Jensine Sophie Gram kom til verden 12 mai 1812. Hun ble hjemmedøpt av Hr Langberg og fikk dåpen[i] bekreftet i Moss Kirke 28 juni samme år. Fadrene hennes ble frue Lerche; Madme Riis; Johan Friborg; Tolv Infjs. Abilgaard; Sorenskriver Herman Krefting; Magnus Tyrholm; og Hr Hvoslef.
Foreldrene var Johanne Iverine Friborg og Gregers Winther Wulfsberg. Hun var datter av en urtehandler i København, han var opprinnelig fra Tønsberg og studerte jus, også i København. Slik møttes de, og efter hvert, giftet seg med hverandre. Efter kongelig bevilling av 5 juli 1811 ble de hjemmeviet[ii] på Lille Stenseth – brudgommens fars lystgård utenfor Drammen. Dette var samme år som Wulfsberg ble utnevnt til byfogd i Moss, så han følte vel han hadde evne til å ta seg av en familie.
Et drøyt halvår senere endret verden seg: det ble fredsslutning i Kiel, kongen avstod Norges trone for seg selv og sine efterkommere, norske stormenn møttes med Christian Frederik på Eidsvold og overtalte prinsen til å velge en konstitusjonell vei til kronen. Dermed gikk det ut et åpen brev fra ham til folket og de militære, om å velge representanter til en forsamling som skulle møtes på Eidsvold for å gi Norge en ny forfatning.
Brevet, som er datert 19 februar 1814, la opp til en prosess som hadde to trinn blant de sivile: utpeke valgmenn i hvert sogn, og valgmennene som skulle komme sammen på amtsnivå og velge representanter. Det vil si: i byene var det bare en omgang.
I Moss møttes de stemmeberettigede i kirken allerede 25 februar, og valgte[iii] Auditeur og Byfoged Gregers W. Wulfsberg som sin representant.
Fra Moss til Eidsvold er det knappe 140 kilometer på moderne veier, og sikkert ikke mer enn en lang dags reise på Johanne Iverines tid, så mannen var ikke nødt til å reise før 9 april, om han ikke skulle gjøre seg noen ærend underveis.
Jensine var første barn, og efter henne fulgte Emilia Mathilde 7 april 1814. Selv om menn ikke hadde noe fremtredende rolle i barnfødsler på denne tiden – eller senere – ventet vel faren med å reise til han visste at det var gått bra. Og som man kunne vente, barnet ble hjemmedøpt. Dåpen[iv] ble bekreftet i kirken efter påske, nærmere bestemt 26 juni 1814. Fadrene hennes ble Frue Justitsraadinde Wulfsberg; Frue Mentsler; [NN] Chirurg Mentsler; Petter Tyrholm; og [NN] Schmidt i Moss.
På Eidsvold var ikke Wulfsberg av de mest fremtredende personlighetene, men gjorde sitt – som beskrevet i Norsk Biografisk Leksikon[v]:
«Av hans dagbok fra Eidsvoll fremgår det at han var særlig opptatt av at en konstitusjon for kongeriket Norge måtte forankres i maktfordelingsprinsippet. Men ut over dette grunnsynet hadde han ingen fastlåste holdninger; han lyttet med åpent sinn til de andres meninger og lot seg ikke binde til noen av de to hovedgrupperinger – “selvstendighetspartiet” og “unionspartiet” – når det gjaldt hvordan det fremtidige forhold mellom Norge og Sverige skulle ordnes. I dagboken raljerer han litt over de to partienes ekstreme meninger og skråsikkerhet».
Henrik Wergeland[vi] ga ham følgende karakteristikk:
«En Moderat, om hvem man ikke vidste hva Side han hældte. Ellers et godt og sindigt Hoved, der ofte kom med gode Bemærkninger».
Neste barn kom til verden to år efter riksforsamlingen. Jakob ble født 3 mars og hjemmedøpt[vii]. Han døde samme dag, og ble begravet[viii] 7 mars. Det var en av de tingene som skjedde: Jacob ble «fød syg».
Året efter gikk det bedre da Thora Elise ble født 27 mars 1817 og hjemmedøpt 4 mai det året. Dåpen[ix] ble bekreftet i kirken 11 juli og da var fadrene Gunnel Duus [?]; Maren [NN]; Colen Lindstrøm; Peder Pedersen; Ole Monsen; og Peder [NN].
Neste barn var en gutt som kom til verden 13 februar 1819. Han ble hjemmedøpt 21 samme måned. Dåpen[x] ble stadfestet i kirken 4 april. Da fikk han navnet Jacob, efter sin avdøde storebror, og fadrene Marte Torkildsdatter; Anne Syversen; Hellene Osmundsdatter; Johanna Jonassen; Lars Johannesen; og Han Torkildsen.
