29b Anna Lykke Pedersdatter Wulf

Anna ble døpt[i] i Nes i Akershus 30 august 1764. Fadrene var Siri, Anna og Aslag Brustad; og Gunner Dorte Aarøen.

Foreldrene var Peder Lykke Wulf og Ingeborg Dorthea Binderup – hvornår de hadde giftet seg er ikke kjent. Hun var datter av en tidligere sogneprest til Nes, Anders Binderup, som var i kallet fra 13 mars 1733 til 30 april 1751[ii].

Faren var knyttet til det militære og er, kort, omtalt av Ovenstad[iii]:

«Wolff (Wulff), Peder Lykke. – Furasjeskriver ved Oplands og Kongsvingers magasin i Næs sogn 8/10 1749. Fikk 15/9 1756 navn av furasjeforvalter. – Overaud.s kar. 27/4 1757. Blev, visstnok fra 1/1 1766, satt på vartpenger, 100 rdl. året. – Gift med Ingeborg Dorthea Bindrup».

En bygdebok[iv] for Nes kan fortelle litt mer. I første omgang introduseres Wulf som den som gikk til handling i forbindelse med en falsmynter-sak. Den som stod for falskmynteriet var en Frederik Hammond[v], en dansk tidligere offiser som hadde kjøpt gården Esvald i Nes i 1753, og satt i gang en hel rekke industrivikrsomheteer. Da lønnsomheten ikke ble som man hadde hatt forhåpning om søkte han statsstøtte, og da det ikke ble nok, begynte han å trykke pengesedler selv, sammen med en svensk kompis.

«Det begynte å gå rykter om falskmynteri, og dette ryktet kom også Hammonds gamle fiende, overauditør Peter Lyche Wulf, for øre. Han underrettet myndighetene i København, og ved et knep ble han lurt til å reise til Danmark. Der fikk man tak i noen av de falske sedlene, og Hammond ble arrestert. Han hadde da ca. 35 000 riksdaler på seg, og av dem var bare 1 100 rd. ekte sedler. Hammond ble dømt til døden og henrettet på Gammeltorv i København i desember 1758.
I januar 1759 ble Esval solgt til Overauditør Peter Lyche. … Han var gift med Ingeborg Dorothea Binderup (d.a. soknepresten i Nes). De barna som ble født på Esval het Catharina Dorothea, f. 1758, Andrea Christina, f. 1759, Andreas Binderup, f.1762, Maren Wendelboe, f. 1762, Anna Lyche, f. 1764, Paulina Christina, f. 1765.
Da Wulff kjøpte Esval, fulgte teglverket og «vejrmøllen» med i salget.
I 1765 solgte Wulff garden til Peder Torkelsen Berg fra Odalen …».

Peder Wulfs og Ingeborgs datter, Annas storesøster, Catarina Dorothea ble døpt[vi] 26 juli 1758. Fadrene var Sergeant [NN] Kiøstad; Niels og Mikel Henvig; samt Bodil og Berte Herøya [?].

Ifølge bygdeboken skal altså neste barn ha vært Andrea Christina i 1759, men den dåpen er ikke funnet. Året efter, derimot, finner man Frideric Christian som ble døpt[vii] i Nes Kirke 15 oktober 1760. Fadrene var Halvor Holter; Lars Iversen Esvald; Gunder Aarøe; Mad: Sal Brodrups; og Mad: Else Hofgaard.

To år senere ble det tvillinger: Andreas Bindrup og Maren Wendelbo. De ble døpt[viii] 31 oktober 1762.

Andreas fikk fadrene[ix] Nils Monrad; Stud. Leo Aquila Bindrup; Jomfru Petronelle Lemmich; og Jomfru Inger Helvig Binderup.

For Maren valgte foreldrene fadrene[x] Mad. Colligne, ne Fangøe; J. Dorthe Maria Liungh; J. Friderica Louise Binderup; Msr. Hening Mygin, [NN] i Ullensag.; og Sr Andreas Madsen Colling.

Og så, den siste av de som ble født på Esvald, Annas lillesøster Paulina Christina. Hun ble døpt[xi] i Fenstad Kirke 19 søndag efter trefoldighet – 17 oktober[xii] – 1765. Denne gangen ble fadrene Mad: Maren H: Binderups; Laurentia Binderup; Tron Jonsrud; Hagen Strøm; og Gunder Ovold.

