarete Arctander; Hr Oberst og Commandant Eckløf; Hr Major Flink; og Hr Raadm Høyer.
Sophie Elizabeth kom til verden 13 november 1778 klokken 6 formiddag. Hun ble døpt[xvi] 23 samme måned, og denne gangen var det Fru Bispinden Hagerup som holdt barnet. Fadrene var Frue Johanne Margarethe, Hr Regiments Qvarteer Mæster Sørensens; Jomfru Anna Hedevig Mehldahl; Hr Lieutenant Mathias Holterman; og Hr Lorents Angel Holst.
Så var det altså Alettes tur, og efter henne – Lovise Catherine Karen Andrea. Hun ble født 14 oktober 1783 klokken seks om eftermiddagen. Da hun ble døpt[xvii] 23 samme måned var det [NN]inde Gram som bar henne. Fadrene var Jomfr. Karen Catherine Sanne, Jomfru Fuchs, Hr CancellieRaad og Controlleur Buch; og Hr Jacob Krefting.
Alette ble sikkert konfirmert – det burde skjedd rundt 1794-95-96, men kirkebokinnførslene om dette er ikke bevart.
Alettes far, Bye og Raadstue Skriver Thaulow fra Christiansand, døde i København 22 juni 1799. Han ble begravet[xviii] fra Sankt Nikolaj kirke 26 samme måned. Han ble 76 ½ år gammel.
Ved folketellingen i 1801[xix] finner man Alette – for anledning kalt Alotte – hos den eldre søsteren Jahcobine som nå var gift med «Lieutenant ved ingineurene», Aubert – uten fornavn: antageligvis Benoni eller Benoit d’Aubert, opprinnelig fra København og av lotringsk adel[xx]. De bodde i gård nummer 79 i Rode 2, i «Østerbyens 9de Qvartter», og hadde flere barn: Frans Henrich (3); Henrich Arnolde (2); og Johannes Andreas (1). Familien hadde to tjenestepiker – Karen Nielsdaatter (34) og Aase Nielsdaatter (30). Resten av familien bodde på flere ulike steder.
Alette var en av de få Eidsvolds-damene som fikk et eftermæle, og på en webside som handler om Henrik Wergeland[xxi] kan man lese:
«Unge år i Kristiansand
Alette Dorothea Thaulow (1780–1843) var ung i ei tid da skipsfart og kapertrafikk under napoleonskrigene brakte rikdom til Kristiansand. Kultur- og selskapslivet i byen blomstret. Alette Dorothea var ansett for å være byens skjønnhet. Foreldrenes herskapelige hus i Østre Strandgate var åpent for kulturelle aktiviteter, blant annet byens private teater, «Det Dramatiske Selskab”. Her fikk Alette Dorothea utfolde seg, og hun spilte ofte hovedroller med stor suksess. Trolig hadde hun talent. Og høyst sannsynlig må hun ha struttet av selvtillit og livsglede i denne tida. Kanskje også en viss egenrådighet. Det fortelles at hennes eldre søster Henriette, gift Aubert, følte seg kuet av den nittenårige Alette Dorothea da hun i en periode bodde hos Aubert-familien i Kristiansand (Heiberg 1972). Men tross alle kvalifikasjoner og ønsker om selvstendighet Alette Dorothea måtte ha, var gjengs oppfatning i tida at kvinners bestemmelse var å bli gift og forsørget».»
Så ble hun da også gift. Hennes tilkommende var Nicolai Wergeland, og de fleste som nevner det forteller at de ble viet i Kristiansand 19 august 1807 – men det er ikke lykkes å finne en slik. Men siden det er nokså godt dokumentert at de to faktisk levet som mann og kone får dokumentasjonen utstå til en annen gag.
Sønnen Henrik Arnold – han som skulle bli dikteren Henrik Wergeland – kom til verden 17 juni 1808 og ble døpt[xxii] et par måneder senere, 19 august. Han fikk fadrene Mad. Thaulow; Jfr. Anne Cathrine Thaulow; Kapit. Ecklef; Raadmd. Gluckstad; og Adjunkt Preus.