Bare halvannet år senere ble det en pike da Lagerthoe Cicilia meldte in ankomst 10 september 1820. Hun ble døpt[xi] i kirken 10 oktober og fikk fadrene Frue Mentzler; Frøken Karen Herfordt; Jfr. Friborg; Agent Lars Semb; Skibscapitain Scheel; Examinatus jris Heiberg; og O: P: Dahl.
Sommeren 1824 var Johanne og barna en tur i Christiania, dit de ankom 21 juni og tok inn hos Fru Scheel[xii].
Så skulle det gå ganske mange år før sistemann i flokken, Christian Friborg, så dagens lys 14 november 1826. Han ble hjemmedøpt fem dager senere. Denne dåpen[xiii] ble bekreftet i kirken 14 januar 1827. Fadrene hans var Frue Nordrum; Frue Karen Rynning; Forvalter Anders Semb; Lieutenant Axel Quinsgaard; Overbetjent Christopher Beenstad [?]; og [NN] Frederik Lerke.
Jensine Sophie Wulfsberg i Moss ble konfirmert[xiv] i kirken der 9 september 1827. Hun fikk karakteren «taalelig god» i kunnskap og «god» i oppførsel. Jensine er ført opp som den første av 27 piker – sammen med like mange gutter var kullet på 54 ungdommer denne tidlige høstsøndagen.
Efter hvert, men først da hun var omkring 30 år gammel, giftet Jensine seg. Den utvalgte var Poul James Reinhold Gram fra Norderhov – han var seks år yngre enn henne og jurist av utdannelse. Da de giftet seg var han bosatt i Moss der han arbeidet som Amtsfuldmægtig. Som forlovere hadde de Amtmand Wulfsberg og Lieutenant Johan Gram. Vielsen[xv] fant sted i Moss Kirke 20 juli 1842.
Jensine og Harald – han ser ut til å ha blitt kalt dét i det daglige – slo seg ned i Kongegaden 101 og 103, senere nummer 125 i Moss, der de holdt seg med en tjenestepike, Anne Helene Eilertsdatter[xvi].
Der de fikk sitt første barn, sønnen Jens Reinhold Wulfsberg. Han kom til verden 11 november 1843 og ble hjemmedøpt av presten Monrad. Dåpen[xvii] ble stadfestet i kirken 12 mai 1844. Da var fadrene Amtmandinde Wulfsberg; Frøken Frederick Boll; Frøken Emilie Wulfsberg; Amtmand Wulfsberg; Doctor Remer; Premierelieutenant Gram; og student Jacob Wulfsberg.
Neste gang gikk det ikke så godt: 18 mars 1845 fikk[xviii] Jensine et dødtfødt, fullbårent, pikebarn.
Den 3 desember 1845 nedkom[xix] Jensine med en dødfødt pike. Dette ble innberettet av jordmoren Karen Hansen, som også nevnte, i den sammenheng, at Jensine hadde fått et dødfødt barn tidligere samme år.
Neste – og tilsynelatende siste – barn var også en gutt. Han ble født 10 desember 1846 og hjemmedøpt av presten Monrad. Dåpen[xx] ble stadfestet i kirken 28 juli 1847. Denne gangen ble navnet Gregers Winter Wulfsberg og fadrene Fru Reinholdine Gram; Madame Carstens; Jfr Natalia Berg; Amtmand Birch Reichenwald; Foged C. Sibbern; og Lector Monrad.
I løpet av de neste månedene ble Harald Gram konstituert som byfogd i Sarpsborg: utnevnelsen er ikke funnet men han tegner seg som sådan under et avertissment i Morgenbladet[xxi] 25 november 1847, i forbindelse med et par skip som skal selges på auksjon ved Sannerud i utkanten av den moderne byen.
Det samme gjør han i forbindelse med skifte et halvt år senere:
«Skiftevarsel[xxii].
Da Handelsmand Johan Heinrich Andresens Bo, efter Rekvisition af hans Kreditorer, er taget under Skiftebehandling som fallit, saa vil en Skiftesamling i bemeldte Bo blive afholdt paa denne Byes Raadstue Onsdagen den 31te Mai førstkommende, Eftermiddag Kl. 3, hvortil samtlige Vedkommende opfordres at afgive Møde.
Sarpsborgs Byfogedkontor, den 13de Mai 1848.
Harald Gram,
konst»
Jensines mann fortsatte som konstituert byfogd i Sarpsborg utover våren 1849, men det ser ut til at han i løpet av det året eller året efter ble konstituert som byfogd i Søndre Gudbrandsdalen Skifterett – han tegner seg som det i forbindelse med et skifte 9 juli 1851[xxiii].
