197 Jacobine Camilla Wergeland

Jacobina Camila kom til verden i 1813.  Ved konfirmasjonen[i] i oktober 1829 ble selve fødselsdatoen oppgitt å være 23 januar 1813. Barnet ble hjemmedøpt av sin far. Ved stadfestelsen av denne dåpen[ii] i kirken 16 juni 1813 ble ikke fødselsdatoen oppgitt. Uansett: pikebarnet fikk navnet Jacobine Camilla, senere bedre kjent som Camilla Collett. Fadrene ble Mad: Sara, Raadmand Gluckstads; Jfr Catherina Olrog; Raadmand Chr. Høyer; Procurator Willoch; og Faderen.

 

Foreldrene var Alette Dorethea Thaulow og Nicolai Wergeland, og de fleste som nevner det forteller at de ble viet i Kristiansand 19 august 1807 – men det er ikke lykkes å finne en slik. Men siden det er nokså godt dokumentert at de to faktisk levet som mann og kone får dokumentasjonen utstå til en annen gang.

 

Sønnen Henrik Arnold – han som skulle bli dikteren Henrik Wergeland – kom til verden 17 juni 1808 og ble døpt[iii] et par måneder senere, 19 august. Han fikk fadrene Mad. Thaulow; Jfr. Anne Cathrine Thaulow; Kapit. Ecklef; Raadmd. Gluckstad; og Adjunkt Preus.

 

Efter Henrik fulgte Augusta Antonette, som så dagens lys 17 januar 1810. Hun ble døpt[iv] 13 april, i domkirken i Kristiansand, og hadde da som fadre Moderen; Frøken Henriette Eckleff; Rector Amberg; Lieut. v. Eckleff; og Assessor Diriks.

 

Året efter ble det en gutt. Han kom til verden 1 mai 1811 og ble døpt[v] i Kristiansand 19 juli samme år. Da fikk han navnet Harald Titus Alexis og fadrene Fru Obristelieutenantinde Eckleff; Moderen; [NN] Sørensen; Assessor Lange; og Forvalter Fleischer.

 

Så var det altså Jacobine Camillas tur. Bare seks måneder senere opprant 1814, med Kielertraktat, Danmarks avståelse av Norge, Christian Frederiks beslutning om å søke Norges trone, og Notabelmøtet som overtalte ham til å søken en politisk vei til det målet, heller enn bygge på arveretten, som Kongen likevel hadde frasagt seg – også på vegne av sine efterkommere. Dermed ble det besluttet å holde organisere en forsamling som skulle gi Norge en ny styreform, og som skulle møtes på Eidsvold 10 april samme år.

 

I den sammenheng ble det offentliggjort et åpent brev fra Christian Frederik, der han ba om at folket måtte utse utsendinger til det berammede møtet – de skulle velges på litt ulikt vis i kjøpsteder, landdistrikter, og militære avdelinger.

 

I Kristiansand kom de stemmeberettigede sammen i Domkirken 4 mars 1814, og der valgte[vi] de, som sine representanter til Eidsvolds-møtet Pastor Wergeland og Grosserer Ole Clausen Mørch.

 

På Eidsvold var Wergeland nokså aktiv, kanskje mer enn kollegene satte pris på, fra tid til annen:

 

«Til Eidsvoll ankom han med et personlig utkast til grunnlov som bl.a. innførte ordet «Storthing», og han ble innvalgt i konstitusjonskomiteen. Wergeland sluttet seg til kretsen rundt grev Wedel som forsvarte Riksforsamlingens posisjon overfor Christian Frederik, men hans doserende utlegninger skapte sterk irritasjon hos selvstendighetspartiet, og han fikk føle Georg Sverdrups sarkasmer. Bare forsonende innlegg fra Jacob Aall og Peter Motzfeldt forhindret at forsamlingen ved avslutningen 20. mai refset hans opptreden[vii]».

 

Forsamlingen avsluttet sitt arbeid til 20 mai 1814, og så kunne medlemmene reise hjem, eller hvor de måtte ville. Dermed kunne Nicolai være hjemme hos familien mot slutten av måneden, hvis han da ikke gjorde seg noen ærend underveis.

 

Et drøyt år senere nedkom Augusta Antonettes mor med en sønn, Han skulle vise seg å bli siste barn i denne familien. Joseph Frantz Oscar så dagens lys 17 november 1815. Da han ble døpt[viii] 1 januar 1816 var fadrene Anna Rosing; Jfr. Jacobine Gluckstad; Jacob Gluckstad; og Pastor Hans Sev. Arentz.

 

Året efter fikk faren kallet som sogneprest på Eidsvold. Han holdt sin avskjedstale i Kristiansands Menighet 11 mai 1817 – man kunne senere kjøpe den for 1 riksdaler pr eksemplar[ix].

 

Når Alette og familien kom frem til Eidsvold er ikke kjent, men en meget senere fremstilling[x] av forholdene familien skulle leve under forteller dette:

 

«I 1817 flyttet familien til Eidsvoll prestegard. Det ble en brå overgang fra skjærgårdsnaturen og det sosiale liv i Kristiansand til det ensomme innlandslandskapet på Eidsvoll. Også kontrasten mellom ektefellene kom sterkere fram her, slik Camilla Collett, som skulle bli Norges første feminist, antyder i erindringsboka I de lange Nætter (Collett 1863):

 
”Saa levede hun vegetativt hen ved siden af Far, de største kontraster Livet nogensinde kunde stille sammen …”

 
Med fem små barn, og etter to ukers båtreise til Kristiania, hadde familien kommet med hesteskyss til en tom og forfallen prestegard på Eidsvoll. Camilla erindrer at moren sank ned i en stol og gråt ved ankomsten (Collett 1863). Men det varte ikke lenge før Alette Dorotheas grønne fingre hadde tryllet fram blomster og urter både ute og inne. Vinduskarmene ble fylt med blomster, gjerne roser og gyllenlakker, blomster vi kjenner fra Henrik Wergelands diktning.

 
Prestegarden var en storgard med et stort tjenerskap. Noen av tjenerne forble der livet ut. Det sier noe om at Alette Dorothea må ha vært en god husfrue, med omsorg for både folk og dyr, blomster og planter. I tillegg til egne barn ble to fosterbarn oppdratt i familien, det var Nicolais søstersønn, Nicolai Storm, og brordatter Laura. Jo, her var nok å gjøre. Og hun fikk neppe tid til å lese så mye hun kunne ønsket.»

«Prestegarden ble et gjestfritt hjem, som også hadde rom for selskapelighet og ball. Barna ble tidlig sendt hjemmefra på skoler, og tok gjerne med seg venner hjem i feriene. Særlig Henrik ba med seg venner. Og alle ble like godt mottatt av moren; hun gjorde ikke forskjell på høy eller lav. Denne holdningen kommer også fram i måten hun tok imot kommende svigerdøtre på. Henriks Amalie, ”folkets datter”, ble omsluttet med samme varme som Oscars Alethe, datter av en embetsmann. Henrik skulle senere si om sin mor at hun hadde kjærlighet ikke bare for sine egne, men for fremmede og fattige (”Min Moder”, sept. 1844). Morens væremåte ga trolig næring til hans livsvarige kamp mot fattigdom og urettferdighet. Et brev Alette Dorothea skrev 6. mai 1838 til sønnen Oscar, bekrefter hennes sosiale engasjement: 

”Det har vært en kold og trist Vinter. Endnu ligger her Sne i Bakkerne, og man ser ikke et grønt Blad. En utrolig mængde Fattige vrimler her af. 20-30 kommer hver Dag og faar Mad.”»

 

Selv om Jacobine Camilla fikk en interessant og sikkert god, efter tiden, barndom, var den nok også preget av hvordan moren opplevet den verden hun var plassert i. Jacobine Camilla skrev senere, i boken I de lange Nætter[xi], dette om moren, og det er sikkert en god oppsummering av Alettes Wergelands liv:

 

«Sjette Nat.

Moder hedte Alette Dorothea og var den næstyngste af min Bestefaders tretten Børn.

 

Hvad skal jeg sige, der mest træffende kan betegne hende: Hun havde et barns Aand, men en Serafs Hjerte, noge saa uberørt og rent kunde man ikke tænke sig. Hun bevarede en Sekstenaarigs pigeagtige Sky og Undseelse til sidste. Hun havde været Christiansands Skjønhed i Byens Velmagtstid, det vil da sige under og efter Krigen, da den var Sædet for en Dannelse og Selskabelighed, der af alle skildredes som usedvanlig.

 

Det var siden hendes største Glæde disse Erindringer, naar hun kunde fortælle om Famiere Hegermann, Grev Moltke, Isaachsen, van Kervel, Reinhardt, etc., alle rige og ansete Huse, hvori Damerne vare Skjønheder og Herrene noget tilsvarende, maaske uimodstaaelige.

 

Jeg tror virkelig, at Menneskene vare gladere og i det hele lykkeligere i den Tid. De bare ogsaa Lidelsen lettere og gladere, og – de døde gladere, maaske fordi de have levet mere fornøiet, i den rette Forstand, mener jeg da.

 

Fra al denne Herlighed og den huslige Lykke, mine Forældre nøde, trods de tarveligste Kaar, blev hun pludselig bortrykket og hensat i Eidsvolds dybe Naturensomhed. Her fandes den gang meget faa, til hvem hun kunde slutte sig, saa stakkels Mor, ganske anvist paa sig selv, kom total tilkort.

 

Saa levede hun vegetativt hen ved Siden af Far, de største Kontraster, Livet nogensinde kunde stille sammen, uden at optage noget af ham, skaaned af ham, som den ludende Klippe skaaner og skjærmer for den skjælvende Blomst, den tillige berøver Sol.

 

Far behandlede hende med en vis øm Overbærelse, blandet med et Anstrøg af gammelsdags Courtoisie; han tog altid Parti med hende, om Uretten var aldrig saa stor.

 

Hun var huslig og flittig og havde nok med den store Landhusholdning, hvoraf hun ikke forstod det mindste, saa Tiden gik paa den Maade taalelig.

 

Hun forrettede alting med en mageløs Hurtighed. Det var umuligt at følge hendes Fingres Bevægelser, naar hun syede eller strikkede.

 

Om hun var praktisk, naar mand dermed forstaar noget andet end en Detailfærdighed, om hun havde Kunstnerevne til at samle og belive alle disse utallige og modstræbende Enkeltheder, det ved jeg ikke, men i hendes Nærhed var der altid godt at være».

 

Så ble altså Jacobine Camilla konfirmert[xii]. Det skjedde i Eidsvold Kirke og de var bare tre piker i dette kullet – ikke overraskende er hun ført opp først av dem!

 

1829 var, for øvrig, et beveget år for noen i familien Wergeland. Ikke bare ble Jacobine Camilla konfirmert, men broren Henrik var en ledende figur i forbindelse med det såkalte Torvslaget i Christiania 17 Mai dette året, der også Edvard Vilhelm Vedøe deltok: senere på året giftet[xiii] han seg med Jacobine Camillas storesøster Augusta Antonette.

 

Camilla Collett er en pilar i norsk kulturhistorie, og er skrevet om av mange: her skal gies det som er gitt de andre døtrene (og de andre kvinnene i deres liv) av Eidsvoldsmennene: et reisverk som andre kan bruke – om de har lyst – som utgangspunkt for nye og andre betraktninger over de livene som ble levet.

 

Som tilfellet er med de aller fleste kvinner, har ikke Jacobine Camilla satt dype spor i førstehåndskilder av offentlig karakter, men andre, mer private, kilder har vært brukt til å sette sammen nokså detaljert levnetsløp.

 

«Camilla Collett hadde tre års skolegang. På hennes tid var skole hovedsakelig forbeholdt embetsmannsstandens sønner. Men Collett fulgte den undervisningen som hennes brødre fikk da de hadde huslærer hjemme på prestegården på Eidsvoll. I skoleåret 1826–1827 gikk hun på Jomfru Pharos pikeskole i Christiania, og i to år, fra 1827 til 1829, var hun elev hos Herrnhuterne på Brødremenighetens skole i Christiansfeld i Sønderjylland.

 

I motsetning til de fleste kvinner innen embetsstanden var Collett svært bereist. I 1834 besøkte hun og faren Paris i flere måneder og ble kjent med både kunstnere og revolusjonshelter. I 1836–1837 bodde Collett i Hamburg. Der ble hun kjent med den revolusjonære litterære bevegelsen som kalte seg Det unge Tyskland (Das Junge Deutschland). Etter at hun hadde forlovet seg med Peter Jonas Collett (1813–1851) i 1839, tilbrakte hun et års tid i København mens han var på dannelsesreise i Europa».

 

Rundt disse tider hadde Camilla Collett et forhold til Johan Sebastian Welhaven, som var en rival av hennes bror, et forhold som efterhvert tok slutt uten drama, men med følelser på begge sider, kanskje mest hos Camilla Collett. Her fra Norsk Biografisk Leksikon[xiv]:

 

«Fremveksten av Camilla Colletts kvinnepolitiske standpunkter kan vi følge gjennom å se på utviklingen av forfatterskapet. I Optegnelser fra ungdomsaarene skrev hun om sin ulykkelige forelskelse i Johan Sebastian Welhaven. Siden 1831 hadde Camilla og Welhaven møttes i de samme sosiale kretser, men den sosiale etikette og striden mellom Welhaven og hennes bror Henrik stilte seg i veien for at de kunne bli nære venner. Ikke desto mindre var hun svært opptatt av Welhaven, og ryktene gikk om dem. I 1835 brevvekslet de. Welhaven skrev at hun var en smukk melodi som spilte i hans indre. Men han forklarte også hvordan det han kjempet for, nemlig den idé han med den varmeste inderlighet og djervhet forkynte, var ham langt mer kjær enn hans egen velferd. Ideen ble ikke nærmere definert, men vi kan gå ut fra at han mente det dannelsesprosjekt han forfektet i striden med Henrik Wergeland.

 

  1. april 1835 svarte Camilla med å erklære hvor dypt hun følte for ham, og forklarte at disse følelsene var basert på hans evne til å uttrykke det hun ennå ikke fant ord for. Welhaven svarte høflig, men avvisende, at en slik glede som å vite at hans vesen var innsluttet i hennes dype gemytt ville han ikke la gå til grunne ved å dele en borgerlig tilværelse med henne. Nei, deres forhold var av en høyere art og skulle ikke risikere å brytes ned av hverdagslivets “tusinde Ærgerligheter”.

 

På dette siste brevet svarte hun ikke, men i desember 1835 begynte hun å skrive en erindring om alt som hadde foregått mellom dem. Dessuten begynte hun på en dagbok, også den fokuserer på forholdet til Welhaven. Det er disse tre tekstdelene – erindringen, brevene og dagboken – som senere ble satt sammen til Optegnelser fra ungdomsaarene. Det handler om den elskende kvinnen som skriver om sine følelser for den elskede: Til å begynne med håper hun på en forening, men etter konfrontasjonen i brevene tar hun avstand fra ham og sliter med å frigjøre seg fra sin egen bundethet til ham».

 

 

I 1841 giftet altså Jacobine Camilla seg. Hennes tilkommende var Peter Jonas Collett, sønn av Eidsvoldsmannen Johan Collett og dennes kone, Thomasine Christiane Birgitte – fedrene deres kjente hverandre, med andre ord, fra 30 år tilbake. han var bror av Sophia Augusta de Stockfleth Collet. Kanskje valgte hun sin ektefelle selv, likevel: hun var en selv-tenkende ung dame. Uansett dette, «Lector Juris Peter Jonas Collett, 28 Aar gl. og Frøken Jakobine Camilla Wergeland, 28 Aar» hadde forloverne Pastor Ole Severin Olsen og Cand. Jur. Harald Wergeland. Vielsen[xv] fant sted 14 juli i Eidsvold Kirke.

 

Året efter bryllupet utga Jacobine Camilla et av de første publiserte skriftstykkene sine, et essay som ble tatt inn i dagsavisen Den Constitutionelle for 23 og 24 mars. Essayet hadde tittelen Strikketøisbetragtninger – men ikke inneholder svært mange oppskrifter. Om man leser det finner man en velskrevet, polemisk, feministisk pamflett – såpass velskrevet at det er tydelig at Jacobine Camilla alt har betydelig øvelse i denne kunsten. Likevel: de neste årene ser man lite til henne – man kan vel anta at hun lot sine hustruelige gjøremål overta: barn, hjem, mann, selskapelighet, familie, venninner: alt dette fylte fort en dag.

 

Jacobine Camilla og mannen fikk sitt første barn i Christiania mot slutten av samme år. Sønnen Robert ble født 2 desember 1842 og døpt[xvi] 18 april året efter. Det vil si: kirkebokføreren ser ut til å ha trodd at barnet var kommet til verden i september 1842, men er tydeligvis blitt rettet på og skriver, litt snurt, om den riktige datoen: «efter Opgave af Kand … Collet er født 2den Decbr 1842». Uansett: Roberts fadre ble Frue Emilie Collett; Fru A. Colban; Frøken Natalie Diriks; Justitssecretair Collett; Lieutenant Oscar Wergeland; og Lector Hallager.

 

Neste barn så dagens lys på Prestegården på Eidsvold, altså hjemme hos Jacobine Camillas foreldre: hvorfor der er ikke åpenbart, men kanskje mannen var bortreist. Sønnen Alf ble født 8 august 1844 og døpt[xvii] 4 september. Fadrene var Oberst P. Aalbo [?]; Lieut. H. Krogh; Lieut. F. Harting; Pastor A. S. Olsen; Mdm D. Kaasen; Jfr. M. M. Gostad [?]; og Hr. L. A. Wergeland.

 

Jacobine Camillas bror Henrik døde året efter Bureauchef ved Rigsarchivet, Henrik Wergeland, født i Christiansand, gikk bort 11 juli 1845 og ble begravet[xviii] 17 samme måned. Dødsårsaken var Tæring og Betændelse.

 

Begge de to siste sønnene ble født i Christiania. Oscar så dagens lys lille Julaften 1845 og ble døpt[xix] ved Fødselsstiftelsen – kirkelig lå denne under Domkirken – 3 januar 1845. Fadrene hans var Fru Faugstad; Fru Wergeland; Frøken Kaja Collett; Bureauchef Baumann [?]; Fuldmægtig H. Collett; Adjunkt Colban; og P. Collett.

 

Og til slutt i denne lille flokken – Emil. Han meldte, visstnok[xx], sin ankomst 30 august 1848 men dåpen, som skal[xxi] ha funnet sted i Christiania, er ikke funnet i kirkebøkene.

 

Jacobine Camilla ble enke – bare 38 år gammel – da hennes jevngamle mann, Professor Peter Jonas Collett døde av tæring 18 desember 1838. Han ble begravet[xxii] på «Byens Kirkegård» 22 samme måned.

 

Julaften dette året rykket hun inn en annonse i avisen[xxiii]:

 

        «At min elskede Mand, Professor Peter Jonas Collett, döde fra mig og 4 smaa Börn den 18de d. M., bekjendtgjøres sörgeligst. Jeg takker af Hjertet alle dem, der viste han den sidste Deeltagelse.

        Christiania, den 23de Decbr. 1851.

                                Camilla Collett

                                födt Wergeland».

 

Bortsett fra sorgen efter mannen, fant Camilla seg også i en vanskelig økonomisk situasjon, med fire barn å sørge for:

 

«Etter Jonas Colletts død 1851 fikk Camilla enkepensjon, men den strakk ikke til for hennes og sønnenes livsopphold. Huset ble solgt og hjemmet oppløst. Da Camilla Collett i oktober 1852 reiste til København, der hun arbeidet på romanen Amtmandens Døttre, ble to av sønnene, Robert og Emil, igjen hos slektninger i Norge[xxiv]».

 

Løsningen ble at to – Robert og Emil – av sønnene bodde hos onkler, mens de to andre forble hos moren.

 

«Camilla Collett var tilbake i Christiania sensommeren 1853. Første del av Amtmandens Døttre ble utgitt anonymt i desember 1854, annen del utkom i juni 1855. Robert og Oscar bodde etter hvert fast hos hver sin onkel, Alf og Emil bodde for det meste hos moren[xxv]».

 

Efter en periode på syv år, da hun var stille i norske aviser, dukket Camilla opp igjen i Morgenbladet[xxvi] i april 1858, med strid i sinne: hva det dreiet seg om er ikke helt klart, men det er klart nok at hun tok det på alvor:

 

        «I Forbindelse med Hr. Rigsarkivar Langes Erklæring i Morgenbladet for idag finder jeg mig opfordret til yderligere at oplyse, at jeg ikke har givet Forandledning eller Tilladelse til a mit Navn blev nævnt i Forfatterlexikonnet, men at jeg naturligviis ikke har kunnet forhindre, at et verserende Rygte ogsaa fik et Udtryk gjennem dette.

 

        Bedes vevilligt optaget i de Blade, der have aftrykt hiin Notits overeensstemmende med Morgenbladet.

 

        Christiania den 10de April 1858.

                                            Camilla Collet

                                            født Wergeland»

 

På denne tiden bodde Camilla og de to sønnene i Munkedamsveien, i det minste flyttet de fra en leilighet der høsten 1859:

 

        «Den Familiebekvemmelighed, som beboes av Fru Camilla Collet, bestaaende af 3 smukke Værelser med Kjøkken og Vedrum, er tilleie i 2den Etage i min nye Gaard i Mukedamsveien.

  1. Gunnestad i Østregade[xxvii]».

 

 

De neste årene utga Camilla Fortællinger og selvbiografien I de lange Nætter, som utkom i, henholdsvis, 1860 og 1862.

 

Om det var disse bøkene eller andre fortjenester er ikke kjent her, men i 1863 fikk hun en æresbevisning[xxviii]:

 

        «Under Kongens sidste Ophold her blev Forfatterinnen Fru Camilla Collett tilstilet Medaillen «pro arte & ingenio»

 

Dette var også anledningen til den tidligste notisen funnet i svenske aviser, dette tilfellet Aftonbladet[xxix]:

 

«- Konungen harunder sitt sednaste vistande i Kristiania förärat den den utmärkta författarinnan till «Amtmendens döttre», fru Camilla Collett, medlajen pro arte & ingenio»

 

 

Norsk biografisk leksikon forteller om de neste årene:

 

«Fra høsten 1863 var hun igjen borte fra Norge i et års tid, med opphold i København, Berlin og Paris. 1865–66 bodde hun i Stockholm med Emil, på grunn av hans utdannelse[xxx]».

 

Som følge av denne utenlandsreisen, er ikke Camilla å finne i folketellingen for 1865. Sønnen Robert er nå 24 år gammel og student, og er ført opp som «Pleiesøn» hos onkelen Johan Collett i Oscars Gate i Christiania[xxxi]; de to andre – Oscar (21) og Alf (22) – bor begge hos onkelen, Bureauchef Carl Collett, i «Josefines Gade (Hægdehougsveien til Pilestrædet)». Begge var studenter – men, mens Oscar var «Pleiesøn» var Alf «Logerende»[xxxii].

 

12 Januar 1866 diskuterte Stortinget, blant andre saker, en rekke pensjonsforhold, blant annet til døtre av avdøde Eidsvoldsmenn. Sakene 46-50 angikk Magdalene Cathrine Nysom; Anette Petrea Aslaksen født Nysom; Severine Emilie Margrethe Lund; og Marthe Marie Christensen. Disse ble vedtatt enstemmig og uten debatt. Sak nummer 51 var Camillas[xxxiii]:

 

«Af Komiteindstillingen indtages:

 

Enkefru Camilla Collett, født Wergeland.

 

Komiteen finder det efter Omstændighederne rigtigt ved denne Post med noget større Fuldstændighed, end man ellers i Almindelighed har anseet nødvendig, at gjengive indholdet af hva der fra Regjeringens Side er anført til Støtte for Bevilgningen af den her pførte Pension stor 80 Spd.

 

I et Sagen vedlagt Foredrag af 9de Januar 1864, bifaldt foraavidt ved kongl. Resol. af 30te f. M. angaaende den almindelige aarlige Uddeling af Statscassens Gratifikationsfond saavelsom af det ved Embedsmændenes Betalings-Gebyhrer dannede lignende Fond, har Finans- og Tolddepartemenet blandt annet anført Følgende:

 

«Blandt Ansøgerne er der En, hvem Departementet finder at burde anbefale til Pension af Statscassen, nemlig Enkefru Camille Collett, eke efter Professor Collett og Datter af afdøde Provst Nicolay Wergeland. Da Børn af Eidsvoldsmænd i Transtilfælde have erholdt Pension ved Storthingets Bevilgning, samt da Fru Colletts Fader var en af Rigsforsamlingens fremtrædende Medlemmer, ligesom hans Deltagelse i det offentlige Liv tidligere, havde vundet Anerkjendelse, ligger allerede heri en Opfordring til at tilstaa hende Pension, hvortil endnu kommer, dels at hendes afdøde Mand, der i en tidlig Alder blev bortrykket, var en begavet og i flere retninger fortjent Embedsmand, dels og fornemmelig, at hun selv ved Digterverker, der til de mest fremragende inden vor Literatur, har erhvervet sig et grundet Krav paa Anerkjendelse. Vistnok ere de Indtægter, som ere Fru Collett sikrede, ikke ganske smaa i Forhold til hva der for Embedsmænds Enker er sædvanligt; men de ere dog ikke større, end at der for med dem at have at tarvelig Udkomme udkræves en uafladelig Syslen med og Omtake for økonomiske Detaljer, der billigvis maa indrømmes at være vanskeligen forenlig med Bevarelsen af den sjelelige Stemning, som betinger Fortsættelsen af den Virksomhed, hun hidtil til vor Literaturs Ære og Opkomst har udviklet. I henhold hertil tillader Departementet sig underdanigst at andrage om, at der maa tilstaaes Enkefru Collett en Pension af Statscassen, hvis Størrelse i Betragtning af de forskjellige her releverede Omstændigheder antages passende at kunne ansættes til 80 Spd. aarlig at regne fra 1ste Januar d. A.»

 

Med Hensyn til den saaledes opførte Pension skal Komiteen tillade sig at anføre, at et Flertal (7) af dens Medlemmer, uden at miskjende Betydningen af Enkefru Colletts literære Virksomhed, dog har antageet, at der ialfald ved nærværende Leilighed er overveiende Grund til ogsaa for hendes Vedkommende at blive staaende ved det Beløb, der i Almindelighed har været tilstaaet Døttre af Eidsvolds-Forsamlingens Medlemmer som Pension af Stats-Cassen, hvilket tillæg nemlig i Forbindelse med de faste Indtægter, hun forøvrigt har, tør Ansees at ville give hende endog forholdsvis noget bedre Vilkaar, end ellers sædvanligt for Embedsmands-Enker i lignende Stilling.

 

        Det ene Medlem af Komiteen, der overhodet ikke har troet at kunne anbefale den slags Pensioner, hvorom der nærmest er Spørgsmaal, har hertil fundet saa meget mindre Føie i dette tilfælde efter hvad der om Vedkommendes økonomiske Stilling i det Hele er oplyst.

 

        Derimod har et andet af Komiteens Medlemmer, – uden for Øvrigt at være uenig i den samlede Komitees Opfatning med Hensyn til det mindre heldige i den Stilling, Bevilgningsspørgsmaalet i nærværende Tilfælde har faaet ved at komme umidelbart ind under Behandlingen af det særegne Slags Pensioner, der for Eidsvolds-Mænds Døtre pleier at tilstaaes efter en for dem i Fællesskab gjældende almindelig Maalestok,  – dog antaget, at der af de ovenfor i Regjeringens Foredarg udførligere fremhævede Hensyn ikke alene til Vedkommendes egen fortjenstlige literærer Virksomhed, men ogsaa til hendes saa tidligt bortgagne Mands anerkjendte Dygtighed baade i denne og andre Retninger, samt overhoved til den stærkt fremtrædende Stilling, som flere af hendes nærmeste Slægt have indtaget i vort offentlige Liv, maatte kunne være Føie til her at gaa noget videre, end til hvad der af Komiteens Flertal bringes i Forslag. Det sidstnævnte Medlem vil saaledes være tilbøielig til, i Betragtning tillige af, at efter hans Bekjendtskab til Forholdene den her omhandlede Enke Sandsyndligvis endnu i en længere Fremtid vil komme til for sine Sønners Uddannelse at gjøre fortsatte Opofrelser af større Betydenhet, end at de kunde bestrides ved de ellers til hendes Raadighed staaende Midler, at anbefale hende bevilget af Statscassen et beløb af i det Hele 100 Spd. aarlig, – muligens med tillæg om, at denne Understøttelses Vedvaren i uforandre Omfang gjøres afhængig af hva kommende Storthing herom maatte ville beslutte.

 

I overensstemmelse med Flertallets Mening indstilles som 51de Post:

 

Den for Enkefru Collett opførte Pension fastsættes til 40 Spd. aarlig.

 

Birch-Reichenwald vilde have denne Pension bevilget med 100 Spd. og henholdt sig i saa Henseende til hvad herom var anført i Komiteindstillingen.