Efter Henrik fulgte Augusta Antonette, som så dagens lys 17 januar 1810. Hun ble døpt[xxiii] 13 april, i domkirken i Kristiansand, og hadde da som fadre Moderen; Frøken Henriette Eckleff; Rector Amberg; Lieut. v. Eckleff; og Assessor Diriks.
Året efter ble det en gutt. Han kom til verden 1 mai 1811 og ble døpt[xxiv] i Kristiansand 19 juli samme år. Da fikk han navnet Harald Titus Alexis og fadrene Fru Obristelieutenantinde Eckleff; Moderen; [NN] Sørensen; Assessor Lange; og Forvalter Fleischer.
Tredje barn ble en pike. Ved konfirmasjonen[xxv] i oktober 1829 ble fødselsdatoen oppgitt å være 23 januar 1813. Barnet ble hjemmedøpt av sin far. Ved stadfestelsen av denne dåpen[xxvi] i kirken 16 juni 1813 ble ikke fødselsdatoen oppgitt. Uansett: pikebarnet fikk navnet Jacobine Camilla, senere bedre kjent som Camilla Collett. Fadrene ble Mad: Sara, Raadmand Gluckstads; Jfr Catherina Olrog; Raadmand Chr. Høyer; Procurator Willoch; og Faderen.
Bare seks måneder senere opprant 1814, med Kielertraktat, Danmarks avståelse av Norge, Christian Frederiks beslutning om å søke Norges trone, og Notabelmøtet som overtalte ham til å søken en politisk vei til det målet, heller enn bygge på arveretten, som Kongen likevel hadde frasagt seg – også på vegne av sine efterkommere. Dermed ble det besluttet å holde organisere en forsamling som skulle gi Norge en ny styreform, og som skulle møtes på Eidsvold 10 april samme år.
I den sammenheng ble det offentliggjort et åpent brev fra Christian Frederik, der han ba om at folket måtte utse utsendinger til det berammede møtet – de skulle velges på litt ulikt vis i kjøpsteder, landdistrikter, og militære avdelinger.
I Kristiansand kom de stemmeberettigede sammen i Domkirken 4 mars 1814, og der valgte[xxvii] de, som sine representanter til Eidsvolds-møtet Pastor Wergeland og Grosserer Ole Clausen Mørch.
Fra Christiansand til Eidsvold er det rundt 40 mil på moderne veier: det var antagelig noe lenger i 1814, men Wergeland hadde rikelig med tid til å rekke frem. Om reisen kunne ventes å ta en knapp uke, må Alette ha vært «alene hjemme» fra omkring Palmesøndag 1814.
På Eidsvold var Wergeland nokså aktiv, kanskje mer enn kollegene satte pris på, fra tid til annen:
«Til Eidsvoll ankom han med et personlig utkast til grunnlov som bl.a. innførte ordet «Storthing», og han ble innvalgt i konstitusjonskomiteen. Wergeland sluttet seg til kretsen rundt grev Wedel som forsvarte Riksforsamlingens posisjon overfor Christian Frederik, men hans doserende utlegninger skapte sterk irritasjon hos selvstendighetspartiet, og han fikk føle Georg Sverdrups sarkasmer. Bare forsonende innlegg fra Jacob Aall og Peter Motzfeldt forhindret at forsamlingen ved avslutningen 20. mai refset hans opptreden[xxviii]».
Sønne Henrik, i et verk[xxix] om hvordan grunnloven kom til, karakteriserte sin far – mange år senere – slik:
«Residerende Kapellan Wergeland. Bekjendt som frygtløs Fædrelandsven af sit Priisskrivt om Universitetet. Voved sig ogsaa her længst frem af Minoriteten. En heftig Antidan, der kun ventede sig Ulykke af Prindsregenten. Talentfuld, fyrig, veltalende og riik paa politiske Kundskaber. Hadet af den falsenske Majoritet formedelst sine Anskuelser af Maade, hvorpaa Fædrelandet kunde frelses, og Aabenheden, hvormed han yttrede dem».