Mens de holdt til i Sør-Gudbrandsdalen, og tydeligvis bodde i Fåberg, nord for Hamar, for der kom en gutt til verden 15 mai 1853 og ble hjemmedøpt av sognepresten. Da dåpen[xxiv] ble stadfestet i Fåberg Kirke 11 august samme år fikk han gutten navnet Johan Christian Andreas Fredrik. Fadrene var Capitaine [NN] [NN]; Sorenskriver [NN]; [NN] Grundtvig; Fru [NN]; Fru Lumholtz; [NN] [N]; [NN] Gaarder; og frøken [NN] [NN].
Såpass lenge som Harald Gram var fungerende i Sarpsborg er det naturlig å tenke seg at Jensine og barna også flyttet dit – men noe belegg finnes ikke foreløbig, hverken for eller mot.
Uansett, 14 april 1854 ble Kand. juris Poul James Reinhold Harald Gram utnevnt til Politifuldmægtig i Bergen[xxv].
Det ble ikke noe langt opphold i Bergen, for året efter, 29 august, fikk Harald Gram en ny stilling[xxvi]:
– I Statsraad hos Hans Majestæt Kongen idag er Politifuldmægtig i Bergen Poul James reinhold Harald Gram udnævnt til Politimester paa Frederikshald; …»
Det vil si, det har nok foreligget et løfte om denne stillingen, og det er kanskje tvilsomt om Jensine og familien noen sinne kom til Bergen, for da utnevnelsen kom ser det ut til at de hadde vært flere måneder i Frederikshald allerede.
Det begynte ikke så godt, for våren 1855 mistet de yngstesønnen. Johan Christian Andreas Frederik, dønn av politimester Gram, døde 1 mai 1855 og ble begravet[xxvii] 5 samme måned.
Jensine og Harald rykket inn en dødsannonse i Christainia-Posten[xxviii]:
I Frederikshald engasjerte Harald Gram seg på mange måter også utenfor rollen som politimester: han var med i fattigkommisjonen, and underskrev opprop til støtte for amtmannen, Birch-Reichenwald og meldte[xxix] seg inn i en «Forening mod dyreplageri» senvinteren 1861.
Hvordan Jensine hadde det er ikke kjent – kildene er nokså tause om det, men som for kvinner flest dreiet seg nok livet først og fremst om hjem og barn – sikkert bistått av tjenestefolk – og ved siden av det selskapelighet, menighetsliv, noe kunst og kultur og, sikkert venninner og besøkende.
Men en ting var hun engasjert i, og det synes å ha vært former for kvinnesak. Dét må være bakgrunnen for at hun utpå høsten 1861 er medunderskriver på et opprop, publisert i Morgenbladet[xxx], om kvinnelige håndtverkere:
Det tør vel ansees almindeligt erkjendt, at Kvindernes Arbeide langtfra har naaet den tismæssige Udvikling og Anvendelse, som er mulig og ønskelig saavel for Arbeidet som for Kvinderne selv, især de eenlige, hvis Livsvilkaar ligesaa ofte nedbrydes ved Mangel paa Virksomhed, som ved ulønnede Slid og Slæb i de nuværende overfyldte Arbeidsbrancher. Det var ogsaa denne Erkjendelse, der foranledigede Udvidelsen af Fruentimmernes Ret til Haandværksdrift ved Loven af 18de Mai 1860, saalydende:
«Alle ugifte Fruentimmer, som have fyldt det 25de Aar, og enker skulde herefter, naar de ved to troværdge Personers Attest godtgjøre deres Duelighed i et Haandværk, have samme Ret til at drive dette Haandværk, som hidtil efter Lov om Haandværksdriften af 15de Juli 1839 § 49 har kunnet erhverves ved Tilladelse af Magistraten.
Det samme gjælder om Koner, der ere skilte fra deres Mænd, eller hvis Mænd har forladt dem.
Rettigheden meddeles paa ustemplet Papir af Magistraten mod en Betaling af 1 Speciesdaler, efterat Vedkommende har tilveiebragt den Attest, som ovenfor er nævnt».