 

Jaabæk kunde ikke stemme for Pluralitetsindstillingen paa Grund af, at vedkommede havde en forholdsvis betydelig Indtægt. Ved at bevilge … vilde man forlade den Grunvold, hvorpaa man begynte at give Eidsvoldsmænds Døtre Pension, nemlg trængende Omstændigheder. Han kunde efter sin Opfatning heller ikke lægge Vegt paa hendes Digterverker. Den samlede Indtægt for alle Norges Indbyggere var 60 Millioner Spd., eller for hver enkelt 37 ½ Spd. Fru Colletts Indtægter, der vare angivne til 300 Spd., overstege saalangt dette Middelbeløb, at han ikke troede man kunde forsvare at give hende enda mere.

 

Schweigaard vilde stemme for Birch-Reichenwalds Forslag og det af flere Grunde. Først havde man en Præcedens for, at en Professorenke i omtrent lignende Stilling, hvis Mand tidlig var bortrykket, havde faaet Pension. Dernæst var Vedkommende en Eidsvoldsmands Datter, og endelig vilde Taleren nævne den Stilling, hun indtog ved sin literære Virksomhed. Disse Grunde samlede burde dog kunne trække til Maalet.

 

Valstad kunde ikke opfatte dette som nogen Digtergage, skjønt Vedkommende jo var flink til at skrive. Men hvis hun ikke havde været Datter af en Eidsvoldsmand, vilde Pension visseligen ikke være bleven opført. Taleren bragte derpaa i Erindring den Strid, der fra Begyndelsen af havde været om Edsvoldsmændenes Døtre overhovedet skuld have Pensioner. Man var oprindeligen gaaet ud fra, at kun de mest trægende skulde have, derpaa havde man slappet Tøilerne, saa der var bleven en kurant Sang, at alle skulde have, og nu vilde man tilsidst endog gjøre Forskjel paa de mere eller mindre udmærkede, og give de første større Pension end de almindelige 40 Spd. Dette vilde Taleren ikke være med paa.

 

Hammerstad mente, at man skyldte disse Fædre ikke at lade deres Døtre lide Nød. Der knyttede sig desuden Erindringer til Fru Collets Navn, hendes Broders Minde levede i den norske Nations Hjerter, og Taleren troede ikke, det vilde blive godt optaget omkring i Landet om man lod Henrik Wergelands Søster lide Nød. Nu var der vel ikke Nød i alleregentligste Forstand, men med Hensyn til Økonomien kunde man ikke lægge samme Maalestok paa Alle. Taleren vilde derfor nødig være med paa at afknappe her og frygtede ikke som Valstad Konsekvenserne. Steens Mening var i det Væsentlige bleven udtalt af Hammerstad; han vilde endnu kun ytre, at det var uheldigt, at denne Pension var kommen frem her, det var ikke ikke alene som Eidsvoldsmands Datter at der her var Tale om at bevilge Fru Collett Pension. En Foregaaende Taler havde fremhævet 3 Grunde, som her talte for at bevilge en større Sum, den 4de havde han udeladt og det var de, som Hammerstad havde angivet. Det havde været Tale om at kjøbe Veneration for Nationalforsamlingen ved Pension til Eidsvoldsmændenes Efterladte; her var i Sandhed Anledning til at hylde Nationalforsamlingen ved at hædre dens store Navne.

 

Ved Voteringen bifaldtes Birch-Reichenwalds Forslag med 61 St.

 

Efter et kort Referat hævedes Mødet omtrent Kl. 2½».

 

Akkurat når Camilla Collett og Emil kom tilbake til Christiania er ikke klart, men hun var antagelig der da hun i februar 1867 skrev en artikkel eller et innlegg i Morgenbladet[xxxiv], knyttet til hennes bror Henrik:

 

«Det hører næsten til den fatalistisk Uundgaaelige at se Alt, hvad der knytter sig til Henrik Wergeland og dem, der have nydt den farlige Berømmelse at være hans Slægtninge, gjengivet med Farver og Omrids, der mere ere hentede fra en imaginær Verden end fra den virkelige.

 

Det lader sig maaske til dels forklare, hvor det gjælder hans Fader, naar man erindrer, at han var en Mand, der begyndte sin Bane med stærkt fremtrædende politiske handlinger og navnlig med et i høi Grad æggende Skrift, og at han efter have kastet dette Stridsæble ind i Nationenpludselig forsvant fra Scenen for at tilbringe sit hele øvrige Liv i afsondret Ensomhed.

 

Om en Saadan Mand, der har været omtalt af Alle, men kjendt af yderst Faa, var det at vente, selv om han ikke havde været Henrik Wergelands Fader, at der vilde danne sig fantastiske Forestillinger, der efterhaanden stivnede ligesom Lavaen, lod sig udforme til hvilkensomhelst efter Publikums Smag og Behov tillempet Billede.

 

Det er paa denne Maade, Mythefirgurerne ere blevne til. Hvor disse mythiske Tildigtninger, som Slægten er udsat for have været af en uskyldig Natur, det vil sig, kuns berørt Angjældendes ydre Forhold, har man ikke fundet det nødvendigt at træde op med nogen Yilrettevisning, men nøiet sig med at tænke, hvor ønskverdig det vilde væreet, om Vedkommende havde øst af mere paalidelige Kilder.

 

En anden Sag er det, hvor den Slags Personalier spiller ind paa det indre Omraade, og selv upaalidelige, tjene til at styrke nye Vildfarelser. Dette maa siges at være Tilstæde med en Artikel med Overskrift: «Om Professor O. J. Brochs Skandinavisme».

 

Naar Forfatteren af denne paastaar at, Henrik W. har suget sit første Had til Danmark og Skandinavismen af de Anskuelser, den Tone, der raadede i hans Fædrehjem, og understøtter denne Paastand med et rigt Udvalg af «Familiemyther», saa tør dette ikke forblive uimodsagt, og jeg nødes til at udbede mig Plads for nogle Oplysninger.

 

Henrik Wergelands Moder Alette*) Dorothea var ikke Holstenerinde, end sige Schleswigholstenerinde. Hun er født i Norge af tvende udenlandske Slægter (Tyske, Skotlændere), men som dog i flere Generationer havde været bosatte her i Landet. Tre af Hendes Brødre bleve danske Embedsmænd og vare døde længe før Opstanden i Slesvig. Ikke om nogen af disse mine Onkler have vi hørt, at de vare misfornøiede med Regjeringen, Moder har aldrig med sin Fod været i Holsten, men vel i sin første Ungdom opholdt sig et Par Aar i Kjøbenhavn, og dette Besøg høre til hendes festligste, lyseste Erindringer, hvoraf hun undertiden meddelte os Børn noget. Hun kan altså ikke regnes til deres Tal, der har forplumret Skandinavismesn klare, endnu sparsomt rindende Kilde, men maa gjøre fuld Paastand paa at betragtes som det uskyldige Lam i Fabelen, der drikker nedenfor Anklageren.

 

Hvad nu Tonen i Henriks Hjem angaar, da raadede der intet mindre end en uvenlig Tone mod Danmark. Dette var dog og blev for os som den gang for enhver kultiveret Dansk det forjættede Land for al Kunst og Herlighed. Dansk Literatur læstes og vurderedes, enhver dannet Dansk var velkommen i vort Hus.

 

        Kan Antiskandinavismen og Had til Danmark med Føie regnes til Henrik Wergelands øvrige Synder? Dette er igjen et andet Spørgsmaal. Hva vil Danskehadet her sige? Har der selv jos Henrik W.. der er bleven Legemliggjørelsen af dette, nu mere og mere apokryfiske Begreb, virkelig ligge en gjennem Fordomme næret, af Princip vedligehold Uvillie mod vort gamle Broderland?

 

        Han maatte jo anerkjende Danmarks Overlegenhed over os i saa mange Stykker, og jo mere han gjorde det, jo mere maatte han som Norskhedsivrer frygte den, af samme Grund som en skinsyg Kvinde frygter den elskværdigste Medbeilerinde mest.

 

        Det gjaldt den gang at samle os, at søge frem af vort eget Kaos, hvad vi selv havde at raade over, det gjaldt at frede om disse spæde Spirer af eget selvstændigt nationalt Liv. At bevare dette mod fremmed Paavirkning maatte kaldes smukt og respektabelt. Overdrivelserne, Udskeielserne paa begge Sider kom først, da Striden udartede. «For og imod Danmark», der havde været et inderligt Motiv i den, sank da ned til at blive et Partiløsen, en parole, som ma tilskreg hinanden i muligst barske, skurrende Toner.

 

        Under disse Omstændigheder kunde der vel endnu ikke være Tale om Skandinavisme i den Forstand, vi nu kjende Ordet. Selv ikke i den ivrigste «Danomans» Hjerne kunde Ideen om en saadan Tilslutning til Danmark den gang opstige. Jeg tvivler heller ikke om, at Henrik W. vilde raset ved den blotte Tanke derom, medens, hvem ved! havde Gud forundt ham at leve, var han i al Lempe, selv naaet hen til den.

 

Men han naaede jo ikke derhen. De første skandinaviske Bevægelser rørte sig neppe før de i de sidste Aar af hans Liv, hvor han da var ude af Stand til at følge dem. Kun Fader skulde se denne Ide udvikle sig, han oplevede Begyndelsen til den slesvigske Krig, der gav den sit stærkeste Opspring. Hvad Anskuelse han har havt om den, finder je heldigvis opbevarede i mere end en Ytring: jeg vil anføre en af dem.

 

«Hvad har vækket den skandinaviske Aand i Danmark? Det selsvigholsteinske Utyske? Nei, Sig heller Beundringen af vor Unions Skjønhed og Troen paa Nordens Konsolidering. Derfor bruser den danske Ungdom med Dampkraft denne Forening imøde. Min Skaal er: Unioen for evig! men intet «Kalmar». (Tanker og Bekjendelser af N. Wergeland, S. 113).

 

Jeg har i disse faa Linier forsøgt at modarbeide pinionen, hvor den synes mest haardnakket at hænge fast i Fordomme og Traditioner. Det har maaske været at stemme et Par svage Hænder mod Strømmen. Jeg har ikke villet mane de onde, kun de gode Aander op. De mørke Vidner, man kunde indstevne, vilde maaske have formeget at fortælle.

                                Camilla Collett

                                født Wergeland».

 

Camillas yngst sønn, Emil, var efterhvert litt tyve år og, selv om han nok ikke på langt nær var finansielt selvstendig, kunne han leve uten den daglige omsorgenfra sin mor, og det ga vel Camilla en viss frihet til å skrive, reise, pleie sine egne venner og ordne livet slik det passet henne selv.

 

«Den essayistiske perioden av hennes forfatterskap ble innledet 1868 med utgivelsen av Sidste Blade. Erindringer og Bekjendelser, 1ste Række. 1870 flyttet hun til København, der hun installererte seg med sine egne møbler på et pensjonat. Hun foretok mange reiser til Frankrike, Tyskland og Italia, men tilbrakte de fleste somrene i Christiania og på Modum Bad. Som “Forfatteren til Amtmandens Døttre” gav hun 1872 ut Sidste Blade, 2den og 3dje Række i kommisjon hos bokhandler Malling i Christiania. Den første boken Camilla Collett gav ut under fullt navn, var Sidste Blade, 4de og 5te Række (1873)».

 

Selv om Camilla oppholdt seg i utlandet, steg hun i sine landsmenns aktelse – og ble såpass berømt at hun hjalp til å selge bøker, antagelig uten å vite så mye om det selv. En annonse[xxxv] fra slutten av 1867:

 

        «Paa mit Forlag er udkommet og faaes i Bogladerne og hos mig:

 

Ved Løvfaldstid.

 

Billeder af Bjørnstjerne Bjørnson, Camilla Collet, L. Dietrichson, Christopher Janson, Th. Kierulf, A. Munch og Magdalene Thoresen. 13 Ark; heft. 72 sk, indb. 96 sk.

  1. Tønsberg

                                                        Nedre Slotsgate 13».

I et brev fra København, uten angivelse av forfatter, som ble publisert i Morgenbladet[xxxvi] i begynnelsen av det følgende år kan man lese om Camilla som ivaretar ikke bare sin brors og fars minne, men også sin manns:

 

«Forfatterinden til «Amtmandens Døtre», Fru Camilla Collett, har paa sin Gjennemreise til Paris for nogen Tid siden opholdt sig her i Byen i nogle Dage, hovedsagelig for ved Bjørnsons Hjelp at faa en Forlægger tl en samlet Udgave af hendes afdøde Mands Reiseskildringer, æsthetiske og kritiske Arbeider, men saavidt Vides, skal det ikke være lykkedes hende».

 

Igjen, har det ikke blitt funnet informasjon om når Camilla kom tilbake til Norge, men helt sikkert før 12 oktober 1869, for den dagen, melder Morgenbladet[xxxvii] et par dager senere, ankom hun Christiania – fra Eidsvold.

 

Hvor hun oppholdt seg de neste årene er ikke kjent fra aviser og lignende, men hun var ikke glemt: i desember 1872 meldte Morgenbladet[xxxviii] at «Efter Forlydende vil der her i Byen før Jul udkomme en ny Bog af Fru Camilla Collett (Forf. til «Amtmandens Døtre»)».

 

Noe lignende gjentok seg året efter, da Aftenposten[xxxix] hadde en notis om flere litterære nyheter:

 

        «Literært Nyt. Efter hvad vi haver erfaret, vil der i den nærmeste Fremtid udkomme følgende Nyheder paa Hr. P. T. Mallings Forlag:

        Erindringer og Bekjendelser. Sidste Blade. Fjerde Række. Af Fru Camilla Collett. …»

 

Dette ble bekreftet gjennom en annonse i Morgenbladet[xl] måneden efter, i november, fra Mallings Boghandel:

 

«I næste Maaned vil udkomme:

Camilla Collet: Erindringer og Bekjendelser. (sidste Blade, 4de Række)

  1. T. Mallings Boghandel».

 

Utgivelsen av en fjerde bok i en serie var naturligvis, da som nå, en anledning til å selge de foregående, som man kan se av to annonser i Aftenposten[xli] i desember 1873:

 

«Tidligere er udkommet:

Camilla Collett: Sidste Blade, erindringer og Bekjendelser. I Række. 78sk.

  1. T. Mallings Boghandel.

 

Tidligere er udkommet:

Camilla Collett: Sidste Blade, Erindringer og Bekjendelser. II & III Række. 72sk.

  1. T. Mallings Boghandel».

 

Og endelig, i midten av desember[xlii]:

 

«Fra Pressen er udkommet:

Camilla Collett: Erindringer og Bekjendelser. Sidste Blade. IV & V. Række. 90 sk.

  1. T. Mallings Boghandel».

 

Siden markedfsøringen er vist ovenfor, kan det kanskje være like greit å ta med hva en avis skrev om boken, i dette tilfelle Bergens Adressecontoirs Efterretninger[xliii] allerede i januar 1874:

 

        «Udkommet er og sendt os til Anmeldelse:

 

        Erindringer og Bekjendelser. Sidste Blade. Fjerde og femte Række. Af Camilla Collett, forf. til «Amtmandens Døtre».

Kristiania, Forlagt af P. T. Malings Boghandel. 1873.

 

        Ligesom alle tidligere Arbeider af den nævnte begavede Forfatterinde besidder ogsaa nærværende Samling i høi Grad den Evne at vække o fængsle Læserens Interesse. Stoffet er saagodtsom udelukkende hentet fra vore hjemlige Tilstande og Forhold, men disse fremstilles og belyses her fra altid interessante, ofte nye, overraskende Synspunkter og med en Originalitet og Aandrighed, der giver Udtalelserne Vegt.

 

        Gjennom Bogens mange forskjellige Stykker gaar en forbindende og bærende Hovedtanke, og de enkelte Dele samler sig til fantastisk slyngede Arabesker af Minder, Iagttagelser og Drømme, udførte med fin men sikker Kvindehaand paa en desværre noget sygeligt mørk Livsanskuelses Grund.

 

        Selvfølgelig beror det paa Enhvers individuelle Standpunkt og Opfatning, hvorvidt man vil billige eller misbillige Forf.s Meninger og Paastande, men alle maa sikkert indrømme, at disse er aandfuldt fremsatte og kjækt forsvarede, ligesom det Alvor, den Opriktighed og Begeistring for en Sag, hun ifølge sin egen Ytring i Fortalen, «med Glæde ogrer sin hele Sjæl og Resten af sine  Kræfter» hvorom alle disse «sidste lade» ærer Vidnesbyrd, neppe vil forfeile sit Indtryk paa nogen forstandig og fordomsfri Læser.

 

        Beklages maa derimod den Bitterhed og Trøstesløshed, der paa ikke saa faa Steder kommer til orde, og som virker uhyggeligt og forstyrrende under Tilegnelsen af det meget Smukke og Interessante, Bogen gjemmer.

 

Naar man møder til Kampen rustet med saa gode Vaaben og en saa fast Vilje til at bruge dem i sin Ides Tejneste, synes det ogsaa, at man maatte kunde frigjøre sit Sid for sygeligt Mismod og ensidig Bitterhed.

 

        Et og Andet af Bogens Indhold – heriblandt den skarpe men visselig ikke uberettigede Kritik over vore selskabelige Forhold under Titelen: «Strikketøisbetragtninger» – tilhører, som Forf. ogsaa bemærker, en ældre Periode og har i sin Tid været rykt i vore Dagblade, men Lykønsker Almenheden til, at Forf. har udstrakt sin «Redningsiver» ogsaa til disse Opsatser, og ladet dem faa Plads i nærværende Samling.

 

        Idet vi sluttelig anbefale den omhandlede Bog til Læseverdenens Opmærksomhed, vil vi tilige udtale det Haab, at disse Blad trods Titelen ikke maa blive de sidste, hvormed Forfatterinden beriger vor unge Skjønliteratur, saavist man ikke fra dem skulde slutte, at Høstens Tid allerede var indtraadt i hendes Aandsliv».

           

Selv om Camilla Collets eftermæle er preget av en aura av radikalisme og sosialt opprør, var hun i andre henseender nokså konvensjonell: hun er den første av 12 underskrivere på et opprop[xliv] om å bidra til en gave til Enke-Dronning Josephine, som skulle komme på besøk til Christiania, 50 år efter sin første opptreden der, i 1874.

 

7 juli 1874 forteller Morgenbladet[xlv] om Dronning Josephines besøk i byen:

 

«Endvidere overleveredes af Fru Camilla Collett, som Ordfører for en Deputation af 15 Damer, et af Askevold udført norsk Landskab – «Udenfor Grinden»».

 

Tidlig i 1876 ble det holdt folketelling for å anslå folketallet i Norge i 1875[xlvi]. I denne tellingen finner man Camilla som leieboer hos den jevngamle Randine Pettersen, en 55 år gammel enke opprinnelig fra Ringerike. Husstanden i Rosenkrantzgate 11 hadde også en tjenestepike, 20 år gamle Alvilde Hansen fra Horten.

 

I løpet av våren 1876 la fire Stortingsmenn – Danielsen, Kyhn, Norgreen, og Richter – frem et forslag[xlvii] om å bevilge Camilla Collett et årlig bidrag paa 200 spesiedaler.

 

Dette ble vedtatt[xlviii] i Stortingets møte 2 juni 1876 – med et flertall på 52 mot 48. Seks uker senere kan man lese i Morgenbladet[xlix] at «Statscassens bidrag til Forfatterinden Fru Camilla Collett er forhøiet til 30 Spd.».

 

Året efter var Camilla Collett på reise til Rom, og underveis stanset hun i München, forteller Fædrelandsvænnen[l] i mars 1877, der hun var til stede på stiftelsesmøtet for en Skandinavisk Forening.

 

I løpet av møtet var det musikk og opplesninger, og Camilla

 

«… holdt en Oplæsning af «Brudefærden i Hardanger», «Tærje Viken», «Hardanger af Wergeland og Par af Asbjørnsens Eventyr. Fru Collet indledede Oplæsningen af «Brudefærden» med følgende Ord:

 

«Vi er vante til at nævne Digte- og Tonekunsten som inderligt forbundne Søsterkunster, medens det ligger os fjernere, at tænke os den bildende Kunst i Forbindelse med andre. Skulde denne inderlige Fortaaelse ikke ogsaa kunne paavises mellem Digte- og Malerkunsten? I alle store Kuns og Kulturepocher vil vi se disse gaa Haand i Haand, betinge hinanden, paavirke hinanden. Dette gjælder maaske i et af vore Skandinaviske Lande, Norge, mere end i noget andet Land. Vor Særegne, sent sig udviklede Historie har maaske nærmest begrundet dette. Før vor Adskillelse fra Danmark, eiede vi ikke stort andre Billeder, end nogle ved en eller anden Indvandring importerede Failiefortræter, naar det kom høit, et enkelt af Juul. Hvad Landet selv præsterede i den Genre, var paa et enkelt nær, mere eller mindre bedst tjent med at vendes mod Væggen.

 

Men plutselig rykkedes vi op ved, at vi var blevne en Nation at vi eiede et Land selv, og da vi begyndre at se os rigtig om i dette Land, opdagede vi at det var saare skønt. Da gik det ligesom elektriske Stød igjennem Nationan, der kaldte Kræfter tillive, hvis Rigdom vi selv ikke anede, Kræfter, der i Aarhndreder havde ligget som bergtagne.

 

Malerne vaar de første, der bragt vort Lands Navn ud over Grændsen til Fremmede, Meget senere lykkedes det vore Digtere at overskrive denne Grænse, medens de to andre skandinaviske Søsterlande, der begge havde gjort sig europæisk bekjendte gjennem Øehlenschläger, Tegnér, senere Andersen.

 

Vi havde altsaa Dahl, Fearnley, og Gørbitz, førend vi havde nogen Digter af Betydenhed. Først med 30aarene kom pludselig disse, og det saa vi baade kunde høre og mærke, at vi havde dem! Med dem var Banen brudt, og nu styrte der Kunstnere i alle Genre ligesom paa en Gang frem.

 

Med Gude, tidemand og flere optræde Skaberne eller rettere Gjenføderne af vor Folkedigtning, senere har vi i Ibsen og Bjørnsom faaet Fremtidskomedierne og Oltidsdramaet, som endelig sprængte Gjærdet, der stængte os ude fra det øvrige Europa.

 

Alle disse, Malerne som Digterne, har gjensidig paavirket hinanden, betinget hinanden, suplleret og inspireret hinanden. Lad os blot nævne Brudefærden, hvor denne Vexel og samvirken har naaet sit fuldstændigste udtryk. Gude og Tidemand malte Billedet, Munch sætter det begeistret i Ord og Kjerulf lægger sin uforlignelige Musik til.

 

Poesien kan ikke undvære Billedkunsten, men denne kan ligesaa lidt være Digteren foruden. Den nordiske Maler ere mere end nogen anden Kunstner en fremmed Gjæst i sit eget Land; der hans Lod at leve og arbeide mellem Fremmede. Men han kan ikke saa let som Digteren, Fantasiens Barn, tage Stoffet med paa reise, saa faar han tage Digterne selv med, for igjennem dem saavidt muligt at tilegne sig Hjemmet og dets Eiendommeligheder, og i den poetiske Gjengivelse af Scener og Skikkelser at finde Stoffet for sin Kunst. Men for at kunne dette, maa Kunstnere selv danne sig et lidet Fælleshjem i den fremmede By, et Hjem der kan huse baade dem og Digterne».

 

18 desember samme år averterte Mallings Boghandel i den Norske Rigstidende[li]: Camilla Collets seneste bok, en essaysamling med tittelen Fra de Stummes Leir var kommet ut og kunne kjøpes for 3 Kr. 50 Øre som heftet; innbundet ble det en krone mer.

 

Tidlig året efter var Camilla i København[lii], der det ble gjort ære på henne som forfatter og som kvinnesakskvinne ved en festmiddag på Skydebanen.

 

Utpå høsten 1878 kunne Oplandenes Avis[liii] melde at Camilla Collett hadde tilbragt sommeren i Paris men nå var tilbake i København.

 

Det følgende år, 1879, var det ikke Paris som var målet for sommeren – Camilla Collett var blant kurgjestene i første sesong på «St Olafskildens Kuranstalt og Sanatorium» på Modum – ble det bekjentgjort i Morgenbladet[liv] 18 juni.

 

Dagbladet[lv] meldte, 7 november 1879, at Camilla Collets Mod Strømmen skulle, om kort tid, utkomme i København.

 

En reportasje, opprinnelig publisert i et tidsskrift i København, om Henrik Ibsen i sitt hjem i München, gjengir en hyldest fra Camilla Collett til Ibsens kone, Susannah. Denne reportasjen ble brukt av Stavanger Amtstidende og Adresseavis[lvi] i slutten av februar 1880:

 

        «En myndig Digterstemme, der for Fru Ibsen maa være dobbelt kjær, da den lyder fra en Kvinde, og det tilmed en af Nordens geialeste, har i kraftige Rhtmer sluttet sig til denne [i.e. Henrik Ibsens] Hyldest. Hvem erindrer ikke Camilla Collets karakteristiske Digt i «Fra de Stummes Leir», et Digt der følger som Gavebrev med en gammel Sølje, der har tilhørt en af Fru Ibsens kvindelige Ahner højt oppe i Tiden, og som nu Camilla Collett ønsker skal forblive i Ættens besiddelse. Hun hilser hende tilslut som den,

 

«der, med et Kvindehværv, et stort, benaadet,

har dette Hværvs Betyding fuldt forstaaet,

dets Magter kjærlig mildt, dog kraftig raadet –

og der har du Susannah … Det har du».

 

        Jo, hun har forstaaet det tilfulde, Det er ingen tom Kompliment, Camilla Collett her yder hende».

 

Omtrent på samme tid, forteller Stavanger Amtstidende og Adresseavis[lvii], var Camilla Collett ventet snarlig å ankomme München. Same avis[lviii] plasserer henne måneden efter i Kjøbenhavn, der hun har oppholdt seg i lengre tid, men nå forlater for en reise til München efter invitasjon fra Henrik Ibsen.

 

Samme år kom Camilla Collett opp i en offentlig krangel med Bjørnstjerne Bjørnson om non gamle historier omkring utgivelse av bøker, forleggere, mellommenn og virkelige eller drømte sammensvergelser[lix].

 

Vel hjemme igjen fra München – altså hjemme i Norge – finner Camilla Collett å ville ha litt ferie og ankommer Sandefjords Bad en gang mellom 15 juni og 15 juli 1880[lx].

 

Reisevirksomheten fortsatte: i slutten av året var hun i Rom, der hun blant annet deltok i et møte den Skandinaviske Forening der i byen[lxi].

 

Krangelen med Bjørnson fortsatte, denne gangen også om Wergelandsmonumentets avsløring, der det var tenkt at Bjørnstjerne Bjørnson skulle tale – mens Camilla Collett sterkt opponerte mot dette. Dermed var det fare for at monumentet ikke lenger var fullfinansiert: «Fru Camilla Collett, Henrik Wergelands Søster, har fra Italien skrevet en Correspondence til «Aftenposten», hvori hun paa det kraftigste udtaler, at hun ikke finder Bjørnson at være den rette Mand til at tale ved Aflsøringen – bl.a. fordi Bjørnson i sin Tid har udtalt sig nedsettende om Wergeland[lxii]».

 

En måned senere var det Wergelandsfest i Rom, forteller Dagbladet[lxiii], den ble feiret ved et lag som Ibsen gav. «Professor Dietrichson talte varmt for Wergelands Minde. Man drak ogsaa Bjørnsons Skaal. Camilla Collet, Wergelands berømte Søster, var Gjenstand for megen Hyldest».

 

I Paris i august var Camilla Collett uheldig, forteller Aftenposten[lxiv] 13 den måneden:

 

        «Ulykkestilfælde. Privat meddeles fra Paris, at Forfatterinden Fru Camilla Collett haar faaet sin ene Fod brukket og slemt skamferet, idet hun, da hun en Dag skulde stige ut af Elevatoren i Hotellet, fikk Foden viklet ind i Elevatorens Maskineri».

 

Camilla Collett forstod nokså raskt at denne nyheten var i rask spredning hjemme i Norge, og skrev til Aftenposten[lxv], som gjenga brevet:

 

        «Fra Fru Camilla Collett har Redaktionen modtaget til Offentliggjørelse nedenstaaede Skrivelse, dateret

 

                                            Paris, 21de August 1881.

 

        Gjennem deltagende Venner har jeg bragt i erfaring, at det sørgelige Uheld, der har truffet mig her i Paris, har naaet dem gjennem vore Dagbaldes Beretning derom.

 

        Jeg har intet «Publikum» hjemme, som jeg tror dette kan interessere mere end en anden saadan trist Begivenhed. Jeg har nogle Venner, der under min lange tunge Livsgjerning har stræbt at holde mig Modet oppe ved et «godt, brav, hold bare ud!»

 

Det havde derfore været ønskeligt, om denne rent private Sag ikke havde overskredet Intimitetens Grænser. Da det dog nu er skeet, og desværre kun i den forvanskede Form slig tantager gjennem Rygterne, vil det forhaabentligvis ikke regnes mig som en Ubeskedenhed ad den samme ostensible Vei at bringe en berigtigelse.

 

        Jeg havde valgt at gaa over Paris ogsaa af den Grund, at jeg leet kunde naa ud til et Søbad etseds, hvoraf jeg mere end alt andet haabede at gjenvinde lidt af mine tidligere Kræfter. Den forfærdelige Hede, her herskede hel Juli, drev paa. Alt var beredt til Afreisen herfra næste Morgen, da Skræggelige skulde hænde – det var den 16de om Aftenen -, at fik begge Fødder forstuvede ved Udstigningen af Hotellets Elevator. Kontusionen var forfærdelig, dog intet alvorligere Brud.