Forsamlingen avsluttet sitt arbeid 20 mai 1814, og så kunne medlemmene reise hjem, eller hvor de måtte ville. Dermed kunne Nicolai være hjemme hos Alette mot slutten av måneden, hvis han da ikke gjorde seg noen ærend underveis.
Der, i Kristiansand, gjenopptok Nicolai sin virksomhet i kirken, mens Alette fortsatte å skjøtte hjem, barn, familie venner og slikt – som kvinner gjorde på denne tiden.
Et drøyt år senere nedkom hun med en sønn, Han skulle vise seg å bli siste barn i denne familien. Joseph Frantz Oscar så dagens lys 17 november 1815. Da han ble døpt[xxx] 1 januar 1816 var fadrene Anna Rosing; Jfr. Jacobine Gluckstad; Jacob Gluckstad; og Pastor Hans Sev. Arentz.
Efter Eidsvoldsforsamlingen var Alettes mann oppe i både det ene og det annet:
«Høsten 1814 havnet han i en lokal feide med Wincents Sebbelow, som beskyldte ham for å ha bakvasket Christian Frederik. Injurieprosess fulgte, og Sebbelow fikk sin dom, men 1815 ble Wergeland geistlig medlem av Nordstjärneorden og hoffpredikant og måtte siden leve med ryktet som svensksinnet. Enda verre ble det da han 1816 utgav det anonyme skrift om “Danmarks politiske Forbrydelser imod Kongeriget Norge”, delvis bygd på det rene oppspinn. Det ble raskt kjent at Wergeland var forfatteren, og en rad motinnlegg ødela hans fremtid som historisk-politisk skribent. Men han vant tillit hos Karl Johan, som flere ganger hjalp ham med pengeunderstøttelse, og han gikk foran i køen som 1816 søkte det gode sogneprestembetet i Eidsvoll[xxxi]».
I 1816 falt det dom[xxxii] i saken mellom Alettes mann og Advokat Sebbelow i Christiansand – rent bortsett fra sakens innhold var nok ikke det noe hun hadde ønsket seg som samtaleemne i sine egne sirkler.
På denne tiden var nok Nicolai fremdeles ergerlig for at han ikke hadde fått et professorat ved det nye Kongelige Fredriks Universitet, som han så seg selv – og også var – meget kvalifisert for. For Alette betød sikkert det noe for hjemmehyggen, kanskje like mye at det var et forhold som ble snakket om, eller skrevet smedevers om i avisen[xxxiii]:
«Danmarks største Forbrydelse
Ja Danmark! Din Forbrydelse er stor:
Du Wergeland ei til Professor gjorde,
Din Ørsted tog mod ham til orde,
Og lempelig han ei med Drengen foer,
See dette er din størse Brøde,
Og derfor skal Du evig bøde».
Nicolai Wergeland holdt sin avskjedstale i Kristiansands Menighet 11 mai 1817 – man kunne senere kjøpe den for 1 riksdaler pr eksemplar[xxxiv].
Når Alette og familien kom frem til Eidsvold er ikke kjent, men en meget senere fremstilling[xxxv] av forholdene hu skulle leve under forteller dette:
«I 1817 flyttet familien til Eidsvoll prestegard. Det ble en brå overgang fra skjærgardsnaturen og det sosiale liv i Kristiansand til det ensomme innlandslandskapet på Eidsvoll. Også kontrasten mellom ektefellene kom sterkere fram her, slik Camilla Collett, som skulle bli Norges første feminist, antyder i erindringsboka I de lange Nætter (Collett 1863):
”Saa levede hun vegetativt hen ved siden af Far, de største kontraster Livet nogensinde kunde stille sammen …”
Med fem små barn, og etter to ukers båtreise til Kristiania, hadde familien kommet med hesteskyss til en tom og forfallen prestegard på Eidsvoll. Camilla erindrer at moren sank ned i en stol og gråt ved ankomsten (Collett 1863). Men det varte ikke lenge før Alette Dorotheas grønne fingre hadde tryllet fram blomster og urter både ute og inne. Vinduskarmene ble fylt med blomster, gjerne roser og gyllenlakker, blomster vi kjenner fra Henrik Wergelands diktning.