Den vigtige Beskyttelse af denne Ret saavelsom i det Hele en udvidet Anvedelse af Fruetimmerarneodet for Haandværket, maa bidrage til at udjevne meget af Misforholdet mellem Kvindernes Evner og deres hidtil ofte unaturlig indskrænkede Virksomhed. Kvindernes Arbeidsløshed og den overordentlige Prisforringelse af deres Arbeider formedelst Kokurrencen, lige overvældende fra Ind- som Udlandet, kan nemlig ikke modarbeides ved nogen kunstig Beskyttelse af deres hidtil drevne Arbeider, der i Længde blot vilde ødelegges derved. Hellerikke kunne Fruentimmerne med deres nuværende Færdigheder, uden ved enkelte Arbeider ved Naalen m. l. konkurrere med Mandsarbeiderne til en lønnende høiere Pris. Denne vil først kunne opnaaes ved en omhyggeligere Opdragelse for en udvidet kvindelig Haandværksdrift, med Udsigt for eenlige Fruentimmer til en mulig selvstændig Udøvelse eller Bestyrelse af Haandværk eller lignende industriel Virksomhed. Ved Uddannelsen og Anvendelsen af Fruentimmer for Haandværk vil, ved Siden af den almindelige Vinding for de arbeidende Kvinder i større Dygtighed, bedre Udkomme og varigere Tilfredshet, tillige opnaaes en naturlig god Medhjælp for Haandværket, hvilken i Virkeligheden vil komme ikke alene Almenheden, men i sidste Instants ogsaa Haandværkerne selv til gode. Kvindernes Arbeid kan saaledes ikke forøges og prisforhøies uden ved Udvidelsen af deres Arbeidsfeldt, – og denne Udvidelse bliver saameget naturligere, under Fremme af den kvindelige Haandværksdrift, sm den kan og kun bør ske ved en umiddelbar fortsat Udvikling af stille Arbeider inden Døre, uden nogen Overanstrængelse, hvilken tvertimod heller har fundet Sted ved enkelte af Fruentimmernes
Sandheden heraf er allerede godtgjort for mange Slags Haandværk og industriel Virksomhed i andre Lande, t. Ex. i England, Frankrige, Schweitz m. fl. og af saadanne Haandværk der, efter Erfaringer fra Udlandet, baade kunne udøves af Kvinder og kunde vinde ved disse Nethændighed og Smag, kan her fremhæves: Skrædderiet og Skomageriet i deres væsentligsgte Udstrækning, Posementmager-, Bundtmager- Hattemager-, Handskemager-, Paparbeider-, Kurvmager-, Guldtrækker-, Bogtrykker-, Bogbinder-, Tapetserer-, Uhrmager-, Guld- og Sølvarbeider-, Gravør-, Lithograf-, Maler-, Forgylder-, Farver-, Børstebinder-, Kunstdreier- og Paraplymager-, Bager- og Kondidtor-Arbeide m. fl.
Saadanne Haandværk ville desuden mere og mere egne sig for Kvinderne, eftersom Maskinerne lette Arbeidet, saa at de kvindelige Kræfte kunde forslaa dertil bedre end tidligere.
Dog – for en saadan heldbringende tidsmæssig Udvikling af Kvindernes Arbeide og Kræfter – altid inden Kvindelighedens Grænser – er der endnu hos os flere særegne Vanskeligheder.
Igjenom Opdragelsen har denne Arbeidets naturlige Frigjørelse og Udvikling efter Ævnen endnu kun undtagelsvis kunnet kunnet vinde Plads. Vore indskrænkede Forholde og flere af vore Haandværks og Kunsters forholdsvis lave Standpunkt vanskeliggjøre ogsaa ofte for den Enkelte, uden særdeles Midler og Evner, en grundig Tilegnels og Anvendelse af nye, mer lønnende og videreførende Færdigheder for Kvinden, saalænge ikke den almindelige Skole- og Haandgjerningsundervisning for Piger hidtil har været beregnet herpaa, men tvertimod stundom har sløvet Arbeidslysten ved Overlæssen af mindre nyttige, theoretiske Kundskaber.
Tilbageholdenhed og Mangel paa Mod og Styrke til -under vore snævre Forhold – at gaa foran i Striden mod Fordomme og Laugsaand, ligesom det altid Usikre ved at begynde paa noget Nyt, og endelig Mangel paa de hertil nødvendige Midler og Beskyttelse for de Trængende have, tilligemed endnu flere andre Grunde, hidtil forindret Udviklingen af Kvindernes Virksomhed i den nævnte som i andre Retninger. Og dog er Trangen dertil, – eftersom Kvindens Stilling ved Kulturudviklingen beklagelig, men uundgaaelig mere og mere løsrives fra hjemmet, – blevet saa stor og de ledige Kvinder med gode Evner og Kræfter saa mange, at der i Sandhed er Meget at vinde, nar Isen brydes. Men hertil behøves Hjælp udenfra i den almindelige Opinion, og det især fra Kvinderne selv.
For de Lykkeligere af disse, der kunne virke i det naturligste Kald for Kvinden, nemlig som Hustru og Moder eller i Moders Sted, maate det ogsaa især være en kjær Pligt, kjærligt og frisidnet at lede og hjælpe deres mindre lykkelige Medsøstre, hver til sin nyttige Virksomhed, uden hvilken sand Tilfredshed ikke er mulig.
Og derfor, naar disse, naar disse Kvinder med Inderlighed vilde bruge deres naturlig virksomme Autoritet til at opmuntre og veilede til Arbeidets friere Udvikling for Kvinden, saalangt hendes Natur og Kraft saavelsom hendes Ret nu kan føre, altsaa langt udover de tidligere snævre Skranker for det kvindelige Arbeide, – da, men kun da vilde den tilsigtede heldbringende Reform rigtig fremmes. Den bedste Impuls maa derfor komme fra milde og tænksomme Kvinder, der bedst kjende og kjærligt maale Kvindens Evner og Ret, saavelsom hendes Mangler.