Flere barn er ikke funnet, om man ikke teller Peter, som Ovenstad[xiii] nevner som en mulig sønn av Peder Lyche.  I så tilfelle skal han være født 23 desember 1775 – men hvor er ikke kjent.

Og med det forsvinner Anna og resten av familien av syne i mange år, men dukker opp igjen i folketellingen i 1801[xiv]. Det året finner man henne hos en ugift tante, Andrea Bindrup, som var 48 år gammel og bodde i gård nummer 297 i Vestre Qvarteer[xv] i Christiania. Hun «Lever af 36 rd. pension» Ane Løche Wulf er nå 32 år gammel og ugift. Sammen med henne, hos den samme tanten, finner man «Lieut. ved artelleriet», 26 år gamle Peder Løche Wulf – noe som altså bekrefter gutten fra 1775. Og den uunngåelige tjenestepiken – i dette tilfelle 30 år gamle Anne Marie Gabrielsdatter.

Og efter dette blir Anna like anonym igjen – inntil hun igjen dukker opp i kildene i forbindelse med at hun gifter seg.

Det skjedde da Anna var omkring 47 år gammel. Hennes tilkommende var Christopher Frimann Omsen, en bergenser som virket som jurist i Christiania. Han hadde tidligere vært gift med Marichen Paasche Schioldager, en trondhjemspike som døde 42 år gammel og ble begravet 9 januar 1809. Paret hadde ikke noen barn.

Dansk Biografisk Lexicon[xvi] har dette å fortelle om ham:

«Omsen, Christopher Frimann, 1761-1829, norsk Højesteretsassessor, Søn af Toldvisitør O. og Helche f. Tode, ble født i Bergen 11. Dec. 1761 og blev 1782 Student fra sin Fødebys Kathedralskole. 1791 tog han latinsk-juridisk Embedsexamen og ble s. A. Prokurator i Christiania. 1799 udnævntes han til Toldprokurør i Akershus Stift. 1814 mødte han som 2. Repræsentant for Christiania ved Rigsforsamlingen paa Ejdsvold, hvis Forhandlinger han udgav med Sverdrup og Platou. Han var her Medlem af Konstitutionskomiteen. O. hørte til den Minoritet, der med Grev Wedel vilde have Rigforsamlingens Souverænitet anerkjend og Forhandlinger optagne om en Forening med Sverige. Han viste en høj Grad af Karakterfasthed. Ved Debattrne om den saakaldte Ejdsvoldsgaranti var han Mindretalets Hovedtaler og viste sig derunder som en lige modig og indsigtsfuld Taler, der advarede mod en letsindig Finanspolitik. Rigsforsamlingen overtog Garantien for den store Masse ufunderede Sedler; men allerde Stortinget 1815-16 hævede denne og gav derved O. Ret. 1814 ble O. Højesteretsadvokat og 1815 Asseor i Højesteret, i hvilken Stilling han døde paa Gaarden Blindern i Aker 25. April 1829».

Hvordan de to møttes er ikke kjent – men en enkemann av borgerlig soliditet var vel ikke fremmed for å gifte seg med en dame av samme bakgrunn, men uten noen kostbare slektninger. De ble – efter sigende[xvii] – viet i Domkirken i Christiania 11 november 1811.

Noen få år senere opprant 1814, det ble Kielerfred, det ble notabel-møte der Chritian Frederik ble overtalt til å søke en annen vei til tronen enn gjennom arveretten, og han sendt ut et brev til folket om å utse representanter til en forsamling som skulle Norge en ny styreform, og som skulle møtes på Eidsvold 10 april dette året.

I Vor Frelsers og Aggershus Slots menigheter møttes de stemmeberettigede snar efter brevet – hvor er ikke kjent – og utpekte[xviii] professor Georg Sverdrup og Told-Procureur Christopher Friemann Omsen som sine valgmenn.

Valgmennene fra Christiania kom sammen og valgte[xix] de samme personene som sine representanter til riksforsamlingen.

Dermed måtte Omsen begynne å forberede seg til å reise til Eidsvold: selv å den tiden inne rekkevidde på en halv dag, så han trengte ikke reise før 9 april, hvis han skulle nå frem til åpningen neste dag.

Omsen gjorde en nokså fremtredende figur på Eidsvold, og spesielt gjennom sin motstand mot Eidsvoldgarantien – men også i forbindelse med kongemakten, embedsmenns valgbarhet, og andre saker[xx].