Prestegarden var en storgard med et stort tjenerskap. Noen av tjenerne forble der livet ut. Det sier noe om at Alette Dorothea må ha vært en god husfrue, med omsorg for både folk og dyr, blomster og planter. I tillegg til egne barn ble to fosterbarn oppdratt i familien, det var Nicolais søstersønn, Nicolai Storm, og brordatter Laura. Jo, her var nok å gjøre. Og hun fikk neppe tid til å lese så mye hun kunne ønsket.»
…
«Prestegarden ble et gjestfritt hjem, som også hadde rom for selskapelighet og ball. Barna ble tidlig sendt hjemmefra på skoler, og tok gjerne med seg venner hjem i feriene. Særlig Henrik ba med seg venner. Og alle ble like godt mottatt av moren; hun gjorde ikke forskjell på høy eller lav. Denne holdningen kommer også fram i måten hun tok imot kommende svigerdøtre på. Henriks Amalie, ”folkets datter”, ble omsluttet med samme varme som Oscars Alethe, datter av en embetsmann. Henrik skulle senere si om sin mor at hun hadde kjærlighet ikke bare for sine egne, men for fremmede og fattige (”Min Moder”, sept. 1844). Morens væremåte ga trolig næring til hans livsvarige kamp mot fattigdom og urettferdighet. Et brev Alette Dorothea skrev 6. mai 1838 til sønnen Oscar, bekrefter hennes sosiale engasjement:
”Det har vært en kold og trist Vinter. Endnu ligger her Sne i Bakkerne, og man ser ikke et grønt Blad. En utrolig mængde Fattige vrimler her af. 20-30 kommer hver Dag og faar Mad.”»
Slik gikk årene. Og Alette og Nicolai fikk begge skuffelser[xxxvi]:
«Både Alette Dorothea og Nicolai hadde ønsket seg tilbake til Kristiansand. Og skuffelsen var stor da Nicolai Wergeland ble forbigått, i både 1832 og 1842, da han søkte Kristiansand bispekall. Det var som om livskraften rant ut av dem. Camilla Collett skriver at særlig moren tok skuffelsen tungt. Hun hadde i det lengste håpt å få «lægge sine Ben til Hvile» i Kristiansands jord. «Hun svandt fra den Dag synlig hen, de par Aar, der var hende beskjæret at leve».
Alettes og Nicolais datter Jacobine Camilla – bedre kjent som Camilla Collett – skriver i sin bok I de lange Nætter[xxxvii] dette om moren, og det er sikkert en god oppsummering av Alettes liv:
«Sjette Nat.