Foreninger i dette Øiemed af Kvinder og tillige Mænd maa saledes blive de virksomste Midler, fornemmelig ved Paavirkning af Opinionen saavelsom ved en direkte Tilveiebringelse Tilveiebringelse af Undervisning og Hjælp for den kvindelige Industri, at den skal kunne føde og ei sulteføde Arbeiderskene.
I inderlig Overbevisning om Ønskeligheden af en saadan videst mulig udbredt Forening af Kvinder og Mænd især de Første, fra Bygd og By Lander rundt – tillader man sig altsaa herved at indbyde dem, der i det Væsentligste maatte billige vedføiede Plan for for en Forening til «Fremme af Kvindelig Haandværksdrift», til at tegne sig som bidragydende Medlemmer af samme.
De faste aarlige Kontingent er ansat til 1 Spd. for hver Person eller for Mand og Kone tilsammen, naar begge tegne sig.
Hos flere Boghandlere, blant Andre, ville Medlems- og Bidragslister blive udlagte indtil Udgangen af November, hvorpaa de indsamles til en Paatænkt Generalforsamling i Løbet af December d. A., for hvilken vedføiede Udkast til Statuter vil blive fremlagt til Diskusjon og Afgjørelse. Ogsaa modtage undertegnede Indbydere Indmeldelser og Extrabidrag.
Maatte nu denne Indbydelse mødes med kjærlig Velvillie og med samme Tillid i videre Kredse, hvormed den er imødekommet af den, foreløpig igjennem privat Henvendelse dannede Forening – for Øieblikket omtrent 120 Medlemmer – i hvis Navn Indbydelsen ogsaa tør siges at ske!
Maatte derfor ret Mange med god Villie yde deres, om end nok saa ringe Skjærv og Hjålp til Gjerningen, saa haabe vi inderligt, at Herren vil lægge sin Vesignelse dertil, og at flere og flere ye Kilder skulde aabne sig for en heldbringende Anvendelse af hidtil unyttede kvindelige Kræfter!
Christiania, den 5te September 1861.
«Udkast til Statuter for «Foreningen til Fremme af kvindelig Haandværksdrift»
§ 1. Foreningens Formaal er at fremme Udvikklingen af Kvindernes Arbeide, især Haandarbeidet, til Hjælp for Haandværkerne saavelsom til Lettelse for Benyttelsen af den Fruentimmer ved Lov af 18de Mai 1860 tilstaaede udvidede ret til Haandværksdrift.
§ 2. Dette Formaal søges for det Første, gradvis eftersom Midler erholdes, opnaaet ved:
a) Anbringelse af kvindelige Lærlinge og Medhjælpere i passende Haandværk.
b) Hjælp til Oprettelse af forberedende Haandværksskoler for Fruentimmer, hvor, foruden i Haandgjerning, undervisis i Tegning, Konstruktion og Regnskabsførsel.
c) Uddeling af Understøttelse til begavede Kvindelige Elevers videre Uddannelse i Haandværk eller anden industriel Virksomhed – især saadanne, hvori der er Mangel paa dygtige Lærere eller Lærerinder, eller som her staar paa et lavere Trin end andetsteds.
d) Udstillinger med Præmiebelønninger af lønende kvindelige Haandværksarbeider eller andre Industrifabrikater.
Foreningen vil derhos have sin Opmærksomhed henvendt paa andre leiligheds passende Foranstaltninger til at lette Kvinder Erhvervelsen af lønnende Færdigheter, som passe for deres Ævner og af Kundskaber, som udkræves for at forestaa end selvstændig, industriel Virksomhed.
§ 3. Foreningens dannes af Damer og Herrer, der yde en aarlig Kontingent af en Spd. for hver Person, eller for Mand og Kone til sammen, naar begge tegne sig.
Frivillige Extra-bidrag modtages desforuden og antegnes særskilt.
§ 4. Foreningen bestyres af 8 Damer med Assistence af 4 Herrer, hvoraf 2 Damer som Forstandere og en Herre som Formand, halvaarlig efter Valg, varetage de løbende Forretninger. Kun til viktigere Sagers Afgjørelse samles den hele Bestyrelse. Foreningens Regnskab besørges af en af Bestyrelsen valgt Kasserer, der tillige fungerer som Bestyrelsens Sekretær.
§ 5. I Begydelsen af Marts holdes en aarlig ordinær Generalforsamling, hvori Forhandlingerne ledes af den fungerende Formand.
For Genealforsamlingen oplæses en Beretning om Foreningens Virksomhed i det forløbne Aar samt fremlægges Aarsregnskabet i revidert Stand, hvilke gjøres til Gjenstand for Diskussion tilligemed andre Spørgsmaal af Interesse.