Wergeland[xxi] hadde denne karakteristikken av Omsen:

«Toldprokurør Omsen. En Uafhængig, oplyst og ædelttenkende Frihedsmand. Frimodig, frygtløs, varm indtil Lidenskabelighed. Ingen Ven af Prindsen».

Efter at riksforsamlingen var over, bega Omsen politikken:

1814 ble han utnevnt til høyesterettsadvokat og var dessuten med på å utarbeide instruksen for den nye Høyesterett, hvor han ble assessor 1815. Her markerte han seg med flere særstandpunkter. 1816 nektet han å være med på rettens protest mot at regjeringen behandlet den som “subordinert” myndighet. Da redaktøren i Det Norske Nationalblad, Hans Anton Hielm, 1822 ble dømt til fengsel for en nedsettende bemerkning om kong Karl 2, stemte Omsen som den eneste for frifinnelse med henvisning til Grunnlovens paragraf om trykkefrihet.

Til Stortinget 1815–16 ble Omsen valgt som suppleant, og som høyesterettsassessor tjenestegjorde han i riksrettssakene mot grev Wedel 1821–22 og Jonas Collett 1827. Ellers tok han ikke mer del i det politiske liv, men han var statsrevisor 1818–24. Frederik Meltzer har beskrevet ham som “meget smudsig i sit ytre, uden Tænder, bestandig med Piben i Mund og med et slet Organ”.

Hvordan Anna Lykke håndterte livet med denne figuren er ikke kjent, men hun ble nok med da han 1826 kjøpte Nedre Blindern gård i Aker. Uansett – de ble ikke boende sammen er så lenge, for Omsen døde 25 april 1829.

Christopher Frimann Omsen, Assesor i Høiesteret, døde 67 år gammel den 25 april 1829. Han «boede i Agger Sogn, men jordedes i Vor Frelsers Kirkes Kirkegaard med Samtykke fra Aggers Sognepræst». Begravelse[xxii] fant sted 4 mai.

Anne  annonserte dødsfallet i avisen[xxiii]:

«Dødsfald
        Min inderlig elskede Mand, Høiesterets-Assesor Christopher Friman Omsen, forlod, efter Alherrens Villie, det Jordiske den 25de d.M. Dett skylder jeg skjøndt med sønderknust Hjerte, at bkjendtgjøre for fravrende Familie og Venner. Han blev 67 Aar og 4 Maaneder gammel, og i næsten 20 Aar var han mig en kjærlig mand og øm Ven.
        Blindern-Gaard pr. Christiania den 27de April 1829.
                                            Anne Lykke Omsen
                                                        født Wolff”.

En drøy måned senere offentliggjorde[xxiv] noen andre, anonymt, en hyllest:

Paa Pladen
Hæderligt Efter Mæle
Er Gjenskin af sande Fortjenester,
Afterødens milde Glands
Efter skjøn, men henrunden Dag.
Saa fletter Mindet sin lysende Krands
Over Graven, der indslutter Støvet
af
Hr. Høiesterets-Assessor
CHRISTOPHER FRIMAN OMSEN,
Thi
Sandhed vidner Han var Hædersminde Værd.
Hans Liv begydts i Bergen den 11tes December 1761,
Fulendtes paa Gaarden Blindern ved Christiania
Den 25de April 1829.
Varmt Fædrelandssind, streng Retskaffenhed,
Brændende Nidkjærhed for det Gode,
Uegennyttig, opofrende Virksomhed
Betegnede Mandens offentlig Færd.
Han var Themis en samvittighedsfuld Tjener,
Samfundet en gavnrig Borger,
Venner en trofast Ven,
Armoden en mild Velgjører.
En tidligere hjemgangenHustrue,
Maricken Paasche Omsen
født Schjoldager,
har modtaget Ham i Kjærlighedens Hjem.
Hans ældre Dages troe Ledsagerinde,
Fru Anna Lykke Omsen,
født Wolff,
Begræder med Skilsmissens Smerte
et tyveaarit Ægteskabs nu svundne Held.
Fred med den Fuldendtes Leer!
Hans Minde leve i Kjærlighed»

 

En  annen istemte[xxv], ti dager senere:

 

«Indrykkelser mod Betaling.