Moder hedte Alette Dorothea og var den næstyngste af min Bestefaders tretten Børn. Hvad skal jeg sige, der mest træffende kan betegne hende: Hun havde et barns Aand, men en Serafs Hjerte, noge saa uberørt og rent kunde man ikke tænke sig. Hun bevarede en Sektenaarigs pigeagtige Sky og Undseelse til sidste. Hun havde været Christiansands Skjønhed i Byens Velmagtstid, det vil da sige under og efter Krigen, da den var Sædet for en Dannelse og Selskabelighed, der af alle skildredes som usedvanlig. Det var siden hendes største Glæde disse Erindringer, naar jun kunde fortælle om Famiere Hegermann, Grev Moltke, Isaachsen, van Kervel, Reinhardt, etc., alle rige og ansete Huse, hvori Damerne vare Skjønheder og Herrene noget tilsvarende, maaske uimodstaaelige. Jeg tror virkelig, at Menneskene vare gladere og i det hele lykkeligere i den Tid. De bare ogsaa Lidelsen lettere og gladere, og – de døde gladere, maaske fordi de have levet mere fornøiet, i den ette Forstand, mener jeg da. Fra al denne Herlighed og den huslige Lykke, mine Forældre nøde, trods de tarveligste Kaar, blev hun pludselig bortrykket og hensat i Eidsvolds dybe Naturensomhed. Her fandes den gang meget faa, til hvem hun kunde slutte sig, saa stakkels Mor, ganske anvist paa sig selv, kom total tilkort. Saa levede hun vegetativt hen ved Siden af Far, de største Kontraster, Livet nogensinde kunde stille sammen, uden at optage noget af ham, skaaned af ham, som den ludende Klippe skaaner og skjærmer for den skjælvende Blomst, den tillige berøver Sol. Far behandlede hende med en vis øm Overbærelse, blandet med et Anstrøg af gammelsdags Courtoisie; han tog altid Parti med hende, om Uretten var aldrig saa stor. Hun var huslig og flittig og havde nok med den store Landhusholdning, hvoraf hun ikke forstod det mindst, saa Tiden gik paa den Maade taalelig. Hun forretede alting med en mageløs Hurtighed. Det var umuligt at følge hendes Fingres Bevægelser, naar hun syede eller strikkede. Om hun var praktisk, naar mand dermed forstaar noget andet end en Detailfærdighed, om hun havde Kunstnerevne til at samle og belive alle disse utallige og modstræbende Enkeltheder, det ved jeg ikke, men i hendes Nærhed var der altid godt at være. Hun havde Sands for Komfort, og hun selv var blid og behagelig. Natur og Kunst, især de bildende Kunster og Theatret, elskede hun, vel kritikløst og ureflektert, men dog med saa megen Inderlighed! Hvor hun kunde strale af Glæde over en smuk Udsigt, et smukt Ansigt! og her havde hun rikgtige Instinkter. Jeg husker endnu den Iver, hvormed hun altid løb en vis Fattigkone, Mari Næringen, imøde; for vore Øine var det en almindelig pjaltet frastødende Skikkelse, me Mor raabte: Se I ikke, hvor deilig hun er! Slige Ansigter ser man kun paa Gemmerne! Og hun havde vist Ret. Moder var selv saa smuk. Hendes hele organisation var mageløs kraftig og dog fin og elastisk. Hun var let som en Fugl i Bevægeler og Gang og havde ædle, næsten kongelige Træk. Min man sagde altid, at hendes Øine havde dette sjeldne Snit, som man beundrer hos Gazellen, hvælvet opad, med et paa engang fyrigt og fromt Blik.
Mors kjereste aandsadspredelse var at læse; hun læste især Romaner i uhyre Kvantiteter[xxxviii]. Merkværdig nok behagede de gode og ofte dybsindige hende ligesaameget som de ikke-gode. Men det var og blev en Adspredelse; hun uddrog vist ikke meget deraf for Livet selv. Den mest bevidste og levende Betragtning, hendes Aand har hævet sig til, maa have været en Forbauselse over Børnene, saadan som de artede sig og voksede om om hende. Dog vil ikke Opdragelsen af disse i sin Eienendommelighed sa grundforskjellige Børn have foruroliget hende meget. Hendes Anskuelser om Ægteskab og Døtres Forsørgelse var som de fleste Mødres paa den Tid, Anskuelser, som omtrent lod sig fatte i følgende