Ligeledes fremsættes viktigere organiske Forslag or Generalforsamlingen.
Forandringer i Statuterne behøve en Majoritet af 3/5, ellers behøves kun simpel Pluralitet».
Generalforsamlingen vælger Bestyrelse samt 2 Revisorer, der til næste Generalforsamling fremlægge det forløbne Aars regnskab i revideret Stand til Decision».
Våren 1863 søkte Harald Gram, kan man lese i Aftenbladet[xxxi] 22 april 1863, på det da ledige sorenskriver- og byfogd-embedet på Hamar – som en av tolv kandidater.
På tross av at «feltet» var såpass stort, møtte Grams ansøkning med suksess og 5 desember 1863 ble det vedtatt en kongelig resolusjon som ga ham stillingen på Hamar[xxxii].
Jensine og familien ble nok å flytte nokså snart efter, men akkurat når er ikke kjent, men 14 januar 1865 er Harald aktiv[xxxiii] i embedet sitt, så gjetningsvis kom de seg av gårde rundt flyttedag om våren, det vil si 14 april.
Også på Hamar engasjerte Gram seg utenfor sine embedsplikter og ble utsett[xxxiv] til valgmann ved valgforsamlingen på Hamar 10 juni 1865 – han fikk 70 stemmer, mens nummer to fikk 46.
Det var folketelling for 1865[xxxv], og i den finner man Sophie – som hun tydeligvis var kjent som – i gård nummer 87 i 22 «Kvartall» i Hamar, sammen med mannen og sønnen Gregers, som nå er blitt 22 år gammel og student. de har tre tjenestefolk – en mann, som sikkert var mer knyttet til Harald Grams arbeid enn til huset, og to kvinner. Mannen var Sivert Sørager (45) fra Værdalen; kvinnene Anne Ambrosiusdatter (25) fra Faaberg og Eli Madslien (42) fra Gausdal.
De bodde antagelig i en leilighet eller et separat hus på eiendommen – for de delte adressen med Sorenskriveren på søndre Hedemarken, Christian Fred. H. Schive, og hans store familie.
Ti år eller så efter at Harald Gram ble utnevnt til Sorenskriver i Hamar fikk han en annen stilling. 5 mai 1875 ble han utnevnt til Sorenskriver i Thune i Smaalenene[xxxvi], og så flyttet familien dit – til utkanten av Sarpsborg.
I folketellingen for 1875[xxxvii], tatt opp tidlig følgende år, finner man Sophie Gram og mannen i Sannesundgaten, gård nummer 222, 295. Barna er fløyne, men de har en tjenestepike – 45 år gamle Marthe Christiansen fra Fåberg. Det vil si – helt forlatt var de kanskje ikke for sønnen Jens[xxxviii] bor der i byen han også, han er blitt «Fast lønnet Officer i Armeen og Lærer ved Byens kommunale Middelskole» og er gift med Valborg, født Rogstad, en 24 år gammel dame fra Christiansand.
Sønnen Jens døde, bare 38 år gammel, i Sarpsborg 14 februar 1882. Han ble begravet[xxxix] 21 samme måned. Hva han døde av er ikke kjent, men det var antagelig sykdom for han hadde legetilsyn på det siste.
Ti år, i 1885[xl], senere finner man Sofie Gram, født Wulfsberg, fremdeles i gård nummer 222 i Sannesundgaten ved Sarpsborg. Sammen med dem – av en eller annen grunn – bor den 35 år gamle lærerinnen Reinholdine Zeier, en forhenværende lærerinne fra Harald Grams hjembygd, Norderhov. Husstanden er for øvrig utvidet med hensyn til tjenestefolk, til fire personer – tre kvinner og en mann. Kvinnene var Kaja Østby (39) fra Fron ved Drøbak, som er husbestyrerinne; Emilie Kristoffersen (24) fra Varteig; og Lise Kristoffersen (16) sammestedsfra – de to siste var begge «tjenestepiker». Mannen var Kristen Albert Kristiansen (32) fra Askim; han var knyttet til Grams stilling og var kontorbetjent.
Svigerdatteren, enken efter Jens, var flyttet inn hos Sophie og Harald. Valborg Gram var nå en 34 år gammel løytnantsenke med to barn: Marie (9) og Harald (7).
Det gikk bare seks år frem til neste folketelling, for 1891[xli]. I den forbindelse finner man Jensine Sofie Gram født Wulfsberg og mannen på samme adresse i Sarpsborg. De har tre tjenestepiker – men ingen mannlige tjenere. De tre kvinnene var Kaja Birgithe Østbye (45) fra Tron i Follo – sikkert den samme som i 1885; Karen Hansen (22) fra Sarpsborg; og Karoline Marie Forsstrøm (23) fra Skeberg.
Svigerdatteren Valborg bor fremdeles sammen med dem, men de to barna hennes – Marie (15) og Harald (13) er «besøgende» – gjetningsvis er de på skole et annet sted.