 

        Maatte det tjene til yderligere at indskjærpe Forsigtighed, naar man benytter sig af disse faarlige Indretninger, der begynde at blive almindelige i de bedre Hoteller. De settes nemlig i Bevægelse ved Damp. Passes de ikke meget nøie, bliver denne Bevægelse uregelmæssig. Dette var Tilfældet denne Gang, dertil – ikke mindre uforsvarlig – en uvant Fører. Disse Maskiner kan da synes at standse, medens de umærkelig bevæge sig. Man tror sig i sin Etage, vil springe ud, det mindste Feiltrin og man de næste Sekund være en elendig Krøbling for Livet.

 

        En her bosat elskværdig Landsmandinde, fru Albert Hepp, afhentede mig strax. I hendes Hus har jeg nydt de første Ugers omhyggelige Pleie, indtil Tilstandens Usikkerhed gjorde Omflutningen til et ordentlig Sygehjem tilraadeligere.

 

        Det er fra mit femugentlige Sygeleie jeg sende mine Venner denne Hilsen. Er den ikke, som jeg ønskede, skikke til at bringe disse, mine Kjære, en fuld Beroligelse, saa bringer den dog Sandheden, – Gud alene raader for Udfaldet.

 

Camilla Collet,

chez les Religieuses de St. Augustin,

16, rue Oudinot ».

 

Camilla Collett kom seg igjen, i det minste nok til at hun følgende sommer var tilbake i Norge, og tok inn – direkte fra Paris efter notisen i Morgenbladet[lxvi] i slutten av juli – på Modums Kuranstalt, i dennes 2 sesong.

 

I 1883 fylte Camilla Collet 70 år, og uansett hva hun kan eller ikke kan ha ønsket, ble det det en del oppmerksomhet rundt dette jubileet. En Lona Heslef «Newyork, Clubhouse «Pillars of Society»» skrev i januar til “Ny Illustrert Tidende”, et brev som ble gjengitt i Morgenbladet[lxvii] 22 samme måned. Ms Heself uttrykte den største beundring for Camilla Collet, men fremholdt at det faktisk var en 70-års fødselsdag det dreiet seg om, og at om man ønske å gjøre krus på henne måtte man sette i gang før det var for sent! Dagbladet[lxviii] hadde, samme dag, en lang artikkel om henne og hennes virke; og dagen efter hadde samme avis en liten rapport om hvordan dagen var blitt feiret:

 

        «Fru Camilla Collett har idag paa sin 70de Fødselsdag modtaget magfoldige Beviser paa den ærødige Hengivenhed, hvormed hun selv og hendes Gjerning omfattes af saa mange. I hendes Søns, Bureauchef Collets Hjem, hvor fr Collet for nærværende opholder sig, fremmødte i Eftermiddag en Mægde Damer og Herrer for personlig at bringe hende sin Hilsen, sin Lykønskning og Tak.

 

Fra Kristiania Damer overrakte Fru Professorinde Schjött, født Dunker, et elegant Smykke, hvorhos der fra Læseforeningen gjennem en Deputation bragtes Fru Collett en kunstnerisk udstyret Adresse.

 

Blant de fra det fjerne indløbne Hilsener var et længere Brev fra Henrik Ibsen. Paa Forfatternes Vegne talte John Paulsen og paa Forfatterindernes Fru Colban.

 

        Det fra Henrik Ibsen indløbne Brev er saalydende:

 

                                Højt ærede

                    Fru Camilla Collett.

 

        Snart indtræffer der nu en betydingsfuld Mærkedag i Deres Liv, en Dag, som fortjener at mindes og fejres i vide Kredse.

 

Jeg kan ikke tvile paa, at ogsaa saa vil ske, skjønt jeg rigtignok ikke af Aviserne kan se, at der træffes Forberedelser. Men sligt holdes vel hemmeligt.

 

        I vor lille Familjekreds hernede maa de være overbevist om, at vi ikke lader den 23de gaa forbi uden at tømme et Glas paa Deres Velgaaende i det nye decennium De nu træder ind i.

 

        Det er en stor literær Livsgjerning, De paa denne Dag med Stolthed kan se tilbage paa. Men det er mit faste Haab, at denne Livsgjerning endnu ikke paa lang, lang Tid vil være at betragte som afsluttet. De besidder jo Sindets Ugdom i usvækket Fylde. Med Deres Tanker, Deres Ideer og Deres Interesser staar De endnu som før kjæmpende ude mellom Forposterne; De ahr ikke ladet Dem distancere af de skiftende Tider, og derfor tør det vel forventes, at De endnu gjennom en Række af Aar vil eje Kraft til at yde mangt et værdifuldt Bidrag til Fuldstændiggjørelse af Deres rige og geniale Produktion.

 

        Ideerne voxer og forplanter sig langsomt oppe hos os; men uformærket sker det dog. Det Norge, som er ifærd med at udvikle sig, vil bære Mærker af, hva Deres Aand har virket og banet Vejen for. De er en af de Kjæmpere, som det kommende mindst af alle vil kunne tænke sig borte fra Forudsætningerne, fra Udviklingsgangen.

 

        Men først og fremst vil jeg riktignok, at Takken og Paaskjønnelsen maa blive Dem til Del allerede i Deres levende Live. Det er noget nedtrykkende, noget dybt forstemmende i dette, at Menneskene evig og altid kommer for sent, naar de engang skal til at gjøre godt igjen og oprette, hvad de altfor længe har forsømt. Iligeoverfor mig selv afficerer det ikke en Smle; men det kan ærgre, forbitre og oprøre mig, naar jeg iagttager sligt ligeoverfor dem, jeg højagter og beundrer.

 

        Dog, den forestaaende Festdag vil forhaabentlig ikke give Anledning til deslige Betragtninger. Den vil bringe Dem Solskinsvejer og et varmende Luftdraag midt i den hjemlige Vinterkulde. Lad disse Linjer fra Syden, fra Pincio, som De elsker saa højt, faa medvirke lidt dertil.

 

Held og Lykke for Dagen og for alle Deres kommende Levedage.

 

                    Deres hjertelig hengivne

                                                        Henrik Ibsen».

 

Andre aviser – i dette tilfelle Den vestlandske Tidende, «Adresse-Avis for Arendal og Omegn» – hadde også opplysninger om feiringen av fødselsdagen:

 

            «Fru Camilla Collett var Mandag paa sin 70-arige Fødselsdag Gjenstand for en Hyldest, der, paa samme Tid som den kom Forfatterinden selv uventet, ved sin hjertelige og smukke Form maa ha været hende et talende Bevis for den Paaskønnelse, hvormed hendes Forfattervirksomhed modtages i vide Kredse.

 

Hos hendes Søn, Bureauchef Collett, hvor Forfatterindens Venner vidste, at hun ilbragte Dagen, samledes ifølge «Aftp.» i Løbet af Dagen en Kreds af Hovedstadens ældre og agtede Familier.

 

Omtrent Kl. 1 infandt der sig en Deputation fra de «Stummes Leir», der paa et Flertal af Byens Damers Vegne overleverede hende en elegant og smagfuld Ametyst-Besætning, en praktful Buket og et Fløielsskrin, hvori Giverindenes Visitkort vare nedlagte. I Forbindelse hermed fulgte fælgende Brev, der senere oplæstes for Forfatterinden under almindelig Tilslutning fra det forsamlede Selskab:

 

Kjære Fru Collett!

 Vi er sendt fra de Stummes Leir for af bringe Dem hundrede Damers Hyldest, Lykønskning og Tak» Hundrede vilde sluttet sig til, dersom ikke Fristen havde været saa kort.

 

De Stumme taler ikke – skjønt De vil se af Kortene, at der er mange med, som taler i Gjerning om ikke i Ord. Vi bringer Blomster og en liden Gave til Erindring, lad den tale for os.

 

            Johanne Vogt        Elise Aubert

   Mathilde Schjøtt             Agnes Conradi

                        Charlotte Ander

 

Forfatterinden blev derpaa komplimenteret af den kvindelige Læseforenings Bestyrelse, hvis samtlige Medlemmer ved Fru Assessorinde Mariboe overrakte Fru Collett følgende ogsaa for den ydre Forms Vedkommende smukt udstyrede Adresse:

 

            Fru Professorinde

                        Camilla Collett

                      født Wergeland 

 

Med dyb Anerkjendelse

af Deres ædle Virksomhed som Forkjæmper for

            Kvindens friere Udvikling,

af de aandrige Skrifter, hvormed Deres talent-

            fulde Pen har beriget vor Literatur,

og af, at der Dem, som har givet det første

            Stød til Oprettelsen af Læseforening for

            Kvinder,

            tillader undertegnede Bestyrelse af nævnte

Forening sig paa Deres syttiårige Fødselsdag

at bevidne Dem Foreningens ærbødigste Tak,

den varmeste Sympathi og de hjerteligste Øn-

sker for kommende Dage.

 

            Kr.ania, 23 Januar 1883

Hedvig Mariboe. Else Aubert. Johanne Vogt.

          Sophie Boeck.     Kaia Meltzer.

 

           

            Fru Collett takket meget bevæget for disse Beviiser paa Anerkjendelse, der paa en saa uventet Maade kastede et Lysskjær over hendes Livs Aften. Den smukke Stemning, som hvilede over denne improviserede Fest, forhøiedes end mere da hendes Søn oplæste følgende fra Digteren Henrik Ibsen i Anledning af Dagen modtagne Brev.

[…]

             

            Ved en for Anledningen anrettet Gouter, hvorved var tilstede Overhofmesterinde Fru Due, udbragte John Paulsen Forfatterindens Skaal, idet ha fremholdt Betydningen af hendes literære Virksomhed og i denne Henseende bl. A. henviste til, at man i «Amtmandens Døtre» kunde finde Spiren til de Ideer, som senere ere komne til orde i Ibsens «Kjærlighedens Komedie».

 

            Fru Collett takkede atter for den hende idag viste Huyldest, som vilde gjøre Dagen uforglemmelig for hende som indeholdende en Krans af kun lyse Minder».

 

Flere andre aviser, deriblandt Fædrelandsvennen[lxix], som noterte at hun var et bysbarn, hadde ulike måter å markere fødselsdagen – de gjenga Ibsens brev, hadde rapporter fra feiringen i Kristiania i kombinasjon med litterær analyse, og andre: hun ble ikke akkurat neglisjert!

 

Også i Sverige ble fødselsdagen notert, blant annet i Göteborgs Handels- og Sjöfarts-Tidning[lxx] 25 januar:

 

        «Fru Camilla Collett, född Wergeland, den norska författarinan till «Amtmannes döttrar» och en varm förkämpe för kvinnans andlig utveckling og likställande med mannen, fylde i Tisdags 70 år.

 

I motsats till sin broder, den store diktaren Henrik Wergeland, hvars författarverksamhet började tidigt och afbrøts af döden i hans mannsålders fulla kraft, framträdde fru Collett först vid mogen ålder som författarinna, sedan hon likväl, som hon själf berättar, efter uppmaning af sin sedermera aflidne man, Professor Collett, från början af 1840-talet lemnat åtskilliga literära bidrag til en mängd norska tidninger. Det var dock med sitt arbete «Amtmannens döttrar» on helt och hållet invigde sit lif åt författareverksamheten.

 

        Fru Collett, som vistades i son sons, byråchefen Collets hus i Kristiania, erhöll många hedersbevis, bl. a. en dyrbar gåfva från damer i Kristiania, hvarjämte å der vistande författares vägnar John Poulsen och å författarinnan Maria Colban bragte henne ett tack för hvad hon uträttat.

 

Från Henrik Ibsen hade bref ingått, som i varma uttryck omtalar hennes literära gerning, där han bl. a. taler om den sinnets ungdom af hvilken hon är i besittning och tackar henne för a hon ej låtit «distansera sig af de skiftande tiderna». Han är säker på, att det komamnde Norge skall tacksamt erkänna henne, men tilönskar fru fru Collett framför allt tack och erkännande i fullt mått redan i lifvet.

 

        Det ligger – säger Ibsen – något djupt förstämmande uti att menskorna alltid komma för sent, när de skola göra godt, hva de försummat. Detta berör mig icke en smula hvad beträffer mig själf, men förbittrar och förargar mig när det sker gentemot dem jag högaktar och beundrar».

                       

Utpå høsten, og efter at hun hadde deltatt i en strid om norske forfatteres fortsatte tilbøyelighet til å publisere gjennom danske, ikke norske, forlag, bestemte Camilla Collett seg for å ta opphold utenlands igjen, ifølge en Bergensavis[lxxi], i København.

 

Året efter, i Rom, døde en av Camillas venninner og støttespillere gjennom mange år, Marie Colban. Som det heter i nekrologen i Bergens Tidende[lxxii] i slutten av april 1884: «Vi har jo dog i det sidste Decennium været vant til at nævne Marie Colban og Camilla Collett sammen, som vi nevner Wergeland og Welhaven» – kanskje ikke den heldigste sammenligning, men sikkert velment.

 

I mai 1884 fortalte Fædrelandsvennen[lxxiii] at det var utkommet et nytt nummer av «Nyt Tidskrift», der Camilla Collett skal ha skrevet en artikkel om «Sport» – og som det dessverre ikke er lykkes å finne – men heldigvis er den tilgjengelig gjennom hennes egen bok: samme år i København, det følgende i Kristiania, utkom en ny essay-samling, tittelen var «Mod Strømmen. Ny Række».

 

Camilla Collett var muligens til stede da Norsk Kvindesags Forening holdt sitt første møte. Det skjedde i Kristiania 9 oktober 1884, og fikk høre et foredrag av Hypothekbankdirektør Berner om «Kvindesagens Udvikling, navnlig i England og Amerika» – og enstemmig valgte Camilla Collett som æresmedlem[lxxiv].

 

To uker senere meldte Stavanger Amtstidende[lxxv] at Camilla Collett var ankommet København – og aktet å forbli der i lengre tid.

 

Og der, i København, ble hun godt mottatt – selv om Dagbladets[lxxvi] korrespondent anlegger en litt nedlatende tone i sine meddelelser:

 

        «En Fest til Ære for Camilla Collett er i disse Dage afholdt i Kjøbenahvn. En Korrespondent beretter herom:

 

Et ganske ejendommeligt Festmaaltid blev forleden Dag afholdt her i Byen. Festen blev givet til Ære for en Ældre Dam, som paa mange Maader har gjort sig fortjent ved sine trættelige Opofrelser i Kvindesagens Tjeneste.

 

Festkomiteen bestod udelukkende af Damer, og til selve Festen tilstededes der heller ikke Adgang til andre end Damer.

 

Disse var imidlertid til Gjengjæld mødt i et Antal af ca. 150, og den lange Række af elegante Toiletter Side om Side ved store Festbord gav det hele et overordentlig broget og malerisk Udseende.

 

Iøvrigt gik alt til som sædvanlig ved store Fæstligheder. Ved ordet præsiderede Fru Lorck fra Kristiania og gav Ordet til de mange Talere, som i Aftenens Løb meldte sig, efter at de officielle Festtaler, deriblandt selvfølgelig først og fremst Talen for Æresgjesten, var holdte.

 

Under hele Festen herskede en meget begejstret Stemning, og ikke mindre end fem Sange, alle forfattede af kvindelige Digtere, blev afsungne i Dagens Anledning».

 

Der, i København, pleiet Camilla Collett sine literære interesser og forbindelser, og kommer til syne i avisene, for det meste, i forbindelse med bøker og artikler hun får utgitt eller bidrar til.

 

Fra tid til annen skjer andre ting, som det fortelles i Thisted Amts Tidende[lxxvii] for 18 mai 1885:

 

«Fru Camilla Collett, den bekjendte norske Forfatterinde, blev for et Par Dage siden paa Kjøbenhavns Gade af Hestene for en Arbejdsvogn reven omkuld, og maatte bæres bort i bevidstløs Tilstand. Hun kom dog ikke slemt til Skade!»

 

Utpå høsten dette året ga Camilla Collett et bidrag på 50 kroner til Kvinders Læseforening i Bergen, forteller Dagbladet[lxxviii]. På denne tiden oppholdt hun seg i Christiania[lxxix].

 

I januar 1886 melde Dagsposten: Trønderen[lxxx] at Camilla Collett nylig fylte 73 år og at hun aktet å tilbringe vinteren i København.

 

Måneden efter vedtok[lxxxi] Stortinget og fortsette enkelte dikter- og forfattergasjer. Camilla Collett fikk 800 kroner årlig – men Bjørnson, Ibsen og Lie fikk 1600 kroner hver: hun fikk altså halvparten av hva hennes mannlige kolleger mottok.

 

Om høsten 1886 var det utgitt en antologi av norske diktere, og ett bidrag var en liten biografi ocer Camilla Collet, skrevet av Nordahl Rolfsen. Camilla Collett var uglad, noe som kommer frem i Aftenposten[lxxxii] søndag 19 september dette året:

 

«Fru Camilla Collett

 

blev i 1877 i det af Nordahl Rolfsen udgivne «Nordisk Tidsskrift» Gjenstand for en iografi af Henrik Jæger, som Forfatterinden self fandt var baade faktisk og psychologisk uriktig. Biografens Opfatning af Forfatterinden som ung Pige var saaledes aldeles forfeilet og i enkelte Punkter, saaledes Forfatterindens Omgang i Paris med George Sand og fl., var den ligefrem feilagtig. Forfatterinden har aldrig kjendt George Sand.

 

            Da Hr. Nordahl Rolfsen skulde udgive sit Verk «Norske Digtere» og hun nærede Frygt, for at den samme Mand, der havde leveret den ukorrekte Biografi af hende i «Nordisk Tidsskrift», skulde blive den, der ogsaa skulde levere Biografi af hende til Norske Digtere», tilskev hun Udgiveren og nedlagde i Forbindelse med sin Søn en bestemt Protest derimod. Denne kom imildertid efter Hr. Nordahl Rolfsen for sent, selv om han havde været tilbøielig til at tage Hensyn dertil – hva han for øvrig neppe synes at have været. Anthologiens Trykning var nemlig skreden saa langt frem, at han ikke fandt at kunne tage Hensyn til Protesten.

 

            Fru Collett ønsker derfor nu -, forsaavidt det staar til hende, at kunne modarbeide det uriktige Indtryk, som den i Norske Digtere» optagne Anthologi maa give -, at fremlægge for Offentligheden et Brev, som hun i sin Tid har tilstillet fru Laura Kieler, der ønskede at skrive en Biografi over hende. Fru Collett har anmodet os om at indtage dette Brev i vort Blad, og denne Anmodning efterkommer vi herved:

 

 

Brev til Fru Laura Kieler.

                                            Kjøbenhavn 1886.

 

        Hvad vil De vide af mig? Noget, der kunde klare Dem en Personlighedens Forhold til min Produktion, hvilken første De unegteligen har havt mindre Anledning til at lære at kjende  – vor Alder er jo saa forskjellig – end denne Sidste.

 

        Jeg tilstaar opriktig, at det koster mig Overvindelse at opfylde Deres Ønske. Hvad der foreligger af den Slags Bekjendelser, var ikke bestemt til at komme for Lyset i min Levetid. Kunde det imidlertid tjene til lidt opklarelse af denne evige Misforstaaelse af, eller rettere driftige tilbageslutning fra en maaske lidt uvant Art af kvindelig Produktion til Produsenten selv, en Opklrelse, som De, kjære Fru Kieler, jo velvillig velvillig vil række en Haand, saa vil jeg ikke vægre mig fed at yde hvad jeg formaar, til at dette kan ske.

 

        Saalenge disse Fantasibilleder, hvortil denne Feilslutning giver Anledning, skylder op paa hjemlig Grund, har det mindre paa sig. et andet er det, naar de de overflyttes paa den fremmede Grund, hvor Anledningen til en Berigtigelse bliver vanskeligere, eller til dels umulig.

 

        En saadan fremmed Anmelderkunstner, en filologisk Kandidat, er senest optraadt i et kjøbenhavnsk Tidsskrift «Nutiden» Nr 435 forrie Aar med en Artikel, overskrevet «Kvindesagens Forkjæmpere».

 

        Jeg skal ikke med et Ord opholde mig ved selve Artiklen. Tonen i den taler for sig selv.

 

        Men Forfatteren har illustreret denne sin biografisk-literære Studie med et Prtræt af angjeldende Forkjæmperinde, og det er om dette, jeg har et lidet Ord at sige.

 

        Denne Udgave af et Portræt præsenterede sig allerede fr et Par Aar siden i et illustreret Kristianiatidsskrift, en saare mislykket Kopi efter det eneste Fotografibillede, der existerer af mig. Ogsaa var det kun i en Festanledning, Tilladelsen for første Gang til en saadan Offentliggjørelse paa en Maade blev mig aftvungen.

 

        Et Gyselig Vrængebillede! For at deet nu ikke mere skulde komme frem, maaske gaa igjen og spøge efter min Død, tilod jeg mig en Advarsel herimod, optaget i «Mod Strømmen, Anden Del».

 

        Men min Anmelder i «Nutiden» agter ikke paa Protesten. han har fundet, at Billedet passede godt til Texten, og derimod kan jon intet siges.

 

        Saa er det ulykkelige Portræt saa sige blevet Forbilledet, et søgt Appendix til en senere Kritik, hvor jeg maa se alle de Eiendommeligheder og voldsomme Tendenser, som man vil destillere ud af mine Skrifter, andvendt paa et dødsstille Barndoms- og Ungdomsliv oppe i Landet*).

 

        Jeg maa gaa saa langt tilbage som til min barndom. Døtre i Familierne blev den gang ret strengt opdragne, fik sig Katekismens – notabena efter Samfundets Tarv tillempede – Lovbud:*rbarheden, Selvfornegtelsen, Taalsomheden, Altilgivelsen, o. s. v. indprentede som uundgaaelige Leveregler.

 

        Bibelens Mening med disse strenge Lovbud, der underlægger dem Fællesforpligtelsen, med andre Ord: gjør dem til Menneskehedens, fik vi vistnok vagt fortolket i Religionsundervisningen og i Kirkerne. Men hjemme i Husene opfattedes det ikke ganske saa.

 

Detr var der faststillet en Moral for Gutterne og en for de smaa Piger. Hvad der for dene Part gjaldt for en ringe Forseelse, kunde for den anden bliv til en forskrækkelig Forbrydelse.

 

Og denne Moralforskjel voxede sig umærkelig større og større med dem, indtil Kløften, den uoverstigelige, var der, og den fik sin høitidelige Stadfæstelse paa hendes saakaldte Hædersdag, hvor hun i rene, tydelige Ord Overgives ham som fast Tjenerinde og Slavinde.

 

        Der strides om, hvad vel Ibsen har ment med Per Gynt.Man famler omkring i alle optænkelige Samfundslivets Former, for a finde et Begreb, der svarer til denne hans Helt, og man kommer altid tilbage til den Nationalitet, han tilhører. Men vi Norske vil ikke vide  noget af Per; det er heller ingen national Figur, For at udfolde en Livlighed som denne, maatte en norsk ondegut være rent «overstadig».

 

        Per Gynt er simpeltvæl Manden, saaledes som Samfundet oprætter og former ham, enten han nu optræder i Skikkelse af norsk uhyrlig Bondegt, europeisk Levemand, eller som Eventyrhelt nede i Marokko, ligesom Solvejg, den utrættelig ventende, med Sæbevand og Toeklud altid paate Solvejg, dets Ideal af Kvindelighed.

 

        Og dette Samfundets Kvindeideal er det nu, vor Digter præsenterer os, medens han stille smilende ser til, om det ednu har magt til at røre os.

 

        Ibsen? … Ibsen godkjender saa lidt Solvejg som han godkjender Per.

 

        Nu, lad enhver se i Per Gynt hvad han vil. For mig er dette kolosale Verk med sin norske Aladdinhelt kun Allegorien, legemliggjørelsen af en Samfundsopdragelse, der opmuntrer alt hva der er slet i Manden, og kuer alt hvad der er stort og godt i Kvinden.

 

        Om jeg end tør sige, at mit kære Fædrehjem midre fremtrædende en maaske de fleste andre, hyldede hint Partiskhedens Princip, der her laa til Grund – vi bleve alle, Brødre og Søstre, efter Datids Skik strengt opdragne -, laa det dog ubevist i Luften. Det varbaade smukt og rigtigt, om en liden Søster angav sig for Broderen, naar denne havde forskyldet noget. Jeg mindes en saadan Offerscene, en gag min lille Bro’r var kommet i Sakde for en Rude og havde tat Flugten. Det gik haard paa, men jeg tog dog modig mine Klaps derfor, og nød vist – det var umuligt andet – Selvopofrelsens ophøiede Følelser dobbelt bagefter.

 

        Opholdet i en Herrnhuter-Anstalt i Kristiansfelt fra det 14 – 16 Aar mellom nogle englelige «Søstre», kunde kun drive disse ideale Livsmaximer op til en næsten overmenneskelig Høide, det vil da sige, gjøre et saadant afrettet Fuldkommenhedsautomat noges saa nære umulig for denne Verden, hvori det side skal leve og færdes.

 

        Saa fulgte Ungdomsaarene, en lang Række, i det ensomme Hjem – alle minde Søskende vare allerede dragne ud – et drømmende Naturliv, kun afbrudt ved korte Besøg i Kristiania, den gang skildt fra Hjemmet ved en lang, besværlig Dagsreise. Jeg formaar ikke at give en klar Fremstilling af hvad der i hine Aar, vi maa vel kalde dem den vaagnende Bevistheds, foregik i en stakkels uerfaren Sjel. Tilsyneladende har jeg levet dem so enhver Datter i Familiehjemmet den gang: Potteblomstens Liv i Haven, saa længe Vejr og Sommer tillader det, for saa, naar Høsten og Kulden kommer, at flyttes ind bag Ruderne.

 

        Ganske som den vegeterende Plante har det dog neppe været. En Tvivl, et Spørsgsmaal vl allerede da have rørt sig den ensommes Sjel: Er disse os Kvinder med en saadan drakonisk Strenghed foreskrevne Lovbud, medens de ikke i det mindste synes at anfegte Mændene, Lovbud, der lægger Baand selv paa de ædleste Følelser, naar de love os en Smule Livslykke, er denne saa ulige fordelte Moralbeskatning grundet paa ret og Billighed? er den frivillig? I Kristi Lære forekommer ikke et Ord, der godkjender den. Hvorfor kalder da alle, som holder paa denne Uretfærdighed, sig Kristne?

 

        Men der blev lide spurgt. Det vilde ogsaa været fuldstændig unyttig. Tanken om at en saa ulige Udskiftning, der havde Aarhundreders Hævd for sig, kunde grunde sig paa Uret, var ikke født til Verden endnu, end sige en Protest derimod. Og u en ung ige, der ikke maatte ha en tanke en Gang for slige Ting!

 

        Men alle disse forrykte, hentærede Skikkelser rundt om i Gaardene, alle disse Fruer og Madamer Gynt, hvad havde de at sige os? …

 

        Og saa gik den første Ungdom hen. Men disse kvalte Tvivl om saameget, alt medens den tvivlende selv – og dette maa siges, skal et saadant Liv ret forstaaes – maatte bare Trykket af en Forsagesle, saa tung, saa bitter, som den kan lægges paa et Menneske, havde den Virkning, at den omskabte den ellers livlig anlagte unge Pige til et saa taust, utilgjængelig Væsen, som nogensinde kunde «kjede seg selv og andre ved at spille Sfinxens Rolle», en løierlig Modsætning, i Sandhed, til den Figur, hendes senere Herrer Biografer har faaet ud af den!

 

        Men saa hændte det, at der var én, som begndte at tro, at Statuen kunde fange Liv, naar man vidste det rette Ord. En Veninde, en Korrespondentinde inde i Hovedstaden havde nok røbet det.

 

        Og denne upaaregnede Pygmaleo kjendte det løsende Ord, der vakte Støtten til Liv, og saa længe han levede og stod mig nær, dannede han e Vær om dette vakte Liv, at skulde holde sig urørt af Verden, med sin ove vort Kulturlivs Buler og Udvæxter formede og afglattede Samfundsmoral.

 

        Jeg kan aldrig huske, at vi care uenige om nogen Ting. jeg stolede saa ubeetinget paa, a hvad han vilde var det rette, at jeg synes det var mig, der vilde det. En deilig, en magelig Lydighed den der!

 

        Jeg mindes en Gang, som vi vendte hjem fra en af vore Ministerballer i Stiftsgaarden; vi befandt os alene i den lukkede Vogn.

 

        «Er det ikke uderlig» sa’ jeg, «jeg har den hele Aften ikke talt med et Menneske, nei ikke et Ord! … Og du syntes jo, jeg var saa pen»»

 

        «Du er en ensom Sjel», sa’ han, idet han tog min Haand og – ja, jeg kan ikke hjælpe, det var nu en Gang hans Maner – og kyssede den.

 

        «Men vi to taler dog sammen og synes aldrig vi kan bli færdige». –

 

        «Jeg er ogsaa en ensom Sjel, derfor har vi saa meget at sige hinanden».

 

        Og han var det, kun i en anden Forsand, ganske annerledes overlegen, mere bevidst. Jeg skottede frygtsomet til Siden, hen til den mægtige Udenverden, i hvis Midte vi levede vort aandelige Eneboerliv, han skuet fornemt ned paa den.