tvende Hovedpunkter: Døtre bør giftes, og enhver brav Mand, der kan forsørge dem, er god og passende.Saa havde hun tænkt sig, at hendes Døtre, naar de havde faaet en vis Alder, skulde gjøre et pent, passende Parti med en Proprietær, en Præst eller endog en Militær. I denne Henseende gjorde hun ingen Forskjel paa sine Børn, hun undte os begge lige vel. Hun havde tænkt det, men derved blev det. Paaivere kan ingen i dett Stykke har forholdt sig end hun. Enhver vil have forstaaet, hvor aldeles hun manglede Evne til Intrige. Min Søster blev Gift, da hun var nitten Aar, men med mig hade det jo lange Udsigter, ja det var desværre uundgaaeligt, at jeg kom til at gjøre Mor Sorg i dette stykke: vi vare slet ikke enige angaaende Hovedpunkterne. Min stakkels gode Moder! hvad vilde hun have sagt, om havde oplevet, at hendes Datter i tredive trykte Ark havde dokumenteret sine perverse afvigelser fra Læren! Rørende var undertiden hedes Forsøg at virke paa paa, hvad der i hendes Øine var den dybeste Forkerthed. Hun eide den sjelden smuk Biskuitkande, der kun ble brugt ved festlige Leiligheder, da den havde hørt til hendes Brudeskjænk. Denne Kande vidste hun, jeg var meget glad i, og hvergang den var fremme, sagde hun spøgende: De skal du faa, naar du sætter Bo! men hun kunde intet hykle, det var hendes Alvor. Nu eier jeg Kanden, og naar jeg ser den, ak vel maa Taarerne komme mig i Øinene! Moders Vrede havde samme uskyldige, barnlige Karakter. De haandgribelige Straffe, der overgik og som smaa, knyttede sig altid til de mindste Ubetydeligheder, sønderslagne Thekopper o. s. v. Endnu staar lyslevende i min Erindring, hvorledes en af os angav sig for den anden Anledning af en knækket Rude. Synderen havde netop samme Da begaaet en lignende Forseelse, saa han var ganske ude af Stand til at tilstaa denne nye. Hvis Sagen var bleven opklaret, vilde der hverken fulgt Straf eller Belønning for rett Vedkommende, Heden var nu engang over, Sonofferet bragt. Vore Begreber om smaat og stort kunde paa denne Maade blevet temmelig indviklede. Men det har inge Fare! Liver retter snart – ak, altfor snart derpaa. Naar det først begynder at gaa itu inde i en selv, saa har man Maalestokken.
Lige til det sidste, da vi forlængst var voksne, havde vi en Angst for at bedrøve hende paa denne Maade. Ja, naar en sjelden Gang noget saadant hændte, havde idetmidste jeg en Følelse, som om jeg havde begaaet en Forbrydelse.
Da var det engang, at vi stode et helt lystigt Selskab, Venner og Veninder fra Christiania, en smuk, lys Sommeraften paa Toppen af Misbjerget, netop paa Randen af den merkværdige Præcipice modt Vest. Nedenunder, næsten i blaalig Fjernhed, strakte sig Hurdalens uhyre Skovsletter med dens mange blinkende Tjern. Vi havde drukket Vin og spist. Der gik et Glas itu. Var det maaske det parodiske i denne Stuetildragelse midt i det overvældende, eller greb erindringen Oscar og mig om al den Angst vi havde udstaaet for sligt, men vi kastede et til i Dybet som et sonoffer, saa et til; tilsidst greb en sand dæmonisk Ødeleggelseslyst os, og Tallerkener og Flasker og Glas gik under en almindelig Jubel ud over Fjeldet ned i Hurdalen. Men nu slaar jeg nesten aldrig noget itu.
Stakkels Moder! Lykkelig følt hun sig dog aldrig i Eidsvold. Altid længtedes hun, altid havde hun Blikket sørgende vendt tilbage til sin lyse Ungdom i Christianssand, og denne længselfulde tilbageskuen, der tog til med Aarene, eftersom Børnene droge du og lode hende alene, udviklede sig til en Sygdom for hvilken vi i vort Sprog ikke have noget betegnende Udtryk – Franskmændene kalde den riktigere «langueurs» – en langvarig, næsten trediveaarig Sygdom, hvoraf hun tilsidst døde. Syg var hun næsten aldrig, jeg kan ikke mindes at have seet hende sengeliggende uden de to sidste Dage af hendes Liv.
Hun døde, som enhver god, elskende Hustru kunde ønske at dø, i Opfyldelsen af sit Kald. Midt paa Sommeren 1843 blev Far betænkelig syg, vi maatte alle frygte det værste. Mor, der gik utrættelig op og ned ad Trappen for at pleie ham, snublede engang og fik en ubetydelig Skramme paa Benet. Hun lagde slet ingen Vegt derpaa; vi vare alle Børn og Svigerbørn netop samlede den gang hjemme, og i denne Omstændighed syntes der at legge et Varsel for om, at vi skulde miste ham. Vor gamle, trofast Barnepige Lisbeth Marie undlod ikke at lægge sine Jertegn til. Hun kom engang nedfra Fjeldet og fortalte os, at hun havde drømt om Natten, at hun havde seet alle Børnene sortklædde i Dagligstuen, og paa Kjøkkenskorstenene laa Brandene faldne nu til alle Sider, og hun karede dem sammen. Men hendes Drøm blev ikke synderlig paaagtet, thi da var far stærkt i Bedring. Han var allerede rask igjen, da Mor begyndte at klage over Foden. Kun med Møie fik vi hende overtalt til at kalde Lægen og lægge sig til sengs. To dage efter var hun død.
Det var en straalende klar, varm Sommermorgen. Vi vare alle som bedøvede. For faa Timer siden havde hun havt sin lille halvaarsgamle Dattersøn paa Sengen og kjertegnet ham! Jeg stod i det aabne Vindu i hendes Værelse, hvorfra man havde hende baaret bort, og stirreet du paa denne Udsigt, som jeg hundrede Gange havde hørt hende prise, bestandig med et Barns naive, altid nye Forundring!Den dybe, bugtede Skovdal, der bar ligesom paa sine fjerne, Bølgende Toppe det mægtige Vandspeil, Kirken tilhøire, det hele Billede indrammet af de gamle Hængepile udenfor, laa der i uforstyrret Deilighed og Ro, som om der ikke eksisterede Sorg i Verden. Et langt Tog af Slattekarle hang ned ad Skraaning helt ned til Dalbunden. Paa Kommoden stod et Glas med Roser, næsten friske endnu, som hun for tre Dage siden havde plukket. Det forundrede mig, at de understod sig at være til.
Far var mest fattet af os alle, han begyndte alt samme Dag at træffe Foranstaltninger. Nogle Dage efter kom jeg ind til ham, men da fandt jeg ham hændervridnde sidde paa Sofaen. Han rokkede med Hovedet og sagde ikke andet end: Alette, Alette.
Først den Dag da hun blev begravet, fik jeg rigtig græde, og jeg syntes, jeg maatte græde mine Øine du. Jeg gjemtemig i den fjerneste Vraa nede i Dalen, jeg holdt Hænderne knuget for Ørene for ikke at høre Klokkerne. Ak, hun var saa lys en Sjel! Hvor hun kunde le! Alt, hvad der var mørkt og mystisk, hadede hun. Saaledes havde hun en sand rebellisk Afsky for Kiste, Grave og Kirkegaarde, kort alle vor Begravelses triste, skumle Apparater, igjen modsat af Far, der ordentlig sværmede derfor, ja at bivaane en Begravelse med ret mange Ceremonier var en af hans største Nydelser. Ak, jeg troede det var umuligt, at et Menneske kunde græde saa ustandseligt, som jeg græd den Dag, da Moder lev begravet, og var det ikke for andet, saa var det dog, fordi vi ikke havde været noget rigtigt for hinanden, ikke kunde være det».
Maleri av Alette, Carl Peter Lehmann, 1842
Provstinde Alette Dorothea Wergeland, født Thaulow, døde på Eidsvold 14 august 1842 og ble begravet[xxxix] 18 samme måned.
Alettes sønn, Henrik – Camillas eldste bror, skrev efter morens død et dikt[xl]:
MIN MODER
Skjøndt kun dunkelt, ved en Hvisken
som de fine Græsstraas Zisken
under Vindens Gjennemfart,
i en Drøm mig aabenbart:
er det mig ei meer en Gaade,
som mig Hovedbrud forvolder,
hvor min Moder sig opholder
efter Aandens fri Behag
siden hiin den Rædslers Dag,
da vi miste
maatte selv det Allersidste
i den sorte krandste Kiste;
da vi saae med sortnet Blik
hvor den dybere alt gik;
med bedøvet Øre hørte
gjennem tunge Fald af Muld,
at vor arme Fars forgrædte
Smerte raabte paa Alette;
saae tilsidst med graadtilslørte
Graven voxe hurtig fuld,
at i Sandets løse Spil
Højen ligesom sig rørte
indtil den blev klappet til.
Siden da sit Paradiis
har Hun søgt hos sine Kjære,
gjæstende dem skifteviis,
Alle hende stedse nære.
Oftest hos vor stakkels Far
sidder Hun ved søvnløst Leje,
ofte følger
hun de Eensomhedens Veje
langs den skjønne Vormens Bølger,
som saa kjær hans Tungsind har.
Naar hans Sorg Hun ind har dysset,
flyende hans Pande kysset
med et hørligt «fra Alette,»
Hun, den Ømmeste af Mødre,
søger sine Børn, de spredte,
upartisk og ligelig,
dog af Søstre og af Brødre
først den Førstefødte: mig.
— Gjør Blaakammeret istand!
Det skal nu min Moders være,
Navn af hende altid bære.
. . . Friske Blomster sæt i Vand!
Roser, som Hun elskte saa,
altid skal i Vindvet staae,
Bogen, som hun ei fik endt,
ligge skal paa Bordet vendt,
med det hornindbundne stærke
Øjenglas deri til Mærke.
Strikketøjet ligger hos.
(Derpaa var Hun Virtuos)
Og ved Sofahjørnet maa
Hendes Skammel ikke fattes.
Alt med Hendes Minde paa,
som om det var indbrodert,
som Relikvier skal skattes,
Stort og Lidet lige kjært.
Hendes Jomfru-Silhouette
fra den Gang Hun Christianssands,
Fødebyens, Skjønhed hedte,
smykket med en liden Krands,
gjort af nogle mørke Kviste
tagne ifra Hendes Kiste,
under Hendes Speil skal findes.
Og paa Væggen ligefor
viser et Portræt — det Sidste —
Hende som her stundom boer,
skjøndt jeg Hendes smukke Træk
endnu mere livligt mindes,
end til Lærred de kan bindes,
hvorifra de blegne væk.
Nøglen stikker jeg i Lomme.
Ingen Fremmed did maa komme.
Heller end jeg det vil lide,
skal det hedde, at der spøger.
Men hver Dag ved Middagstide,
naar som herligst Lyset flammer,
ene jeg min Mor besøger
der paa hendes eget Kammer.
Og som før, da jeg det pligted,
allerførst jeg bringer Hende
hvad som nyest jeg har digtet.
Der «Jødinden» jeg idag
lægger da paa Bordets Ende.
Den er ret i Hendes Smag;
thi med hendes Egne ikke
Hendes Kjærlighed var endt.
Den i Hendes milde Blikke
var for Arm og Fremmed tændt.
O Lyksalige! nu maa
du de Ømhedsarme, som
bundne i dit Hjerte laae,
frit i Verden sprede om.
Men Du glemme ei at lade
dine Hænder paa mig dvæle.
Sagte skjøndt som Rosenblade,
hvem ei Vindene nedryste,
men som af sig selv neddale,
vil jeg føle dem og knæle
under din Velsignens tyste
ømme moderlige Tale.
[i] SAK, Kristiansand domprosti, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. A 3, 1778-1818, s. 84-85
[xxvii] Fuldmagter og Adresser, overantvordede Norges Regent, Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik, fra det Norske Folks Deputerede ved Rigsforsamlingen i Eidsvold, den 10. april 1814. H. 1, Christiania:Trykt hos C. Grøndahl, 1814, p 110, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2009062613002