Våren 1890 holdt «Foreningen til nat. text. Kundskab» et pengelotteri, og Fru Sophie Gram, Sarpsborg, vant 10.00 kroner[xlii].
Både Sophie Gram og mannen var blant de mange beundrere som sendte sitt visittkort til Camilla Collett da hun ble feiret 80-årsdagen sin i Christiania 22 januar 1893[xliii].
Morgenbladet[xliv] hadde en liten notis om Sophie og Harald 17 juli 1892:
«Guldbryllup kan paa Onsdag feires af Sorenskriver Harald Gram og Frue».
Fire dager senere, 21 juli, fulgte en større omtale[xlv] av den store anledningen – den handler mest om ektemannen, men gir kanskje et blikk på Sophies liv, óg:
«Guldbryllup. Sorenskriver Gram Frue feirede Tirsdag Guldbryllup. I den Anledning modtog det alderstegne Guldbryllupspar (Sorenskriveren er 74 og Fruen 80 Aar og begge efter Omstændighederne ved udmærket Helbred) en mængde Beviser paa, med hvor megen Kjærlighed, Agtelse og Sympathi det omfattes saavel af Slægtninge og Venner som andre Paarørende.
Allerede tidlig om Morgenen strømmet saavel fra Ind- som fra Udlandet Presenter og Telegrammer ind i mægdevis. Af de førstnævnte maa specielt fremhæves en sjelden stor og ualmindelig vakker Grugtvase fra de i Distriktet virkende Sagførere som Tak for Samarbeidet. Gjennem Ordføreren i Tune, Hr. Flødningsinspektør Furuholmen, overraktes Brudeparret fra Venne og Bekjendte i Tune og Varteig en ligeledes særdeles smuk Gave, bestaaende af et Par Portierer. Fra Sorenskriverens Kontorpersonale modtoges ogsaa en smuk liden Erindring, samt e utallig Mængde andre Presenter. Formandskabet fremmødte og Lykønskede Guldbryllupsparret, g Byens Ordfører, Overretssagføret Olsen, bragte i en hjertelig Tale Parret Tak og Hyldest fra Sarpsborg By.
Sorenskriver Gram tilhører en gammel norsk Embedsfamilie, der ifølge en i «Tidsskrift for Genealogi og Personalhistorie» for nogle Aar siden idaget Afhandling af Arkivfuldmægtig Thomle for over 200 Aar siden skal være indflyttet fra Danmark, hvor der endnu finnes flere Grene av Slægten Gram. Sorenskriverens Bedsefader, Assessor Gram paa Ulleren ved Christiania, var i Slutningen af forrige Aarhundrede Lagmand i det forende Tønsbergs og Smaalenenes Lagdømme. Hans Fader, Jens Gram, var Sorenskriver i Ringerike og Hallingdal, Storthingsmand fra Buskeruds Amt paa 3
Storthing og Præsident i Odelsthinget, død 1824. Harald Gram, der nu snart i 29 Aar har været Sorenskriver, hvoraf 17 Aar i Tune, har idethele i 34 Aar været i forskjellige Stillinger inden Smaalenenes Amt. I 1841 blev han Fuldmægtig hos Amtmand Wulfsberg, med hvis Datter, Sophie, han ogsaa er gift. I 1847-50 vaar han konstitueret i det da forenede Byfoged- og Postmesterembede i Sarpsborg. Senere ble han Politimester Fredrikshald, hvor hans Virksomhed sikkert endnu er i friskt Minde. I sit nuværende Embede indsattes han i 1874. – Han har i sin Tid været benyttet i felere til dels betydelige kgl. Kommisjoner, næmlig til Ordning af Almeningsfoholdene, dels i nordre Trondhjems Amt og dels i Gudbrandsdalen. han er Ridder af St. Olavs Orden.
Af deres 3 Sønner lever kun den ene Statsminister Gregers Gram. (N. T. B.)»
I løpet av de neste månedene ble Harald Gram pensjonist og flyttet fra Sarpsborg – antagelig til Christiania – i henhold til Morgenbladets anonyme Sarpsborgkorrespondent[xlvi]:
«Hr. Sorenskriver Harald Gram, som i de 17 Aar, hvori han har været Sorenskriver i Tune, hr havt sin Bopæl i Sarpsborg, har nylig forladt os. Ved sin humane, værdige og taktfulde Optræden og Embedsførsel havde han vundet alles Tillid, Agtelse og Velvillie.
Vi gaar nu og gjætter paa, hvilken Venstrestørrelse, der skal træde i hans Stæd.
At det bliver en Venstremand, turde vel ansees nogenlunde givet. X».