 

        Og siden, da dette Værn faldt, ak, altfor snart! har jeg kjæmpet, tappert, blodig for a værne om disse Livsprinciper, vi havde fælles.

 

                    Og jeg har reddet dem, det er de samme den Dag i Dag, som den unge Pige under tusinde Tvivl og Smerter tilkjæmpede og formede sig i den Eidsvoldske Naturensomhed.

 

        Jeg har aldri godkjent dem, der gjælder Verden, ikke dens Venden op og ned paa stort og smaat, paa ret og slet, ikke dens Æresbegreber og Love, ikke den Hyldning af Skinnet og Vedtægten, ikke dens ukristelig Kristelighed. Jeg liker ikke de Grundsætninger, hvorefter den lever og handler, ligesaalidt som den godkjender dem, der gjælder for mig. Deraf den dumpe Uvilje, som mine Skrifter vækker, en Uvilje, der minder om de Miner, som man møder, naar man halvkvalt i en overfyldt Kupé slipper Vinduet ned.

*                   *                  *

        Og nu resultatet af en saadan hvileløs, langvarig Kap? vil man spørge. Hvad har du vel opnaaet med dine Bestræbelser for at trænge igjennom det umulige? …

 

        Nu, jeg har i fuldt Maal opnaaet det resultat, der er lovet, der vinker saadanne. Lønnen, der aldrig udeliver for den dumdristige, der vover at ville gjøre andre Meninger gjældende end dem, der raader i Samfundet. Og man skal ikke sige andet, end at de Livsmagter, der fortrinsvis repræsenterer dette Samfund og villig stiller sig som Organer for dets raadende Meninger og Stemninger: Vanedespotiet, den forhærdede Egoisme, man skalikke sige andet, end at de trolig har røgtet sit Hvero og ikke forsømt nogen Leilighed til at plante sine Stene paa min Vei.

 

        Dete var nu Anathemet, lyst over disse Bestræbelser for en Livssag, der er bleven min.

 

        Men den mangler heller ikke Velsignelsen

 

Den har vundet en Velynder, en mægtig en, der vil gjøre hele Tidens Modstandstaktik til intet, som alt brøstfældig, sigselvoverlevet, og vor Sag holder sig festlig beredt til at modtage denne Velynder, og den heder Fremtiden, og har med mer end ét tegn allerede forkyndt s sin Nærhed.

 

        Per Gynt er kommen hjem igjen efter sin lange Tur.

 

        Men Solvejg er ikke anske den samme. hun kjeder sig i Sæterhytten og er bleven træt af at vente.

 

        Og naar Per saa kommer, liker hun ham ikke saa godt som før.

………………………………….

………………………………….

        Dette er alt, hvad jeg kan meddele Dem, kjære fru Kieler, Jeg ved ikke, om det er for meget eller for lidt af det, De ønsker at vide. Kun saa meet vil De med Vished faa ud deraf: Jeg har kun været en Stemme i min Tid, en Stemme for Solvejgs vaagnende Træthed og Tvivl. Den Personlighed, Naturen har forlenet mig, har ikke synderlig kunnet støtte denne Stemme. Havde jeg ejet nogle af de Egenskaber, an saa gjerne vil se i den, vilde meget maaske være annerledes.

                                                        Camilla Collett

 

*) Se Hr. Henrik Jægers Literær-biografiske Skitse: «En Norsk Forfatterinde»»

På denne tiden var Camilla Collets helbred noe vaklende, men hun planla å reise til sitt faste vinterkvarter i København, efter nyttår[lxxxiii].

 

På våren 1887, så sent som i mai, meldte Stavanger Amtstidende[lxxxiv], med Københavnske blader som kilde, at Camilla Collet planla å reise til Paris.

 

Senere samme år, i juli, meldte Dagbladet[lxxxv] at Camilla Collett for første gang var på et besøk i Trondhjem, der det var en aktiv Kvinnelige Læseforening. Hun planla, efter dette, å reise til Modum Bad[lxxxvi].

 

Året efter vedtok Stortinget diktergasjer[lxxxvii], og Camilla fikk 800 kroner, mens Ibsen og Lie fikk 1600 og, til sammenligning, komponistene Grieg og Selmer begge fikk det høyere beløpet.

 

Camilla Collet ankom Kristiania ombord Melchior i mai 1889[lxxxviii] og hadde under overfarten hatt selskap – kanskje – med maleren Hansteen og dennes kone.

 

Hensikten med denne båtturen – eller, i det minste, én hensikt – var for Camilla Collett å ta opphold på Modum Bad denne sommeren[lxxxix].

 

Om røsten, i det offentlige, ble svakere efter som årene gikk, var hun ikke glemt: Morgenbladet[xc] i København tok inn en notis om hennes 77-års dag 23 januar 1890. den samme merkedagen ble husket, også, i Dagbladet[xci] i Kristiania – om enn dagen derpå.

 

Hun fylte naturligvis år i 1891 også, og noen tid efter det hadde avisen København[xcii] et lengre smedeskriv på første-siden, en skrevet av en usedvanlig surmavet skribent, men som likevel kanskje kaster lys over hvordan Camilla ble sett på av enkelte andre, og til dels oppfattet seg selv, sin rolle, og sine bragder:

 

        «Den norske Forfatterinde, Fru Camilla Collett, har fornylig holdt Fødselsdag.

 

        Dette var selvfølgelig en begivenhed, der ikke kunde ga helt upaatalt hen. Selv om Fru Colletts Forfatterskab længst har tabt al Interesse, selv om de Dage ligger langt tilbage i Tiden, da Henrik Wergelands Søster slog sit eneste store Slag som Diterinde med «Amtmandens Døtre», er der dog endnu i det mindste ét Territorium, over hvilket Fru Colletts navn vajer højt som et Banner – et Kampsignal.

 

        Dette Territorium er de nordiske Kvindeforeninger.

 

        Fru Collett var den, der gave Stødet til den hele «Kvindebevægelse» i Danmark-Norge, netop ved den førnævnte Bog. Intet Under da, at hun endnu i si graanende Alderdom, nu da hun længst har tabt al positiv Indflydelse og al Produktionsdygtghed ud over de forskruede «Strøtanker» hun af og til offentliggjør rundt omkring, dyrkes som en Fetisch af alle veldledte, emanciperede Damer i Nord.

 

        Sidst er det de Kristiania-Damer, der har været i Lag med hendes Ry – paa hendes nys afholdte Fødselsdag. Kun hendes Ry; ti selv var hun for svag til at deltage i det Bakkanal, ved hvilket Fru Wilhelmine Ulmann holdt Festtalen til Flygelakkompagnement af Fru Erika Lie-Nissen. Hendes Aand svævede dog sporligt saavel over Vandene som over Vinene.

 

        Senere har hun i et Kvindeblad, der hedder «Nylænde» – rimeligvis som en Slags Opposition mod hin Adams gamle Lænde, af hvilken i sin Tid Eva blev skabt, offentliggjort et Svar til Fru Ulmann.

 

        Fru Ulmann avde i sin Tale berørt, hvorledes Camilla Collett en gag som ung var gaaet glip af et fin Bal i Kristiania, fordi hun paa Rejsen dertil var bleven stikkende i Sneen. harmfuld herover havde hun vakt Indignation hos de ikke-dansende Kvinder og var saaledes bleven den tidlige Forløber for hele Kvindebevægelsen i Norden.

 

        Fru Collett svarer hertil:

 

«Da jeg traf paa, at ogsaa De havde valgt den gamle Balsukces som Udgangspunkt, greb det mig saa underligt. Jeg var nemlig i et sidste stille Opgør med min Stillings virkelige Staatus kommen til det Resultat, at hine mine Ungdoms Baltriumfer er den eneste uformørkede, uklandrede Anerkendelse, jeg har vundet inden min Nation. Og Gud skal vide, den har holt trosset ud. Det hænder ikke sjældent, a der endnu diskes op for mig baade i røde og blaa Kranse, baade i Mol og Silke. Men De, Wilhelmine, har forstaaet det annerledes. De har givet Baldukken Sjæl og Liv. Se det var noget andet! Og deri ligger Forvekslingen mellom Form og Indhold. Ti den ydre Skabelon kunde det ikke være, der har grundet Berømmelsen. Med de mange virkelige Skjønheder, som vor By den Gang hadde at opvise, kunde den stakkels Pige fra Landet, der en sjælden Gang under et Vinterbesøg dukkede op i vor hyperkritiske Lycæcirkel, ikke maale sig – det forsikrer jeg Dem. Det maa have været Opdukkelsen selv, altid lidt nyt, og maaske en Tanke, et Følelsesliv, der bevægede hende den Gang, en Sjæletrang, knapt forstaaelig for hende selv, der skreg efter Forløsning – en Forløsning, der ak! ikke skulde times den, men som tilsidst under det trøstesløse Tryk af en hjemlig Enkestad gav sig Luft i Forfatterskabet – den sørgeligste af alle Udveje!»

 

Disse Baltriumfer – med at komme for sent til Bal, fordi man bliver stikkende i Sneen, – er altsaa efter Fru Colletts mening «den eneste uformørkede, uklandrede Anerkendelse» hun har vundet indenfor sin Nation.

 

        Det maa være drøjt for den utaknemlige Nation at høre saadanne Dommens Ord af en Forfatterinde, det i sin Tid har forkælet og feteret i den Grad som Tilfældeet var med Fru Collett efter hendes første lovende Bog.

 

        Og ligesaa drøjt maa det være for Fru Collett at bekende sit Forfatterskab som «den sørgeligste af alle Udveje».

 

        Naturligvis er det Skaberi, naar hun siger det. Selvfølgelig mener hun det slet ikke. Der eksisterer overhovedet det Menneske, der griber Forfatterskabet som den sørgeligste af alle udveje – og saaledes tiller det i Rang med Ladegaarden og lignende godgørende Institutioner. Ganske simpel, fordi ingen virkelig Forfatter eller Forfatterinde griber Forfatterskabet som «en Udvej».

 

        Og Fru Collett var dog en Gang en virkelig Forfatterinde, hvor langt der saa er fra «Amtmandens Døtres» ungdomsfriske Lidenskab til hendes Alderdoms overspændte Hypokondri.

 

        Ikke ueffen var maaske Fru Ulmanns Sammenligning.

 

        Fru Collett er virkelig kørt fast i Sneen, den Gang hun ung, varmblodig, fuld af Energi og Virkelyst, skulde til Literaturens store, festlige Lag.

 

        Hun vandt ikke frem, som hun skulde.

 

        Hun druknet med samt sine unge, lovende Evner, i Kvindebevægelsens forsumpede Vrøvl, i den tætte, kvælende Driver, der siden har sendt saa megen Fygesne ud over baade Norge og Danmark.

 

        Og nu sidder hun, gammel højt oppe mod Nord – en hvidhaaret Solvejg – og søger sin Trøst over sit Forfatterlivs skuffelser i – sin Ungdoms Baltriumfer.

 

        Det er – klart udtalt, med eller mod hendes Vilje – den hele Kvindeemancipations Nemesis-Dom.

 

                                Oscar Madsen»

 

Hvem Oscar Madsen var er ikke kjent, og heller ikke undersøkt. Det er nok å vite at han var klar til å kaste et dårlig lys på en eldre kvinne med større meritter enn ham selv, og at han ikke var noen herre.

 

Litt senere, efter at påsken var kommet i gang, hadde Morgenbladet[xciii] en petit som skildret livet i hovedstaden gjennom et par dager med strålende vær, og som kan illustrere at Camilla Collett ikke utelukkende var alvor og kvinnesak:

 

«Fru Camilla Collett har lavet et Ord «Christianiasommersøndagseftermiddage» og Ordet er betegnende, og disse Søndags Eftermiddage i Juli og August, iethvertfald for et Par Aar siden, vare fæle, men Christianiavaarsøndagsformiddagene, de er og have altid været noget af det vakreste, som kan tænkes».

 

I forbindelse med fødselsdagen 23 januar 1891, kunne Dagbladet[xciv] fortelle at Kvindestemmeretsklubben holdt fest for Camilla Collett. Festen, der mange deltok, ble åpnet av formannen, Frk. Gina Krog, og hovedtalen ble holdt av Fru Mathilde Ulmann og avsluttet med en sang:

 

«Om vi tog i Haand,

om vi bandt et Baand

rundt om By, om Bygd og Strand,

Af den gode Tro –

hvor vi skulde bo

trygt i Fred, hver Kvinde, Mand!

 

Lad saa denne Dag

for vor gode Sag

staa som Mærke med det navn,

hvor det rene sind

under blegnet Kind

gir et Haab for hvert et Savn!»

 

Om Camilla Collett var mye i København i disse årene, så var hun der ikke hele tiden: man noterte seg at hun kom og gikk, slik som Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger[xcv] gjorde 29 april 1891: «Forfatterinden, Fru Camilla Collett opholder sig for Tiden her i Byen».

 

På sensommeren hadde Morgenbladet[xcvi] en notis om Camilla Collets støttet til Dyrebeskyttelsen og foreningens initiativer:

 

        «Gave. Forfatterinden Fru Camilla Collett, der saavel i sine Skrifter som i Gjerning stadig har vist sin levende Interesse for Dyrebeskyttelse, har atter idag lagt dette for Dagen ved at tilstille Undertegnede 50 Kroner til Disposition for «Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Christiania» med Ønsket om, at nævnte Sum anvendes til Indkkøb af Slagtemasker.

 

        Paa Foreningens Vegne tillader jeg mig midlertidig at kvittere for Modtagelse af Summen og udtale den bedste Tak for Gaven, der skal blive anvendt efter Ønske.

                                                        Hfd. Nielsen-Sæther».

 

I slutten av samme år var metodene som bruktes ved slakteriene, igjen, et tema i den offentlige debatt, og 9 desember var Camilla Collett – Frue, Christiania – en av med-underskriverne på et opprop[xcvii] til prester, slaktere, husmødre og pressen om innføring av mer barmhjertige måter for avliving av dyrene. Bornholms Tidende[xcviii] trykket det samme oppropet 5 januar året efter.

 

Bare noen uker senere fikk Camilla Collett, ifølge Morgenbladet[xcix] i København en æresbevisning fra høyeste hold:

 

        «Kong Oscars Belønningmedalje er tildelt Fru Camilla Collett. Belønningsmedaljen blev overrakt Fru Camilla Collett af 1ste Hofmarskalk Th. Frølich med nogle anerkjendende og venlige Ord fra Kongen.

 

        Belønningmedaljen, der uddeles alene i Guld og til Belønning af Fortjenester af det kongelige Hus, af Kunst, Videnskab og Literatur m.v., indehaves for tiden kun af følgende Nordmænd:

 

        Digter Jonas Lie, redaktør Hartvig Lassen, Digter Henrik Ibsen, Komponist Johan Svendsen og Professorerne Yngvar Nielsen og Lorentz Dietrichson».

 

Senere på året får man øye på en annen side av Camilla Colletts private støtte-virksomhet, da Morgenbladet[c] fortalte at hun had bidratt med 50 kroner, via Frk Kitty Kielland, til «Kunstnermarkedet».

 

På denne tiden var Camilla Collett 79 år gammel, og efterhvert mer av en bauta enn et varmblodig menneske, i det minste så langt offentligheten klarte å se henne – som man kan se ut fra følgende lett underdanige inteview trykket i Dagbladet[ci] tidlig i Februar 1892:

 

 

«Hos Camilla Collett

 

        En af Dagbladets Medarbejdere, som havde i Opdrag paa Kunstnerfestens Vegne at skaffe Camilla Collets haandskrift til den saakalde Spaadukke, fortæller:

 

        Som Svar paa min skriftlige Henvendelse til Fru Collett fik jeg en Anmodning om at komme op til hende Fredag Aften.

 

        Høj og slank med en Holdning som mangen en ung Pige kunde misunde hende, kom den ni og sytti Aar gamle Dame mig imøde og hilsede mig, men en venlig Anmodning om at ta Plads.

 

        Hun var lidt langsom i sine Bevægelser og stillede en rød Papirroset foran Hængelampens svage Lys for yderligere at d’mpe Skj’ret, da Lyset generede hendes Øjne – ellers mærkede jeg intet Tgn til, at den høje Alder havde tat synderlig paa hende.

 

        Paa Bordet under Lampen laa et lidet Manuskript, med Blækket endnu vaadt – dete var nedenstaaende Digts sidste Vers, som hun netop havde skrevet til Kunstnernes Fest.

 

        – Men, sa Fru Collett: dette Vers slutter sig saa nøje til et Digt, jeg for to Aar siden skrev til norske Kunstnere i Tyskland, at jeg tror det maaske vil ha sin Interesse at se det hele trykt i Sammenhæng. Digtet fra 82 er trykt i «Sidste Blade», men da De maaske ikke erindrer det, skal jeg prøve paa at læse det op for Dem.

 

        Fru Collett lænede sig stille tilbage mod Stoleryggen, saa at Ansigtet laa i Halvmørke, støttede Hagen mod den højre Haand og læste langsomt hele Digtet med malende Betoning af hvert Ord og med en Memorering, som kun hist og her klikkede lidt:

 

De Udskudte

1882

 

Farvel, Farvel, mit Fødeland.

Farvel, Da min Moder strenge!

Jeg gaar saa langt, saa langt jeg kan,

Gud ved hvorhen,, og hvorlænge.

 

Jeg gaar … jeg nøler … jeg standser brat,

 

Jeg skuer mig om til det sidste,

Ak, ved ikke selv, hvordan det er fat –

Det er, som om Hjertet vil briste.

 

Jeg ved ikke selv, hvorhen jeg vil gaa

I Verdens videste Øde.

Et fatter jeg kun, Et kan jeg forstaa:

At Du vil mig, o Moder! Forstøde.

 

Thi mindes jeg vel, fra min tidligste Stund

Du kunde ej rigtig mig lide.

De første Ord, jeg fornam af din Mund,

De vare ej synderligt blide:

 

«Hvor vil Du vel hen, Du uselige Ting?

Og hvem skal Dig skjærme og hytte?

Det Sommerfulgstøv hist over din Ving,

Det spaar mig saa liden en Nytte.

 

Her trængs vi ikke til Poesi,

Ej til Kunstens gjøglende Varme,

Vi trænge til Hjerner med Malm udi

Og en oben dygtige Arme.

 

Jeg har nogle før af selvsamme Art,

Unyttige, brydsomme Sakler,

Der, friste de Liv, er det mer end rart,

Det neste maa ske ved Mirakler.

 

Der skal til Jer alle sligt Pas og Stel,

Og en ganske apartelig Spise,

This søg dig helst dine Veje selv,

Mig er det altid en Lise

 

Maaske det histude Dig bedre gaar,

Det skal glæde mig rigtig at høre;

Kom saa igjen om hundrede Aar,

Saa se vi, hvad vi kunne gjøre».

 

Ak Moder, Moder, min Moder kjær!

Jeg kan ikke bie saalænge!

Saa saare jeg ikke mer er Dig nær,

Min Længsel sa haardt vil trænge.

 

I dit Øjes Dyb der luer en Glød,

Og selv din barskeste Stemme

Den ejer en Klang saa egen, saa sød,

Som man siden umulig kan glemme.

 

Da munder mig ingen Lædskedrik,

Der mig bydes i fremmede Lande.

Mig lokker den søde, den bedske Drik,

Som Du kun forstaar at blande.

 

Ak Moder, skal jeg da virkelig gga?

Og kan jeg ej blive herhjemme?

Jeg leve skal glad i i den dunkleste Vraa,

Naar det kun er herhjemme … herhjemme!

 

Jeg gaar … jeg gaar jo! Men naar jeg er død,

Min Moder Du vil Dig forbarme;

Da vagger dit Barn du ømt paa dit Skjød,

Og gjemmer det i dine Arme.

 

Moderlandet til Kunstnerne.

1892

Saa, saa, vær ej længer nu vred paa Mama!

Jeg har hørt, at gik jer derude saa bra;

Saa, saa! … Faaet et Navn! … Kort blevne berømte!

 

Om saadant noget, vist aldrig jeg drømte!

Naa, naa, kjære Barn, vender hjem igjen, da.

Og hjertelig Velkommen! … Hurra! … Hurra!

                                     Camilla Collett.

 

        Da Læsningen var tilendebragt, spurgte jeg, om Fruen havde noget nyt under Arbejde.

 

        Nej, det havde hun ikke, Derimod havde hun efter Samraad med sine Nærmeste sluttet Overnskomst med Alb. Cammermeyers Forlagsboghandel om Udgivelse af sine samlede Skrifter. Dette var Grunden til, at hun i Vinter var blevet boende i Kristiania, vilket hun ellers ikke havde gjort da hun kun vanskelig taalte Vinteren her.

 

        – Naar kommer Deres Skrifter ud i den nye Form, Fru Collett?

 

        – De begynder at komme til Vaaren, i Hefter.  Saa faar vi da se, hvorledes det gaar. Det er jo saa, at ingen af mine Bøger, «Amtmandens Døtre» undtaget, har oplevet mer en et Oplag …

 

        Jeg tillod mig at bemærke, idet jeg rejste mig for at gaa, at der nu var voxet op et Publikum, som med Glæde vilde modta efterretningen om disse Skrifters Fremkomst paa en saa letvindt tilgjængelig Maade …

 

        Og der er saa. Paa den Vej, Camilla Collett har brudt, vandrer nu – mere ller mindre bevidst – store Skare af Kvinder og Mænd, som med levende Interesse vil studere hedes Skrifter og stille dem i sin Hylde til Reference, for stadig at ha dem ved Haanden, naar de om vort Lands Kulturbevægelse i dette Aarhundrede vil ha den Besked, som kun Camilla Colletts Værker kan gi».

 

Noen måneder senere, 10 mai 1892, noterer Dagbladet[cii] at Camilla Collett har gitt 100[ciii] kroner til Kvindesagsforeningen, 50 kroner til Nylænde, og 50 til Kvindestemmesretsforeningen.

 

Oppropet om Slagtedyrenes Avlivning ble gjentatt i Københavner-avisen Dannebrog[civ] 27 september 1892.

 

Mot slutten av året var det generalforsamling, fortelles det Dannebrog[cv], i den Norske Dyrbeskyttelsesforening, og der vedtok man fortsatt støtte til utdelingen og opplæringen i bruken av slaktemaske ved avlivning av dyr. Bortsett fra det noterte man at man ikke på langt nær hadde kunne oppnå alt man hadde gjort uten støtte fra Kristiania Sparebank, Brændevinssamlaget med 400 kroner hver, samt Fru Camilla Collett med 50 kroner.

 

Efter hvert opprant 1893, og med det, Camilla Collets 80-årsdag. Det skulle feires – og i Morgenbladet[cvi] 15 januar finner man en liten annonse: «Camilla Collett-Festen. Lister til Tegning af Billetter til Festen ville blive udlagte fra Tirsdag Morgen».

 

Camilla Collets sønn, Alf Collett, utga, senere dette året, en bok der han beskriver feiringen og gjengir mange stykker fra aviser, hilsener, telegrammer hun mottok og så videre: det som følger er tatt fra aviser som er gjort tilgjengelig gjennom Nasjonalbiblioteket.

 

Det skjedde da – også i Dagbladet, hvor en annonse kom til syne 16 januar:

 

«Fest for Fru Camilla Collett

paa hendes 80de Fødselsdag d. 23 Januar 1893

 

            De store Fortjenester, Fru Camilla Collett har erhvervet sig af vort Folk ved et lagt Livs betydningsfulde og følgerige Virksomhed i vor Lieteratur og ved sin ufortrødne og frygtløse Kamp for Kvindens berettigede Stilling i vort Samfund, en Virksomhed og en Kamp, for hvilken Mænd ikke midnre end Kvinder staa i en dyb Taknemlighedsgjæld til hende, gjør det visselig til en Trang for Mangfoldige at give denne Følelse et Udtryk paa hendes nu forestaaende 80de Fødselsdag.

 

            Undertegnede tillader sig derfor herved at indbyde Medborgere og Medborgerinder til en Fest for Fru Collett i Studentersamfudnets Festlocale d. 23de Januar Kl. 8. Galla. Entré Kr. 5.00. Liste til Tegning af Billetter er udlagt i R. Andvords Papirhandel og inddrages Fredag Aften d. 20de.

 

Fru Henriette Andersen-Aars[cvii].                  Fru Hanna Andresen,

                               født Døderlein

                        

             Fru Elise Aubert,                E. Blix,               Fru Elise Brodtkorb.

         Formand i Læseforening for Kvinder        Professor.

 

Edvard Bull,         E. Christie,          L. Dietrichson,     C. F. Diriks

  Dr. med.            Borgermester               Professor           Fyrdirektør

 

Fru Augusta Gjertsen            Fru Laura Gundersen

                                       født Egeberg

 

Frøken Thora Hansteen        Henrik Ibsen            Frk Kitty Kielland

     Dr. Phil.

 

                    Fru Agnes Kierulf[cviii]                  B. Kildal                Frøken Gina Krog

             født Anker                                 Statsraad       Formand i Stemmeretsklubben

 

            Moltke Moe                E. Motzfeldt                Fru Ragna Nielsen

                               Professor             Højesteretsassessor             Skolebestyrerinde

 

Fru Erika Nissen               Frøken Alvilde Prydtz     Fru Mathilde Schjøtt

født Dunker

 

  1. H. Schweigaard Otto Sinding               Herman Wedel-Jarlsberg

    Advokat                                           Maler                           Kammerherre».

 

 

Bergens Aftenblad og Bergens Adressecontoirs Efterretninger[cix] fortalte, 18 januar, at Studentene i Kristiania planla et fakkeltok til Cammilla Colletts ære.

 

Om det var skarpt fokus på forfatterinnen og kvinnesakskvinner Camilla Collett – og med all mulig rett – i forbindelse med fødselsdagen, var hun selv opptatt også av andre saker hun brant for:

 

«Fru Camilla Collett

 

har atter iaar ligesom flere Gange tidligere tilstillet mig en Gave paa 50 Kr. til «Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Kristiania».

 

        Nu har den varmhjertige Forfatterinne sendt samme Gave i Anledning af sin Fødselsdag den 23de ds., og i en medfølgende Skrivelse udtaler hun Ønsket om, at den smukke Opgave, Foreningen til Dyrenes Beskyttelse har sat sig, maatte trives og vinde mer og mer Tilslutning.

 

        Saavel for den tilstillede Sum som for Fru Collets vedvarende store Interesse for Dyrebeskyttelsens Sag – hun har saaledes i mange Aar i Dagspressen areidet for at vække Publikums Opmerksomhed for den – tillader jeg paa mine Meddirektørers og egne Vegne at frembære Foreningens bedste Tak.

 

                                Kristiania, 20de Januar 1893

  1. Nielsen Sæther».

 

I og med at Mme Collett antagelig bodde på, i høyden, et par værelser ad gangen der hun leiet seg inn vekselsvis i København og Kristiania, er kanskje det følgende, fra Morgenbladet[cx] 21 januar, mer velment en egentlig praktisk:

 

        «Fru Camilla Collett vil Mandag Middag fra kvindelige Beundrere blive overrakt en kjæmpemæssig Blomsteropsats. Der vil i den Anledning efter Forlydende ved Totiden udgaa en Procesion af Kvinder fra Slotspladsen til Forfatterindens Hjem».

 

Studentene forberedte seg også, ble det fortalt i Morgenbladets[cxi] aftennummer samme dag:

 

«Studenter!

        Fremmøde paa Tullinløkken under Fanerne til Fakkeltoget for Camilla Collett Mandag den 23de Kl. 9. Duskehuer».

 

Aftenposten[cxii] hadde flere detaljer samme dag:

 

        «Festen for Camilla Collett.

Studenternes Fakeltog vil udgaa fra Tullinløkken, hvor Opstillin under Fanderne finder Sted foran det kemiske Laboratorium. Derefter gaar Toget gjennem Fredriks Gade, Drammensveien, ned Storthingsgaden, forbi Wergelandmonumentet til Studentersamfundet. Der vil Studentersangforeningen afsynge et Par Sange. Se forøvrigt Avertissementet».

 

Vestmar[cxiii] – en avis som ble utgitt i Kragerø – kunne fortelle at det skulle bli festligheter ikke bare i Kristiania, men også i Bergen.

 

22 januar kunne man lese i Arendalsavisen Den Vestlandske Tidende[cxiv] opplysninger innkommet pr telegram:

 

                                                    «Kristiania, 21 Januar.

        Idag indbydes til Deltagelse i et utelukkende Kvindetog til Camilla Collett paa Mandag Kl 2 ¼. Indtil ieftermiddag er solgt til Festen noget over 500 Billetter».

 

Efterhvert begynte avisene å ha mer å fortelle også om Camilla Collett og hennes liv og verk, dette fra Aftenposten[cxv] 22 januar, dagen før fødselsdagen – hun har sikkert lest denne artikkelen:

 

«Fru Camilla Collett,

 

som imorgen kan feire si ottiaarige Fødselsdag, indtager en særegen og fremskudt Plads saavel indenfor vort Lands Literatur som i dets Kulturudvikling. Hun er vor første Forfatterine af Rang i tiden efter 1814, ligesom hun – i visse Henseender ved Siden af Magdalene Thoresen – endnu til vore Dage staar som den uden Sammenligning betydeligste, vi har eiet.

 

Og den Indflydelse, hun har udøvet paa vort Kulturliv, er maaske endnu betydeligere end hendes Fortjenester som Kunstnerinde. Hun har virket i høi Grad vækkende og befrugtende paa sin Samtid, og langsomt, men sikkert har de Meninger, hvorfor hun staar som Banebryder, voxet sig frem til en Samfundsmagt, hvis endelige Virkninger vi endnu ikke fuldt kan overskue.

 

        Som Søster af Henrik Wergeland og blot 5 Aar yngre end denne – hun er født 23 Janaur 1813 – kom Camilla Collet til paa nærmeste Hold at gjennemleve hele den sydende Brydningstid i Trediveaarene, som betegnes med Broderens og Welhavens Navne. Som bekjendt, kom hun – navnlig efter sit Giftermaal i 1841 med daværende Lektor P. J. Collett – til nærmest at tilhøre den Welhavenske Leir og begyndte sin literære Virksomhed anonymt i «Den Constitutionelle», hvor navnlig hendes «Strikketøisbetragtninger» (fra 1842) vakte Opmerksomhed.

 

Først længe efter – i 1855 – udgave hun sin første selvstændige Bg «Amtmandens Døtre», der ogsaa er blevet hendes Hovedverk, – en original Fortælling, baaret af en vemodig Grundtone og fuld af dybsindige Aforismer og fi Psykologi, hvori hun bragte levende Bud fra Kvindernes bortgjemte Sjeleliv og først med Kraft og moden Bevisthed anslog de Strenge sm senere stadig skulde klingen igjen i hendes Produktion. Det var «Kvindens Frigjørelse», hun her krævede i Romanens Form, idet hun nedlagde en indignert Protest mod det Lonvetionelle Ægteskab og kjæmpede for Kjærlighedens ret – paa samme Maade, som Ibsen senere gjorde det i «Kjærlighedens Komedie», der uden Tvivl er direkte inspireret og paavirket af Fru Collets Verk.

 

        «Amtmandens Døtre», der strax vakte megen Opsigt og i 1860 udkom i 2det og i 1879 3die Oplag, efterfulgtes i 1861 af «Fortælllinger» og i 1863 af «I de lange Nætter», hvori den da 50-Aarige Forfatterinde gjengav sine Minder fra Barndomshjemmet og navnlig satte sin afdøde Broder et smukt og gribende Minde. «I de lange Nætter» er skrevet i et Sprog, som staar uovertruffet med Hensyn til Renhed og Velklang, og er i det hele i si Fordringsløshed en af vor Literaturs Perler. Det er derfor en Sak for vor Læseverden, at Bgen ikke alende er udkommet i noget nyt Oplag, men at Forlæggeren endog for nogle Aar siden maatte sætte Prisen betydelig ned for at faa Restplageet udsolgt.

 

        I Aarene fra 1868 til 1873 udkom «Sidste Blade, Erindringer og Bekjendelser» i 5 Rækker og derefter de fremtrædende Grad polemiske Skrifter, hvori Forfatterinden stillede sig som erklæret Forkjæmper for Kvindeemancipationen: i 1877 «Fra de Stummes Leir», i 1879 «Mod Strømmen» og i 1885 «Mod Strømmen Ny Række». Med skarp Kritik baade over Personligheder  – navnlig literære – og over Institutioner vendte hun sig her mod hele den gjængse Opfatning af Forholdet mellem Kjønnene, idet hun ikke blot – som i Amtmandens Døtre» – forlangte Kvindernes Fridgjørelse inden Ægteskabet, men satte deres hele Sociale Stilling under Debat og navnlig angreb den Forskjel, som herskede mellem Mand og Kvinde i moralsk og økonomisk Henseende. I særskilte Brochurer, i Tidsskrifter og Aviser har hun derhos leilighedsvis lige til det sidste forfægtet lignende Synsmaader, – ofte ensidig, men altid begeistret for det rene og ædle i Menneskelivet og altid rede til at træde i Skranken for den Ide, hun har gjort til sin Livsfag.

 

        Der kan vistnok være delte Meninger om den Maade, hvorpaa enkelte af Kvindebevægelsens Forkjæmpere har ført sin Sag, saavelsom om Riktigheden af de vidtførende Konsekvenser, som dens ivrigste og mest fremtrædende Repræsentanter har draget. Og Fru Collett kan neppe heller selv siges ganske fri for stundom at have ladet endel unødig Bitterhed løbe med og at have været noget uretfærdig og streng i sin Dom, – saaledes naar hun i sin Bog «Fra de Stummes Leir» har svunget Svøben over saagodtsom helde den moderne Literatur, fordi dens Anskueler om Kvindens Stilling og Rettigheder ikke har faldt sammen med hendes.

 

Men at Sagen i sig selv er god, og at dens Drøftelse har været ikke blot en Retfærdigheds, men ogsaa en Nødvendighedshandling, – det vil neppe nogen falde paa at benegte, som ved, at der i vort Land er over 70,000 flere Kvinder end Mænd, og at den vakte Bevægelse allerede har gjort Tusinder af disse, som før vilde blevet «strikende Tanter» til selvstændige og nyttige Medlemmer af vort Samfund. –

 

Der har ogsaa i Fru Collets Maade at tage Sagen paa været noget, som har holdt enhver Tanke paa det mandhaftige og blaastrømpeaktige borte, – noget ægte kvindeligt, som bunder baade i hendes Udgangspunkt og i hendes Karakter. Hva det for hende først og væsentlig har gjældt, har ikke været det ydre – som Stemmeret og lignende – men det indre, – noget i Slegt med det, som Ibsen i Modsætning til den politiske og sociale revolution har kaldt «Menneskeaandens Revolutionering». Fru Collett har altid først og fremst ført Hjertets Sag, derfor har hun ogsaa edre end de fleste forstaaet at vinde Hjerterne.

 

        Og selv om Eftertiden skuld stille sig noget skeptisk liveovernfor den udelukkende polemiske Del af hendes Produktion, vil hendes fremragende Plads som Forfatterinde kun i ringe Mon anfegtes deraf. øger som «Amtmandens Døtre» og «I de lange Nætter» vil uafhængig af skiftende Smagsretninger, altid beholde sin Betydning og staa som klassiske Verker i vor Literatur – ikke blot paa Grund af deres eget æsthetiske Værd – deres rige Stemningsfylde og glimrende Stil – men ogsaa paa Grund af de Impulser, de har givet, og den Indflydelse, de deri nedlagte Tanker har øvet paa vor Literaturs senere Udvikling. Det kan vel neppe være Tvivl om, at baade Ibsen og Bjørnso staar i Gjeld til Forfatterinden af «Margrethes Dagbog», og at uden hende hverken Svanhild eller Svava lettelig vilde blevet til.

 

        Da den alderstegne Forfatterinde for 10 Aar siden fyldte sit 70de Aar, blev hun varmt hyldet inden sin Families Kreds, navnlig af Byens Damer, og modtog bl. a. ogsaa et Brev fra Henrik Ibsen, hvor denne i begeistrede Ord takkede hende for, hvad hun havde virket.

 

Naar hun imorgen paa en mere officiel Maade bliver feiret af gamle og unge – maaske ikke mindst af de sidste – vil hun med Stolthede kunne pege paa et Navn, som hun har formaaet at skabe sig ved Siden af sin Broders, og paa en Livsgjerning, som hun allerede har set bære Frugt».

 

I aftenutgaven på selve dagen hadde Aftenposten[cxvi], allerede, en liten reportasje – kanskje ikke fullt så galant som den kunne ha vært – om hva som var foregått, så langt:

 

«Camilla Collett

 

Den alderstegne Forfatterinde feirer, som tidligere omtalt, idag sin 80-aarige Fødselsdag. I den Anledning har hun været Gjenstand for den største Hyldest, som vistnok er bleven nogen norsk Dame tildel.

 

Fra den tidlige Morgen begyndte Blomster, Telegramer, Adresser, Breve, Kort osv. at strømme ind, efter Visittidens Begyndelse har Slægt og Venner og bekændte i store Skarer bragt den ærværdige gamle Dame sine Lykønskninger.

 

        Paa Lærerindenes Vegne var en Deputation oppe hos Fruen nogen Tid før det store Hyldningstog kom. Som Ordfører for Deputationen tolkede Frøken Rogstad den Taknemlighed, Ærbødighed og Høiagtelse, man nærer overfor Fru Collett.

 

Præcis Kl. 2 ¼ satte det store Kvindetog sig i Bevægelse fra Slotspladsen gjennem Parken, Parkveien, Hægdehougsveien til Bogstadveien 2, Fruens Bolig.

 

Toget var meget langt. Der gik 3 Damer i hvert Geled, og til sammen var der vel omkring 1000 Deltagere. – I Spidsen for Toger gik Indbyggerkomiteen som- idet Toget standsede udenfor Fruens Bolig – gik op til hende.

 

Komiteens Medlem, Fru Ullmann, tolkede i en kort Tale de Følelser, der havde faaet Udslag i Hyldingstogeet, og Fru Collett takkede bevæget for den store Ære, der var bleven hende tildel. Medens Deputationen havde Foretræde, passerede Toget forbi under stadig Viften med Lommetørklæderne og Hurraraab, hvorefter de efterhvert opløftes et Stykke bortenfor.

 

        Fruens Leilighed var aldeles som oversaaet med Blomster – fra de prætigste Blomsteropsatser og Blomsterkurve til de enkle Buketter fra fattige Kvinder, der gjerne vilde hylde sin store Landsmandinde.

 

Fra «Kristiania Kvinder» var der sendt en storatet Blomsteropsats, der paa en meget smagfuld Maade var arrangeret dels med levende Vexter i Blmosterpotter, dels med Buketter i forskjellige Façoner. Fra de samme var ogsaa sendt en meget smuk Sølvskaal med Inskription. Fra Lærerindene, Kristiania kvindelige Handelsstands Foreninge, Bildende Kunstneres Fagforening osv. var det sendt Blomsteropsatser, Kurve eller store Buketter, og Blomster var der overalt en slig Rigdom paa, at man skulde tro, man var nede paa Rivieraen og ikke i vort kolde Nord.

 

        Af disse Masser af Adresser, Telegramer Brev osv. skal vi blot nævne følgende:

 

        Norske Klub i London, Ordfører (Vogt)  og Magistrat (Smith) i Kristiansand, Telegrafistinder i Bergen og Arendal, Foreningens for Dyrenes Beskyttelse ved Hofstaldmester Sverdrup, Kristiania Theaters Direktion ved Theaterchefen, Fru Winterhjelm, Stockholm, Dansk Kvindesamfund, Odense Kreds, Bildende Kunstneres Faforening, Kristiania Kunstnerforening, samt en Række skandinaviske Forfattere og Kunstnere, ligesaa en Hilsen fra Eidsvold Prestegaard, Kristiania Lærerindeforening (en Adresse), Fru Magdalene Thoresen, Kjøbenhavn, Henrik Ibse, Stavanger Læseforenings Kvinder, Kvindelig Læseforening i Kjøbenhavn, Kvindelig Fremskridsforening i Kjøbenhavn».

 

Oplandenes Avis[cxvii] var, ikke uventet, mer ordknappe: «Camilla Collett feirer idag sin 80-aarige Fødselsdag».

 

Morgenbladet[cxviii] hadde samme rapport som Aftenposten, men med noen detaljer i tillegg:

 

        «Kl. 2 ¼ satte et langt Tog af Kvinder sig i Bevægelse fra Slotspladsen og drog, gjennemt ætte Tilskuerskarer til Fru Colletts Bolig, hvor den Alderstegne Dame, omgivet af Børn og Børnebørn,  gjentagne Gange matte vise sig i Vinduet for at Modtage den varme Hyldest, der bragtes til hende. Paa Togets Vegne havde en Deputation Foretræde; Fru Ullmann henvendte nogle Ord til Fru Collett, ligesom Frøken Rogstad fremførte en Tak og en Hilsen fra Lærerinder.

*

        Ved Festen iaften vil Fru Collett blive modtaget af Indbyderne, paa hvis Vegne Dr. Henrik Ibsen vil overrække hende en Buket, Taler vil blive holdte af Prof. Dietrichson og Fru Ragna Nielsen.

 

        Festsangen er skrevet af E. N.».

 

Kvinnetoget ble skildret i større detalj (gjentagelser fra andre reportasjer er utelatt) i Dagbladet[cxix] samme dag:

 

«Kvindernes tog

til

Camilla Collett

 

fandt Sted idag mellom Kl. 2 og 3 under stor Tilslutning.

 

        Deltagerne i selve Processjonen samledes ved Slottes nordre Fløj, hvor en Masse Tilskuere var komne tilstgede længe før Afgangstiden.

 

        I Spidsen for Toget gik Inbyderkomiteen, Fru Vilhelmine Ullmann, Frøknerne Harriet Backer, Ida Lie, Rina Tønnesen og Anna Mossevig.

 

        Ledsaget af den stedse egende Tilskuermængde gik Processjonen afsted i langsom marsch gjennem Slotsparken, Parkveien, Hægdehaugsveien og Bogstadveien til Fru Colletts Bolig, Bogstadvejen Nr. 2.

 

        Her gjordes Stans, idet Damerne, efter hvert som de drog forbi Fru Colletts Vinduer, raabte Hurra og viftede med Lommetørkæderne.

 

        Trods den skarpe Kulde viste Fru Collett sig ved et aabentstaaende Vidue og viftede til Folkemassen med en Buket af Lilliekonvaler, ombundet med nationalfarvede Baand, der var blet hende overrakt fra «bildende Kunstneres Fagforening».

 

        Togers Leder havde ikke tænkte at hilse Fru Collett som Deputation, men efter Anmodning gik de op og frembar ved Fru Vilhelmine Ullman Kvindernes Hilsen.

 

        Fru Collet, der var klædt i sort Silke og bar en hvid Chenilles Hovedbedækning, takkede med nogle faa, hjertelige Ord, idet hun særlig udtalte sin Taknemlighed, fordi hendes gamle Veninde Fru Ullmann havde mødt Frem.

 

        En mængde Blomster, Telegrammer, Visitkort og Breve var i Løbet af formiddagen ankommet.

        Fru Collett lod til at være ved udmærket Helbred g udtalte gjentagende sin hjerteligste Tak for den smukke Maade, hvorpaa særlig Kristianias Kvinder idag have erindret hende».

 

Neste dag kunne Morgenbladet[cxx] fortelle om en fest i Bergen i anledning fødselsdagen:

 

«Bergen, 23de Januar Kl. 11.50 Eftm.

 

Festen for for Fru Camilla Collett iaften var særdeles stemningsfuld. Den afholdtes i Holdts Hotel og tællede 150 Deltagere.

 

Fru Collets Skaal blev udbragt af Fru Hambro, hvorefter en Sang blev afsunget.

 

Derefter hyldedes Fru Collett i et vakkert versifiseret Foredrag af Frøken Nilsen.

 

Erik Vullum bragte Forfatterinden en enthusiastisk Hilsen som den frigjørende i Kampen for Kvinderne.

 

Den belivede Fest fortsættes. Mange Taler».

 

I samme avis[cxxi] kunne man også lese at «Til Æresmedlem af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse er Fru Camilla Collett idag udævnt».

 

Avisen Social-Demokraten[cxxii], Arbeiderpartiets organ, var mindre overstadig i dekningen av begivenheten, og plasserte sin dekning i posten «Herfra og Derfra». Det meste er fortalt allerede, men avisen sa også litt om hennes verk:

 

        «Den geniale forfatterinde, hvis bøger «Amtmandens Døtre» og «I de lange Nætter» hører til vor literaturs ypperste og uforgjængelige værker, og hvis modige og ihærdige arbejde for kvindens frigørelse har sat varige mærker i vort samfundsliv, modtog paa sin hædersdag en begeistret hyldest fra kvinder og mænd af alle samfundsklasser».

           

Dagen efter festen hadde Dagbladet[cxxiii] en beskrivelse av hvordan den var gjennomført:

 

«Camilla Collet-Festen

 

        Der var fuldt Hus i Studentersamfundets Lokaler igaar. Ca. 500 Mennesker af alle Lejre havde samlet sig for at fejre den alderstegne Forfatterinde.

 

        Fru Collet saa sikkerlig her blant de bestjernede Herrer og de galakledte Damer, mange hun ikke vilde fundet samlet ved en Fest for sig bare for nogle Aar siden. Hun kunde vistnok sige med sin Broder de vemodige Ord:

 

Nu, da jeg blegner,

Byster man gjør

og Portrætter man tegner

 

        Selv denne sene Anerkjendelse og Forstaaelse maa det dog ha glædet den gamle Forfatterinde at finde hos et Selskab, der ellers ikke egentlig staar de aandelige Bevægelser i vort Land nær.

 

        Ved Halvnitiden infandt Hædersgjæsten sig og førtes gjennom Forsamlingensværelserne af Henrik Ibsen. Paret fulgtes af Indbyderne, Familjen m. fl.

 

        Man togede derpaa under Musik ind i den store Sal, hvor der var dækket ved to lange Borde. Paa Scenen, der var dekoreret med Grønt, og hvorover Camilla Collets Navnetræk med Titlerne paa hendes vikgtigste Værker var anbragt, var Orkesteret placeret.

 

        Rundt de lange Borde opstod der en Stund en livlig Kamp for Tilværelsen. Der var imidlertid rigeligt til alle, saa der snart faldt Ro over Gemytterne.

 

        Efter a Souperen var indtat, samledes de fleste i Sideværelserne, hvor man ved Vinduerne oppbiede Fakkeltoget. Da det skimtedes, stod man paa Borde og Stole over hinanden for at faa se. Det to sig ogsaa glimrende ud i den mørke, snetunge Aften. Og der jubledes fra den talrig forsamlede Folkemasse, der viftedes fra Vinduerne, Faklerne svingedes og gnistrede, da Camilla Collett ved Ibsens Side viste sig i et Vindu.

 

        I Forværelset lige mode den store Trappeopgang modtog Fruen derpaa en Deputation fra Studenterne, paa hvis Vegne Studentersamfundets Formand Advokat Lumholtz talte. Fra Trappehvælvningen hilste Studenterne Sangere Fruen med «Norges bedste Værn og Fæste» og et Par andre Sange.

 

        Fruen takkede bevæget for de … Opmærksomhed.

 

         Bordene var imidlertid ryddet … Desserten, og man drog atter … Før Desserten indtoges, fik man ogsaa nyde et Musiknummer af Fru Erika Nissen.

 

        Ved Desserten, der bestod af Kage, Frugt, hede Vinde og Champagne, tog Prof. Lorents Dietrichson Ordet og holdt Festtalen. Han ytrede, at nys havde de Unges Sang og Tale lydt. Denne unge Jubel havde sin Ret, men han vilde slaa paa Lyrens dybere Strenge, Ti ingen vidste som han, at Fru Collets Liv ikke blot havde været et Liv i Lyst. Han havde siddet hos hende i Stunder, da Ensomheden og Forladtheden omgav hende og Bitterheden strømmede ind paa hende. Ti hun havde faaet Geniets Vuggegave, og til Geniet havde altid lydt: Gaa alene! Gaa alene, og gaa fremad, selv om det stod foran en Afgrund.

 

        Store ting var knyttet til hendes og hendes Familjes Kampe. Norges Selvstændighed og Universitetets Grundlæggelse var knyttet tilhendes Fars Minde. I hendes Brors Personlighed var virkeliggjort det unge Norges Frihedskamp. Hendes eget Navn var det første hos os i Kampen for Kvindens Ret.

 

        Nu saa hun det lysne. Hun havde ikke Solen bag sig, men foran sig. Den lyse iaften imode hende fra hundrede unge Kvindeøjne, med Taknemlighedens og Kjærlighedens Ild.

 

        Taleren skulde dog ikke egentlig bringe Fruen Kvindernes Tak, skjønt enhver fuldbaaren Mand nu forstod, at Kvindens Frigjørelse ogsaa var den sande Frigjørelse for Manden.

 

        Det var særlig for hendes Bidrag til vort Lands Literatur, Taleren vilde takke, Hun havde formet vor Sprog, saa de føjede sig o Huden om Musklerne. Hun havde været den store Formidler i vor Literatur: først Formidleren mellem Wergeland og Welhaven, dernæst mellem Manden og Kvinden og mellem den yngre og ældre Slægt.

 

        Taleren vilde til Tak herfor flette en liden Krans om hendes Pande. Første vilde han tage en Rose fra en ikke ganske tornefri Grav, fra Hennes Broder Henriks. Den Rose sagde:

 

                    Sandheds Sag

                    sejrer kun i Nederlag.

 

Dernæst vilde han tage et lidet Laurbærblad fra hendes Vens og hendes Broders Modstanders Urtegaard. Dette Blad var Welhavens Digt om Stenen, der ruller ned gjennem Ure og paa sin Vej knuser en Øglenakke.

 

        Endelig vilde Taleren sammebinde Rosen og Lauren med et Ord af en Verdensdigter, med Goethes Ord:

 

        Wer seiner Zeit genug gethan,

        der har gelebt für allen Zeiten.

 

Talen ledsagedes af Hurraer, Fanfarer og følgende Sang:

 

Mel: I Rosenlund under Sagas Hall

 

Da Norges Frihed tog første Skridt

hin Dag i Eidsvoldssalen,

hun havde just lært at gaa saavidt,

og smaat nok var det med Talen.

Et «Papa, Mama» fik hun frem,

skjønt «Henrik» end for svært var, men hun var lydhør, lærenem,

og Sproget hurtig lært var

 

Som Sandet rytmisk for Buestreg

til Klangfigurer sig ranker,

saa Sproget smidig i Dans sig smeg

om hendes tungeste Tanker.

Ak! Tanken den var ofte tung

i vaagne lange Nætter;

for Fremtidstanken, stærk og ung,

fik Kamp med onde Vætter.

 

Hun to det tungeste, første Tag

for Kvindesagen heroppe,

og slog den fast som er Fremtidssag,

som ingen Fortid kan stoppe.

Mens Norges Mænd gik Skridt for Skridt

frem mod Selvstændigheden,

paa egne Ben nu staa saavidt

kan Adams Ribben fra Eden.

 

Skjønt Amtmandsdøtre der endnu er,

og Mødre som Amtmandinden,

frem Solen Bryder med Morgenskjær

hist paa den højeste Tinden.

Prinsessen Bjerget aaben fandt,

og sprække snart vil Troldet;

i første Gry alt Solen Randt

med vor Camilla Collett.

  1. N.

 

Dernest talte fru Ragna Nielsen paa Kvindernes Vegne:

 

        Alt, hvad Norden ejer af Kultur sender idag sin Tak til Camilla Collett, Norges Madame de Sevigne. Man takked hende for hendes Indflydelse paa Literaturen og Stilen, og den Tak var fortjent og oprigtig. Men der lød ogsaa en anden Tak idag, der ikke var mindre dybfølt: Kvindernes for, hvad hun havde gjort for dem

 

        Der sad endnu nogel af de Kvinder gjemt i Krogene, der havde faat Lidelsen til Vuggegave, Resignationen til Livshaab og den stumpe Passivitet til Livsførelsens Grundlov.  De havde lært, at Evner hos Kvinden var en Naturens Taktløshed, der kun kunde undskyldes, om hun gav dem i Arv til Sønner. De havde faat Ægtestanden til Brødstudium. Deres eneste Opgave var at spille i Ægteskabets Lotteri, men det store Lod kom saa sjeldent. Alle disse ældre Kvinder er kommet ud af at leve efter sin Natur. Melankolien præged dem med et Fællestræk, fordi de følte, at noget i deres Natur var blet forkrøblet.

 

        Vore Mødres resignation fødte vor Opposition. Vi vilde ha Friheden, Arbedet, ikke  Melankolien. Og vi har havt den Lykke at føle vore Evner brugte, mærke dem voxe. Vi har formelig følt, at han, som gav os dem, har ikket til os og sagt: Vel gjort, du tro jener; har evnerne kanske mangen Gang ikke været saa store, du har dog været tro over lidet.

 

        Vi har dog ialfald faat se et Glimt af det forjættede Land, om vi end ikke har naaet det helt.

 

        Men Hilde er kommet, Fru Collett! Hendes Mors Opposition er blit hendes urokkelige Tro paa sig selv. Hun forlanger det altsammen: Kjærlighed, Frihed, Arbejde, Lykke.

 

        Hun vil faa, hvad vi har savnet, og de vil hun sige til Fru Collett, sødt og kjærligt, som bare Hilde kan sige det:

 

Alt, hvad dit Mod Mod har bestralet,

alt, hvad di Mismod har dugget,

nu har det Væxt.

 

Saa vil tre Generationer takke Fru Collett fordi hun bragte Glæden ind i Kvindernes Liv.

 

 Den aandfulde, udmærket holdte Tale hilsedes med stor Jubel.

 

        Paa Æresgjestens Vegne greb hendes Søn, Professor R. Collett, Ordet, idet han oplæste hendes Tak i følgende Ord:

 

        «Da jeg først modtog Indbydelsen til den Fest, som har samlet os her iaften, vakte det, jeg maa ærlig bekjende det, stærke modstridende Følelser, næsten Forskrækkelse. E Fest for mig, her i vor By, hvordan skal det forstaaes? En Mindefest? en Fortidens? Var det de Gamle, som jeg nu snart i et halvt Aarhundrede ofte haabløst havde kjæmpet imod, og som nu, træt som jeg selv var det, opgav Kampen? Var det de Gale, som havde stevnet mig til et Møde, en Afskedsfest altsaa? Uvis og raadløs stod jeg der. Da sagde den mand, der havde stillet sig i Spidsen for Indbydelsen: Et Afskedsmøde med de Gale? ja, giv kun Festen  dette Navn. Men der er ogsaa noget andet. Det er Velkomstens, det den nye Tid, der hilser Dem velkommen. Den nye Tid, der kommer med sine lyse, lykkevarslende Forjættelser, det er denne Tid, De tilhører, det er den, der vil modtage Dem. Saaledes talte min Indbyder til Festen, og en forunderlig Virkning gjorde disse ord paa mig.

 

        Det gjød nyt Liv i min Sjæl, jeg fik Mod til at være med, til dette Stevne maatte jeg møde.

 

        Og takke maa jeg nu et naadigt Forsyn, der forunder mig at opleve et saa glæadeligt Varsel om, at minde Bestræbelser ikke har været spildte. De er ikke længer hjemløse, haanligt afviste; en Fremtid, maaske nær Fremtid, vil optage dem, værne om dem, bygge videre paa dem. Og takke maa jeg de mange, Mænd og Kvinder, for, at dette Varsel paa en  saa smuk, overraskende smuk, Maade er forkyndt mig.

 

        Og særlig vil jeg stille denne Tak til den mand, som først har givet Stødet til dette Møde, ordnet det og ledet det, Professor Lorenz Dietrichson. En tak til Festkomiteens Formand fra mig og mine».

 

        Efter endel af Forsamlingen havde fulgt denne Opfordring, oplæste Hr Dietrichson et Par af den Masse indkomne Tlegrammer, deriblandt eet fra Fredrika Bremer Förbundet i Stockholm og et fra alle Dyrene i Wergelands Digtning, dateret Kraakelund og undertegnet Veslebrunen, Blakken osv.

 

        Frk. Gina Krog bragte dernæst Fru Collett en Tak fra de Kvinder, der stod i Dagens Arbejde. Under Hverdagens Kamp mod Sløvheden var det en Fest at tænke paa, at hendes aarvaagne Øje fulgte Kvindernes Arbejde. Camilla Collett havde profetisk spaaet Kvinderne en stor Fremtid. Lidet var endnu i saa Henseende gjort i vort Land, der var endnu meget at kjæmpe for. Men Camilla Collett havde rakt os Styrkedrikken, Lidelsens Styrkedrik. Alt det, som Fremtiden kan bygge for Kvinden i vort Land, det vil den bygge paa Camilla Collett. En Tak for Arven, hun har git os, en Tak for Hjælpen til Fremtidens Arbejde.

 

        Stærkt Bifald.

 

Den mere Officielle Del af Festen var nu forbi.

 

        Hædersgjæsten trak sig tilbage omkring Kl. 11. Den gamle Dame med den fine Profil bar sin 80 Aar og Festens Anstrengelser endnu rank og statelig under den hvide Hovedpynt.

 

        I den lille Sal spilledes derpaa til Dans for Ungdommen, mens de ældre plejede Konversationen. Ibsen underholdt sig med flere Samfundstøtter.

 

        Lidt over Kl. 12 var den vellykkede Fest til ende».

 

Parafraser er nyttige, men Morgenbladet[cxxiv] gjenga, heldigvis, hele Professor Dietrichsons tale – eller en versjon av den:

 

«Prof. Dietrichsons Tale

for

Fru Collett

 

Fru Camilla Collett!

Mine Damer og Herrer!

 

        Ungdommens jublende Glædestoner have nys hilset vor feirede Gjest. Og med Rette havde Ungdommen det første Ord for at feire hende, hvis Ord endnu i hendes høie Alderdom har Ungdommens uvisnelige Friskhed og Livskraft – det er jo den unge Slægt, der skal høste, hvad hun har saaet i sit lange, daadrige Liv.

 

        Men naar jeg nu har faaet den hædrende Opgave her at løfte Bægret for Dagens Dronning – kan Tone ikke blive saa ubetinget lyse Glædestoner; jeg har staaet Fru Camille Collett for nær i mangt et bittert Øieblik af hendes Liv til ikke at vide, at dette Liv har været fyldt af en dyb Smerte, og at denne Dag er en alvorlig Dag for hende; og derfor vil jeg til at begynde med stemme Strengen dybt, at den siden ka faa klinge desto fuldere ud.

 

        Jeg vil erindre om den gamle Ørkenfører, der efter at have ført sit Folk til Grænsen af Forjættelsens Land, saa tilbage paa sit store, seier- og sorgfyldte Liv, og dog maatte udtale de vemodstunge Ord: «Anlangende vort Livs Dage, da er de 70 Aar, og om nogen har megen Styrke, er de 80 Aar – og det stolteste af dem er Møie og uretfærdighed».

 

        Ja – i Sandhed – der skal «megen Styrke» til for at bære et Livs Møie og Uretfærdigheder i 80 Aar – dobelt, naar man er en ensom Kvinde – mangedobbelt, naar man dertil er født med Genialitetens Stjerne over sin Pande.

 

        Og denne Stjerne har lyst over Deres Fødsel, Ædle Frue! Tre Gange har det navn, denne Fødsel gav Dem, indslrevet sig uudslettelig i vort Lands Liv. Til Tanken om det norske Universitets Oprettelse g vor Friheds Fødse knytter sig Deres Faders navn; hele Folkets første berusende Følelse af Frihed og Selvstændighed er ligefrem inkarneret i Deres udødelig Broder, og Kvindens første, mægtige Optræden i vor Literatur, Kampen for Kvindens Sag er ligesaa uoppløselig knyttet til Deres eget Navn.

 

        Ja – «Kampen»; thi en Kamp blev Deres Liv, fuld af Møie, og fulgt af megen Uretfærdighed! De har ofte og med Ret klaget derover; men det maatte være saa, det kunde ikke være annerledes; thi høie Magter skrev den ubønørlige Rune over de store Aanders Vugge: «Du skal staa alene!» Thi den, som gaar et Skridt foran sin Tid, mod ham maa Strømmen bryde sig; thi kunde tiden gaa sammen med ham, sa var han jo nettop ikke Snillet, der skal bane Vei for Tiden».

 

        «Du skal staa alene». Deres Vandring i vort Folks Midte fra den Dag, De tabte ham, der bedst af alle forstod Dem, og hvis Minde jeg ved, at De bevarer trofast som Mindet om den bedste og ædleste Ægtefælle – synes mig at ligne de enslige Vandrers Gang henover Vidden i Nat og Taage.

 

        Mangen vid Udsigt vandrer han forbi: men han ser den ikke, fordi der ruger et tungt Mulm over det Maal, han vandrer imod; mangt et Sædekorn strør han us paa sin Vei, men ha ser det ikke spire, fordi han maa videre i det dybe Mulm; han hører kun tusinde advarende Stemmer, der i Mørket tilraaber ham: «Stans, vend om, du gaar feil, der gaber an Afgrund foran dig!» men De vandrede trøstig videre; this var der end Taage og Mørke omkring Dem, over Dem var det klart; der saa De Ledestjernen funkle, den samme der stod over Deres Vugge – og de vandrede frem vel vidende, at de fleste Banebrytere ikke saa mørket løfte sig før hinsides Graven.

 

De ha kjæmpet en halvhundreaarig Kamp i dette Samfund, ædle Frue, mod Taage og Mørke, mod Trangsyn og Egoisme, og mens De stundede mod en Dag, er det blevet Aften i Deres Liv, og de har bittert maattet sukke: «Naar jeg ikke frem, mens det er Dag, saa maatte da Taagen lette i Aftenen, saa jeg kunde se et Glimt af Aftensolen over det Sædefelt, som nu ligger bag mig» – nu ser De Solen, men foran Dem, ikke synkende, men stigende; De troede, at var Aften; men det Morgensolen, som lyser over Lund og Li – Morgenen af de Dag, De har kjæmpet frem!

 

Nu lyser den over Dem selv, med Gjenskin i de tusind unge Blikke, der idag rettes begeistrede paa Dem – med Gjenskin i de flammende Fakler, i de Fester, som feires, i de Hilsener, som sendes Dem fra hele Norden: betragt i denne Dags Lys, hvor Kvinden i Norge stod for 40 Aar siden, og hvor hun staar idag! Hilken Forandring! Hvilket Omslag! Vel maa De sige:

 

        «Nu ser jeg, at det var ikke min Samtid, der nu luder mod Graven, jeg kjæmpede for; de var for den unge Slægt. Det er kommen andre Tider; nu er min Samtid vagnet!»

 

        Veil skal det undnu lude fra vore Volde mangengang, før Dagen er fuldbaaren – men det skal den unge Slægt besørge, der nu griber de Vaaben, Deres Haand har smedet. Det er denne yngre Slægt, som iaften modtager Dem i sine Arme for at takke Dem for hele Deres ædle og høisinnede Virke og sige Dem, at det har baaret sine Frugter.

 

        Men det tilkommer ikke mig at tale om, hvad De har virket for Kvindens Sag i Norden, det vil blive bedre og sandere tolket Dem af kvindelige Læber, skjønt ogsaa i denne Kamp vi Mænd har saa uendelig meget at takke Dem for; fordi De har nedbrudt Egoismens Mur og lært os at se, at i Kvindens Frigjørelse er netop Mandes sande Frigjørelse indesluttet.

 

        Vi har i aften givet Dem Plads ved Siden af vor store verdensberømte Digter. Thi ogsaa den norske Literatur som sadan lægger iaften en af sine største Æreskranse for Deres Fod! De har som ingen anden med kvindelig Frihed udformet vort Sprog til en Dragt, der slutter sig saa nøie om Tanken, som Huden slutter sig om Musklerne, og De har med denne usvigelige Tak, der kjendetegner Deres hele Personlighed, givet Ord til det fineste og mes ædelbaarne i vort Folks Følelse.

 

Forgjæves skulde jeg forsøge i disse korte minutter at karakterisere den Række af betydningsfulde Skrifter, hvis Titler blinke ned til os fra Festdekorationen i Salens baggrund; jeg vil i stedet for dette ugjørlige kun pege paa en eneste, som synes mig at være Cetralpuktet i Deres Virke, det, som i mine Øine er det største:

 

        Skjønt rustet med hele Mandens Kampkraft og Kampiver har De været Kvinde i hele Deeres literære og personlige Optræden, og derfor har De -som det altid er Kvindens Opgave – selv midt i Kampens Bitterhed været den formidlende.

 

        Formidlende stod De, da Kampen lynede om Deres store Broders og store Modstanders Faner – disse to, hvis Marmortræk nu forsonede hilse Dem i denne Sal, hvor de selv har opstillet dem, – knyttet til den ene ved Blodslægtsskabets, til den anden ved Aandslægtskabets Baand.

 

        Formidlende stod De mellem Mand og Kvinde i vort Samfund med det ædle Ord paa Læben om hin «Taushedens og Mildhedens Pagt» mellem Kvinderne, der som et uimodsagt Vaaben skulde tvinge Mændene til at erkjende Kvindens Værd.

 

        Formidlende staar De endnu i Deres Livs Aften mellem den ældre Slægt, der regner Dem som et af sine kosteligste Smykker, og den yngre Slægt, der ligesaa begjærligt regner Dem for et af sine stærkeste Vaaben.

 

        Men er den dyrt at være Formidler, koster det end Hjerteblod og et langt Livs Marthyrium, sa lyser dog Seirens Stjerne derover, den samme Stjerne, som lyste over Deres Vugge og ledede Deres Vei. At De netop i Kraft af Formidlingen har baret Seiren uomtvistet hjem, viser sig bedst deraf, at Deres Navn iaften har formaaet, i denne Sal at samle de stridige Kræfter i vort ellers saa stridbare Samfund om en eneste, fælles Tanke: den at sige Dem tak, at bevidne Dem Alles Høiagtelse!

 

        Og naar vi derfor nu i Ærbødighed løfte vore Bægre til Deres Ære, vil jeg denne store Kreds af Landsmænd og Landsmandinder paany, som jeg engang før har gjort det i Stilhed, slynge en Krans af Digterord om Deres Pande. Den første Gren til Kransen henter jeg fra en ikke tornefri Rosenbusk paa Deres Broders Grav; den hvisker erindringsfyldt til Dem hans store broderlige  Hilsen:

 

«Sandheds Sag

Seirer kun i Nederlag»

 

den anden Gren henter jeg fra hans Modstanders Grav: det er en Laurbærgren, og den hvisker Dem haabfyldt en Vennehilsen:

 

«De har en Trøst! De kjæmped ei forgjæves!

Naar Stenen styrter i den steile Bakke

og naar den atter gjennem Uren hæves

den knuser altid dog en Øgles Nakke»

 

        Fru Camilla Collett! de har gjort Fyldest for de Bedste i Deres Tid. De vil leve saalænge den norske Literatur lever. Maatte Gud skjænke Deres Livsaften den Lykke og Fred, De saa vel har Fortjent!»

 

I likehet med Dagbladet, bragte Aftenposten[cxxv], den 24 januar, en beretning om festen kvelden i forveien:

 

«Festen for Camilla Collet.

 

        Den til Ære for Fru Camilla Collett i Anledning af hendes 80-aarige Fødselsdag foranstaltede Fest havde iaftes fyldt Studentersamfundets rummelige Lokaler med en overordentlig Talrig Skare festklædte Damer og Herrer, ældre og yngre. Der var i alt vel 500 Mennesker, hvoribland bemerkedes Hædersgjesten og hendes nærmest Slegt, Dr. Henrik Ibsen, flere af Universitetets Professorer, Kristiania Byes Ordfører og Borgermester, Medlemmer af tidligere Ministerier, Forfattere, Kunstnere og Literater og forøvrigt en overordentlig talrig Samling af Damer af alle Aldre. Det var i det hele en sjelden storartet Tilslutning, feste for den høitbedagede, ansete Forfatterinde havde vundet.

 

        Ved 8-Tiden samledes Fest-Deltagerne i de grønne Vexter og Flag rigt prydede Lokaler. Ogsaa Trappeopgangen var smagfuldt dekoreret med Grønt.

 

        Den store Sal var smykket med Flag, og særlig var smykket med Flag, og særlig var Scenen smagfuldt og smukt udstyret med Grønt g Flag amt Buster af Henrik Wergeland og Welhaven. Paa et blaat, hlavt nedsænket Teppe og omgiveet af en gylden Laurbærkrans læstes:

 

  1. C.

1813 – 23de Januar – 1893

 

omgivet af Navnene paa Fru Collets Skrifter: Amtmandens Døtre, Fortællinger, I de lange Nætter, Sidste Blade, Fra de Stummes Leir, Mod Strømmen.

 

        Da Hædersgjesten og de øvrige Deltagere i Festen var samlet i Samfundets Selskabsværelser, togede man ind i den store Sal, hvor Souper med Øl var serveret.

 

        Fru Camilla Collett førtes til bords af Dr. Henrik Ibsen, derefter fulgte Fru Direktør Berner ført af Borgermester Christie og Fru Ragna Nielsen ført af Direktør Berner.

 

        Efter Souperen vende man ved 9 ½ Tiden tilbage til Selskabsværelserne.

 

        Henved 9-Tiden begynte man i Studentersamfundets Portal at uddele Faler til de Studenter, der ønskede at deltage i Fakkeltoget til Ære for Hædersgjæsten.

 

        Det fordeltes omkring 150 Fakler, uagtet det temmelig sterke Snefald, som ud paa Aftenen var begyndt, vistnok afholdt mange, der ellers kunde havt Lyst, fra at deltage. Et Studentertog med 150 Fakkelbærere maa imidlertid siges at være meget respektabelt.

 

Det er sjelden, det møder saa mange op, selv under gunstige Veirforhold; thi svedne Klæder og huller baade i det ene og det andet Plag vanker der nu som oftest.

 

        Deltagerne i Toget samledes paa Tullinløkken, og lidt over Kl. 9 tændtes Faklerne, hvorefter Studenterne under Sang togede under Fanene gjennom Fredriksgade, Storthingsgaden ned til  Wergelandstøtten. I spidsen for toget gik Studentersamfundets Bestyrelse. Ved Støtten hylded man Henrik Wergelands Minde med kraftige Hurraraab, hvorefter Toget gik videre op Universitetsgaden til Studentersamfundet[cxxvi].

 

Udenfor dette gjorde Fakkeltogeet Holdt, hvorefter man under rungende Hurraaraab og Svengen med Faklerne hilsede Fru Collett, som fra et af Vinduerne i 2den Etage tilviftede Fakkelbærerne si Tak. Studentersamfundets Bestyrelse begav sig op i Festlokalerne, hvor Frmanden, Advokat Lumholz, holdt følgende Tale:

 

           Fru Camilla Collett!

 

        Studentere hylder Dem idag.

 

        Gjennem et Fakkeltog, til Tonerne af Sange, overleveredes os fra Deres uforglemmelige Broder, vor elsked Digter Henrik Wergeland har Studenterne villet vise, at de agter høit det lange Livsvirke, paa hvilket De idag kan skue tilbage.

 

        Deres nidkjære, aldrig svigtende Kamp for en stor og betydningsful Sag har afvundet os en dyb Sympathi, saavist Aandens Verden til alle Tider vil slaa an i Studenternes Rækker.

 

        Vi beder Dem, høitærede Frue, om at modtage de norske Studenters erkjendtlige Tak for alt Deres fremragende Arbeide paa Aandslivets Omraade, et Arbeide, hvis Frugter er tilfaldt os, Repræsentanter for en ny Slegt, og som vil tilfalde Slegter efter os.

 

        Studenterne togede, efterat Deputationen havde hyldet Fruen, atter ned til Wergelandsstøtten, hvor en Del Sange blev afsungne, hvorefter Faklerne slukkedes.

 

        I Gaderne var der langs Fakkeltogets Rute – uagtet Sneveiret – fuldt af Folk. Damer og herrer i tusindvis var paa Benene, og at Passage var sperret i Gaderne omkring Studentersamfundet.

 

        Da Fru Collett traadte ud i Vestibulen, intonerede Studentersangforeningen, der under Hr. O. A. Grøndahls Ledelse havde taget Plads i Trappeopgangen, «Norges bedste».

 

        Efterat Advokat Lumholz havde tilendebragt sin Hilsen til Fru Collett, udtalte denne følgende:

 

        «Ja det er til den unge Slægt, jeg sætter min Lid! Tak, Tak for hvad I har bragt mig. Jeg kan ikke sige mere».

 

Fru Collett gik henimod Sangerne og tilviftede dem sin Tak. Efter Afsyngelsen af «Der ligger et Land» togede Sangerne afsted, medens den fremmødte Deputation blev tilbage. Under Konversation og den aller bedste Stemning tilbragtes nu Tiden, indtil Fru Camilla Collett med vanlig Elskværdighed glædede Selskabet med et Par fortrinlig udførte og med meget Bifald modtagne pianonumre.

 

        Man samledes derefter atter i den store Sal, hvor dessertbordene var dækkede.

 

        Professor Dr. L. Dietrichson holdt her Festtalen.

 

        Talen, som vi i aften gjengive i dens Helhed, modtoges med 9-foldige Hurraer,

Fanfarer og Applaus. De smukke og stemingsfulde Tale sluttede saaledes:

 

        «Fru Camilla Collett! De har gjordt Fyldest or de bedste i Deres Tid. De vil leve, saalenge den norske Literatur lever. Maatte Gud skjænke Deres Livsaften den Lykke og Fred, de saa vel har fortjent!»

 

        Efter Talen blev følende med meget Bifald modtagne Sang afsunget:

 

[se ovenfor]

 

        Fru Ragna Nielsen traadte nu op paa Scenen og holdt følgende Tale:

 

[se ovenfor]

 

        Umiddelbart efter denne med sterkt Bifald hilsede Tale traadte Professor Robert Collet frem og udtalte Følgende:

 

        «For de smukke og varmhjertede Ord, hvormed man har æret min Moder paa denne Hædersdag, har hun saa gjerne villet svare med nogle Ord, som hun selv havde haabet at kunne udtale. Men de mange og uventede Hædersbevisninger har overvældet hende, saa at hun selv ikke magter det. Hun har derfor bedet mig om for hende at fremføre følgende faa Ord:

 

[se ovenfor]

 

        Jeg tillader mig i tilslutning hertil paa min Moders Vegne at udbringe Professor Lorenz Dietrichsons Skaal»

 

        Da Jubelen havde lagt sig efter denne Tale, slog Professor Dietrichson til Lyd og oplæste en fra Stockholm indløben Adresse, som vi imorgen skal meddele, tilligemed Telegrammerne, samt oplyste om, at der var indløbet saa mange Telegramer, at det var umuligt at læse dem alle op. Mene t maatte han læse opp, fordi det var afsendt fra en underlig Kreds, der nok aldrig før havde telegraferet. Dette telegram løs saaledes:

 

        Kraakelund, 21de Januar

 

        Fru Camilla Collett, Kristiania!

 

En Kreds af de smaa, hvem De har givet

Lindring under vort Stræv i Livet,

Hvem De har lettet selve Døden

Hilser med Tak Dem i Aftenrøden

Det passer os ikke at by’ Dem til Gjest,

Men vi maatte nu ligevel samles til Fest!

 

        For Festkomiteen: Vesle Brunen, Blakken, Branderos, Svartsi, Pasop, Bella, Misø, Veslepus, Svale, Spurv og alle Dyrene i Skoven.

 

        Telegramet modtoges med stormende Bifald.

 

        Efter en Stunds Forløb greb Frk. Gina Krog Ordet og udtalte følgende:

 

Som en af Dagens Arbeidere i den Sag, som er Camilla Collets Livssag, maa jeg iaften saa sige en Tak ikke alene for den lysende Fortid, men ogsaa for den levende Nutid. en hjertelig Tak for den Hjelp, Fru C. giver os, for alle de Vidnesbyrd om hendes Deltagelse og Sympathi, vi modtager fra hende under Dagens Arbeide.

 

        Under Hverdagskampen med Sløvhed og Gammelagtighed er det en Fest bare Tanken paa det aarvagne Øie, den unge Finfølelse hos dem, man har den ømmeste og dybeste Ærbødighed for.

 

        Og en Tak for Indbydelsen til vort Fremtidsarbeide. «En umaadelig Fremtid ligger foran Kvinderne, en Fremtid, der vil give Verden en anden Skikkelse», siger Camilla Collett. Men derfor ser hun ogsaa bedre end nogen anden, at i Forhold til dette er der lidet endnu virkeliggjort i vort Land, baade i ydre og indre Henseende, hun ved, der skal aarelangt, trættende, ofte lidelsefuldt Arbeid til, og hun forstaar, at som Forholdene endnu er, venter der Kvinderne store Lidelser ogsaa i den Tid, som Kommer.

 

        Men saa rækker hun Styrkedrikken. Lidelsen, siger hun, den gir Mod «Hvis du ikke har Uavhengihed nok, saa er det fordi du ikke har lidt nok». Hun gir Lidelsen den rette Mission blant Kvinderne.

 

        Og hun giver tryghed til Arbeiderne, netop fordi hun først og Fremst har hævdet Hjertets, den kvindelige Følelses Ret, der har bragt Bud fra den indre, usynlige Verden, – for saa svage man kan mene de er den kvindelige Længsels Vinger, saa kunde de kanske, hvis det ydre Arbeide var gaaet forud for et indre, været mægtige nok til at reise en Storm, som havde revet overende de, som var bygget.

 

        Men nu kan vi holde Fest i Landet! For netop dette usynlige, dette fine og sterke, der e Grundmuren uner Fremtidens Hjem og Fremtidens Slot. Og alt hvad der kan bygges for Kvinder og af Kvinder, alt hvad Handling og Tanke kan reise det, kan hvile paa denne Grundmur og Fantasiens Taarne og Spir med.

 

        En Tak fra Arbeiderlauget for Æraen, som giver Rigdom langt udigjennem selve Tiden og en Tak for Kærligheden under Dagens Arbeide og Strid.

 

        Talen hilsedes med meget Bifald.

 

*                          *                        *

        Efter at Fru Collett ved 11-Tiden havde fjernet sig, spilledes der i den lille Sal op til en livlig Dans. Medens en Del af Selskabes yngre Medlemmer her svingede sig lystelig over Tilje, samledes de ældre Damer og Herrer i Samfundets øvrige Lokaler om Kaffebordene, hvor Nektaren med den lokkende Duft fristede Gjæsterne til at dvæle i Samfundets Lokaler endnu en Times Tid.

 

Først henimod K. 12 ½ var den i enhver Henseende vellykkede og vakre Fest, over hvilken hvilede en sjelden smuk og belivet Stemning, tilende.  

 

        Vi vil sluttelig ikke undlade at referere, at i Begyndelsen af Souperen var det for mange lidt vanskeligt at komme til bords, efter at den første Rad, der havde naaet frem til Bordene, havde forsynet sig, viste det sig, at der var sørget for nok af Mad og Drikke for Festens saare mange Deltagere».

 

Fødselsdagen ble bemerket også i svenske aviser, deriblandt Aftonbladet[cxxvii] for 24 januar:

 

«Grannlanden.

 

Camilla Colletts 80 års dag.

 

        Kristiania den 23 jan. Camilla Collett har under dagens lopp fått mottaga hundratals luckönskningar i form af telegram och blommor från in- och utlandet äfvensom mångfaldiga bevis på sympati.

 

        Kl. 2,15 satte sig det långa, uteslutande af kvinnor bestående, tåget i rörelse till författarinnans bostad, hvarest hon, omgifven af barn og barnbarn, upprepade gånger måste visa sig i fönstret.

 

        Härefter uppvaktades hon af deputationen. Fru Ullman öfverlemnade en praktfull, stor blomsteruppsats från Kristianias kvinnor. Samtidigt riktade hon några ord til författarinnan, som tackade på det hjertligaste.

 

        Studentersamfundes fest bevistades af så många deltagare, som lokaln kunde rymma. Många kunde icke få biljeter til festen. Under festens gång talade professor Dietichson och fru Ragna Nielsen för författarinnan, som tackade för de för henne uttalade lyckönskningarna.

 

        Fest var ytterst animerad.

 

        Kl. 9,30 företogo studenterna ett fackeltåg til författarinnans ära, hvarjämte de för henne utbragte et «Lefve»!

 

        Fru Collett helsade från sitt fönster de förbipasserande studenterna.

 

        Vid Wergelandsmonumentet, förbi hvilket fackeltåget äfven passerade, fortsattes ovationerna.

 

        Studenterna utförde sång såväl utanför samfundets lokal som i universitetets vestibul».      

 

Enda en dag senere, 25 januar, hadde Nordenfjeldsk Tidende[cxxviii] – «Frisindet Organ for Trøndelagen» – en kortere beskrivelse av festen:

 

        «Fru Camilla Collett

feirede igaar sin ottigaarige Fødselsdag. Der er neppe nogen annen Kvinde i vort Samfund, der har øvet saa stor Indflydelse paa Udviklingen av dets Aandsliv som hun.

 

        Som Henrik Wergelands Søster fulgte hun med levende Interesse den Kamp, som udkjæmpedes mellem Broren og Welhaven i 30-Aarene. Hendes Ægteskab med Collett brangde hende imidlertid til at nærme sig den Rætning som Welhaven repræsenterte, men hun arbeided sig efterhaanden mere bort derfra og tok i sine Skrifter Ordet for en friere Opfatning af Kvindens Stilling ikke alene i Ægteskabet, men i Samfundet overhodet.

 

        Hun ble som ingen anden en talentfuld og aandrig Forkjæmper for Kvindens Rettigheder, og hendes Skrifter udmærker sig ligemeget ved en fin og fængslende Stil som ved hendes Ævne til skarp Bevisførelse, og ved den kraftige Personlighed som aabenbarer sig i hendes Værker.

 

        Hun har, hvilket sjælden er Tilfældet med Banebrydere, oplevet at se Frugter af sit Arbeide, idet den Opfatning af Kvindens Frigjørelse, som hun har forfægtet, for en stor Del er trængt igjennem til almindelig Anerkjendelse i alle Partier».

 

Samme dag bragte Dagbladet[cxxix] en beriktigelse av sin opprinnelige artikkel:

 

 

        ««Det gyldne Baand», hvor med Hr. Prof. Dietrichson i sin tale paa Camilla Collet Festen sammenbandt Rosen og Lauren, var ikke laant fra Goethe, men fra Schiller og lyder fuldstændig citeret:

 

Denn wer den besten seiner Zeit genug

Gethan, der hat gelebt für allen Zeiten».

 

Andre aviser, deriblant Vestmar[cxxx] bragte sine reportasjer – men de fleste synes å være avledet av det allerede publiserte, men med enkelte detaljer: Vestmar nevner at champagne ble servert.

 

Morgenbladets[cxxxi] aftennummer 26 januar hadde fått vite at Camilla Collett hadde vært gjenstand for noen oppmerksomhet i København, også:

 

        «Camilla Collett. Fru Magdalene Thoresen, der imandags holdt Foredrag i W»Kvindelig Læseforening» i Kjøbenhavn over Camilla Collet blev hilset med stor Sympathie af Forsamlingen, der var mødt frem saa talrig, at hver Plads i den store Sal var optaget.

 

        Fru Thoresen dvælede med Anerkjænnelse og beundrig ved Fru Colletts Forfattervirksomhed, idet hun dog pointerede, at hendes egen Bane og Livsanskuelse ikke faldt sammen med Fru Collets, saa hun ikke kunde følge hende paa de markerede Veie, Kampen for Kvindesagen anviste.

 

        Efter Foredraget samledes Medlemmerne til en selksabelig Sammenkomst i Foreningens smukke, hyggelige Lokaler, hvor Foreningens Formand mindedes Fru Collett ved at udbringe hendes Skaal under varm Tilslutning».

 

Nedenæs Amtstidende[cxxxii] – som utkom i Risør – bygge nok på andre avisers reportasjer, men ser ut til å ha tatt seg bryderiet med å skrive sin egen:

 

        «Camilla Collet

 

der den 23de Jauar, fyldte sit 80de Aar, har spillet en saa fremtrædende Rolle i vort Lands Aandsudvikling i ca. 50 Aar, at den Hyldest, det ved denne Leilighed bringes hende paa mange Maader, kun er en skyldig Tribut og en ringe Tak for hendes indflydelsesrige Virksomhed.

 

        Camilla Collet er Datter af den fra Eidsvoldsforsamlingen bekjende Provst Nicolai Wergeland og saaledes Søster af Henrik Wergeland, der kun var 5 Aar ældre end hende; allerede i 1817 forflyttedes hendes Fader til Eidsvold, og her kom hun saledes til at henleve sin Barndom og Ungdom paa to Aar nær, som hun tilbragte i et Institut i Christiansfeld.

 

1834 fulgte hun med sin Fader paa en Udenlandsreise, blev i 1841 gift med Lektor, senere Professor Peter Jonas Collet og kom derved ind i Hovedstadens mest literære Kredse, hvor den Wergeland-Welhavenske Stris den gang rasede paa det heftigste.

 

Efter kun 10 Aars lykkeligt Ægteskab blev hun Enke i 1851, opholdt sig derefter nogle Ar i Udlandet og udgave efter allerede nogle Aar tidligere at have debuteret med et Par mindre Fortællinger, fra Danmark sit Hovedværk «Amtmandens Døttre», som den gang vakte en umaadelig Opsigt ved at sætte Samfundsspørgsmaal under Debat, og som endnu danner et af de mest læseværdige Verker i vor Literatur.

 

Af hendes øvrige Arbeider har især «I de lange Nætter» vundet en stor Læserkreds; i et formfuldendt Sprog giver hun deri en interessant  og fin Skildring fra sin Ungdom og fortæller særlig mange Træk om sin geniale Broder.

 

        Fra 1868 af begyndte hun Udgivelsen af en række Bøger, som er vægtige Indlæg under Titel af «Sidste Blade» 1-5 Række og «Mod Strømmen». I disse Bøger kjæmper hun ufortrødent for Kvindens Frigjørelse den giftes saavel som den ugiftes, og hun har ved sit ihærdige og begeistrede Arbeide bidraget mere end nogen til at skaffe Kvinderne den Adgang til Selverhverv og selvstændigt Arbeide, som de har opnaaet i de sidste Aartier.

 

        Camilla Collett har under sit Arbeide mødt megen Modstand, og der der ikke at undres over, at hendes Skl undertiden er prægeet av vis Bitterhed. De sidste Aar har imidlertid bragt et Omslag i saa Henseende, og den alderstegne Forfatterinde kan nu glæde sig ved at være Gjenstand for en mere storartet Hyldes, end hun vel nogensinde har turdet haabe at opnaa.

 

Naar nu Kvinder af enhver Stand og Alder bringer hende sin varmfølte Tak, naar den akademiske Ungdom hilser hende med et Fakkeltog, og naar en Flerhed af Hovedstadens bedste Mænd og Kvinder deltager i den for hende give Festmiddag, maa det for den geniale, endnu aandsfrikse Forfatterinde være et glædeligt Tegn paa, at hendes Virksomhed ikke har været forgjæves».

 

Helt i slutten av måneden, 31 januar, brakte Dagbladet[cxxxiii] en rapport om et politisk møte, der Camilla Collett ble hedret, slik det var innberettet fra Trondhjem:

 

        «Fra Trondhjem skrives den 29de Januar til Dagbladet:

 

        Trondhjems liberale Forening afholdt igaaraftes sin Aarsfest, samtidig  med at man vilde mindes Fru Camilla Collett og hedes 70-aarige Fødselsdag forleden.

 

        Arbejderforeningens store Festivitetssal var i den Anledning smukt dekoreret med rene Flag, Vimpler og Skjold.

 

        Der strømmede en overmaade Mængde Mennesker til, saa at den store Sal lidt efter hvert bogstavelig fyldtes af festklædte Mænd og Kvinder af alle Aldre og i de forskjelige borgerlige Stillinger.

 

        Det var det unge Norge, Fremskridtsfolket, som mødtes til festligt Stevne for at tolke for hverandre, hva der laa paa Hjertet, for at opmuntres og yderligere sammenbindes til fortsat Arbejd for Fædreland og Folk.

 

        Efter at Musiken havde spillet et Par vakre Numer, og efterat Apoteker Brun havde ønsker Forsamlingen velkommen, betraadte Frøken Thora Storm Talerstolenog i et ypperligt Foredrag skildre hvad hun, Camilla Collett havde været for og udrættet i Kvindesagen, hvorledes hun fra først af havde udsaaetdet Frø, der nu havde skabt den store Opinion, som arbejder for Kvindens Rettigheder i Samfundet, samt hvilken overmaade stor Betydning hendes Arbejde i det hele taget havde havt paa Udviklingen. Hun udtalte ønsket om, at Fru Collett maatte faa vedblive endnu at se Frugterne af si Arbejde, sit Livsideal, under stille fredelig Hvile og Ro Livsaftenen ud.

 

        Det glimrende Foredrag ble modtat med begejstrede Hurrae og Haandklap.

 

        Apoteker Brun fremholdt Betydningen af, at der nu er saamange Kvinder med i den liberale Fylking, der bl. a. har stillet sig som Maal: Ret for alle i vort Samfund. Han dvælede dernæst ved de mange gode Reformer, som Venstre hidtil havde drevet igjennem, paapegede, hvorledes Højre lidt om senn kom til Forstaaelse og maatte indrømme mere og mere af Venstres Reformer. Ja selv den direkte Skat erkjendes nu for rigtig og retfærdig. Venstre havde i dette Stykke ogsaa dømt og handlet ret.

 

        Han dvælede videre ved Konsulatsagen, Unionsspørsmaalet og hva dermed staar i Forbindelse.

 

        «Højre havde en besynderlig Evne til bagefter at se, hvad Venstre alerede forlænge siden havde set og følt»

 

        Men hvordan det end forholder sig, saa havde vi nu Grund til at være glad, fordi vi Spidsen for vort Styre havde Mænd, som Folket med tillid kunde se op til, og som vil fremme det norske Folks Sag, saa t vi tar den ret vi vil og skal ha.

 

        Den udbragte Leve besvaredes med rungende Hurraer.

 

        Bankdirektør Bomhoff talte for Stortinget i kraftige Ordelag. VI kan være vis paa, at Stortinget vil vide at opretholdet der norske Folks ret. Det vil holde den rigtige Kurs og styre Skuden slig, at den kommer frem, selv om der er forksjellige Brændinger at krydse igjennem.

 

        Det udbragte Leve for Stortinget besvaredes med tordnende Hurraer og Haandklap samt Samt Fanfare.

 

Redaktør Haakon Løken talte for de 3 Repræsentanter, der netop om Aftenen var rejst med Toget til Kristiania for at deltage i Venstres Landsmøde («Den norske Folkerigsdag», som Tal. udtrykte sig). Disse 3 Mænd var Lagmand Lindboe, Konsul Jenssen og Skomager P. A. Olsen.

 

        Han papegede bl. a., at disse 3 Mæmd var en værdig Repræsentasjon fra Trondhjem, der nu paa lange Tider ikke har været repræsenteret i Stortinget af nogen Frisindet Mand,  – hvorfor man maatte være glad for, at ma dog fra den Lejr ogsaa kunde faa sende ind Folk til at delta i Fremskridtsarbejdet, selv naar Mødet, hvortil de rejste, ikke var den officielle Rigsdag.

 

        Han udbragte et Leve for den Dag da Trondhjem blir repræsenteret i Tinget af frisindede Mænd – efterfulgt af Hurraer, Haandklap og Fanfare.

 

        Fædrelandssange ble sunget og Beværtning fandt Sted, hvorefter Gulvet ryddedes for en Svingom, hvori en Mængde deltog, baade Unge og Gamle.

 

        Det var en gjennemgaaende hyggelig og minderig Sammenkomst, der uden Tvil vil sætte Mærker og bære Frugt.

                                                                            A.».

 

Knappe to uker efter fødselsdagen, i Morgenbladet[cxxxiv] for 3 februar 1893, hører man fra Camilla Collett selv:

 

 

 «Fra Camilla Collet.

 

        Da jeg havde samlet mig lidt efter en Oplevelse som Festen den 23de Januar, var min første Følelse en Trang til Taksigelse. Men i denne blandede sig en Modløshed, en Tvivl om værdigt at kunne løse denne Opgave.

 

        Forstaaelsen og Sympathien havte jeg tidligere været vant til at finde inden en snevrere Vennekreds. Men hvorledes formulere en Tak, der skulde naa ud over et saa udstrakt Omraade som det, der nu var aabnet for mig, naa de mange Hjerter nær og gjern, der kjærlig havde erindret mig paa denne Dag? Hvor finde dem alle?

 

        Fra Broderrigerne, fra alle Egne af vort eget Land lød Tilraabet. Selv gamle Kjendinger i mit Ungdomshjem Eidsvold havde sendt mig en venlig Hilsen. Tak gamle Hanna R! Tak, Albertine, min kjære Medkonfirmerede – nei, at du lever endnu, gamle Albertine!

 

        Ja, fattigt klinger min Tak mod, hvad jeg har modtaget hhin Dag. jeg maa her tænke paa Fattigmanden, som istedenfor den ventede Nødskilling af den flotte Rigmand trykkes en vægtig Guldmynt i Haanden. Han kan ikke rigtig tro det. Han ser spørgende fra Gave til Giverne, fra Giveren til Gaven, vil fremstamme en Tak, men kommer ikke rigtig fra det. Gaven har været for stor.

 

        Og saa gaar det ogsaa mig nu. Ogsaa jeg famler efter et Takkens Ord, værdigt en saa uventet Gave. Men jeg kommer ikke rigtig fra det. Den har været for stor.

 

        Christiania den 2den Februar 1893,

                                Camilla Collet».

 

Mot slutten av følgende uke meldte Dagbladet[cxxxv] at ««Nylændes» første Februarnummer indeholder nøjagtigt Referat af det væsentligste ved Festen for Camilla Collett den 23 Januar».

Den vestlandske Tidende[cxxxvi] hadde en korrespondent i Kristiania, og i nummeret som kom ut 8 februar har denne korrespondenten en litt spydig kommentar i et brev om smått og stort i hovedstaden:

 

        «Den sidste Tid har været stærkt optaget af Feste. Camilla Collett feiredes med et besynderlig Fænomen af et «Hilde-Tog» – unnskyld Kvindetog mente jeg».

 

17 februar meldte Demokraten[cxxxvii], en Århusavis at annet nummer av «Kvinden og Samfundet» var kommet ut og inneholdt en artikkel om «Camilla Collett-Festen».

 

Tre dager senere finner man en notis i Samsø Avis[cxxxviii], der Camilla Collett er nevnt i en artikkel:

 

        «Kvinden og Sanfundet’s Februarhefte er meget righoldigt. Det indeholder Forfatterinden Magdalene Thorsens Tale ved en Fefst, «Kvindelig Læseforening» i København holdt i Anledning af Camilla Collets 80aarige Fødselsdag.

 

Camilla Collett er Henrik Wergelands Søster og en af de tidligste og fremmeligste Forkæmpere for Kvindesagen i Norden. Hun har lidt Haan og Spot for den Sag, men nu er der da sked den Forandring, at anerkendes af sin Tid som en af dem, der har været med til at ændre Tidens Tankegang. Magdalene Thoresens Tale er meget Karakteristisk og oplysende, saa at der her er en let Adgang til at faa noget at vide om Camilla Collets ejendommelige Kamp».

 

I slutten av mars finner man en notis i Morgenbladet[cxxxix], der leseren får vite at det er ny utvikling i forbindelse med Dyrebeskyttelsen, en sak Camilla Collett tydeligvis kombinerer med kvinnesaken:

 

«Kvindeforening

til

Dyrenes Beskyttelse

 

        Efter opfording af «Foreningen til Dyrenes beskyttelse i Christiania» har ve besluttet at søge dannet en Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse i Lighed med de lignende Foreninger, som i flere Aar har bestaaet i Sverige, Danmark, England og flere andre Lande.

 

Det er vort Haab ved en saadan Forening særlig at kunne faa modarbeide det Dyreplageri, som foregaar i Husholdningerne, og gjennem Hjemmet og Skole at paavirke den opvoxende Slægt til en klar Forstaaelse af Menneskets Pligter ligeoverfor Dyrene.

 

        Dette Maal har vi tænkt bedst kunde naaes ved Uddeling af passende Smaaskrifter, hvori Opmærksomheden henledes paa Sagen, samt ved Oprettelse rundt om i Landet af Børneforeninger til Dyrenes Beskyttelse, ligesom selvfølgelig Foreningens Medlemmer i sin Kreds virke for en humanere Behandlig af Dyrene.

 

Efter vor Erfaring maa her være et rigt Arbeidsfelt; men skal man kunne opnaa noget, maa imidlertid Sagen støttes ved almindelig Tilslutning.

 

        I Forventning om, at vi kan gjøre regning herpaa, tillader vi os herved at rette en Anmodning til enhver Kvinde, hvem Dyrenes Vel maatte ligge paa Hjerte, om ved Henvendelse til en af Undertegnede at indegne sig som Medlem af en «Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse». Den aarlige kontingent er 2 Kr.

 

        Saasnart et til Foreningens Dannelse tilstrækkelig Antal Medlemmer har tegnet sig, vil en generalforsamling blive berammet til Fastsættelse af Statuter for Foreningen og Valg af Bestyrelse m. v.

 

        Fru Camilla Collett. Fru Professorinde Esmark, Oskars Gade 52. Fru Albert Bjørnstad, Inkognitogaden 35. Frau Hildur Dietrichson, Pilestrædet 39d, Fru Admiralinde Julie Ihlen, Prinsensgade 2. Frøken Petra Lie, Chr. 4des Gade 15. Frøken Alvilde Prydz, Riddervoldsgade 8. Frau Thrine Schibsted, Akersgaden 51. Frøken Johanne Overland, Frøken Michaeline Øverland, Drammensveien 42».

 

På ett eller annet tidspunkt mellom stiftelsen av Kvinneforeningen til Dyrenes Beskyttelse og 19 mai reiste Camilla Collett til København. 19 mai forteller nemlig Aarhus Amtstidende[cxl] dette:

 

        «Fru Collett og Chicagoudstillingen. (Dannebrog). Forfatterinden, Fru Camilla Collett, der for Tiden opholder sig hernede, har fra Præsidenten for Kvindekongressen, Mrs. Potter-Palmer til Palmerhouse, Chicago, mottaget en egenhændig, meget smigrende Skrivelse med Opfordring til at gjæste Chicago under Verdensudstillingen. Præsidentinden udtrykker Haabet om, at Fru Collett masske vilde holde et Foredrag om den norske Kvindens Stilling og hendes Virken i Literaturen. Fru Colletts Svagelige Helbred hindrer hende imidlertid i at modtage det ærefulde Tilbud. Om et Par Uger forlader Fru Collett Kjøbenhavn for at tilbringe Sommeren ved et norsk Badested».

 

Noen uker senere dro Camilla Collett nordover: «Den bekjendte norske Forfatterinde, der har opholdt sig i længere Tid her i Byen, rejste i Onsdags med Damskibet «M. G. Melchior» til Kristiania. Sommeren agter Fru Collett rimeligvis at tilbringe paa Badestedet Modum», meldte Dannebrog[cxli] 9 juni.

 

Hjemme i Norge, dagen efter Dannebrogs notis meldte Dagbladet[cxlii] i Kristiania at «Camilla Collett vil tilbringe Sommeren paa Modums Bad».

 

Man ser lite til Camilla Collett i avisene de neste månedene, men 7 oktober er hun nevnt i Morgenbladet[cxliii], fordi hun har gitt en gave på 50 kroner til Dyrebeskyttelsen. Fem dager senere meldte Dagbladet[cxliv] at hun hadde gitt en tilsvarende sum til «Oprettelse af et Lærerindehjem».

 

Samme avis[cxlv] bragte 15 november en reportasje fra «De frisindede Studenters Jonas Lie-Fest», der det mot slutten ble utbragt en skål for Jonas Lies kone, som dikteren selv kvitterte for ved «…en Skaal for Foregangskvinderne i vort Samfund, en Skaal, som han adresserede til Fru Camilla Collett»

 

Enda en ærebevisning kom Camilla Collets vei litt senere, meldes det i Morgenbladet[cxlvi] 6 desember 1893:

 

«Norsk Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse har ifl. «Aftp.» valgt Fru Professorinde Camilla Collett og Fur Justitsraadinde Julie Lembcke, Kjøbenhavn, til Æresmedlemmer av Foreningen».

 

Uken efter meldte Morgenbladet[cxlvii] for 12 desember at «Fru Camilla Collett, vor høit anseede Forfatterinde, afreiser iflg. Aftenposten» imorgen med Dampskibet «C. P. A. Koch» til Kjøbenhavn for som vanlig at tilbringe Vinteren dernede».

 

Dannebrog[cxlviii] hadde en liten notis under «Fødselsdager» 23 januar 1894: «Den norske Forfatterinde Fru Camilla Collett, Henrik Wergelands Søster, 81 Aar».

 

Dagen efter meldte Dagbladet[cxlix] at «Fru Camilla Collett havde Fødselsdag igaar. Norsk Kvindesagsforening sendte hende i den Anledning Lykønskningstelegram».

 

Dannebrog[cl] husket Camilla Colletts fødselsdag 23 januar, og noen dager senere meldte Bergens Aftenblad og Bergens Adressecontoirs Efterretninger[cli]: «Fru Camilla Collett fyldte i tirsdags sit 81de Aar. Fruen er i Kjøbenhavn, er frisk og rørig».

 

De følgende månedene nevnes Camilla Collett i avisene fra tid til annen, i forbindelse med diskusjoner om litteratur, eller kvinnesak, eller rett og slett i annonser for bøker. Mot slutten av Mai hører man så vidt fra henne selv i Den Vestlandske Tidende[clii]:

 

        Fru Camilla Collett skriver i Anledning af Professor Dietrichsons sympathiske Stiling overfor Kvindesagen en varm Artikel i «Aftenposten», der slutter saaledes:

 

        «Og derfor vil Deres Navn uforgjængelig være knyttet til den Sag, De saa vakkert og trofast har støttet ydet Bistand. Og hvergang den i kommende Tider optages til Omtale og til nærmere Drøftning, skal Lorentz Dietrichsons Navn lyde deri og minde om, at vort barske Norden ogsaa havde fundet sin Légouvé, sin Stuart Mill».

 

 

Indherredsposten[cliii] – «Frisindet Blad for Indtrøndelagen» – «Almineldig Stemmeret for Mænd og Kvinder» – hadde 9 juni 1894 en omtale av Camilla Colletts arbeide for kvinnesaken:

 

«Literatur

 

                    Camilla Collett og hedes indlæg i kvindesagen af professor Dietrichson, Alb. Cammermeyers forla, Kristiania.

 

        En lide bog, en ikke kan læse, uden at begeistres for den, hvem bogen omtaler. Den er ikke mange sider, men for en sum og iagttagelser, dyb forstaaelse og ædel begeistring rummer den den ikke.

 

                    Nu netop, da Camilla Colletts samlede værker er udkommet, møder denne lille bog op saa rent beleilig. Den vil for de mange, der forsøger at sætte sig ind i Forfatterindens store arbeider, være en god veiviser gjennom «de lang nætter» og «de stummes leir». Klart og greit vil de pege paa, hvad den varmhjertede forfatterinde har ment med sin satire, sine stik og stød – og fremfor alt med sine billeder af kvinder i kamp, lidelser og undertrykkelse.

 

        Alene har Camilla Collett ryddet en tornefuld vei – veien til kvindens agtelse i Samfundet. Mangt et tungt tag har hun tat, mangen torne har saaret.

 

        Men seierrig har hun gaat ud af kampen. Og, naar nu kveldens sol skinner over hendes lange Arbeidsdag, kan det norske fol med største sandhed sige: det er en af faa lykkelige dage, som sjelden kommer igjen. Vi bør takke for dagen hende som brugte den.

 

        Bedst takker vi hende ved at føre hendes ideer, dem hun kjæmpede saa haardt for, ud i livet.

 

        Og for at kunde det maa vi gjøre os bekjendt med hendes bøger. Men da følger af sig selv, at nærværende «karakterisist» blir tat med.

 

  1. G.».

 

Halvannen måned senere hadde Oplandenes Avis[cliv] også en omtale av Dietrichsons bok, sammen med en lengre artikkel – på første side – om Camilla Collets «De stummes leir»: det er tydelig at hun ikke var noe rent hovedstadfenomen.

 

Igjen er det omtaler, annonser og enkelte referanser til Camilla Collet gjennom de følgende månedene, frem til 7 desember – da gjenga Dagbladet[clv] et åpent brev fra henne til Asta Hansteen i anledning den sistes 70-årsdag, opprinnelig publisert i Nylænde:

 

«Til Asta Hansteen

i Anledning hendes 70-aarige fødselsdag 10de December 1894.

 

        I Nylænde skrives:

                   

                    Kjære Asta!

 

        «Bedre sent end aldrig», tænkte jeg, da jeg havde endt Læsningen af Rosenkrantz Johnsens Beretning i Dagbladet om sit Interviewbesøg hos Dem.

 

        «Bedre sent end aldrig» … Ja det passer jo netop til Anledninger som denne, naar der officielt mindes om noget stort og dygtigt i vort Midte – hidtil maaske lidet paaagtet, lidet paaskjønnet.

 

Den lyder da til os den gemytlige gamle Sats ved visse Kriser i vort Aandsliv. hvor Anerkjendelsen ikke venter til Bagefter, men allerede her bereder Angjældende Glæden deraf.

 

        Der kunde føjes meget til hin Betragtning om Deres Samtale med Hr. Rosenkrantz Johnsen, og dog – den siger saa meget. Et Kampens og Savnets Liv oprulles for os her i korte Træk.

 

        Jeg beundrer Dem, Asta, har altid beundret Dem for den Sjælsstyrke, den aldrig svigtende Frejdighed, hvormed De har baaret et saadant Livs Tilskikkelser. Jeg har aldrig seet Dem forknyt, aldrig hørt Dem klage, hvor andre, der ogsaa kjender lidt til et ensomt Livs mangehaande Prøvelser, vilde fortvilet.

 

        Og det vil sige noget, naar man etænker, hvor forvænt, hvor lidet hærdet for et saadant Kampens og Savnes Liv De udgik fra et Ungdomshjem som Deres.

 

        Ja, dette Hjem, gamle Christopher Hansteens, vor berømte Hansteens hyggelige, der samlede, hvad vo By ejede af højere Dannelse, og ofte hvad Udlandet deraf sendte os […] aandelig kan man sige, hævet over Omgivelserne var dette Familjehjem, ligesom dets vældige Bygning løftede sig til et Rundskue over Egne, saa skjønt som intet andet. Dejlige Observatorium! Uforglemmelig, jeg vover at tale i manges navn, blir os de der tilbragte Stunder. […] aandelig kan man sige, hævet over Omgivelserne

 

        Men ved at fordybe mig i disse Minder glemmer jeg jo Hovedsagen: Fødselsdagen – Syttiaarsdagen var det jo ogsaa, altsaa en Mærkedag i Deres Liv. Ja maatte den kun bli en saadan, i den Forstand jeg vilde det, Asta, – Skilmærket der peger mod lysere, bedre tider, mod en Livsaften, som jeg rigtig ønsker Dem, rolig – sorgfri – lykkelig – Dem og Deres navn værdig.

Camilla Collett»

 

Morgenbladet[clvi] noterte, 23 januar 1895, at Camilla Collett den dagen fylte 82 år. Dannebrog[clvii] noterte seg også at dette var hennes fødselsdag. Dagbladet[clviii] gjorde det samme, og to dager senere, Den vestlandske Tidende[clix] og Bergens Aftenblad[clx].

 

På denne tiden var Camilla Collett ikke frisk, så noen festivitas ble det ikke. Tvert imot, ifølge en liten notis som ble publisert i Aftenposten[clxi] 29 januar:

 

«Beklagende at Sygdom forhindrede mig fra at modtage nogen paa min Fødselsdag den 23de Januar, tillader jeg mig herved at bringe enhver af de mange, nær og fjern, der saa smukt mindedes Dagen, min hjerteligste Tak.

 

Tak for de deilige Blomster, tak for hvert Kjærlig Ord!

 

Kristiania, 28-1-95

             Camilla Collett».

 

Camilla Collett døde 7 mars 1895. Allerede samme dag meldte Lolland-Falsters Stifts-Tidende[clxii] om «Dødsfald Christiania. Forfatterinden Camilla Collett døde i Formiddags». Det samme gjorde Fredrikstads Tilskuer[clxiii], og Vestlandske Tidende[clxiv], som ga dødsårsaken som «bronkitt», mens Dagbladet[clxv] som, tross alt, var fysisk nærmere henne, hadde en nekrolog – som sikkert var skrevet på forhånd, da som nå:

 

«Camilla Collett er død.

 

        Med dyb Sorg vil dette Budskab bli modtat over det hele Land. Hun døde i sit Hjem her inat, efter kort Tids Sygdom, lidt over 82 Aar gammel.

 

        Jacobine Camilla Collett Henrik Wergelands Søster, blev født den 23 Januar 1813 i Kristiansand, hvor hendes Far den Gang var residerende Kapellan.

 

        Fire Aar gammel kom hun med Forældrene til Ejdsvold og besøgte fra sit 14de til 16de Aar den Herrnuhutiske Opdragelsesanstalt i Kristiansfeld.

 

Sommeren 1834 rejste hun i Farens Selskab til Paris og vendte om Høsten over Amsterdam, Hamburg og Kjøbenhavn tilbage til Hjemmet.

 

Fra 1836 til Forsommeren 1837 var hun i et længere Besøg hos en Hamburger-Familie, i hvis literært dannede Hjem hun modtog en væsentlig Paavirkning af tysk Literatur og Kunst.

 

        Hun blev 1841 gift med Professor P. J. Collett, under hvis Auspicier hun samme Aar begyndte sin literære Løbebane. Efter sin Mands Død opholdt sig meget i Udlandets Hovedstæder, – i Stockholm, Berling, Paris og Rom, men fornemmelig i Kjøbenhavn.

 

Hun modtog i 1863 Guldmedaljen Literis et artibus og blev ved Stiftelsen af «Norsk Kvindesags-Forening» 1884 dennes første Æresmedlem.

 

        Med sine to og otti Aar var Camilla Collett i meget og mangt en Levendegjørelse af den aandelige Vækst i det Samfund, der Aaret efter hendes Fødsel, selv fødtes til et selvstændigt Liv.

 

        Gjennem sin Fars Pers var hn knytteet til det Afsnit af vor Historie, hvori Nationalbevidstheden endnu finder sin stolteste Stolthed. Hendes Mors og Ægtefælles Navne betegner hendes personlige Sammenhæng med gode og gamle Slægter, der ad Traditionens Vej bandt vor Kultur til Fortidens og til Udenverdenens.

 

Broderens Navn ejeer og vil længe eje den mægtigste Klang ladt alle de Navne, der ringer for egen Folkekrafts Højtid ind. Hun var af den Venskabskreds, hvis Aand i Manddomsaarene lyste op i vort national Nybygge. Welhaven og Schweigaard, Asbjørnsen og Jørgen Moe var hendes jevnaldrende og jevnbyrdige Omgangsvenner.

 

Og det Slægtled, der for vor Tid allerede sidder med Alderens Værdighed i Lagets Højsæder, har i sin Ungdom bøjet sig for hende som for en Aandens Dronning. For de yngste Troendes utallige Skarer vil hendes Navn staa i en Glorie af Begeistring og Ærefrygt.

 

Hendes Værk var rigt, som hendes Personlighed var udpræget. I hendes Skrifter maaler man bedst den Kraft, hvis Virkninger spores og vil spores gjennem hele vort Samfund.

 

        Et halvt Aarhundrede er svundet hen, siden Camilla Collett lod offentliggjøre sne første literære Forsøg. Firti Aar kan tælles fra Udgivelsen af det Værk – «Amtmandens Døtre» – der med et Slag gjorde dets Forfatterinde berømt og skjænkede vr Literatur dens første virkelige Roman, samtidig med at den udfoldede den Fane, som side har samlet hendes Kjønnsfæller i tættere og tættere Flokke om Kravet paa Ret i Livet som selvstændige Mennesker.

 

        Indtil sit Ægteskab maatte hun – med sin Aand, sin krævende Virketrang, sin ubændige, kraftige Kunstnerbegavelse leve indestængt bag den Havemur, Datidens saa træet-frommet Begreber rejster rundt Kvindelighedens Blomserflor. Med sin Smag, sin Kunstnersans, sin Aand levede hun nu efter Landets Lejlighed som Verdensdame i en Forstaaelse og eundrende Kreds av dannede Mænd og Kvinder.

 

        Men Lykken var det hende kun beskaaret at nyde i 10 korte Aar. Allerede Vinteren før hun fuldte sine firti, stod hun med fire unge Barn som Enke. Sorgen og Savnet af den høje Lykke, hun saa brat havde tabt, forstærkedes kun af de Bekymringer og det Nag, som en ubemidlet Embedsmandsenke faar føle paa den pinligste Maade.

 

Og Naget vakte etragtninger tillive, der i Længselens og Lykkens Dage havd beskjeftiget hendes livlige Aand. Den ensomme følte sin Kraft og vovede at prøve den. Den af Skjebnen svegne erkjendt sin ret til «Selvtægt» og greb de Vaaben, en Begaveet – selv om det er en Kvinde – kan føre med Ovelegenhed, «Blæk og Pen».

 

Med «Amtmandens Døtre» var det store Gjennembrud foretat. Og Kampen fulgte, den syge, fortvilede Kamp «fra de Stummes Leir», hvor Feltraabene i lang Tid lyder som Skrig og «Ekko i Ørkenen». Mangen Gang var hun om at segne af Trædthed. Vi hører hende mod Slutten resigneret forkynde:

 

        «Saa er min Bane stille gaaet her, jeg er bleven gammel og træt og staar pludselig ved Maalet. For mig ligger den, naar jeg skuer tilbage, som en lang, undertide endeløs, undertiden af et Glimt oplive, altid trættende Vej. Jeg er hverken misfornøjet eller glad, jeg er bare træt».

 

Men pludselig rettes Ryggen, og der fortsættes: «Jeg angrer inte af hvad jeg har skrevet; en senere Slægt for dømme det».

 

        En smukkere, mere forstaaelsesfuld Dom end den, Camilla Collett fik i Anledning af sin 80-Aars Fødselsdag, kan æppe tænkes, det være sagt tkil den nuværende Slægts Hæder.

 

        Begivenheden staar saa friskt i Mindet, at vi neppe behøver nu at skildre den paa ny. Vi skal kun minde om det store Tog af Kvinder, som med Indebyderkomiteen, Fru Vilhelmine Ullman, Frøknerne Harriet Backer, Ida Lie, Rina Tønnesen og Anna Mossevig i Spidsen, drog i Processjon til Fru Colletts Bolig og under stormende Hurraer tilviftede hende sin Hilsen paa hele Landets Vegne; – og om den glimrende Fest til hendes Ære i Studentersamfundet, hvor Damer og Herrer af alle Partier, med Henrik Ibsen i Spidsen, kappedes m at bringe hende sin Hyldest i tale og Sang og ved telegrafiske Hilsener fra alle Landets Kanter.»

 

Ved siden av nekrologen reproduserte Dagbladet en liten «billett» fra Henrik Ibsen fra to år tidligere, da Camilla Colletts samlede verker kom ut:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagbladet[clxvi], i samme nummer, fortsatte med en liten notis:

 

        «Vi bringer idag Camilla Collets sidste Avisartikel efter Nylænde, hvis redaktion hun havde anmodet om at faa Artikelen optat i andre Blade. Vi erfarer, at det var hende meget om at gjøre, – «hun ønskede af sin Sjæls Dyb», at den blev trykt».

 

Denne artikkelen var kommet på trykk i Nylændes utgave av 1 mars 1895, seks dager før hun gikk bort og antagelig et av, om ikke dét, de siste offentlige ytringer fra Camilla Collets side, og en der hun vender tilbake til et kapittel i ungdommen:

 

«En sen, en Fornøden Redegjørelse.

 

        I Nylænde for den 1ste marts skrives:

 

        I den af min Søn Bureauchef Collet udgivne Beretning om Festen den 23. Jan. 93, omtales ogsaa den Stilling, jeg skulde have indtaget i den Welhave-Wergelandske Fejde.

 

Alle Beretninger hentede fra Balde og hvorsomhelst fra er enige om, at jeg med Liv og Sjæl havde sluttet mig til Modstanden, det Wergelandsfiendske Parti, eller som det etsteds heder «med varmeste Sympathi» skulde jeg have sluttet mig til dette.

 

        Dette beror paa en fuldstændig Fejltagelse, der vel nærmest er bevirket ved, at jeg senere ægtede et Medlem af Partiet. I Stridens mest brændende Tid sluttede jeg mig, som naturligt er, til den Sag, som va bleven en Familjesag, og den skaanselløse Maade, hvorpaa Modpartiet førte den, skulde ikke lokke mig over i den anden Lejr. Personlige Grunde skulde heller ikke virke dertil, da jeg havde liden Berøring med Hovedstaden.

 

        Striden var imidlertid betydelig afdæmpet, da jeg i 1839 forlovede mig med Collett. Han var ikke den Mand, som skulde skræmme fra en saadan Forbindelse. En eneste Gang mente jeg at have Grund til Frygt, hvilket havde tilfølge, at jeg i en udførligere Skrivelse foreslog ham at bryde vor Forbindelse. De Breve, der omhandler dette, bevarer jeg endnu.

 

        Der var dog ikke nogen Grund til Frygt. Ved vor Giftermaal i 1841 var Fejden saagodtsom forstummet. Vaare drabelige Partiførere fra 30-Aarne havde forvandlet sig til hyggelige Selskabsmænd, hvem disse saa var, der spurgtes ikke om, til hvilket de hørte eller havde hørt.

 

        Og Henrik var flyttet til Byen som værdig Ægtemand. Ja Henrik! Det smerteligsge for mig var, at han delte Misforstaaelsen. Vistnok lod han mig aldrig paa nogen saaende maade føle det, men som en Frafalden stod jeg dog for ham, og ligeoverfor ham var jo ingen Forklaring mulig. Faktum vaar der: et Ægteskab med en Modstander.

 

        Ak, min Broder, her i Livet va ingen Forstaaelse mulig, men jeg skal gjøre alt – at for at afsone den Sorg, jeg har forvoldt Dig.

 

        16-2-95

                                            Camilla Collett».

 

Det skulle bli flere nekrologer[clxvii]: i Morgenbladet samme dag som Dagbladet; Norges Sjøfartstidende[clxviii] dagen derpå, samtidig i Oplandenes Avis[clxix], Bergens Aftenblad[clxx], Trondhjems Adresseavis[clxxi], og sikkert andre.

 

Dagen efter dødsfallet meldte Dagbladet[clxxii]:

 

        «Camilla Collets Lig skal brændes. Ved «Norsk Ligbrændings Forening»s vil Fru Camilla Colletts Lig bli sendt til Stockholm, hvor en af hendes Sønner er bosat, for a brændes ved det derværende Krematorium. De kirkelige Ceremonier vil før Afsendelsen finde Sted i næste Uge i Kapellet paa «Vor Frelsers Gravlund».

 

        Fru Camilla Collett var Medlem af Ligbrændingsforeningen siden dens Stiftelse, og har i en efterladt Skrivelse erklæret det som sit udtrykkelige Ønske, at Liget maa bli brændt».

 

Samme dag ble dødsfallet meldt i Romsdals Amtstidende[clxxiii] – og i Aarhus Amtstidende[clxxiv]; Dagens Nyheder[clxxv] bragte en nekrolog på sin førsteside, og en hel rekke andre danske aviser også lot sine lesere ta del i det som var passert.

 

Stockhomsavisen Aftonbladet[clxxvi] hadde også en nekrolog 7 janaur:

 

«Norges största författarinna

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Camilla Collett

+

        Ett Kristianiatelegam till Aftonbladet i dag på middagen meddelar, att Norges förnämsta författarinna Camilla Collett aflidit, 82 år gammel.

 

        Fru Collett var i Norge redan genom sin börd en historisk personlighet. Hon var nämligen dotter till en af den norska sjelfständighetstidens märkligaste män och syster till skalden Henrik Wergeland.

 

        Under dennes bekanta literära strid med skalden Welhaven stod Camilla mera på Welhavens än på broderns sida, men hennes personliga tycke för Welhaven vardt icke besvarat. Sorgen häröfver fördystrade för framtiden hennes sinne och satte djupa spår i hennes diktning.

 

        Sedermera ingick hon 1841 äktenskap med den framståande norske juristen och ästetikern P. J. Collett och uppträdde redan medens mannen lefde som författarinna. Det var dock först sedan hon 1851 blifvit enka, som hennes rykte började växa.

 

År 1855 utkom hennes berömda roman «Amtmannens döttrar», däri hon med kraft och en oförskräckthet, som väckte samtidens häpnad, drog i härnad mot konvenans-äkteskapen. Romanen, som väckte ett enormt uppseende och gaf anledning til ytterst lifliga diskussioner, har lemnat djupa spår efter sig. Såväl Henrik Ibsen i «Kärlekens komedi» som Jonas Lie i «Familjen på Gilje» ha icke kunnat frigöra sig från idéer och uppslagm hemtade från «Amtmannens døttrar».

 

        «Amtmannens døttrar» er  fru Colletts förnämsta arbete. Af hennes öfriga, mera betydande arbeten nämna vi hennes «Berättelser», «Sista bladen» och «Från de stummas läger». Under e senerare åren har hon i sina skrifter hufvudsakligen behandleet frågan om kvinnans sociala ställning och varit en af kvinnosakens ifrigaste förfäktare.

 

        Fru Collettes betydelse som författarinna ligger dock icke enbart i hennes väckande ingripande, utan äfven i hennes spirituela og fulländade stil. I rent stilistisk hänseende räknas hon til en af de förnämsta författarna i den nyare norska literaturen.

 

        När hon för två år sedan fylde 80 år, vardt hon i sitt hemland föremål för en hyllning, som icke kommit någon nordisk författarinna til del. Den i sin födselsstad, Kristiania, bosatta vördnadsvärdiga gamla hyllades därvid bl.a. af sitt lands kvinnor med ett väldigt äretåg, som räknade omkring 1,000 deltagare, och paa aftonen med en större fest, i hvilket alt hvad Kristiania räknade framstående inom den literära, lärda och politiska verlden deltog. Henne våning var som ett enda orangeri af blommor, och från tidigt på morgonen började adresser, bref och telegram at strömma in från alla delar af Norge och från på utrikes ort varande norrmän, däribland från Henrik Ibsen, Jonas Lie m. fl. af nutidens ryktbara norska författare. Ävfen från Sverige och Danmark in gingo talrika lyckönskningar.

 

        Och Camilla Collett förtjenade denna storartade hyllning.

 

        Hvart hon lät sin blick glida hän, såg hon sitt lands, sitt folks og sitt köns framsteg oförgängligt sammanknutna med sitt namn. Och hennes egna framsteg hadde hållit jämna steg med den utveckling, hvari hon tagit en så verksam del. Af den blyga, namnlösa författarinan, som gjorde sin debut i en tidnings följetong, hade blifvit en af den norska literaturens klassiska författerinnor, hvars «Samlade Skrifter» för samtid och efterverld komma at räknas til de bestående inom norsk literatur.

 

        Det ofta bittert klagande och anklagande, som präglat så mycket af hvad hon skrifvit, har väckt tusenstämmig genljud; det ömt kärleksfulla, som är den bärande kraften i hennes stämningsrika stil; den harm, som besjälade henne i hennes angrepp på samhällslivets former och gaf henne kraft och mod at ofta ensam uppträda till försvar för de underkufvade, de svaga, de små i samhället, den viljekraft och karaktärstyrka, som adla hennes protester mot samhällets gamla uppfattning af förhållandet mellan mann och kvinna – alla dessa sällsynta beståndsdelar i fru Colletts författarskap ha mäktigt bidragit att omforma hela samhället och samhällsuppfattningen i vårt broderland.

 

        Ingen enskild peson i hela norden, med undantag af Fredrika Bremer, har gjort så mycket som fru Collett för at höja aktningen för kvinnans personlighet och för hennes intelligens och för att utvigda hennes arbetskraft til områden utanför hemmets bestyr. Då konst, literatur och vetenskap, det offentliga och privata affärslivet kretsar nu beredvilligt och med glädje mottaga kvinnans samarbete, då kvinnorna sjelfva väckts till insigt om sin ställning, då lagstiftningen mer och mer börjat taga hänsyn till hennes kraf och då hela det bildade umgängeslifvet mellan man och kvinna reformerats, så hade ingen her i norden fog att med mera berättigad stolthet tänka på sitt arbete i denne utvecklingsstrid än Camilla Collet».

 

Avisen fortsatte med noen mer saklige opplysninger:

 

        «Hon sörjes närmast af fyra söner. âldsta sonen, Robert, professor i Kristiania, är framstående zoolog, andre sone, Alf, är byråchef i norska försvarsdepartementet och har uppträdt som historisk författare. Sonen Oskar är kansliråd og arkivarie i härvarande utrikesdepartement. Fjerde sonen är ingeniör»

 

Fredag aften, 8 mars 1895, finner man dødsannonsen i Aftenposten[clxxvii]:

 

«+

        Vor kjære Moder, Jacobine Camilla Collet, f. Wergeland, døde stille igaaraftes, 82 Aar gammel.

 

        Christiania, 7de Marts 1895.

                                Hendes Sønner

        Bisættelsen finder sted i Kapellet ved vor Frelsers Gravlund Mandag den 11te Kl. 2».

 

Enda en dag senere, 9 mars, uttrykte Tromsøposten[clxxviii] seg i de knappe ordelag som man ofte forbinder med den landsdelen: «Camilla Collett død» – denne dagen hadde også Nedenæs Amtstidende[clxxix] en kort nekrolog, mens Romsdals Budstikke[clxxx] fortalte om dødsfallet.

 

Camilla Collett, enke efter Professor Collett og bosatt i Bogstadveien 8, døde av bronkitt 6 mars 1895 og ble bisatt[clxxxi] under Uranienborg Kirkes autoritet 11 mars 1895. Hun hadde legetilsyn da hun lå på det siste.

 

Aftenposten beskrev ceremonien samme dag:

 

«Fru Camilla Collets

Bisættelse

 

fandt sted Kl. 2 idag paa vor Frelsers Gravlund under en overordentlig stor Deltagelse. Kapellet var aldeles overfyldt af den talrige Sørgeskare, af hvilken Kvinder udgjorde en særdeles betydelig Del.

 

        Ved den af de smukkeste Blomster dækkede Kiste gav resid. Kapellan Andreas Hansen i varme og anslaaende Ord et særdeles sympathetisk Billede af den hedengangne Forfatterinde. Han skildrede hvorledes hun i hele sit Liv havde viet sig til Arbeide for den Sag, hun havde sat sig som Maal. Han nævnte, hvorledes hendes Livs Begyndelse falder sammen med en ny Tids opkomst i vort Land, og hvorledes det allerede fra Barndommen af havde været et Kampens og Stridens Liv.

 

        Tidlig modtog hun som et Kald fra Gud at virke for Kvindens Stilling i vort Land. Og udholdende virkede hun, om hun end ofte følte sig bitter skuffet i sine Forhaabninger og sørgende i sit Hjerte.

 

        Pastoren udviklede Betydningen af Camilla Colletts rige Arbeide, og dvælede ved, hvorledes hendes efter Kærlighed tørstende Hjerte følte sig lykkeligt, naar hun vandt Sympathi, ikke alene i sit gode Hjem hos en kjærlig Ægtefelle, men ogsa hos sine Medsøstre, hos alle dem hun virkede for. Lykken var dog mest som Solskin paa en stormfuld Dag.

 

        Nu er da den lange Strid tilende. Hendes Arbeide og hendes Smerte har baaret sin rige Frugt. Derfor vil dette Lands Børn med Tak gjemme hendes Minde.

 

        Efter at Fadervor og Velsignelsen var læst, kastede Pastoren Jord paa Kisten, paa hvilken derefter nedlagdes en Række pragtfulde Kranse.

 

        Frk Clara Tschudi lagde en Krans med følgende Ord:

 

        «Paa de norske Forfatterinders Vegne lægger jeg denne Laurbærkrans paa Fru Camilla Colletts Kiste. Hun, der var vor første og store Forfatterinde, den utrættelige Talsmand for sine Søstres Sag. Kvinden og Kunsnerinden med den klare Aand, det varme Hjerte, og som stedse vil staa for os som et lysende Forbillede»

 

        De Forfatterinder, paa hvis Vegne Kransen nedlagdes, var Elise Aubert, Helene Dickmar, Asta Hansteen, Charlotte Koren, «Marie», Anna Munch, «Rah», Mathilde Schjøtt, Alvilde Prydz og Johanne Vogt.

 

        Nordahl Rolfsen lagde fra «Norsk Forfatterforening» nogle vakre Roser, med Tak for afdødes Virken. «Kan hænde», udtalte han omtrent, «at disse Roser kommer sent; men bedre end her i Livet mange Roser, som visner, er tislut at faa nogle, som varer. Camilla Collets Arbeide er uforgjængeligt og vil lønnes af kommende Slegter med voxende Tak, en Tak som med Rosers Rødme vil lægge sig om blege Kider. Denne vor tak gives ikke alene som en Gave, der svulmer, men som et Livsens Symbol, der peger fremad».

 

        Videre lagdes Kranse af: Fru Ragna Nielsen fra «Norsk Kvindesagsforening», med følgende Ord: «Paa Norsk Kvindesagsforenings Vegne lægger jeg denne Krans paa Fu Camilla Colletts Kiste – med Tak fra os Alle, fra dem der stod hende mere fjernt, med Taknemlighed og hengivenhed fra alle os, der stod hende nærmere. Camilla Collets Navn skal aldrig glemmes af norske Kvinner. Et sidste vemodigt Tak og Farvel»»

 

Frk Anna Rogstad fra «Kristiania Lærerindeforening», Fru Professor Schjøtt fra «Læseforeningen for Kvinder». Frk Mørch fra «Den kvindelige Stemmeretsklub», Fru Ragnfried Løchen fra «Nylænde», Fru Advokat Cecilie Krog født Thoresen fra kvindelige Studenter, Fru Wetlesen fra «Hamar Kvindesagsforening», Maleren Otto Sinding fra norske Kunstnere, Frk. Harriet Backer fra norske Kunstnerinder, Fru Blehr en Sølvkrans fra Bergens Kvindesagsforening, Frk Grieg ligeledes en Søvkrans fra Kvinder i Bergen og med følgende hende telegrafisk oversendte sidste Hilsen til den afdøde:

 

«Sørgende sender vi Krans til din Baare,

Stride og vemodsfuldt falder vor Taare,

Fordi vi mistede dig, som vi elsker.

Tak for dit Arbeid’, dit Offerliv.

Nu har du fundet Løsning paa Gaaden:

«Den, som har saaet Livssædens Frø,

Kan aldrig dø!»»

 

Endelig lagdes Kranse af Dr. Hj. Falck fra Studentersamfundet, af Frk. Anna Mossevig fra «Den kvindelige Handelstands Forening», af Hofstaldmester Sverdrup i taknemlig, Erindring fra «Foreningen til Dyrees Beskyttelse i Kristiania», hvis Æresmedlem Camilla Collett var, samt af Fru Sorenskriver Falch, født Aubert, fra Damer i Eidsvold (afdødes Barndomshjem).

 

Blandt de mange prægtige Kranse paa Kisten bemerkedes forøvrigt Kranse fra H. M. Dronningen,  Dr. Henrik Ibsen, «Norsk Kvindeforenin til Dyrenes Beskyttelse», «Afenposten»s Redaktion, «Dagbladets» Redaktion, m. fl.

 

        Efter at et Kvindekor paa Kapellets Galeri havde afsunget Salmen «O Jesu for din bitre Død» blev Kisten baaret ud af Kapellet.

 

        Som Marskalker fungerede Professor Dr. L. Dietrichson og Sanitetsgeneral Thaulow. Kammerherre Wedel-Jarlsberg bar Afdødes Medaljer, «Litteris et artius» og «H.M. Kong Oscar II’s Belønningsmedalje».

 

        I det talrige Følge bemerkedes foruden afdødes Slegt, hvoriblandt Amtmand Collett, de fhv. Statsministre Schweigaard og Løvenskiold, Statsraaderne Birch-Reichenwald og Mozfeldt, Dr. Henrik Ibsen m. Fl.

 

        Efterat Listen indtil Afsendelsen til Srockholm var bleven hensat i et af Kapellets Siderum, var den sjelden stemningsfulde Sørgehøitidelighed tilende».

 

            Om de videre, praktiske sider ved kremasjonen forteller avisen videre:

 

        Camilla Colletts Lig føres imorgen med det ordinaire Hurtigtog til Stockholm. Af afdødes Sønner følger Bureauchef Alf Collett Liget til Stockholm, hvor en anden af Fruens Sønner, Kammerherre, Arkivar Oscar Collett, der var tilstede ved Fruens Dødsleie her, som bekjendt, er bosat. «Fredrike Bremer-Forbundet» har meldt at det vil møde frem ved Ligets Ankomst til Stockholm, og ledsage det til Krematoriet».

 

Morgenbladets[clxxxii] nekrolog, samme dag som Aftenposten, skilte seg ikke meget fra den forrige, men inneholder en fyldigere gjengivelse av prestens tale:

 

        «Før Talen blev et Vers af Salmen «Jeg ved mig en Søvn i Jesu Navn» afunget, hvorpaa Pastor Andreas Hansen i gribende Ord mindedes den Afdøde, idet han tog sit Udgangspunkt i Joh.s 21, 2-4:

 

        Give Gud i Naade, at hun, hvem vi idag siger det sidste Farvel, maa faa opleve de Ting, Apostelen her skildrer, hun, hvis inderste Væsen higede efter det som er lyst og rent, gudfyldt og fuldkomment, hun hvis Liv var en lang Klage, og som længtede saa utaalmodig men saa udholdende efter at alt maatte blive nyt.

 

        Maatte Gud opfylde hendes Ønsker, om ikke efter saa efter sin Maade!

 

        Hendes Liv var et Liv i Smerte.

 

        Dets Begyndelse fører os tilbage til Nylivets Begyndelse for 80 Aar siden her i Norge, og dets Fortsættelse fører gjennem den Udvikling som Landet har gjennemgaaet. Med vaagen Aand og med fint Følelsesliv levede hun sit Folks Liv med.

 

Derfor blev det et Liv i Strid og Taarer.

 

        Allerede i Barndomshjemmet paa Eidsvold og siden i Ungdommens Dage mødte hun stærke Kræfter og droges ind i deres Brydning, og i disse Kampe gjaldt det at hævde hendes, Kvindens, Væsen og Ære.

 

Og hun dreves rem i denne Strid, idet hun følte, a det var den norske Kvindes Kamp for at bryde sig igjennem Tidens Fordomme og Sædvaner, for a kunne naa op til et Liv i Høihed og Kraft.

 

Hun tog det som en Opgave fra Gud at vise, at Kvindens Stilling her ikke var som den burde, og Strid for at bedre den førte hun, ofte sørgende og og ofte skuffet, men altid utrættelig, lige til hendes Øine lukkedes.

 

Havde Camilla Colletts Liv da ingen Lykke eiet? Jo, naar hun fandt Sympathi, eller naar hun var i sine Venners Kreds, specielt i sit Hjem og os sine Børn, eller naar det lysnede for hendes Livs Sag; men mest naar Gud høre hendes Bønner og lod Fred og Forsoning sænke sig over hendes Hjerte.

 

Nu er den over den lange Strid og Smerte, og hendes Liv ligger for os som en billedsmykket Saga.

 

Hendes Livs Arbeide og Smerte bærer Frugt for vort Folk, og derfor vil dette Lands Børn gjemme hendes Minde i taknemlig Erindring».

 

Tirsdag 12 mars meldte Agder[clxxxiii] – Flekkefjords Tidende – at Camilla Collett var død. Ringerikes Blad[clxxxiv] hadde en kort nekrolog denne dagen, og avsluttet slik:

 

        «Tungt og miskjendt har hendes Arbeide været, og mange Aar maatte hengaa, før den energiske Banebryderske saa Frugten deraf. Sog i sin Livsaften havde hun den Glæde at se sin lange Dagsgjerning forstaaet og unge, friske Kræfte fylke sig om hendes Sag, Kvindesagen».

 

I Danmark, følgende dag, kunne man lese i Varde Folkeblad[clxxxv]:

 

«Camilla Collett

 

        Et telegram fra Kristiania meldte i Torsdags Formiddag, at Forfatterinden Fru Camilla Collett var afgaaet ved Døden.

 

        Norden har kjendt mange Kvindesagskvinder – i sig selv e haardt og stridt Ord – efter og sammen med Camilla Collett, men hun var paa Kamppladsen, før Sol stod op, før nogen af de andre lot tænkte paa at reise Opposition, ja vel endogsaa før de fleste af dem havde set Dagens Lys, skriver Aarhus Folkeblad. C. C. Levede til sin Lykke længe nok til at denne hendes «Foregangs» Kamp villig anerkjendtes fra all Sider, og til at talrige Meningsfællers Tak og beundring kunde slaa hende levende i Møde – ja, om det saa var selve den gamle Skeptiker Henrik Ibsen, var ha i Kristiania forgangen Aar med til at fejre hendes firsindstyveaarige Fødselsdag.

 

        Længe blev hun kaldet Henrik Wergelands Søster – og smukt har hun jo forøvrigt i sine Bøger mindedes Broderen – Hernik Wergeland døde allerede mit i Fyrrerne, og først ti Aar senere slog hun sit første Slag med «Amtmandens Døtre». At det dog var Wergeland-Blodet, der besandig rullede i hendes Aarer, er der ingen Tvivl om.

 

        Men hun holdt ud, og hver lille Sejr, hun kunde vinde ove iden, tilkæmpede hun sig. Ogsa hun har vel derfor formeet Tiden efter sig. Hun har hvert Fald hørt til dem, der sætter deres egne Spor i Livet».

 

 

Morgenbladet kunne fortelle, om aftenen 14 mars, hvordan kremasjonen fortonte seg for de fremmøtte:

 

        «Camilla Collets jordiske Levninger, der kom til Stockholm med urtigtoget igaarmorges, er – ifølge Meddelelse fra vor Stockholmskorrespondent – idag bleven brændt i Stockholms Krematorium.

 

        Allerede en god Stund før den fastsatte Tid var det lille, bortenfor den nye Kirkegaard liggende, med Blomster og Grønt prydede Krematorium fyldt til Trængsel.

 

        Blandt de Tilstedeværende emørkedes to af Afdødes Sønner, Kammerherre Oscar Collett og Bureauchef Alf Collett, den norske Statsraadsafdelings samtlige Medlemmer med Damer, den tyske og den østrerigske Minister, Repræsentater for den herværende norske Koloni, for Frederika Bremerförbundet samt for Föreningen fåor gift kvinnas eganderätt.

 

        Umiddelbart før Kl. 2 nedlagdes paa en Katafalk staaende Kiste tre pragtfulde Kranse, den ene med Baand i hvid Silke med Inskriptionen:

 

«Fra Landsmænd i Stockholm»

 

Den anden med blaagule Silkebaand og Inskripsjonen:

 

«Till Camilla Collet från föreningen för gift kvinnas eganderätt»

 

Den tredie Krans var ligeledes med Silkebaand i blaat og gult. Den bar Inskriptionen:

 

«En gärd af vördnad och tacksamhet för 50 års arbete, med hjärtats og snilles förenda krafter egnadt åt Nordens kvinnor, från Fredrike Bremerförbundet».

 

Da Klokken slog 2, intoneredes en Koral fra e for de tilstedeværende usynligt Orgel, Portene til Forbrændingsovnen aabnedes, Kisen rulledes sagte ind, og under Musikens stille toner beyndte Ilden sit Ødeleggelsesarbeide.

 

        Efterat de Tilstedværende havde trykket Sønnernes Hænder, begav følget sig tilbage til Byen.

 

        Den hele Ceremoni varede kun faa Minuter».

 

Dagen efter kunne nordmenn i Brooklyn lese om Camilla Colletts død, da Nordisk Tidende[clxxxvi] trykket en kort nekrolog på sin første-side. En lengre en ble offentligjort[clxxxvii], også denne på første side, 29 mars.

 

Så gikk Camilla Collett over til litteraturhistorien, til å være emne for foredrag, analyser og et minne om tidlig kvinnekamp. En ting som ikke er funnet, er spor efter henne i kirkebøkene for 1895. Men hun minnes likevel.


[i] SAO, Eidsvoll prestekontor Kirkebøker, O/Oa/L0001: Annen kirkebok nr. 1, 1688-1856, s. 72
[ii] SAK, Kristiansand domprosti, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. A 3, 1778-1818, s. 676-677
[iii] SAK, Kristiansand domprosti, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. A 3, 1778-1818, s. 602-603
[iv] SAK, Kristiansand domprosti, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. A 3, 1778-1818, s. 624-625
[v] SAK, Kristiansand domprosti, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. A 3, 1778-1818, s. 642-643
[vi] Fuldmagter og Adresser, overantvordede Norges Regent, Hans Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik, fra det Norske Folks Deputerede ved Rigsforsamlingen i Eidsvold, den 10. april 1814. H. 1, Christiania:Trykt hos C. Grøndahl, 1814, p 110, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2009062613002
[viii] SAK, Kristiansand domprosti, F/Fa/L0003: Ministerialbok nr. A 3, 1778-1818, s. 726-727
[x] Wergelands liv og verk | Familien
Alette Dorothea Thaulow, Henrik Wergelands mor
av Inger-Dordi Østmoe, 
[xi] Collett, Camilla, I de lange Nætter, Kristiania:Gyldendal, 1906, pp 36-45, https://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2009072412002
[xii] SAO, Eidsvoll prestekontor Kirkebøker, O/Oa/L0001: Annen kirkebok nr. 1, 1688-1856, s. 72
[xiii] SAO, Eidsvoll prestekontor Kirkebøker, O/Oa/L0001: Annen kirkebok nr. 1, 1688-1856, s. 69
[xv] SAO, Eidsvoll prestekontor Kirkebøker, O/Oa/L0001: Annen kirkebok nr. 1, 1688-1856, s. 74
[xvi] SAO, Oslo domkirke Kirkebøker, F/Fa/L0012: Ministerialbok nr. 12, 1837-1845, s. 393-394
[xvii] SAO, Eidsvoll prestekontor Kirkebøker, O/Oa/L0001: Annen kirkebok nr. 1, 1688-1856, s. 72
[xviii] SAO, Oslo domkirke Kirkebøker, F/Fa/L0024: Ministerialbok nr. 24, 1833-1846, s. 975-976
[xix] SAO, Oslo domkirke Kirkebøker, F/Fa/L0013: Ministerialbok nr. 13, 1844-1864, s. 325
[xxi] «Norway Baptisms, 1634-1927», database, FamilySearch (https://familysearch.org/ark:/61903/1:1:NWQC-TJ3  : 21 February 2020), Emil, 1848.
[xxii] SAO, Oslo domkirke Kirkebøker, F/Fa/L0025: Ministerialbok nr. 25, 1847-1867, s. 235-236
[xxiv] Norsk Biografisk Leksikon, https://nbl.snl.no/Camilla_Collett
[xxv] Norsk Biografisk Leksikon, https://nbl.snl.no/Camilla_Collett
[xxx] Norsk Biografisk Leksikon, https://nbl.snl.no/Camilla_Collett
[xxxi] Folketelling 1865 for 0301 Kristiania kjøpstad; https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01038027029476
[xxxii] Folketelling 1865 for 0301 Kristiania kjøpstad; https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01038027029522
[xxxiii] Vedkommende som har skrevet av det som følger har brutt opp teksten i avsnitt som ikke er til stede i originalteksten. Hensikten har vært å gjøre artikkelen lettere å lese.
[xlvi] Folketelling 1875 for 0301 Kristiania kjøpstad; https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01052055029143
[xc] Morgenbladet (København) (1873-1892); 23. januar 1890; http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:b4ce9372-9968-4d81-8ed4-4ebdab37ec71
[xcv] Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger (1855-1891); 29. april 1891; http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:78e54b5c-9780-42cb-9ec8-b0c775589292
[xcvii] Morgenbladet (København) (1873-1892); 9. december 1891; http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:409ca28a-a072-4775-b8b5-6c82d08ff686
[xcviii] Bornholms Tidende (1866-); 5. januar 1892;
[xcix] Morgenbladet (København) (1873-1892); 23. januar 1892; http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:8574da8f-16be-4505-b330-1893ec12bcd4
[ciii] Knapt 42 dagsløner for en veiarbeider, eller syv ukers inntekt. https://www.ssb.no/a/histstat/aarbok/tab-2000-09-20-03.html
[civ] Dannebrog (København) (1892-1910); 27. september 1892; http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:3785fe3b-ca5f-46b3-8fc6-4ddca99160d3
[cv] Dannebrog (København) (1892-1910); 11. november 1892; http://hdl.handle.net/109.3.1/uuid:1bc8befc-bb61-4b72-956e-26ec8b358097
[cvii] En Christiania-dame med mange jern i ilden, og som også var en bekjendt av Henrik Ibsen, se f.eks. https://www.ibsen.uio.no/BREV_1890-1905ht%7CB18950130HAA.xhtml
[cxxvi] Denne ruten er, anslagsvis, 800 meter lang. Ganske mye hvis man er svett, har hullete klær, og det er kaldt og snevær …
[clxxxi] SAO, Uranienborg prestekontor Kirkebøker, F/Fa/L0004: Ministerialbok nr. 4, 1880-1901, s. 93