Ved
Høiesterets-Assessor OMSENS Grav
Til fjernest egn det Smertens Budskab iler:
Vor gode Fader, Omsen, er ei meer,
Ei oftere os vennehuldt tilsmiler,
Ei læengeretil Nøden hjælpsom seer.
O! sørger Byer, og I Landdistricter,
For hvem han virkede til Held og Fred;
I veed, hvor to han ofred’ sine Pligter
Sin Tid og sit Talent, sin Kraft og Sved.
Retfærds varme Tolk Fædrland begræde,
Armod, Uskyld, Slægt sin trofaste Ven,
Vemodig ædle Viv til Urnen træder:
Ak! «mit tunge Tab oprettes ei igjen».
Kun det, Forklarede! os Trøst kan give,
Til Frelseren Du gik af Støvet frem;
Velsignet vil dit Minde evig blive,
Og høi Din Fryd i Aanders lyse Hjem.
Saa far da vel, vor dyrebare Fader!
Hav Tak for al Din ømme Kjærlighed,
Skue venlig ned til os, Du her forlader
Og hviil fra Møie sødt i Gerrens Fred.
            Vaage-Præstegaard, den 14de Mai 1829
                                                Fietzentz».

For Anne ble det å rydde opp i mannens affærer – store så vel som små: i en annonse[xxvi] tre uker begravelsen kan man lese:

«De, som af afdøde Høiesterets-Assessor Omsen maatte have faaet Bøger tillaans, ville behagentligen snarest mulig lade disse tilbagelever aa Gaarden Nedre-Blinderen».

Og tre uker efter det, i forbindelse med bo-oppgjøret[xxvii]:

        «De som formene sig at have Noget til gode hos min afdøde Mand, Høiesterets-Assesor C. F. Omsen, dog Pante-Creditoreer undtagne, saavelsom de, der til ham maatte være skyldige, ville behagentligen i saa Henseende snarest muligt henvende sig hs mig, de Første for at modtage, hvad de beviisligen maatte tilkomme, og de Sidste for at afgjøre deres Debet.
        Gaarden Nedre-Blindern pr. Christiania, den 15de Juni 1829
        Som Laugværge:
                    Wolff                            A. L. Omsen».

Året efter, i 1830, var hun begynt å håndtere eiendommen[xxviii]:

«Tilleie
Løkken Marienlyst med Frugthauge, paa Nedre-Blinderns Grund, er til Foraaret at erholde til Leie, naar derom afhandles med
        Nedre-Blindern, den 6te marts 1830.
L. sal Omsen».

 

Det var kanskje ikke så stor efterspørsel, for Anne rykket inn enda en annonse[xxix] omkring seks uker senere; tonen er kanskje en anelse mer selvsikker:

«Tilleie
        Min Løkke Marienlyst med Frugt- og Urtehauge er at faae tilleie til Sommeren.                                          A. L. sal. Omsen»

Sensommeren 1831 svarte Anne positivt – med en halv tønne bygg – på en innsamlingsaksjon i forbindelse med vanskeligheter i innlandet:

«Efterat Hr. Hr. Oberstlieutenant J. Heyerdahl under 16de f. M. havde, i Morgenbladet, opfordret goddædige Mennesker til at yde Bidrage for at lindre Hungersnøden i Hølands Hovedsogn, Hemnæs og Sitskougens Annexer, samt nedlagt Indbydelsesplaner i denne Henseende hos Dherr. Kjøbmænd J. A. Hansen og O. Heyerdahl, havde følgende tegnet sig»

Området som beskrives er like syd for der hun selv var vokst opp. Rundt 100 givere, ble det rapportert i Statsborgeren[xxx]; Fru sal. Omsen er den enest navngitte kvinnen på listen. De andr kvinnene var «10 uformuende Damer» som, motivert av «At komme sine trængende og nødlidende Brødre og Søstre til Hjælp, er en af Menneskets første Pligter», hadde samlet sammen to spesiedaler i kontanter.

Omkring samtidig fortsatte strevet[xxxi] med å leie ut Marienlyst:

«Min Løkke Marienlyst i Nærheden av Ullevold med store Huusbygning, veldyrkede Jordvei, samt skjønne Frugt- og Urtehauge, kan erholdes paa flere Aar til Forpagtning, hvorom handles med
        Blindern, 10 August 1831.                    A. Sal. Omsen».

Nødhjelpen til Høland var ikke Annes eneste veldedige intersse, han var også giver til Eugenias Stiftelse – «Opdragelses- og Undervisningsanstalt for fattige Pigebørn af Borger- og Almueklassen[xxxii]» – til hvilken hun i 1832 bidro med tre tønner poteter[xxxiii].

I september 1833 ble det holdt auksjon[xxxiv] over løsøre fra boet efter Mad: Sperring, den skulle foregå på Nedre Blindern – kanskje var madamen leieboer her. Uansett, så solgte Anne en del ting samtidig:

« … Ved samme Leilighed bliver som Appendix bortsolgt en del Løsøre-Effecter, Fru Assessor Omsen tilhørnde, bestaaende af Borde, Stole, Skabe, Speile, Kjøkkentøi af Kobber, Messing og Tin Glastøi, 4 Pibehoveder med Sølvbeslag, 5 Theemaskiner, 8 Gryder, 2 Potatosmaskinger, Arbeidssæler, en Cariol, en Vogn med Meier, m.m. Conditionerne erfares paa Auctionsstedet.
        Stabek den 9 September 1833.             P. F. Heltzen».

Samme år ga hun til Eugenias Stiftelse 1 tønne rug og en tønne poteter[xxxv].

Å være eiendomsbesitter var ikke noen dans på roser for noen – heller ikke for Anne, som kom opp i en kjedelig sak med en av sine leietagere, og som ble endelig avjort – i hennes favør – ved en Høyesterettsdom[xxxvi] høsten 1834:

 

«Den 15de October.
Petersen  Skifteretten i afgagne Vogn-Fabriqueur Hammersteins Boe mod
Sørensen – Fru sal. Omsen med Laugværge.
        Citanten havde ved Stevning af 26 Maarts 1834 indanket enten til at kjendes uefterrettelig at vær eller til Underkjendelse og Forandring den af Aggershuus-Stiftsoverret under 24de Februar 1834 afsagte Dom i nærværnde Sag, betræffende Indstevnedes Paastand om Fravigelse af en Arvefæste-Løkke under Gaarden Nedre-Blindern m.v.
        Ved bemeldte Dom var saaledes kjendt for Ret: Underrettens Dom bør ved Magt at stnde, dog saaledes, a Fravigelsen skeer til Lovens næste Faredag, og at Processens Omkostninger for Underretten, ligesom for Stiftsoverretten, ophæves. I Godtgjørelse for trende forgjæves Møder ved Forligelses-Commissionen bør Indstvnede Fru sal. Omsen betale til Appelanten Skifteretten i afgangn Vogn-Fabrikant Hammersteins Boe, 3 Spd.
        Ved den af Sorenskriveren i Agger, Cancellieraad Poul Frederik Heltzen, under 11te Januar 1833 afsagte Dom mvar kjendt for Ret: Indstevnde Vogn-Fabrikant Johan Frederik Hammerstein bør have den ham ved Contract af 9de Januar 1809 overdragne Forpagtnings-Ret til en Løkke under Nedre-Blindern forbrudt, og bør under Udkastelses Tvang til Lovens Faredag for Citantinden Fru Omsen, som Eier af Gaarden Nedre-Blindern, frvige og ryddiggjøre Forpagtnings-Løkken. Ligesaa bør han inden 15 Dage efter denne Doms Forkyndelse, betale i Omkostninger til Citantinden 16 Spd.
Dom:
        Stiftoverrettens Dom bør ved Magt at Stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves».

Dermed var Anne fri til å disponere løkken som hun ville, og allerede måneden efter ble den avertert[xxxvii] til leie:

        «Løkken Sorgenfri under Nedre-Blindern, der før har været brugt af Vognfabrikør Hammerstein, er til næstkommende Foraar at erholde til Forpagning. Liebhabere ville henvende sig til Eieren af Nedre-Blindern, Fru Omsen».

Samme år fikk Eugenias Stiftelse tre tønner poteter[xxxviii]. Og i 1835, det samme[xxxix].

Afdøde Høiesteretsassessor Omsens Hustru, Anne Løkke, født Wullf, døde 72 år gammel av alderdom på gåren Blindern, 19 mars 1836. Hun ble begravet[xl] fra Vor Frelsers kirke 25 samme måned.

Søsknene hennes rykket inn på Blindern, og i avisen[xli]:

 

«Dødsfald
At vor elskelige, eiegode og retsafne Søster, Enkefru Anna Lykke Omsen fød Wolf, gikk over til et bedre Liv den 19de dennes, bekjendgjøres herved, med dyb veemod, af hendes gjenlevende Søskende.
                        Blindern, den 20de Marts 1836.
            Andrea Wolf.    Pauline Wolf.    Peder Lykke Wolf».

[i] SAO, Nes prestekontor Kirkebøker, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. I 3, 1734-1781, s. 195
[ii] Bastian Svendsen / Norsk Slektshistorisk Forening, Prestearkivet mikrofilm 1-2, p 47/342, http://old.genealogi.no/Prestehistorie/kort/prestearkivet_1_2/index.html
[iii] Olai Ovenstad, Militærbiografier – den norske hærs officerer 1628-1814 (bind II: I-Ø samt Tillegg A-Ø), 581/626, http://old.genealogi.no/kilder/mil/ovenstad/ovenstad_bind_ii/index.html
[iv] Hexeberg, Thor, Nes på Romerike. 3 : Gardshistorie, Kommunen, 1964, pp 35-36, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2010111005097
[v] Hammond kan man lese mer om i Carl Frederik Bricka, Dansk biografisk Lexicon/VI. Bind. Gerson – H. Hansen; pp 552-553, http://runeberg.org/dbl/6/0554.html
[vi] SAO, Nes prestekontor Kirkebøker, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. I 3, 1734-1781, s. 79
[vii] SAO, Nes prestekontor Kirkebøker, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. I 3, 1734-1781, s. 86
[viii] SAO, Nes prestekontor Kirkebøker, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. I 3, 1734-1781, s. 95
[ix] SAO, Nes prestekontor Kirkebøker, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. I 3, 1734-1781, s. 95
[x] SAO, Nes prestekontor Kirkebøker, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. I 3, 1734-1781, s. 95
[xi] SAO, Nes prestekontor Kirkebøker, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. I 3, 1734-1781, s. 199
[xiii] Olai Ovenstad, Militærbiografier – den norske hærs officerer 1628-1814 (bind II: I-Ø samt Tillegg A-Ø), 581/626, http://old.genealogi.no/kilder/mil/ovenstad/ovenstad_bind_ii/index.html
[xiv] Folketelling 1801 for 0301 Kristiania kjøpstad, https://digitalarkivet.no/census/person/pf01058232003046
[xv] «Området som senere ble kalt Kontraskjæret tilhørte bydelen Vestre kvarter i Christiania og besto av tre kvartaler avgrenset av Rådhusgata, Øvre Slottsgate, Akershus festning og byvollen mot vest, på skrenten mot Pipervika. Det var et strøk for håndverkere og andre jevne borgere, for det meste med hus i bindingsverk eller lafteverk. Hele byen vest for Christiania torv ble ødelagt av brann i 1686. Rester av fem bygårder fra før brannen ble funnet ved arkeologiske utgravninger i 1979-81». Ifølge https://no.wikipedia.org/wiki/Kontraskj%C3%A6ret
[xvi] Carl Frederik Bricka, Dansk biografisk Lexikon / XII. Bind. Münch – Peirup, p439, http://runeberg.org/dbl/12/0441.html
[xviii] Fuldmagter og Adresser, overantvordede Norges Regent, Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik, fra det Norske Folks Deputerede ved Rigsforsamlingen i Eidsvold, den 10. april 1814. H. 1, Christiania:Trykt hos C. Grøndahl, 1814, p 93, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2009062613002
[xix] Fuldmagter og Adresser, overantvordede Norges Regent, Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik, fra det Norske Folks Deputerede ved Rigsforsamlingen i Eidsvold, den 10. april 1814. H. 1, Christiania:Trykt hos C. Grøndahl, 1814, p 92, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2009062613002
[xxi] Wergeland, Henrik, Norges Konstitutions Historie. Af Henrik Wergeland. 2 : Andet Hefte, Guldberg & Dzwonkowskis Forlag, p 28, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2012041724009
[xxii] SAO, Oslo domkirke Kirkebøker, F/Fa/L0022: Ministerialbok nr. 22, 1824-1829, s. 350-351
[xl] SAO, Oslo domkirke Kirkebøker, F/Fa/L0024: Ministerialbok nr. 24, 1833-1846, s. 163-164