Forhenværende Sorenskriver Paul James Reinholdt Gram, bosatt Briskeby 2, døde 31 januar 1900 og ble begravet[xlvii] fra Uranienborg Kirke på V. Frelsers Gravlund 6 februar. Dødsårsaken var hjertelammelse. Han hadde hatt legetilsyn mot slutten.
Morgenbladet[xlviii] trykket en nekrolog i aftenutgaven samme dag:
«Dødsfald
Gamle Sorenskriver Gram, Statsminister Grams Fader, er idag pludselg afgaaet ved Døden hestes Han har i de sidste Aar været saagodtsom blind, men har ellers holdt sig forholdsvis kjæk trods sin høie Alder – han blev 82 Aar gammel.
Paul James Reinhold Harald Gram var født i 1818, lev juridisk Kandidat 1841, var ogle Aar Amtmandsfuldmægtig i Smaalenene, konstitueredes 1847 i det forende Byfoged-, Politi- og Postmesterembede i Sarpsborg, bestyrede 1850-54 Søndre Gudbrandsdalens Sorenskriveri og Lillehammer Byfogedembede, ansattes 1854 som Politimester i Fredrikshald, udnævntes 1863 til Soenskriver i Hamar Sorenskriveri og blev 1875 Sorenskriver i Tune, fra hvilken Stilling han tog Afsked i 1892. Siden da har han været bosat her i Christiania.
Ved Siden af sin Embedsgjerning har Sorenskriver Gram været Medlem af flere Kommisjoner, saledes i 1859 i den til Revisjon af Paslovgigningen nedsatte, hvis Forslag i alt Væsentlig ble fulgt i Loven af 1860; videre i 1861 i Kommisjonen til Ordning af Almenningsvæsenet i Nordre Trondhjem; i 1872 og 1872 var han Formand i Amtsreguleringskommisjonen for samme Amt, i 1874 Formand i den Gudbrandsdalske Almenningskommisjon og 1883 Formand i Kommisjonen for Fastsættelse af Sarpsborgs Grænser.
I alle de Stilliger, som Gram indehavede, stod ha i livlig, praktisk Rapport med Befolkningen i Distriktet, og der raadede det bedste Forhold mellem dem. Gram var den imødekommende, humane, i sin Optræden altid venlige Mand, der var rede med Veiledning og Raad, som førte til, at mange Proces er bleven sparet. Som Dommer nød han almindelig Anerkjendelse og Tillid, og han havde et betydlig Administrasjontalent, en skarp Opfatningsevne, og en mærkverdig god Hukommelse, som navnlig kom ham til Nytte, da Synet Svækkedes. Som Privatmand var han de Fattiges gavmilde Ven og den noble, afholdte Personlighed»
Sophie rykket inn dødsannonse i Morgenbladet[xlix] 1 februar:
Og, igjen[l], dagen efter:
afgik idag ved Døden i en alder af 81 Aar.
Begravelsen foregaar fra kapellet i Vor Frelsers Gravlund Tirsdag 6te Februar Kl.2»
Helt i slutten av samme år var det folketelling, og i den finner man Sophie Gram som enke i Holtegaten 8 i Kristiania, like ved Uranienborg Kirke. Sammen med henne finner man Kaja Østbye, som nå er blitt 55 år gammel, og Berthe Gulbrandsen, en 16-åring fra Furnes.
Hedemarkens Amtstidende[li] noterte, 3 februar:
«Dødsfald.
Gamle Sorenskriver Gram, Statsminister Grams Fader, er idag pludselig afgaaet ved Døden Hersteds. Han har i de sidste Aar været saagodtsom blind, men har ellers holdt sig forholdsvis kjæk trods sin høie Alder – han blev 82 Aar gammel».
Sophie levet, antagelig nokså still gitt hennes efterhvert betydelige alder, i knappe to år efter sin manns bortgang. Selv døde hun tredje juledag 1902, 91 år gammel, av Alderdomssvaghed – som selv legetilsynet hun hadde ikke kunne gjøre synderlig med. Hun ble begravet[lii] fra Uranienborg Kirke men på Vor Frelsers Gravlund, 2 januar 1903.
Dødsfallet ble notert i Oplandenes Avis 29 desember 1902:
Enkefru Sophie Gram, født Wulfsberg, Enke efter forhenv. Sorenskriver Haral Gram hersteds og Mor til nuværende Stiftamtmand Gram, afgik Lørdag ved Døden i Kristiania, henved 91 Aar gammel. Afdøde var sin sin Tid vel kjendt her i Hamar som en i høi Grad elskværdig, gavmild og opofredne Kvinde.
Hendes Mand døde for omkring 3 Aar siden».
Også Lillehammer Tilskuer[liii] hadde en notis:
« – Fru Sophie Gram, enke efter Sorenskriver Harald Gram, afgik Lørdag ved Døden i Kristiania, henved 91 Aar gammel».
Sønnen og to svigerdøtre satte en dødsannonse i Aftenposten nyttårsaften 1902: